Nepal: Taxatur i natten.

En lugt af støv blev hvirvlet op da jeg satte mig ind på tæppet, der lå foldet ud over bagsædet i den lille Suzuki. Chaufføren vendte det store smil til og spurgte på gebrokkent engelsk hvor jeg skulle hen. Et par nepalesiske fraser fra min side var nok til ham. Med et ryk der kunne have fået baghjulene til at blive tilbage, startede han og gassede yderligere op. Den tynde skal på den lille bil knirkede og gav sig som vi bevægede os frem ad de ujævne veje. Hver gang vi holdt stille satte tomgangen hele bilen i små rystelser.

Pynten der hang under bakspejlet svang hurtigt frem og tilbage, og plasticens mange farver glimtede i billygternes lys. Mørket havde forlængst sænket sig over byen og et af Kathmandus mange powercuts, gjorde kun mørket endnu tættere. Kun de mange billygter flimrede forbi udenfor de halvåbne vinduer. De røde og hvide lyspletter blev suppleret af farverige blinkede diodelamper i andre taxier og på motorcykler. Farverne dansede forbi på alle sider af bilen. Larmen gled dog ikke bare forbi, men trængte nemt ind i bilen.

Dog fik larmen stærk konkurrence af musikken der bragede ud ad højtalerne. Høje skingre stemmer, tilsat indiske poptoner og vaskeægte bollywood-stemning. Meget teatralsk musik der enten lyder meget lidende eller glad. Chaufføren sad glad og sang med. Farverne i musikken matchede lysene udenfor og den dansende pynt i forruden, så jeg ikke kunne lade være med at sidde og smile for mig selv. Med Kathmandus gader og kaotiske trafik susende forbi udenfor i den lune aftenluft, kunne musikken ikke have været anderledes.

Et råb ud ad sideruden rev mig ud af den forestilling jeg sad og nød på bagsædet. Chaufføren hang halvt ude af vinduet og råbte ad en anden chauffør der holdt på tværs og spærrede vejen. Flere råb blev afløst af en utilfreds mumlen tilbage bag rettet. For lidt efter igen at blive til sang i takt med musikken.

Skarpe sving, små tætte gader med knap nok plads til sidespejlene og grusveje med store huller fik bilen til at hoppe og danse. Stålet beklagede sig, men fik ikke chaufføren til at skåne speederen. Jeg har for længst lært ikke at følge med i alle chaufførenes genveje, så lænede mig i stedet tilbage i sædet og nød faktisk musikken og suset. Og ganske rigtigt, lige pludselig holdt vi foran det aftalte sted.

Med stort smil gav chaufføren mig hånden og ønskede mig en god aften. Jeg sagde pænt tak og gik smilende over pladsen. Han havde allerede godt min aften festlig.

Nepal: På to hjul i morgendisen.

Nattens kulde hang stadig i Kathmandus gader og morgendisen lå let henover byen. De kølige vinde kildede på de bare ben og skuldre da vi suste gennem gaderne, hvor byen endnu var ved at stå op og vejene halvtomme. Nattens sidste fejere kom gående med deres koste slæbende efter sig. Trætte og pakket ind som værn mod nattens lave temperaturer.

Vi kom hurtigt gennem byen, der blev mere plads mellem husene og udsynet bredte sig kun mere og mere omkring os, jo længere vi kom fra byen. Som vi begyndte at bevæge os op gennem skovene på bjergsiderne udenfor byen, blev udsigten kun endnu mere imponerende. Disen lå stadig som en blinkende hinde i solen. Rismarkerne lå i fine mønstre og byen rejste sig bag os som en spøgelsesby indhyllet i tåge og med de højeste huse og tårne trædende stærkest frem igennem disen. Folk var allerede i markerne for at arbejde og handlende var på vej mod byen med dagens udvalg af korn, frugt og grønt. På alle sider af os lå bjergene med tætte trækroner som et enormt mostæppe over sig. Synet ud over dalen så tidligt om morgenen trak i smilebåndene.

