Nepal: På besøg.

I en smal passage mellem to huse hvor dagslyset blev holdt ude, var en lav dør der med bukkede hoveder var mulig at komme ind ad. I den lange mørke gang vi kom ind i, var der flere døre ned langs begge sider, hvor der på alle sad en kraftig skudrigle med stor hængelås. På gulvet stod sandaler og sko spredt foran dørene.

Min gode ven Surendra gik hen til den første af dørene, fik låsen op og bød mig smilende velkommen i sit hjem. Vi trådte ind i et rum der ikke var meget større end to meter i bredden og fire i længden. På gulvet lå et par aviser udbredt med lågskræller, en stor kniv og forskellige krydderier, hvis dufte fyldte det lille rum. Han var i gang med madlavningen da han gik for at hente mig længere nede ad gaden.

Han bad mig om at sætte mig på den høje seng foran vinduet modsat døren. En simpel træseng med en tynd madras, der ikke kunne blødgøre den underliggende træplades hårde overflade. Et hvidt lagen var lagt ud over sengen. Nyvasket forsikrede han grinende. Jeg var ligeglad. Satte mig afslappet på sengen og var glad for endelig at få mulighed for at besøge ham.

På det ene af de to blus i det ene hjørne, tilsluttet en stor rød gasflaske ved siden af, opvarmede han vand i en ujævn jernpotte der vippende dansede over flammerne. To små kopper blev fundet frem fra et stativ på væggen, hvor også et par tallerkner, skåle, lidt bestik og glas var stablet. Duften af kaffe overtog rummet. Med stor undren over at jeg hverken skulle have sukker eller mælk i kaffen, gav han mig koppen med begge hænder og spurgte om han måtte fortsætte med maden. At jeg kunne hjælpe til ville være en fornærmelse for en stolt nepaleser.

Imens vi snakkede og han fortsatte med at klargøre grøntsager lod jeg mine øjne glide rundt i rummet. Væggene var en mørk mintgrøn suppleret med tidens pletter, plamager og enkelte papirslapper med hinduistiske guder afbilledet. Mørke blomstrede gardiner var trukket fra vinduet med gitter for. En enkelt nøgen elsparepære i det ene hjørne sørgede for lys, når dagslyset ikke længere rakte. På bagsiden af døren udgjorde en række med seks knager hans garderobe. I vindueskarmen lå der ting overalt og i flere lag. I det ene hjørne stod et glas med en tandbørste og ragekniv, barberskum, spraydeodorant og hårlak. Hvad en nepalesisk mand med stil har brug for.

En spinkelt bord bar et lille tv, en dvd og en cd-afspiller med højtalere. Som det første da vi kom ind havde han vist mig at han havde den slags teknologi. Som for at demonstrere tændte han alle tre og lod det køre, selvom det nogle gange gjorde samtalen vanskelig. Han afbrød selv flere gange vores samtale, blot for at sikre sig at jeg ikke manglede noget.

Med en stor kniv holdt mellem de bare fødder, sad han på gulvet og snittede grøntsager mod knivens æg. Grøntsager der sammen med kød og krydderier snart efter spruttede og dampede fra den sorte wok over blusset. Den store sorte plamage på væggen bag blusset, vidnede om at der var tilberedt mad rigtig mange gange. Duften af kaffe var aftaget som kopperne blev tomme, men den kraftige duft af karry fyldte hurtigt hver en tomme af det lille rum. Kun tæt ved vinduet trængte duften af regnvejr ind udefra.

Et par udbredte avisblade på sengen blev dug for den tilberedte middag. Ris, karrysauce med sukkermajs, grøntsager, ged og kylling. Surendra kunne nu slappe helt af. Med nepalesisk stolthed havde han fået lov til at servere et måltid mad for sin gæst.

Vi sad længe og snakkede over maden, imens vi fulgte livet i gården bag huset. Beboere fra rummene bag de andre døre ude i gangen, skabte liv under de regndryppende blade på træerne. Et par voksne piger sad under en hane ved den store sorte vandtank og vaskede op. Bagefter vaskede de hinandens hår. En scene der fik Surendra til at smile stort og lidt hemmelighedsfuldt. Især den ene af pigerne vakte nysgerrige blikke, men som han selv sagde med et blik rundt i rummet, så var han ikke klar til at tilbyde en pige et ordentlig ægteskab.

