Farvel til Nuaphung.

Smilet var velkendt og stort som altid. Hendes små mandelformede øjne lyste op med en fræk gnist under håret, der strittede lidt uglet efter leg. I shorts og t-shirt tumlede hun rundt på bænken i den lille te butik. Først lidt genert, men så kom hun over og gav dobbelt high-five til mine fremstrakte hænder. Bag disken sad hendes mor og grinte af optrinnet og hendes far kom imod mig med fremstrakt hånd og bød velkommen. Nuaphung kravlede ud mellem benene på os og løb lidt frem og tilbage i butikken.

Da jeg så hende for første gang for knap to år siden, var hun en helt lille pige, der det meste af tiden gemte sig bag morens skørter, og kun tittede nysgerrigt frem når der var kunder i butikken. Men allerede dengang var hun noget af det smukkeste. Hendes navn “ny blomst” var som skabt til hende. I løbet af de sidste to år er hun blevet mere og mere modig, men også kun mere charmerende. Nu tæt på sin fire års fødselsdag. 

Jeg blev budt på te og sad og snakkede med hendes forældre. Imens blev hun ved med at lege rundt i butikken som hun gør hver dag efter skole, for at kunne være sammen med sine forældre. Grinende med en livsbekræftende klang og storsmilende når hun gemte sig bag disken og hele tiden kiggede frem, for at se om vi så hende. Lidt efter siddende på farens skød, imens vi lavede sjove ansigter til hinanden. Med resultatet at vi alle fire grinte højlydt. Hun hoppede ned fra skødet og begyndte igen at løbe frem og tilbage. Når hun løb forbi klaskede hun mig forsigtigt men med drillende barnesind, på knæene. Hver gang med legende smil, det voksede tilfredst når hun fangede min opmærksomhed. 

Den lille familie der driver butikken er altid søde og imødekommende. Altid bliver man budt på te og en snak om livet, i den lille forretning omgivet af store messingdåser med te, der efterlader en helt eventyrlig duft i forretningen. Jeg kom egentlig bare forbi for at sige hej og fik fortalt at jeg nu rejser til Danmark. De ønskede mig alt det bedste fremover med en helt særlig kop te, men bad mig komme tilbage til te flere gange inden jeg rejser om to uger. Som Nuaphung vinkede med krop og mimik da jeg gik, kan jeg slet ikke lade være med at komme igen og sige farvel endnu engang. Den energi hun efterlader, skubber tankerne om at skulle forlade dette skønne land i baggrunden. 

Nepal: Kathmandu set fra knæhøjde.

Han sidder på fortovet i skrædderstilling, med krum ryg og følger de hurtigt arbejdende fingre med et koncentreret blik, der får de dybe sorte furer i panden til at træde frem. Det vilde grå hår stritter frem under den lille spraglede hat. Rundt om ham ligger hans remedier og sko i små stakke. Den lille skomager kigger ikke op når folk går forbi, eller stopper op for at tage imod et par ødelagte sko der skal repareres. Han peger blot på en nogenlunde fri plads mellem alt det andet, og arbejder så ivrigt videre.

Det lille hjørne på fortovet foran den indiske ambassade ér hans værksted og det eneste sted man ser ham, morgen middag og aften. Når han ikke arbejder er det hans fraværelse der fylder luften over fortovet. I går da jeg gik forbi sad han der igen. Synet fik mig til at tænke på hvilket billede han mon har af livet på Lazimpat. Men også på alle de andre i gadebilledet der ser livet fra samme højde. Desværre er det ofte forbundet med sørgelige omstændigheder.

Som de mange gadebørn, der i skræmmende mange tilfælde ikke er ældre end at de kun går mig til låret. Med uglet hår, møg beskidt tøj og en ussel stank i luften omkring dem. Fortvivlet og desperate render de rundt om benene på de forbipasserende eller mellem biler og motorcykler i den tætte trafik for at tigge sig til overlevelse. Håbløsheden og opgivenheden i deres øjne er hjerteskærrende. De ældre drenge har givet op og ligger i stedet i store bunker med limposer for deres munde og tomme blikke i deres dovne øjne. Størstedelen af dem orker knap nok at kigge op på den verden der passerer forbi.