Roen og den friske luft var betagende og befriende på vejene, der snoede sig op gennem skovene på bjergsiderne. Solen trængte nogle steder igennem trækronerne og kastede diagonale lysende bjælker gennem skyggen under træerne. Luften var endnu kølig, men arbejdet i pedalerne på vej op fik varmen til at brede sig i kroppen.

Da vi nåede den første top og vi kom fri af skoven, var solen allerede ved at trænge godt igennem. Byen kunne nu ikke længere ses eller høres og det var som om vi var havnet i en anden verden, i et andet århundrede. Turen begyndte nu for alvor og vores unge guide ledte os ned ad den første udfordring; en stejl smal sti belagt med store sten, der fik cyklerne til at hoppe og danse og frygten for at styrte forover sitrede i alle muskler.

Med jævn fart bevægede vi os op og ned af bjersiderne og ud og ind af små grusstier. Gennem små landsbyer med brostensgader. Nogle steder cyklede vi kun på de små jorddiger mellem rismarkerne, hvor der var tyve-tredive centimeter at holde balancen på. Noget der kun blev endnu mere udfordrende af den oplevelse at cykle med rismarkerne på begge sider af os, der fik øjnene til at falde i svime andre steder end en meter foran forhjulet. Markerne lå en efter en i flere retninger og i flere af dem gik et par bøjede rygge rundt og arbejde mellem planterne. Solen var nået så højt på himlen, at bjergsiderne nu fik lys og stod flotte changerende grønne mod den blå himmel over os. Naturen og oplevelsen var simpelthen så stor, at den ikke kan beskrives med ord. Men at cykle dér gjorde det umuligt ikke at forelske sig i Nepal.

Vi kom gennem et område hvor store, men lave trælader husede hønsefarme. Lydene og den stramme lugt var ikke til at tage fejl af, men det hyggeligt at køre ud og ind mellem de mange lader og huse. Elektriciteten i området var helliget farmene. Det var vigtigere at kyllingernes vækst gik hurtigt end at der var lys i hjemmene. Overlevelse mod luksus.

I landsbyerne var skolebørnene nu også begyndt at stå op, og kom gående i store grupper i ens uniformer. Grå bukser eller nederdele, slips og strikket cardigan. Grin og råb lød fra skolegårdene når vi cyklede forbi. Mange steder stoppede de op og kiggede efter os. Det var sikkert en lige så stor oplevelse for dem at se tre turister på cykel dér, som det var for os at opleve livet og naturen udenfor hovedstaden.

Som varmen fortsatte med at stige i takt med solens rejse op på himlen, fortsatte vores rejse gennem den utrolige natur og op ad stejle bakker med løse sten, der for alvor satte pulsen på prøve. Vi cyklede over smalle hængebroer over floden og gennem gedeflokke der blev ledt på vej af hyrden, hans stok og hund.

Til sidst gjorde vi holdt i en lille landsby, hvor et par simple træborde og bænke udgjorde et spisested. Kogte æg og kickærter blev serveret som frokost. Hvilket måltid! Tre timer efter den tidlige morgenmad, var det fantastisk at sidde der mellem de små huse og nyde den simple, men lækre mad og roen.

Kun ti minutters cyklen derfra holdt vi pludselig igen ved Ringroad, hovedvejen omkring Kathmandu. Byen var virkelig stået op nu. Larmen fra den tætte trafik var endnu mere øredøvende efter de sidste timer i den frie natur. Men hjem skulle vi, så begav os i slalomkørsel ud og ind mellem biler og motorcykler, til vi igen stod hjemme. I tide inden solen var blevet alt for stærk og dagen endnu var ung.

Vækkeuret ringede godt nok tidligt i morges, men de 36 kilometer var gået som en leg og oplevelsen havde været stor. Det er ikke sidste gang vi står op med byen og livet i dalen.

Nepal: Skyggesiden ved bredden af Bagmati.

Myldretidstrafikken sneglede sig frem på broen over floden Bagmati mellem Patan og Kathmandu. Men trods det langsomme tempo var luften fuld af lyde fra hostende motorer, horn og massevis af motorcykler og scootere. Støv og os hang som en sløret hinde i luften.