Hans hjem var kun det lille rum, det var simpelt, rodet og primitivt, men han var stolt af det. Stolt af ikke at bo hos sine forældre, men i stedet at kunne klare sig selv. Og glad for at jeg ville komme på besøg. At han hele tiden kom til at sige “ my palace” i stedet for “my place” synes jeg på en eller anden måde blev symbolsk og jeg nænnede ikke at rette ham. For ham var rummet hans alene og derfor noget stort som et palads. Som for enhver ung nepaleser, der er brudt ud af det traditionelle familiemønster med tre-fire generationer under samme tag. Værdien af netop dét overstrålede langt værdien af den spartanske indretning.

Singapore #5: Bukit Timah.

Det tog en tur med den moderne undergrund og en lang bustur ud ad Butik Timah Road, før den storsmilende buschauffør med energiske fagter og få uforståelige engelske ord, fik fortalt at vi var nået frem til målet.

Vi stod på fortovet langs en bred stærkt trafikeret vej, hvor kontorbygninger, boligblokke og restauranter dannede mur på begge sider. Kun lidt længere fremme ad vejen var der ophold i de livløse omgivelser. Dér stod træerne tæt og frodige grene strakte sig, som forsøgte skoven at trænge ud gennem muren. Bagved rejste et fladt bjerg sig med en dyne af grønne trækroner. Kontrasten til den travle hovedvej og den tætte bebyggelse var slående og smuk. Vi var nået frem til Bukit Timah Naturreservat. Det sidste bevarede stykke regnskov i Singapore.

En gangbro ledte os over vejen og få meter senere bød de første aber os velkommen i skovens hule. Det næste der mødte os var muren af fugtighed i luften, der hurtigt fik ryggen til at blive klam og huden til at glinse af sved. Varmen var omklamrende og de mange motionerende forretningsfolk på stierne, lignede alle nogle der lige var stået op af en nærliggende sø. Sveden haglede af dem.

Vi afholdt os fra at løbe, men begyndte i stedet gåturen op til toppen. Det højeste punkt i Singapore, 163 meter. Det var en verden for sig. Singapores travle liv i moderne teknologiske rammer forsvandt og blev erstattet af saligheden i regnskovens nærvær. Cikadernes kor fyldte luften under de tætte trækroner, hvor små huller mellem bladene skabte fine søjler af lys i skovens skygger.

Den tætte bevoksning mønstrede alle palettens naturskabte farver. En eksplosion af grønne farver suppleret af smukke kraftige blomster. Slyngplanter tapeserede træstammerne med blade og store svampe stod som spredte puder i skovbunden. Store bredbladede planter, stod som store vifter på skovbunden, og vejrede i den sagte vind der slap gennem skoven. Små og store fugle gav liv i det ellers stille rum trækronerne skabte. Vandløb rislede gennem skovbunden og store rødder fik stiernes trappetrin til at krænge.

Da vi et par timer efter stod tilbage ved den larmende hovedvej var det svært at forestille os, at den verden vi lige havde forladt, rent faktisk var at finde så tæt på Singapores pulserende liv. To så forskelige verdener side om side i så fin harmoni. Som vi på bagsædet af en stor rummelig taxa bevægede os ind ad de brede indfaldsveje til Singapores centrum, med varmen i skoven stadig siddende som en klam hinde på huden, blev kontrasten igen fremhævet i sin form af moderne metropol. Nu tilsat skovens smukke berøring af sindet.

Singapore #4: Skibet i luften.

Det var svært ikke at blive imponeret og overvældet da vi trådte ind gennem de store glasdøre ved indgangen til Marina Bay Sands. En strygerkvartet af fire yndige piger i hvide kjoler på et lille podie i foyeren tog imod, og fyldte det enorme rum i tårn 1 med behagelig musik.

Men fuldstændig ro kunne kvartetten alligevel ikke formå at plante i vores kroppe. Selvom vi ankom sent var der mennesker overalt. Det organiserede kaos foran indgangen af taxier, limousiner og store skinnende privatbiler dirigeret rundt af en hær af uniformklædte mænd, havde forberedt os på at der ville være livlig aktivitet indenfor.

Den klassiske musik blandede sig med en summen af stemmer der lige så stille sivede op gennem det store rum der først fik et loft omkring tyvende etage. Ved indcheckningsskrankerne på begge sider af foyeren blev der smilende taget imod gæster, og piccoloer med kuffertvogne i skinnede messing skabte deres egen trafik på det blankpolerede gulv. Selv blev vi guidet op til værelse 1262 på 12. sal i tårn 2, ét værelse ud af 2561. Da piccoloen stak nøglekortet i holderen indenfor døren, gled de tunge gardiner foran panoramavinduerne på hele den ene ende af værelset, til side og åbenbarede en storslået udsigt ud over Singaporestrædet, hvor containerskibe lå tæt i kø for at losse eller laste i havnen. At vågne op til den udsigt de kommende syv morgener skulle nok blive en fornøjelse.

