Vi kom gående af den stejle gade, ned mod havnen i den lille fiskeby Marsaxlokk. På vandet vuggede et utal af små træbåde i deres karakterisktiske stærke blå, gule og grønne farver. De mange forskelligt farvede duge, stoffer og grove lærreder der var spændt ud over de interimistiske boder, dannede et enormt svævende kludetæppe langs hele kajen rundt i havnen. Længst væk blændede de mange farver sammen og blev blot til en grå masse.
Da vi kom tættere på mødte også larmen fra de mange handlende os, og vidnede om at livet trods det var søndag, var i fuld gang. Vi bevægede os ind i den tunnel de udspændte duge og stoffer over boderne dannede, fordi de stod så tæt, og kun efterlod en smal gang til de handlende, men samtidig lukkede solens direkte stråler ude. Gangen er eftersigende en kilometer lang langs kajen, søndag efter søndag når markedet åbner op.
Fremmede gloser fløj gennem luften, side og side med fremmede dufte. Den umiskendelige lugt af for mange mennesker samlet på et lille område, blandede sig med den støvede lugt af jord, fra rødderne på de nyopgravede grøntsager. En salighed afløste næseborene, når vi kom forbi et tykt rødt tæppe af friske jordbær på lange borde. Et syn og en herlig duft der kort efter blev afløst af den friske men, de indelukkede omstændigheder taget i betragtning, let kvalmende lugt af frisk. Der lå fisk i alle lækre og ulækre varianter. Hele blæksprutter i en stor spand, bjerge af store rejer og enorme stykker der var skåret op på de små stiksave, så kødets betagende røde farve blev afsløret, under det sølvskinnede skind.
Hele tiden blev man trådt over tæerne eller fik en skulder stødt mod sin egen, men ikke uden at modtage et undskyldende smil. Forståelsen var stor, for pladsen var trang. Endnu mere fordi det var deres marked. Malteserne shoppede og købte ind til dagens måltider. Priser blev slynget frem og tilbage. Pilene på de store vægte svingede i konstant pendulfart, som frugt, grøntager og fisk hurtigt blev taget af og på, for i højt tempo at blive langet over boden, til den ventende hånd med sedler og mønter. Alt kunne købes. Små botaniske boder dukkede op, og den friske grønne farve og strålende blomster lyste op, i stærk kontrast til støvet på jorden og de slidte boder. Et sted var en lille dyrehandel. Alverdens eksotiske fugle sad skræmte i små bure. En stor gås stod i et bur, ikke meget større end sig selv. På jorden løb marsvin og kaniner rundt i store bure og oppe under dugen, hang klare plastikposer med guldfisk og andre små fisk. Et par stykker i hver, i lidt vand og så hængt op på de store metalkroge.
Ind imellem når boderne ikke stod så tæt, kom et pust frisk luft ind og fiskerne langs kajen, der stod og ordnede deres net, kom til syne. På den anden side af den livfyldte gade, sad opgivende på fortovscafeerne. De kolde øl skinnede i solen, som glassene duggede og man kunne, trods afstanden, næsten se de tunge dråber løbe ned ad glassene, for at rive flere dovne dråber med sig. Selv gav vi op da vi nåede et lille torv. Fandt i stedet en plads i solen på en af de mange cafeer, i de støvede gule huse der omringede den lille plads. Øverst på pladsen som den hældte ned mod havnen, lå den store kirke. Fordi stenene var dybere gule, fremstod den næsten orange, som den lå ovenfor den store trappe. Stor og massiv på samme tid som let og elegant.
Ved siden af kirken fortsatte torvet i en lille smal gade op mellem de små huse, indtil den drejede om et hjørne. Til hvad, kan kun fantasien og nysgerrigheden svare på. To ting der allerede var blevet tilfredsstillet i store mængder efter et par timer i Marsaxlokk.
Opslag