Stanken fra floden under os rev i næsen, men forsøget på kun at trække vejret gennem munden, fik halsen til at trække sig sammen i en hostende vejrtrækning. Men smerten i øjnene ved et kig ud over muren var værre. Floden var mørkegrå og gled langsomt ind under broen som en tyk flydende masse. Store regnbuefarvede plamager bevægede sig ondt rundt på overfladen. Overalt lå der affald i vandet og ved broens piller havde der hobet sig store bunker op. På flodbredden på begge sider lå affaldet tykt i det der forsøgte at leve som græs. I et lille indhak hvor vandet lå stille boblede vandet og vidnede om en proces på bunden af floden. Nok nærmere en kemisk end en organisk proces. Håbet om liv i og omkring floden blev kvalt ved et enkelt blik.

Længere inde over byen skød templernes pagodetage og spir imponerende op mod den blå himmel, men nede ved flodbredden lå faldefærdige skure tæt og triste. Presseninger, træ- og blikplader og hvad der ellers kunne findes efterladt af andre, udgjorde et af byens slumområder. Sølle og faldefærdige lå de små hjem tæt på flodbredden, og de yderste lignede nogle der var tæt på at blive skubbet i floden. Måske de første hjem allerede var blevet opslugt af flodens beskidte vand. På den anden side af floden stod høje nye huse og højtragende byggepladser, i skræmmende kontrast til livet på skyggesiden af floden.

En enkelt grusvej skilte skur-byen i to. Også her lå affaldet tæt i vejkanten. Et par hunde dansede omkring hinanden i kamp, hvor tænderne blev blottet og der blev bidt efter hinanden. En af dem ville måske lidt efter løbe hylende derfra med et afbidt øre eller et blødende sår på ryggen. Et lille barn sad med bar numse på vejen, hvor jorden var blevet kørt op til et mudret hul. Omkring det lille barn lå affaldet og flød, imens et enkelt stykke plastik var blevet til legetøj i barnets hænder.

Et par kvinder stod ved vandkanten og kiggede ud over floden. Måske over mod de mange mænd, der stod på den modsatte side og ladede vandet ud i floden. Kvindernes farvestrålende tøj kom til at stå i stærk kontrast til det mørkegrå vand, som deres skikkelser stod skarpt i vandspejlet.

Hele området emmede af håbløshed og nedtrykthed. Smerten kunne ikke undgå at røre os. Slumområdet lignede ikke et sted solen nogensinde havde skinnet, derfor kom den klare blå himmel og den kraftigt skinnende sol også til at virke helt surrealistiske. Men gav håb om, at der også fandtes en lys fremtid for det lille barn i vandkanten.

Nepal: Når det er en leg at komme i skole.

Tell me and I will forget, show me and I will remember, but involve me and I will learn. Sådan lyder filosofien på den Montessori skole jeg underviser som frivillig lærer. Jeg synes det er en fed sætning og det er en skøn måde at vise, at selv små børn også kan lære. Også uden at de tvinges til noget.

Hver morgen kommer børnene løbende fra porten ind til døren. Hver og en med smil på læberne. Spændte på at komme i skole og glade for at se deres legekammerater igen. Alle hilses med et “goodmorning” eller et “Namaste”. De små blå skoletakser bliver hængt pænt op på rad og række på den ene væg. Hjemmeopgaverne fiskes ud og lægges på det lave orange bord midt på det grønne væg-til-væg-tæppe. Selv tager de plads omkring bordet på store puder på gulvet. Hele tiden flyver ordene ud af deres munde i begejstret iver efter, at dele sjove og spændende historier med deres kammerater, siden de sagde farvel til hinanden dagen før.

Jeg arbejder der som frivillig lærer to fulde dage om ugen, hvor jeg hovedsageligt skal være den der taler engelsk til dem og hjælper med den del af undervisningen der er på engelsk. Det er første gang jeg arbejder med så små børn, mellem to og godt fire, så der er meget at vænne mig til. Det er uden tvivl anderledes og det er andre rutiner at lære med så små børn, men jeg må indrømme, at jeg er meget imponeret over niveauet trods deres alder. Det er utrolig inspirerende og skønt at være vidne til den læreproces der er på skolen.