Marina Bay Sands åbnede officielt i februar ’11, men har allerede opnået en form for ikonstatus i Singapore. Den særprægede arkitektur, beliggendeheden, historierne og at hotellet ofte dukker op i udsigten når man går rundt i byen, har placeret hotellet på utallige postkort, i turistbrochurer og ikke mindst i bevidstheden hos besøgende og fastboende i Singapore.

Det ér også et imponerende syn. På en ellers øde halvø ved marinaen rejser tre store tårne sig, der sammen bærer et 340 meter langt “skib” på toppen. SkyPark’en på toppen, med stor infinitypool, restauranter, natklub og udsigtsplatforme. Arkitekturen er iøjefaldende og uden omkringstående bygninger bryder resortet for alvor igennem mod den blå himmel og Singapores stærke sol får tårnenes blanke facader til at blinke.

Marina Bay Sands er stort, rigtig stort! Ambitionerne har været store og de er blevet udlevet. At hotellet ydermere er bygget sammen med et kæmpe shoppingcenter, verdens største atriumkasino, konferencecenter, to teatersale og lægger kvadratmeter til omkring 20 cafeer, barer og restauranter, syv af dem med stjernekokke, gør det nemt at tabe pusten og nogle gange også overblikket.

Kan det så blive for stort? Ja, det kan det uden tvivl. Personligheden forsvinder lidt på den megen plads og følelsen af bare at være sit værelsesnummer har let ved at indfinde sig. Men når det så er sagt, så er der også noget utrolig fascinerende og komfortabelt ved at bo på sådan et stort hotel. Oplevelserne er mange, store og ofte fyldt med luksus der kan få det til at krible i enhver materialist, madelsker og livsnyder.

Som at ligge ved poolen på 57. etage på hvide solsenge, omgivet af palmer og med hele Singapores skyline som udsigt. Svede i det enorme fitnesscenter tilknyttet Banyan-Tree Spa på 55. etage med udsigt ud over byen fra den ene side og strædet fra den anden. Sidde i en af de mange restauranter og nyde en udsøgt middag. Stå på Ku De Ta på toppen under den åbne himmel med en cocktail i hånden og Singapores natoplyste skyline som selskab.

Eller gå på kasino og høre den konstante ringen for ørene, omgivet af storsmilende eller slukørede mennesker. Se personer sidde hypnotiseret foran spillemaskiner og trække mekanisk i spillearmen. Overvære vilde satsninger og dealernes imponerende overblik, uden skyggen af ansigtsmimik.

Selv startede vi med at vinde stort på allerførste tur ved rouletten og havde tabt alt igen i løbet af tyve minutter. Men vi havde det sjovt og kunne mærke hvordan kasinoets ubarmhjertige fortryllese vandt ind på os. Det forud aftalte økonomiske loft var en fornuftig beslutning og vi efterlod dem der havde overgivet sig til drømmen om den store gevinst.

Den efterfølgende aften stod vi i teaterets foyer med fyldt champagneglas i hånden og ventede på at forestillingen skulle begynde. Da de første trommer startede og The Lion King’s magiske univers forvandlede scenen til solbeskinnet savanne, farvestrålende jungle og uhyggelige grotter, begyndte tankerne at svæve tilbage til Times Square hvor vi så forestillingen første gang. En fortryllende aften, der blev afsluttet med spændende cocktails, der fik kroppen til at føles endnu mere fortryllende.

At spise på hotellet hvor man også bor har for mig altid stået som noget kedeligt og ukreativt, men på Marina Bay Sands var det rart at hotellet havde så mange forskellige muligheder at vælge imellem. De havde samtidig formået at lave dem, så man følte det intimt i øjeblikket og glemte at man sad i en hotellobby eller i et shoppingcenter. Som da vi trådte ind på Bistro Moderne fra shoppingcenterets store og livløse linjer, og kom ind i en restaurant der med det samme gav os en følelse af, at vi lige så godt kunne være trådt ind fra gaden i Paris’ latinerkvarter. Fra første tår af den fyldige rødvin glemte vi med det samme at vi faktisk sad side om side med Hermés, Boss og Cartier.

