Efter nogle timer på Sheikh Zayed Road, med sine lidt livløse facader, Burj Khalifas betagende himmelfart og Dubai Malls ufattelige størrelse med både kæmpe akvarium og stor skøjtehal, forlod vi det nye Dubai. Fandt hurtigt vej til en af de store metrostationer og satte os ind i det førerløse tog, der på sin hævede bane gennem byen, gled med svævende lethed mellem de højtragende glastårne på begge sider. Da toget nærmede sig Dubai Creek, floden der tidligere var centrum for det oprindelige Dubai, forsvandt vi ned under jorden og det totale mørke kom til at virke endnu mørkere i kontrasten til den skarpe sol, den blå himmel og de mange skinnede facader over jorden.
På den anden side stod vi af på en af de første stationer og kom ud i solen igen i det der virkede som en anden verden. Kun få høje bygninger skød op mellem de lavere slidte sandfarvede huse med flade tage. Alligevel virkede luften tættere. Byens lyde fyldte luften med liv. Vi var kommet til Deira, den gamle del af Dubai.
Kajen langs floden var fuld af liv og på floden sejlede flere gamle træbåde rundt mellem hinanden. Det salte vand blandet med duften af friskfangede fisk var en fryd gennem næseborene, der fortsatte ud i resten af kroppen. Handler var igang og mænd i kjoler og turban fyldte luften omkring dem med ivrige arabiske gloser. Dubai Creek er området hvor handelsbåde fra Iran og Pakistan langt tilbage i historien har lagt til med alverdens varer i lasten. De kommer stadig og langs kajen ligger de store mørke træbåde og vugger blidt på flodens små bølger, så fortøjningerne hele tiden strammes og slækkes.
Handelsvarer i alle afstøbninger stod tæt på kajen, lige fra biler og køleskabe til tæpper og legetøj. Flere steder i så mange lag at bådene ikke kunne ses på den anden side. Spinkle mænd slæbte rundt på den tunge last og spadserende på kajen måtte vige, når enorme opbakninger kom vaklende forbi. På parkeringspladser spillede unge fyre cricket mellem bilerne og fyldte luften med grin og opstemte råb. Nogle steder i skyggen af et palmetræ lå en mand og sov på en bænk. På balkonerne i de slidte bygninger på den anden side af vejen gik kvinder og hang farvestrålende vasketøj til tørre i solen.
Deira summede af liv og stod i stærk kontrast til den del af Dubai vi lige var kommet fra. Den nye skylines høje tårne i horisonten mellem træbådenes vuggende stævne, fik alle detaljer til at træde endnu tydeligere frem. At se de rene stolte og en anelse sjæleløse tårne gennem kaosset på kajen, de mørke træbåde og områdets lyde og dufte, kunne ikke andet end gøre indtryk.
På vandet lå et utal af små passagerbåde der fragtede lokale, handlede og få turister mellem mange små bådsteder langs flodens to sider. Med en nøjagtighed der alligevel kom til at virke kaotisk lå bådene klar ud for de mange smalle træbroer og lagde hurtigt til, så folk kunne komme ombord og lagde igen fra næsten med det samme, for at blive afløst af næste båd.
Siddende på to rækker med ryggene mod hinanden gled vi hurtigt frem på floden og kunne mærke havets friske vinde lege mod huden. Måger fløj rundt lavt omkring bådene. Da vi kort efter lagde til på den anden side var der blot endnu mere aktivitet på kajen. I Bur Dubai, der også er en del af det gamle Dubai langs floden, stod vi lidt efter i en af de store basarer, hvor den arabiske sælgerånd blev levendegjort i de små stræder. Råb, diskuteren og indlevende forhandlinger gjorde luften tyk under de mørke træspær og vi fik hurtigt nye venner i de forskellige butiksejere, der mente de havde varer vi ikke kunne modstå. Folk gik tæt og der blev skubbet for at komme frem. Efter de stort set mennesketomme fortov i det nye Dubai, var Dubai Creek en levende oplevelse der kunne mærkes med mange sanser.
Opslag