Når først alle otte elever er kommet om morgenen, er der “circle time” hvor de samles i en rundkreds i den anden ende af rummet og en af de to skoleledere, to kvinder omkring de tredive; Rashmi og Shanta, spørger børnene om de er glade for at komme i skole. Hver morgen udløser spørgsmålet et jubelråb og otte børn der hopper og danser. Det er fantastisk at se denne begejstring hos dem. Circle time fortsætter med forskellige rim og remser, der gennemgår f.eks. ugedage, numre, alfabetet og kropsdele.

Og det er netop det der er hele hovedfilosofien på skolen. At børnene skal lære noget, men at det skal være sjovt for dem samtidig. De skal deltage for at de lærer, som jeg skrev allerførst. Og de deltager bedst hvis det er en leg for dem. Vi skal som lærere interagere med dem i stedet for at presse dem til noget, de alligevel ikke har koncentrationsniveau til i den alder.

Men det ville også være svært at skulle være hård ved dem, for det er otte fantastiske unger. Hver på sin måde. Aditya der er den ældste. Med de smukkeste brune øjne, der uden hans store smil nemt ville kunne se en smule sørgmodige ud. Når vi taler til ham lytter han koncentreret og fanger hurtigt meningen. De øvrige ser op til ham, så det er altid nemt for ham at få dem til at lytte efter. Nogle gange en hjælp for os lærere. Han ér den klogeste, men har derfor også tendens til at tage meget plads i sin iver for at vise hvad han kan.

Prashidika er den gladeste lille pige. Hun smiler med alle træk i ansigtet hele tiden og er virkelig en energibombe der giver drengene kamp til stregen. Allen er en af hendes to bedste legekammerater og er som hende altid glad og smilende, men han er også den der kan fordybe sig mest i det han sidder og laver. Hans nysgerrighed og åbenhed viste sig allerede første dag, hvor han var den første til at komme og tage mig i hånden da der var circle time. Den tredje legekammerat i den lille trekløver er Bishesh. Først kan han virke rigtig irriterende og ugidelig, men i virkeligheden vil han helst bare gerne lege og have det sjovt. Han er en dreng med stort D og har altid en ny smart kasket sat oven på det korte sorte hår. Han nærmer sig mig mere og mere, og sætter sig nu oftere og oftere ned ved siden af mig med sine skoleting og viser at han gerne vil have min deltagelse. - Svært at stå for!

Det er min opgave at lære dem engelsk og i det hele taget bare vænne dem til det engelsk sprog. Men det kan nogle gange kræve en vis portion tålmodighed. For det er ikke altid de kan eller vil forstå engelsk og så begynder de bare at snakke nepali sammen. Heldigvis er jeg begyndt at lære mere og mere nepali, så jeg sjældnere sidder med følelsen af at snakken går over hovedet på mig. Børnene ved nu også at jeg forstår en del af hvad de siger og at de ikke længere kan lade som om de ikke forstår mine beskeder på engelsk, for de ved at jeg bare kan sige det på nepali i stedet. Heldigvis er der ét sprog vi har tilfælles. Et universelt sprog, nemlig leg.

De fire yngste af eleverne er der også mest for at lege. Ind imellem suppleret med lærdom forklædt som leg eller tegning. Prinilla er den yndigste lille forsigtige pige, der altid kommer i skole i små prinsessekjoler, der får det yndige og let skrøbelige til at træde endnu tydeligere frem. De to mindste piger Stuti A. og Stuti S. er begge generte og forsigtige. De siger sjældent noget og sidder tit bare og pusler med deres egen lille leg. Bibek er den mindste dreng, med det dejligste lille runde ansigt. Han er en rigtig klodsmajor, der kan sidde helt stille og så pludselig vælte. Hvilket resulterer i at han ofte græder. Sammen med hans lidt tumlede bevægelser og at han ofte ligner en der ikke ved hvor han er havnet eller hvad han skal gøre, gør det umuligt ikke at holde af ham.

Som sagt leger de fire små mest, men gør de fire større børn selskab omkring bordet, når deres koncentration og lyst er til at sidde stille. Det er en masse forskellige opgaver, hvor de enten lærer det nepalesiske eller det engelske alfabet; eller numre og simple regnestykker. Det lyder måske vildt at så små børn laver den slags, derfor tør jeg næsten helller ikke nævne at de får lektier for hver dag.