Alt i alt synes jeg nok at Marina By Sands er for stort, men må sige at jeg synes de har fået det til at fungere virkelig godt. Hotellet er gennemført og gennemtænkt fra planterne foran indgangen til drinksene ved poolen på 57. etage. De har formået at give en følelse af at være stort og imponerende, men samtidig skabe hyggelige åndehuller rundt omkring på hotellet. Mulighederne og tilbudene er mange. Man kan i hvert fald ikke andet end blive imponeret af Marina Bay Sands. Det er et ambitiøst og kreativt projekt der er lykkedes. Jeg har i hvert fald nemt ved at drømme mig tilbage til poolen på toppen med den smukke udsigt.

S(l)ingapore #3: Raffles Hotel

Det er svært at sige Singapore uden også at sige Singapore Sling. Cocktailen der første gang blev mixet et helt særligt sted, nemlig Raffles Hotel i Singapores gamle kolonicentrum, opkaldt efter Singapores grundlægger Sir Stamford Raffles. Vi kunne derfor heller ikke være i Singapore uden at tilbringe en aften på det legendariske hotel.

At vi ankom i en stor Mercedes var et heldigt tilfælde, men alt andet ville næsten have taget magien ud af at køre hen over perlestenene op foran den store imponerede hovedindgangs facade prydet med store sprossede vinduer, søjler og en flot have midt i den runde indkørsel, hvorefter den Sikhklædte portier åbnede bildøren og bød velkommen til Raffles Hotel.

Lidt efter ledte en smilende piccoline os gennem det store hotel via imponerende lokaler, smukke svalegange med mørke gulve, hvide søjler og fascinerende lysekroner i loftet, hyggelige gårde med bede, springvand palmer og nogle med små barer eller thepavilloner. Turen var som at træde længere og længere tilbage i en fortryllende historie for hvert skridt vi tog. Da vi nåede en af de store hvide marmortrapper, i hvad der mest af alt mindede om en stor balsal med lysekroner i loftet og gik ovenpå til endnu en imponerende sal med arme af nye svalegange rundt i hotellets enorme labyrint, kunne det ikke andet end give et lille sug i maven. Alt var velholdt, restaureret med stor respekt for historiens fylde og hver en detalje var gennemtænkt, så hotellet i sig selv var en fantastisk oplevelse.

Til sidst blev vi ledt hen til Long Bar Steakhouse hvor der var bestilt bord. Middagen der var lige så stor en oplevelse som hotellet. Et hyggeligt lokale med åbent køkken og lyde af aktivitet ved gasblussene. Stillig interiør. Borde og stole i samme mørke træ som bjælkerne i loftet. På væggene hang kunst og affekter der alle fortalte en lille smule af Raffles utrolige historie. Maden var uovertruffen og vinkyperens valg af rødvin til bøfferne fik alle sanser til at danse.

Nu vi var på Raffles måtte vi selvfølgelig slutte af med en Singapore Sling i den berømte Long Bar. Stedet hvor kineseren Ngiam Tong Boon mixede sig frem til den berømte lyserøde cocktail. Ligesom resten af hotellet var baren som at træde ind i en tidslomme. Der var mørkt, levende musik fra det energiske liveband lagde en behagelig stemning i rummet, kurvemøbler stod tæt omkring små borde. Baren var lang og i mørkt poleret træ og på hylderne bagved stod spiritusflaskerne tæt. Messinglamper med grønne glasskærme oplyste sparsomt lokalet og i loftet hang sparformede vifter på række og med langsomt tempo gav indtryk af frisk luft i lokalet. Midt i rummet ledte en vindeltrappe op til baren på anden sal, hvor design og indretning var den samme.

Det knasede under fødderne da vi gik på det mørke plankegulv og det føltes flere steder ujævnt at gå. Det viste sig at være jordnøddeskaller der lå overalt på gulvet. På alle bordene stod store træskåle med hele jordnødder. Almindelig kutyme på Long Bar er at smide skallerne på gulvet. Selv tjenerne tørrede efterladte skaller på forladte borde ned på gulvet.

Med en kliche-følelse bestilte vi to Singapore Sling og satte os i en kurvesofa. Tjeneren blik og smil afslørede at vores bestilling var forventet. Vi begyndte at knække jordnødder og føje til bunkerne under vores fødder. De to lyserøde cocktails, med ananas og cocktailbær på kanten, langt sugerør og kolde glas blev serveret på bordet foran os og satte prikken over i’et på en dejlig aften. Drinksene, musikken og jordnøddeskallerne fik særlig betydning i de historiske omgivelser. Føjede til oplevelsen af, at et besøg i Singapore uden et besøg på Raffles ville have været et tab.