Nepal: Shivaratri.

Morgendisen hang stadig over byen, som en lyddæmper i de næsten tomme gader. Bjergene lå som slørede silhuetter i horisonten, men solen brændte igennem som en orange kugle hængende lavt over byen, uden dens stråler nåede at slippe huse, træer og veje ud af deres grå natteklæde. Det var tidligt og Kathmandu var endnu ved at stå op, men allerede flere gader fra det store hinduistiske tempel Pashupatinath kunne man fornemme, at det ikke var en helt almindelig dag.

Gaderne var afspærret, så min lille taxi måtte efterlades og resten af vejen klares til fods. Andre kom gående midt på de brede veje der normalt er fyldt til bristepunktet af biler og motorcykler. Men gaderne lå øde for motorstøj og efterlod plads til det der skulle komme til at ligne en folkevandring. Voksne, børn og ældre, alle gik de i én retning. Menneskemængden tog til som jeg nærmede mig templet, og da jeg var ved det yderste af tempelområdet var der mennsker overalt omkring mig. To lange køer af hinduer stående tæt slangede sig ud ad byens hovedvej så langt øjet rakte. Gennem porten fortsatte de to køer ind mellem områdets bygninger og træer og målet var selve hovedtemplet, der var blevet åbnet op klokken tre samme morgen. Trods udsigt til op mod ti timer i de kilometerlange køer lyste alle ansigter spændte op. Noget stort var i vente.

Det var Shivaratri, en religiøs festival til fejring af hinduernes vigtigste gud Shiva. De hellige nomader sadhus, pilgrimme og troende var kommet fra store dele af Indien og fra Nepals fjerne egne i ugen op til, for at kunne deltage i fejringen. De mange mennesker der allerede stod i kø, da jeg ankom tidligt var blot en lille del af de omkring 800.000 der kom til området i løbet af dagen.

På vejene omkring var de første sælgere ved at brede deres store tæpper ud på jorden, for at have noget at lægge sine varer på. I interimistiske gadekøkkener sydede de første ingredienser over gassen og fik duften af karry til at danse i luften. Hovedvejen var erstattet af en markedsplads med alt hvad de tilrejsendes hjerter kunne begære. Ved en mindre indgang mødte jeg den lokale præst fra Lazimpats fortove. Smilende som altid.

Over tempelområdet hang morgendisen stadig som en beroligende sky omkring de mange tempelbygninger og fik broerne over floden til at virke svævende. Den sædvanelige lugt af røg ved Pashupatinath var der stadig, men stammede ikke fra kremeringerne. Derimod fra hundredevis af små bål rundt omkring på hele området. En sødlig duft blandede sig med den tåretrækkende røg.

Ved hvert af de mange bål sad en sadhu eller en stor tæppebylt afslørede, at dagen endnu ikke var begyndt for alle. Overalt på området, i små gårde og rundt om de mindre templer sad eller lå der sadhus. Enkelte under en lille teltdug andre under den åbne himmel. Flere havde boet der i ugen op til, som de hver især var ankommet. Lugten i de snævre stier og tætte gårde vidnede om at bade- og toiletforhold ikke var gode. Men røgen og den sødlige duft lagde et næsten behageligt slør over den stramme lugt.

De mange sadhus var farvestrålende, mange i de karakteristiske orange, røde og gule farver, der lyste op omkring de smukke mørklødede ansigter Tørklæder var bundet om hovederne som turban og dækkede noget af det vilde filtrede hår, der mange gange hang i tunge totter. Store klædestykker hang løst omkring de spinkle kroppe, mens fødderne var bare. Enkelte var klædt helt i sort, som matchede de dybe mørke øjne, der var malet op med mørk streg. Store træ- eller benringe sad kunstfærdigt i ørerne og bedekranse hang om halsen. Mange var malet i ansigtet med de samme kraftige farver som deres dragter. Nogle med en enkel tika i panden, andre så meget at ikke én plet var undladt, med både smukke og skræmmende resultater. Andre var malet grå af aske fra bålene og bar kun et simpelt lændeklæde, med et næsten spøgelsesagtigt udtryk til følge. Kun det hvide i deres øjne og blotlagte tænder ved et smil afslørede, at der var liv bag den døde forklædning. Alle var de fantasifulde og på hver deres måde smukke. Unge og gamle, mænd og få kvinder. Nogle, især de unge virkede endnu rolige med salige smil, imens flere af de ældre med vilde blikke bar spor af, at den særprægede livsstil havde haft sin effekt.

Hjemmerullede cigaretter, små lerpiber og grønbrune klumper rundt omkring de mange sadhus afslørede hvor den sødlige duft i luften, og måske også de salige smil, kom fra. For de mange sadhus er det en del af deres religion af ryge pot og marihuana, og ved Shivaratri ser politiet igennem fingre med disse ellers ulovlige stoffer. De må dog ikke sælge det videre, hvilket alligevel sker og derfor også tiltrækker mange unge mennesker til området denne dag. Da det endnu var morgen da jeg gik rundt, var det stadig begrænset hvor voldsom effekt det havde nået at få på de fleste. Men luften alene gav sin beruselse.