Når jeg ser hvor hurtigt de fanger tingene og hvor sjovt de rent faktisk synes det er, har jeg dog ikke svært ved at de skal lære i så tidlig en alder. Tværtimod. Det er også os der bestemmer hvad de skal øve og hvilke opgaver de skal løse hjemme og i skolen. Så det er nemt at tilpasse til deres koncentration og lyst.

Pga. de få midler er det os selv der sidder og tegner og laver alle opgaverne. På blanke A4-ark eller på bagsiden af kasserede prints. Små blanke hæfter bliver lavet om til malerbøger. Nogle dage til fingrene er helt sorte af kalkerpapir. Men det er sjovt. Det sætter de kreative sider i sving. For det gælder om at bruge de muligheder der er. Det er simple træklodser med farver, bogstaver og numre der nogle gange kan gøre timen til en sjov leg, med stor interesse fra børnenes side.

Det er fantastisk at være sammen med børnene og jeg synes det er sjovt at sidde og lave de forskellige opgaver til dem, ved at tegne bogstaver og matchende tegninger, men jeg er også træt i hovedet når jeg kommer hjem efter sådan en dag. På en god måde.

Den simple måde at undervise børnene på og så stadig se hvor stor glæde de får ud af det, gør mange andre problemer mindre betydningsfulde. At hjælpe så små børn i et land som Nepal, giver så utrolig meget mening, og sætter også min egen, lidt beskyttede og til tider sløve, skoletid i relief. Børnene sætter pris på at få lov til at komme i skole og lære noget nyt.

De gør det til en leg for mig at komme på arbejde.

Nepal: Kan man tro på at banker kan velsignes?

Prøv at bede Peter Straarup (Direktør Danske Bank) om at lukke banken ned en dag om året, få en højtstående gejstlig til at komme og udføre en række religiøse ritualer, bl.a. i bankens bokse og på skrankerne og fortæl ham at han skal bede og ønske for det bedste for bankens investeringer og kundernes kapital det kommende år. Chancen for at se en bankdirektør gøre dét i Danmark er nok ikke stor. Men ikke desto mindre er det realitet her i Nepal.

I den netop overståede Tihar var hver dag helliget tilbedelsen og velsignelsen af noget særligt. Hvor der udføres pujas til ære for en gud, et dyr eller en særlig person. Ved at ofre gaver til og ønske for pågældende. På tredjedagen af Tihar var det guden Lakshmi, guden for formue og penge. Dagen hvor størstedelen af landets banker lukkede ned, for at velsigne deres bankbokse og sikre et godt økonomisk år, ved at udføre en Lakshmi Puja.

Det er også den vigtigste dag i Tihar, hvor alle hjem og forretninger tænder levende lys og pynter facaderne med kulørte lys for at lokke Lakshmi til netop deres hjem eller forretning. Smukke rossetter på fortovet foran indgangen skal lokke hende til og en malet sti gennem huset skal lede hende til det sted hvor opsparingen ligger eller omsætningen skal hentes ind.

Den første dag i Tihar er det kragerne, som budbringere for dødens gud, der bliver velsignet og æret. Andendagen er det hunden og på den vigtige tredjedag er det hinduernes hellige dyr koen der bliver velsignet. Fjerdedagen er den unge okses dag og femtedagen er det søstrene der udfører pujas for deres brødre og giver dem tikkas i panden. Tikka; røde plet i panden, mixet af helligt vand, ris og rødt pulver.

Jeg var heldig at deltage i en hunde puja i Tihar, hvor nogle venners hund skulle fejres. Som traditionen foreskriver er det husets ældste der skal udføre ritualet. Så hos dem var det chaufføren og vagten der tog plads i den pyntede pavillon i haven. Med røgelsespinde, fade med frugt, kokos og sweets, lys og helligt vand. Hunden fik tikka i panden, ligesom alle byens øvrige hunde løb rundt med en rød plet i panden. Alle stod vi nysgerrige og interesserede i en ring omkring og fulgte ceremonien, imens de to ældre mænd med stor seriøsitet og alvor udførte ritualerne.