De tiggende kvinder der sidder rundt omkring på udbredte stofstykker, rækker blot en arm op mod de der går forbi, i håb om at bare et par stykker efter dem ikke efterlader hendes fremstrakte hånd tom. Hovedet bliver ført bagover, i forsøg på at få øjenkontakt med de øjne, der en meter over hende knap værdier hende et blik.

Nogle andre der helt er frataget muligheden for at rejse sig op i de gåendes øjenhøjde, er de syge og spedalske der også findes mange af i Kathmandus gader. Som ham der kravler rundt på hænderne og knæene, der har forvandlet sig til en klump af hård hud og brusk, med de spinkle og knoglede underben strittende op i luften bag ham. Altid klædt i lyse klare farver, der dog ikke kan overstråle det håbløse blik i hans øjne. Eller den ældre mand hvis spedalskhed har forvandlet hænder og fødder til klumper af kød, hvor interimistiske hvide plastre dækker de værste åbne sår. Hans ansigt er ligeledes ødelagt og deformt, men også hans håbefulde øjne er rette mod verden over ham. Den blinde trommespiller kan ikke engang skabe øjenkontakt. Hans mælkehvide øjenæbler uden pupiller er alligevel rettet mod himlen, imens hans hænder hamrer mod begge ender af den aflange tromme i hans skød. Han kan kun skabe en fornemmelse af de folk der går forbi ham, ud fra lydene der omgiver ham. 

Fælles for dem alle er, at de alle sidder ligger eller kravler på jorden, så det er nemt for den forbipasserende verden at se hen over hovederne på dem. De spedalske bliver der ofte gået i en stor bue udenom, de tiggende børn skubbes måske væk med hånd til siden, der dog knap følges af et blik. Der bliver på en ubehagelig måde skabt en synlig verdensadskillelse til dem der kun ser Kathmandu fra knæhøjde. 

Andre er ikke tvunget til at se verden fra en lavere synsvinkel på grund af så ulykkelige omstændigheder, men som skomageren på grund af det erhverv de har. Som fejerne i gaderne hver morgen før byen vågner. Med bøjet ryg går de med blikkene mod jorden og fejer gaderne rene med små koste af sammenbundne strå. Flere af disse bærer menene resten af livet og går rundt i vinkelrette stillinger fordi deres kroppe ikke længere kan strækkes ud, med et blik der mest naturligt er rettet mod jorden. 

Andres rygge er ødelagte af at være bærere. Daglejere der transporterer alt fra stort til småt på ryggen, båret i en rem over hovedet. Fantasien kan ikke engang sætte grænsen for hvad der kan bæres på den måde. Tredive bakker æg, ti madrasser eller et klædeskab. Tynget af vægten går de foroverbøjet med blikket rettet koncentreret mod jorden en meter foran dem. Den tunge vægt umuliggør for dem at kigge andre steder hen. Så også de går igennem det meste af dagen uden megen øjenkontakt, men med begrænset udsyn til de mange ben og fødder der går forbi dem på deres vej. 

Delhi #3: Fordomme der bristede.

Jeg skal være den første til at indrømme at mine tanker om Indien inden vi tog afsted, var meget negative og fulde af fordomme. Jeg var sikker på at dette besøg skulle blive det første, sidste og eneste besøg til Indien. Så kunne jeg i det mindste sige at alle mine fordomme var blevet bekræftede og at det var så forfærdeligt som jeg havde frygtet. Sådan kom det dog ikke til at gå. 

Normalt er jeg meget fordomsfri og åbensindet overfor fremmede og fremmede kulturer, men lige præcis med hensyn til indere byggede mit indtryk på alle de jeg havde mødt på rejser rundt om i Verden. Og ingen af de møder har været positive. Jeg synes de har været arrogante, ubehøvlede og primitive i deres tankegang. Uden manerer og almindelig pli. På et fint hotel i Bangkok måtte kæresten plante en gaffel i låret på mig, for at få mig til at blive siddende, da en indisk familie overtog restauranten og behandlede tjenerne som skidt. Selv diverse guidebøger bekræftede - desværre - mine værste fordomme om at indere blot ville snyde og bedrage os, hvor de kunne komme afsted med det.

Derfor var det også noget af en mundfuld frivilligt at rejse til landet. Men afsted kom vi og der gik ikke længe før jeg måtte æde min stolthed og indrømme at landet og inderne overraskede mig positivt. Jeg oplevede kun søde, smilende og servicemindede mennesker der var hjælpsomme og imødekommende. På intet tidspunkt følte jeg at jeg blev snydt eller at hensigterne var urene. 