Uden det egentlig var nødvendigt. Indtrykkene og de mange mennesker gav et sus i sig selv. Med omkring tre et halvt tusinde sadhus i området skete der hele tiden noget spændende og interessant. Midt i floden var lavet et lille plateau, hvor en sadhu klædt helt i gult sad i lotusstilling og mediterede med flodens kolde vand gående ham til livet. Rundt om ham var mindre plateauer med lys, blomster og ofringer. Nogle sagde han sagde siddet der i flere dage, andre blot en enkel dag. Hans rystelser og kraftige spasmer vidnede om at hans proces på ingen måde var sund og i mit stille sind frygtede jeg, at han kunne kollapse hvert øjeblik.

Som timerne gik og solen vandrede op på himlen, lettede disen og solens stråler klædte hele området i nye farver. De mange dragter lyste endnu kraftigere op. Tempelbygningernes mure fik glød og hovedtemplets enorme pagodetag i guld lyste op som en anden sol på jorden. Træernes blade fik liv og de sidste sadhus vågnede op. Flere og flere besøgende kom også til området og der blev trængsel på de store trapper og de mindre stier. Køen foran den store trappe op til templet slangede sig ud og ind mellem områdets bygninger på den ene side af floden, hvor kun dem med billet fra køen havde adgang. Fra et udsigtpunkt på den anden side kunne man se hvordan køen fortsatte langt væk, til den lignede en spraglet perlekæde der forsvandt mellem huse og træer. Fra samme udsigtspunkt var der udsigt til et stykke af floden på den anden side af bakken, hvor nogle kreative i forsøg på at springe køen over, havde kastet sten ud i floden for at kunne passere med nogenlunde tørre fødder og derefter presse sig ind i køen tæt ved indgangen.

Nogle drenge optrådte med musik på hjemmelavede instrumenter og tiltrak stor opmærksomhed. Sadhus læste op fra store bønnebøger, uafbrudt som styret af en trance. Andre sang. Unge kreative fyre malede med fine tynde pensler, smukke billeder af Shiva og religiøse symboler på besøgendes hals og kinder. En askemalet sadhu optrådte nøgen ved at lave tricks med en lang kæp, hvor han rullede sin penis omkring, for derefter at trække i forskellige retninger. Det var tydeligt i de mandlige tilskueres ansigter, at smerten kunne fornemmes. En ældre mand sad med en tyk træ ring om livet, med en kæde stramt ned omkring sin penis og pung. Et alternativt kyskhedsbælte der skulle minde ham om, ikke at have seksuelle lyster eller blive opstemt. Andre udførte religiøse ritualer med stor sirlighed og koncentration.

I trængslen kom jeg til at træde over en ældre sadhus rygende træknude. Han fløj op og beordrede mig at gå modsatte vej tilbage over knuden, for at ophæve den forbandelse jeg måtte have kastet ved min handling. Om han i samme ombæring kastede en forbandelse over mig, kan måske være årsagen til at jeg lidt efter imens jeg var ved at tage et billede, følte min ene lomme levende. Da jeg kiggede ned stod en lille nusset dreng med vildt hår med sin ene hånd i min lomme. Desværre for ham var det den anden lomme jeg havde mine småpenge i. Jeg skubbede ham væk og et par sadhus siddende tæt på begyndte højlydt at skælde ham ud. De smilte undskyldende og tilbød mig deres piber. Jeg takkede pænt nej tak.

Efter små fire timer med massevis af indtryk fandt jeg endnu engang den lokale præst og ønskede ham god dag, inden jeg gik ud fra området igen. Han forsøgte en sidste ihærdig gang at give mig en tika i panden, men grinte indforstået højlydt da jeg endnu engang afslog med et smil.

Ude på hovedvejen igen var menneskemængden for alvor taget til. Solen bagte og de mange dufte var kraftige. Tusindvis af handlende var kommet til, og fik hele området til mest af alt at minde om en blanding mellem et karneval, et kræmmermarked og et tivoli. Smilene var store og stemmerne glade. Børn løb rundt mellem benene på folk og legede med ny indkøbt legetøj og lyserød candyfloss lyste op på store stativer. Da jeg nåede tilbage til hovedindgangen havde køerne nået en uoverskuelig størrelse. Men også her var smilene stadig store og spændingen hang i luften. Selvom jeg ikke havde adgang til det allerhelligste som de ventede på, følte jeg alligevel, at jeg var blevet en unik oplevelse rigere. Ligesom badet havde svært ved at fjerne den kraftige lugt af røg, forsvinder de mange indtryk ikke foreløbig.

Som noget specielt for dette indlæg vil jeg gerne dele mere end et par enkelte billeder, fordi det var så specielt. Gå via dette link.

Nepal: Hjem, kære hjem.

Den kaotiske stemning i lufthavnen var velkendt. Taxachaufførernes ivrighed udenfor ligeså. Men ikke mindst var Raj Kumar vores egen chaufførs smil, et glædeligt gensyn midt i virvaret. Byens mange indtryk blev lukket ind ad det åbne vindue, imens vi kørte gennem byen. Samme høje lyde, farverige dragter og kraftige dufte, der mødte mig da jeg ankom til Kathmandu første gang for snart to år siden. Hurtigt begyndte mine øjne at søge rundt efter de sjove og opsigtsvækkende optrin der altid er i gadebilledet, og smilet på mine læber voksede for hver meter vi kørte. Det var dejligt at være tilbage i Kathmandu.

