fredag den 15. maj 2009

Malta #3: På eventyr i Valletta.

Kæresten og jeg lå ved siden af hinanden, med ryggen mod de brede varme sten omkring Tritonfontænen. Lukkede øjnene og lyttede bare til livet omkring os. Lod solen varme vores kroppe og den dejlige lune sydlandske vind trænge ind i vores næsebor. Hele pladsen omkring den enorme Tritonfontæne er busterminalen i Valetta, Maltas hovedstad. Det hektiske virvar af busser der kører ud og ind mellem hinanden, og de mange mennesker der går og løber på tværs af pladsen hele tiden, skaber et skønt billede af liv.

Midt i den enorme bymur bryder en kæmpe byport, dét der ellers virker så lukket og fjendtligt. Indenfor ligger det 450 år gamle Valletta. Byen vi netop var kommet ud af efter et par timers gåtur. En by bygget af stormestrene, med al deres rigdom og storhed, som stadig ses tydeligt når der slentres igennem de mange små gader.

Alle middelalderbygningerne har små detaljer og udsmykninger, der konstant fanger øjnene. De mange små karnapper sidder tæt, og giver en følelse af at de små gader lukker sig over en. Nogle af gaderne mellem de syv-otte-etagers gamle huse, er så smalle, at sollyset kun i et kort tidsrum midt på dagen, kan nå helt ned til stenene på gaden.

De mange smukke huse, afløses af borge, paladser og kirker, der talrigt pryder den ellers lille by. De vinkelrette gader der ligger tæt og husenes smalle facader, trækker konstant nye detaljer frem for øjnene af en. Byen er bygget på et gammelt bjerg, med vand på tre sider, og er derfor i rigtig mange niveauer. Gaderne er stejle, så fortovene kun er én lang trappe ned til bunden, hvorefter gaden fortætter opad igen på den anden side. Men de mange niveauer gør også, at der overalt i byen er små broer, tunneller, og let svævende gangstier på kryds og tværs af hinanden. Og ofte højt over hinanden. Gaderne krydser hinanden over og under hinanden, så selvom man ved, at man skal være blot et niveau under der hvor man står, skal ud på et større eventyr for at regne vejen ud.

Men netop følelsen af et eventyr og magiske tider, fylder kroppen overalt, som man går rundt i den gamle by. Fordi det hele er så tæt og småt, men alligevel stort og imponerende. Alt ligner noget vi ikke kender til i “vores” verden. Ja, nærmest uvirkeligt. Men som samtidig kun giver fantasierne yderligere fart rundt i de små hyggelige gader. Man forventer til sidst næsten, at der står riddere og festklædte heste, efter det næste hjørne man drejer om. Fordi byen efterlader et indtryk af, at andet ville være mærkeligt.

Da vi rejste os fra fontænen, gik vi igen gennem byens små gader, ned mod vandet, hvor vi beundrede de mange små huse, der var bygget ved foden på ydersiden af den tykke bymur. Skurene lå små, faldefærdige og sølle tæt på bølgernes hvide toppe, som fattigfolk der ikke måtte være med i festen indenfor murene. Dér fandt vi en restaurant med terrasse ud over vandet og med udsigt til de moderne nye byer der skød op hele vejen rundt om den store havn. Trafikken på vandet var livlig med store træskibe og små motorbåde.

Eventyret fortsatte ved bordet, hvor vi kunne se store stimer af fisk der insisterende hoppede rundt i overfladen af vandet, som om de ville have os med. Lidt efter kom en enøjet kat og satte sig lidt fra os, efter duften af vores fiskeretter havde spredt sig i luften omkring os. Det sorte hul ved siden af det ensomme triste øje, var dragende og blikket i det friske øje kæmpede for, at fortælle en historie, der gjorde at vi ikke ville være blevet overraskede, hvis katten var begyndt at tale. Dagens oplevelser og indtryk, efterlod et ønske om at den faktisk åbnede munden og lod ordene flyve ud.