Nepal: Kathmandu set fra knæhøjde.

Han sidder på fortovet i skrædderstilling, med krum ryg og følger de hurtigt arbejdende fingre med et koncentreret blik, der får de dybe sorte furer i panden til at træde frem. Det vilde grå hår stritter frem under den lille spraglede hat. Rundt om ham ligger hans remedier og sko i små stakke. Den lille skomager kigger ikke op når folk går forbi, eller stopper op for at tage imod et par ødelagte sko der skal repareres. Han peger blot på en nogenlunde fri plads mellem alt det andet, og arbejder så ivrigt videre.

Det lille hjørne på fortovet foran den indiske ambassade ér hans værksted og det eneste sted man ser ham, morgen middag og aften. Når han ikke arbejder er det hans fraværelse der fylder luften over fortovet. I går da jeg gik forbi sad han der igen. Synet fik mig til at tænke på hvilket billede han mon har af livet på Lazimpat. Men også på alle de andre i gadebilledet der ser livet fra samme højde. Desværre er det ofte forbundet med sørgelige omstændigheder.

Som de mange gadebørn, der i skræmmende mange tilfælde ikke er ældre end at de kun går mig til låret. Med uglet hår, møg beskidt tøj og en ussel stank i luften omkring dem. Fortvivlet og desperate render de rundt om benene på de forbipasserende eller mellem biler og motorcykler i den tætte trafik for at tigge sig til overlevelse. Håbløsheden og opgivenheden i deres øjne er hjerteskærrende. De ældre drenge har givet op og ligger i stedet i store bunker med limposer for deres munde og tomme blikke i deres dovne øjne. Størstedelen af dem orker knap nok at kigge op på den verden der passerer forbi.

De tiggende kvinder der sidder rundt omkring på udbredte stofstykker, rækker blot en arm op mod de der går forbi, i håb om at bare et par stykker efter dem ikke efterlader hendes fremstrakte hånd tom. Hovedet bliver ført bagover, i forsøg på at få øjenkontakt med de øjne, der en meter over hende knap værdier hende et blik.

Nogle andre der helt er frataget muligheden for at rejse sig op i de gåendes øjenhøjde, er de syge og spedalske der også findes mange af i Kathmandus gader. Som ham der kravler rundt på hænderne og knæene, der har forvandlet sig til en klump af hård hud og brusk, med de spinkle og knoglede underben strittende op i luften bag ham. Altid klædt i lyse klare farver, der dog ikke kan overstråle det håbløse blik i hans øjne. Eller den ældre mand hvis spedalskhed har forvandlet hænder og fødder til klumper af kød, hvor interimistiske hvide plastre dækker de værste åbne sår. Hans ansigt er ligeledes ødelagt og deformt, men også hans håbefulde øjne er rette mod verden over ham. Den blinde trommespiller kan ikke engang skabe øjenkontakt. Hans mælkehvide øjenæbler uden pupiller er alligevel rettet mod himlen, imens hans hænder hamrer mod begge ender af den aflange tromme i hans skød. Han kan kun skabe en fornemmelse af de folk der går forbi ham, ud fra lydene der omgiver ham. 

Fælles for dem alle er, at de alle sidder ligger eller kravler på jorden, så det er nemt for den forbipasserende verden at se hen over hovederne på dem. De spedalske bliver der ofte gået i en stor bue udenom, de tiggende børn skubbes måske væk med hånd til siden, der dog knap følges af et blik. Der bliver på en ubehagelig måde skabt en synlig verdensadskillelse til dem der kun ser Kathmandu fra knæhøjde. 

Andre er ikke tvunget til at se verden fra en lavere synsvinkel på grund af så ulykkelige omstændigheder, men som skomageren på grund af det erhverv de har. Som fejerne i gaderne hver morgen før byen vågner. Med bøjet ryg går de med blikkene mod jorden og fejer gaderne rene med små koste af sammenbundne strå. Flere af disse bærer menene resten af livet og går rundt i vinkelrette stillinger fordi deres kroppe ikke længere kan strækkes ud, med et blik der mest naturligt er rettet mod jorden. 

Andres rygge er ødelagte af at være bærere. Daglejere der transporterer alt fra stort til småt på ryggen, båret i en rem over hovedet. Fantasien kan ikke engang sætte grænsen for hvad der kan bæres på den måde. Tredive bakker æg, ti madrasser eller et klædeskab. Tynget af vægten går de foroverbøjet med blikket rettet koncentreret mod jorden en meter foran dem. Den tunge vægt umuliggør for dem at kigge andre steder hen. Så også de går igennem det meste af dagen uden megen øjenkontakt, men med begrænset udsyn til de mange ben og fødder der går forbi dem på deres vej.