I Dashain den største festival af dem alle, et par uger før Tihar, var vi nogle venner afsted ude af dalen. Men en af dagene kunne vores chauffører pludselig ikke kører længere, fordi det var den dag på måneden hvor bilenerne skulle velsignes, så før vi kunne fortsætte, skulle der udføres pujas for vores biler. Der var ikke andet at gøre end at respektere dette og hjælpe med at få det gjort. Bilerne blev vasket flittigt i et par timer og de nødvendige remedier blev indkøbt.

Hvert hjul og køleren blev velsignet med vand, rødt tikkapulver, blomsterkron-blade, kokosmælk og røgelse. Frugt og sweets blev lagt på køleren og på jorden foran. Os vidner blev som afslutning alle tilbudt frugt og sweets.

Under ceremonien måtte vi alle kæmpe lidt med at holde smilene tilbage, for det virkede temmelig skørt. Men igen kunne vi ikke andet end respektere deres religion og tro på det nødvendige af disse pujas. Det ville være umenneskeligt andet. I stedet tog vi del i det og så det som en unik oplevelse. Ved lidt eftertanke var den stærke tro et smukt syn.

Dette er bare få eksempler på nogle af de festligheder der findes her i Nepal, med den hinduistiske tro som omdrejningspunkt. Rygterne sider at der omkring 360 mærkedage på et år her i Nepal, men ingen ved det rigtig med sikkerhed, da nogle mærkedage er vigtige for nogle og andre for andre. Nogle fejrer dem alle og andre stort set ingen. Imens størstedelen fejrer de største og vigtigste festivaler og helligdage, som f.eks. Tihar og Dashain.

Religion er allestedsnærværende og det er svært ikke at blive betaget og rørt af det ind imellem. Også selvom det nogle gange virker mærkeligt med vores vestlige øjne. Forleden snakkede jeg med en engelsk turist om netop dette og han gav udtryk for, at han synes det var tilbagestående at de lod deres liv styre så meget af religion.

Er det virkelig tilbagestående at være religiøs? Er det tilbagestående at tro man skal velsigne banken for at sikre et økonomisk godt år? Er det tilbagestående at bede for biler, huse og dyr? Bare fordi vi i vores del af Verden har mistet en stor del af vores tro, er det så ensbetydende med at tro ikke kan være en del af moderne udvikling. Hvis man spørger mange af nepaleserne hvorfor de gør det ene og det andet i løbet af ritualerne eller spørger bankdirektører om de virkelig tror på effekten af at udføre puja for Lakshmi, så er der mange der svarer at de måske ikke ved hvorfor de gør alle tingene eller heller ikke ved hvad alternativet er, hvis de ikke gør det. Men de siger alle sammen også, at det ikke kan gøre nogen skade at gøre det. Hvilket ikke kan være mere sandt. Det er da smukt! Smukt at de ikke stopper århundrede gamle traditioner, bare fordi meningen ikke altid kan ses i statestikker og grafer.

I stedet for at sige de er tilbagestående på grund af deres tro, kan man vel sprøge om det ikke er en smule afstumpet at mange i den vestlige Verden ikke har meget andet tro end den til penge, kontrol og deres eget ego? Afstumpet at mene, at mennesker er mindre begavet bare fordi de holder fast i deres religiøse historie. Er det ikke mere tilbagestående at gøre tro til et tabu?

Den forskellighed der skabes i Verden af forskellige kulturer, religioner, verdenssyn og traditioner er noget vi skal kæmpe for at holde fast i, i stedet for at ensforme og tro at vi altid selv har det rette svar. Der er vel også en grund til at vestlige der har været tæt på døden eller anden ulykke, ofte finder trøst i religion bagefter. Måske fordi det indser at troen på noget større end dem selv kan hjælpe dem. Fordi de oplever at det ikke skader at tro på noget der ikke nødvendigvis er så håndgribeligt. At banker måske godt kan velsignes....

Nepal: Tihar; lysets fest.

