Nepal: Børn med spinkle håb.

Desværre er tiggende børn i Kathmandus gader ikke et sjældent syn. Med løbende næser, store fortabte øjne, uglet hår og møg beskidte går de rundt og tigger i overskuelig afstand fra det tæppe eller papstykke på fortovet, der i mange tilfælde udgør deres hjem og ejendele. Nogle er så godt stillede at de har tøj, dog slidt og beskidt, på kroppen. Andre render rundt med numsen bar under en nusset og hullet t-shirt. Skræmmende mange af dem er ikke mere end et par år gamle. Få heldige af børnene har en mor siddende på tæppet. Ofte med en helt lille nøgen baby på armen, svøbt ind i morens tørklæde. Den lille metalskål foran hende fylder luften med nød og den klingende lyd af mønter der rammer skålens bund, skænket af en forbarmende sjæl, bliver efterfulgt af et taknemmeligt men sagte tak fra kvindens læber.

Ude i kaoset mellem bilerne på vejene, render barfodede børn også rundt og forsøger at tigge fra folk i biler, taxaer og busser. Andre sidder bare langs vejene og hænger. Nogle rækker måske en doven arm ud når en turist kommer forbi, mens andre har givet op og bare bliver hængende. De lidt ældre drenge ligger tit i store klumper sammen med gadens herreløse hunde. Beskidte og ilde lugtende. De der ikke sover sidder ofte med en pose lim for mund og næse, eller pjatter rundt på fortovene.

For nogle uger siden gik jeg rundt i Kathmandu, med mine ene “nevø” i hånden. En lyshåret dreng på næsten seks med stor energi og et barns styrende nysgerrighed. Alle gadens detaljer fangede hans blik, også de tiggende børn på gaden. Forståeligt nok spurgte han hvorfor børnene lå på gaden og sov. Jeg kiggede om på hans forældre bagved os, for at søge for råd. Hvor meget skal man sige til børn? De barske realiteter lå foran ham, hans tvillingebror og deres to-årige lillebror på gaderne i Kathmandu, så klart det vækkede spørgsmål hos dem. Vi slog det hen og sagde vi kunne snakke om det senere. To minutter senere var børnene glemt, til fordel for udbuddet i Thamels små butikker.

Et par dage senere kørte vi mod Nationalparken Chitwan i det sydlige Nepal, og gjorde stop i Kurintar hvor vi kunne komme ned til stranden ved Trisuli floden. På flodbredden fik vi hurtigt følgeskab af tre 9-12 årige drenge, der var svært nysgerrige i specielt vores tre lyshårede drenge. Jeg havde været der ugen før, så vidste at de tre drenge ikke bare var på stranden for at lege, men at de var der fordi de boede der. Nogle kæppe, halm, en rest pressening og et gammelt tæppe dannede i en simpel konstruktion den bioak drengede boede i, lidt længere nede ad flodbredden. De tiggede ikke om noget, men fulgte os nysgerrigt rundt. Da vi gik nøjedes de med at kigge længselsfuldt efter os. Hvis bare vi havde haft noget frugt eller nogle kiks vi kunne give dem.

Denne gang rejste mødet med Nepals barske side, endnu flere spørgsmål. Vi ville ikke snakke om det foran de tre drenge på flodbredden, men lod vores tre drenge få et indtryk, så de havde noget håndgribelige at forholde sig til senere. For snakken kunne og skulle ikke længere undgås.

På vej videre gjorde vi holdt i en lille landsby, hvor en lille pige legede rundt langs landevejen. Legetøjet var en plastikflaske i en snor efter hende. I bilen sad drengene med hver deres nintendo.

Da vi nåede Sauraha i Chitwan var vi alle ude i en lokal Tharu landsby. Simple huse af ler og komøg med halmtage i en lille klynge. På grusvejen mellem husene løb byens børn rundt og legede med store smil og befriende latter. Legetøjet var små stykker reb, små bolde, nøgne cykelhjul eller kæppe. Ældre børn sammen med de mindre børn. Vores tre lyshårede drenge tiltrak igen en masse opmærksomhed og en lille gruppe drenge ville spille bold med dem. Det var fedt at se det mix trods sproglige, kulturelle, baggrundsmæssige og udseendemæssige forskelle forstå og lege med hinanden. Endnu uspolerede sind.

Drengene fik også lov til at komme ind og se et par hjem. Se husene med ét måske to rum med hårde senge. De spartanske køkkener. Hvordan alle i byen hjalp hinanden med at plukke høns, kline huse med frisk blanding af ler, hø og møg, samle halm til dyrene, holde opsyn med okserne og passe børnene. Et simpelt liv holdt sammen af fællesskab.

Samme aften tog vi snakken med de to tvillinger. Deres lillebror sad på deres fars skød og lyttede blot. Spørgsmålene og forundringerne var mange. Det blev til en lang snak om et liv uden forældre, uden et hjem, uden eget værelse, uden mad, uden andet legetøj end det der lige er ved hånden, uden mulighed for “bare” at få det man ønsker. Om at Verden kan vise sig fra mange sider og desværre indeholder langt mere barske realiteter, end dem man som privilegeret europæer møder til hverdag. Ved at bruge eksemplerne fra de foregående dage, kunne drengene sætte billeder på vores snak og de viste en rigtig god forståelse. Snakken rejste flere spørgsmål og kommentarer i dagene efter, der viste at det vi havde snakket om virkelig var kommet under huden på dem og havde startet nogle nye tanker.

Det var en hård snak, men også en befriende og livsbekræftende snak. Det er altid specielt at se Verden gennem et barns øjne og forståelse. Så ligetil og uskyldigt. Det tvang os tre voksne til også at forholde os til de mødte realiteter på en anden måde. Det er så nemt i dag at sige, at Verden nogle gange er et ondt sted men samtidig kun anskue det med halvt åbne øjne. Det er altid hårdt at se når andre har det skidt eller mangler basale ting i livet, men at se børn på gaden uden hjem og familie, går lige i hjertet og kan få halsen til at trække sig sammen. At opfatte det med et barns anskuelse, gjorde det endnu mere rørende og åbnede for alvor igen mine øjne for alle børnene på gaden i Kathmandu. Børn med usle vilkår og med spinkle håb for fremtiden.

Er et par tvillingedrenge på seks så for små til at skulle se sådan noget? For små til at skulle forholde sig til den side af livet? Hvor mange af livets realiteter skal de skånes for og hvornår må de så møde dem? Når jeg så og hørte drengene i dagene efter, hvor meget det fyldte i deres bevidsthed, er jeg ikke i tvivl om at de ikke har taget skade af mødet med nogle af børnene i Nepal. Tværtimod mener jeg de har lært en lektie det ikke er muligt at lære på skolebænken, uanset hvor gammel du er.

Frederik, Sebastian og Christoffer, I er nogle fantastiske drenge, og med de oplevelser jeres forældre giver jer og jeres medfødte nysgerrighed, er jeg ikke i tvivl om at I kun bliver endnu mere fantastiske.