Med hensyn til Delhi som by, er jeg glad for at jeg er vant til Kathmandu og kaoset her. Er ikke i tvivl om at det har taget toppen af det chok det må være for mange at komme til Delhi første gang. Ét enormt kaos af lyde, dufte, indtryk og trafik. Delhi er lidt mere vanvittigt, dog alligevel med mere struktur, hvilket er en fornøjelse når man kommer fra Kathmandu. 

Hvor jeg rejste afsted med en stærk tro på at det skulle blive sidste gang til Indien, er jeg nu sikker på det ikke bliver sidste gang. Jeg vil meget gerne tilbage og opleve mere af Indien. Se Varanasi, opleve Mumbai og Kolkata, og nyde Goas strande. Og det er en rigtig fed fornemmelse at få mine fordomme udfordret og nedbrudt. Så mærker man rigtig nogle af værdierne ved at rejse.

Delhi #2: New og Old Delhi.

En moderne metronedgang midt i Old Delhis små ujævne gader, omgivet af slidte faldefærdige huse farvet af mange års støv og smog. Et nyt anlagt busstoppested med elektroniske skærme og rene flader langs en boulevard med opbrudte og ujævne fortove. Byggepladser og renoveringsarbejde i stort set alle retninger man kigger i Delhis gader.

Der er ingen tvivl om at der er udvikling i Delhi, både New og Old. Den er synlig alle steder. Men heldigvis kan man stadig fornemme historiens vingesus i gaderne og ikke mindst mærke kulturen intakt trods den moderne verdens indtog. Det er den smeltedigel af nyt og gammelt, kultur med historiske rødder og fremtidig tankegang der gør Delhi til et fascinerende og imponerende sted. Til et levende sted!

At kunne gå rundt i Old Delhis gamle gader, hvor lugtende alle er kraftige og voluminøse i den tætte varme, blomsterne, den friske frugt, dyrene, de åbne toiletter langs fortovene, affald i forrådnelse. Høre de mange lyde fra de handlende, rickshaws der skramler forbi, biler der dytter og trækvogne der tungt ruller over brolægningen. Lade øjnene vandre over de gamle huse med smukke detaljer, forsøge at finde rundt i fuglerederne af ledninger i masterne, lade de mange kraftige farver trænge ind.

Til at kunne tage i den nye del af byen hvor gaderne er jævne med livlig dog struktureret trafik på store brede boulevarder. Biler, busser og tuk tuks der farer ud og ind mellem hinanden i en imponerende rytme. Luften der er ren(ere), med plads mellem husene og hvor naturen har rum til at udfolde sig i klare grønne farver og strålende blomster i solen. Med smukke bygninger i hvidmalet kolonistil, der lyser op i solen og efterlader et indtryk af rigdom stil og prestige, i et mix med nye moderne bygninger i stål og glas.

Specielt området omkring Connaught Place træder frem som symbol på denne overgang. Centrummet i New Delhi med moderne forretninger, barer og restauranter i historiske bygninger i flere ringe omkring en stor åben park med grønne plæner hvor venner og kærestepar slænger sig i solen.

Hvor solen ikke kan nå ned, midt i en faldefærdig og hærget gade hvor husene enten er under opførelse eller ved at falde sammen ligger Jyoti Mahal. En hvid facade med flotte detaljer, karnapper og vinduer i mørkt udskåret træ står ud mellem de andre bygninger i matte og triste farver. Grå af støv. På taget ligger en oase som ikke kan forestilles fra kaosset på gaden. En beduinbar med farvede lette teltduge, farvede træmøbler og puder i orientalske mønstre og stoffer. Sofaer at lægge sig i og store potteplanter til at skabe de helt rigtige rammer. Frisk luft og frit udsyn til den blå himmel over en. Et åndehul med stor kontrast til livet bare på den anden side af murene.

Netop kontrasterne mellem nyt og gammelt, slidt og vedligeholdt, teknik og natur, traditioner og moderne tankegang er noget af det der er fascinerende ved Delhi. Der er forskelligt fra kvarter til kvarter. Bare det at dreje om et hjørne kan give helt nye oplevelser. Hvad enten det er gående, bag på en rickshaw, i en gammel britisk taxa eller med metro under jorden.