I lejligheden tog Tara imod med sit altid store smil og fik mig med det samme til at føle mig hjemme. Efter en hurtig udpakning, hvor studiebøgerne blev sat på plads, og jeg endelig flyttede ud af den kuffert jeg havde boet i de foregående syv uger, var det tid til et langt tiltrængt bad ovenpå enogtyve timers rejse. Imens bredte duften af kaffe sig i lejligheden og Tara satte en dampende kop frem på bordet. Lidt efter blandede en duft af karry sig og Taras rumsteren i køkkenet skabte liv. Følelsen af at være hjemme var overvældende og fremtryllede et rørt smil.

Da eftermiddagssolen begyndte at sænke sig, tog jeg en gåtur rundt i nabolaget omkring Lazimpat. For at få lidt frisk luft. Selvom det hurtigt begyndte at knase mellem tænderne og osen rev i halsen, kunne jeg ikke lade være med at trække vejret dybt ind. For at få Kathmandu helt ind i mig igen. Smilte til de små børn på fortovet og trådte forsigtigt over de sovende hunde. En skolebus fuld af små uniformsklædte børn kørte forbi, og en masse nysgerrige blikke og smil fuldte den hvide fyr på fortovet. Mændene foran te salonen konverserede lavmælt men med alvor i deres stemmer. Fra deres små trætaburetter havde de fint udsyn over gaden, imens de små glas med den lysebrune mælkete varmede deres hænder. En gruppe kvinder lidt længere henne ad vejen diskuterede højlydt, stående med hænderne i siden. En arm fløj hurtigt i vejret i ny og næ, for at dramatisere ordene.

Om det var Lazimpats forvandling de diskuterede er meget muligt. Flere steder var mure og huse blevet brudt ned for at gøre plads til at gøre vejen bredere. Med store bunker af murbrokker langs vejen til følge. Nedbrydningen vil fortsætte hele vejen op ad Lazimpat og vil uden tvivl forvandle Lazimpat markant. Små butikker vil forsvinde og det nære miljø tæt langs vejen vil miste liv. Forståeligt nok er mange små butiksejere nervøse for fremtiden. Jeg selv var skræmt ved synet af mit nabolag opgravet og i murbrokker. Endnu mere skræmt ved tanken om hvad fremtiden vil bringe for Lazimpat området.

Tanker der fik ord, da jeg kom forbi vores lokale barber Shankar, der med sit velkendte kæmpe smil og hilsende hænder tog imod, og hilste mig velkommen tilbage. Han bød på te og vi satte os på den simple træbænk på ydersiden af hans barbersalon, med ryggen mod muren hvor den sidste eftermiddagssol trængte mellem to huse på den anden side af vejen, og malede en varm plet på muren vi sad op ad. Han var nervøs for om han ville blive ramt af udvidelsen af vejen, men mere nervøs for den ballade og det oprør rydningen kunne medføre. Men med typisk nepalesisk afslappethed ville han ikke gøre noget, før rydningen nåede hans butik. Som han sagde, kan det tage lang tid før de når så langt. “Things. Long time Nepal” Hvorefter vi begge grinte højt og kæmpede med ikke at sprutte teen ud over fortovet. Samme tanke strejfede mig da jeg så de første bunker af murbrokker. Gad vide om vi når at se resultatet inden vi igen forlader Nepal. Næppe.

Jeg lovede Shankar at komme tilbage så snart jeg trængte til en barbering, og fortsatte ned ad Lazimpat. Omkring blomsterhandleren bredte sig en fantastisk duft af friske blomster, der formåede at overdøve den blandede duft af husligt og menneskeligt affald og bilos der altid hænger over byen. Kurve og spande bugnede af farvestrålende blomster. Den unge mand der har butikken tog smilende imod og bød mig “Welcome home”. Da han sagde hjem, kunne jeg ikke lade være med at mærke et sus i maven. Kathmandu ér mit hjem. Da jeg begyndte at kigge på de mange røde roser han havde stående, undskyldte han straks den høje pris. Valentines Dag gjorde at de var dyre at indkøbe alle steder. Med det forrige blogindlæg i tankerne sagde jeg, at jeg alligevel gerne ville have et stort bundt og at jeg nok skulle betale ham. Han kan ikke gøre for at også et uland som Nepal skal rammes af et materielt amerikansk påfund. Vi sagde pænt farvel og på gensyn. Jeg forsikrede ham, at jeg nok skulle komme tilbage selvom roserne var dyre. "Best flowers in town" gentog jeg storsmilende flere gange ud ad døren, indtil mine ord blev opslugt af larmen fra gaden.

Det store bundt røde roser blev sat i vase da jeg kom tilbage i lejligheden, jeg lavede mig en kop kaffe og lidt efter kom kæresten ind ad døren. Dejligt at være hjemme igen.