Normalt når mørket falder på over Kathmandu, forsvinder også byens konturer i det kulsorte mørke. Men i disse dage bliver byen forvandlet med et trylleslag når først nattens mørke har trængt ind gennem alle byens små gader. Byens bygninger er oplyst af kulørte lamper i massevis. Alle tænkelige farver og mange steder også i blinkende udgaver. Lyskæderne hænger tæt, så husmurene i stedet ligner lysende tæpper der hænger ned fra nattehimlen. Træersstammer er blevet snoet ind i lyskæder, så det kulørte lys får trækronerne til at ligne en julekugle hvor lyset siver ud af en masse små huller. Selv den mindste lille døråbning i et lille faldefærdigt hus er pyntet med en enkelt lyskæde og blomsterranker.

I disse dage fejrer Nepal Tihar, lysets fest. Som en fejring af afslutningen af tiden på året hvor strøm ikke er noget problem. Fra nu af vil der kun blive mindre og mindre strøm indtil regnen kommer igen næste år. Samtidig falder Newarenes - stort nepalesisk folkeslag - nytår i morgen. Samt den hinduistiske festival Deepavali. Så hele byen er én stor fest. Et kig fra tagterrassen i den nordlige ende af byen, der normalt er en udsigt ud over en mørk og stille by, er nu et kig ud over en by der strækker sig i alle retninger som et blinkende tæppe af lys. Raketter farer over himlen og eksploderer i et brag og et lyshav. Bands spiller i flere gårde og lyden af festglade mennesker blander sig med det kulørte lys i byens gader.

I aftes da mørket faldt på gik jeg en lang tur rundt i byen for at opleve det helt tæt på. Endte med at gå i tre timer fordi der hele tiden skete noget nyt, så nysgerrigheden blev ved med at drive mig længere og længere rundt i byen.

Hele gader var lysende stier. De små gader i den gamle del af byen havde fået tag af lyskædetæpper, der hang i lette buer gennem gaderne. Flere steder i byen fik “Jul i Tivoli” til at ligne en simpel lysinstallation. Lange blomsterranker af orange blomsterhoveder trukket på snor hang i alle døråbninger og levende vokslys brændte sagte overalt hvor der kunne sættes et lille lys. En sødlig duft af voks og smørlys hang i alle steder. Foran alle hjem var der lavet store fantastisk smukke rossetter i farvede ris og blomster-kronblade. Som velsignelse af hjemmet. Et stykke kunst der kun kan ses lige efter det er blevet udført, for snart kommer en hund, en ko eller en der er ligeglad og går igennem det, så mønsteret bliver udvisket i lange spor af sammenblandede farver.

Gaderne var fulde af liv og alle var glade. Det foregik noget alle steder. Små piger i knitrende nye kjoler lavede danseshows og sang i gaderne. Drenge legede med fyrværkeri og grinte højt hver gang det lykkedes at forskrække en forbipasserende. -Dr blev også grint af mig. Andre stod i samlet flok og spillede musik og dansede. Gamle mænd stod samlet og smilede ved synet af ungdommens glade ansigter. Enkelte stod selv og rykkede lidt stift i hofter og knæ. Små lastbiler kørte rundt i de små gader, fulde af unge fyre. På ladet var også trommesæt, guitar, bas og hvad der ellers skulle til at spille op. Som festspredere kørte de bare rundt og spillede højlydt. De der ikke spillede hang ud over siden og opfordrede folk på gaden til at feste. Festklædte kvinder bevægede sig fnisende gennem gaderne og de kulørte lamper blinkede i stenene og perlerne syet på deres farvestrålende sharier.

Med duften af nytårskrudt, de medfølgende røgskyer i forskellige farver, farvet af de blinkende lyskæder i nærheden, alle de glade mennesker og den festlige stemning, kunne jeg ikke selv lade være med at gå rundt og smile for mig selv. Det var en fornøjelse at opleve en fremmed højtid så tæt på. Selvom den ikke har nogen betydning for mig, følte jeg mig beæret over at få lov til at tage del i og være vidne til deres fejring. Heldigvis er festivaler og helligdage ikke sjældne i Nepal, så det bliver forhåbentlig ikke sidste gang.

Nepal: Changu Narayan - Den fredfyldte tempellandsby i bjergene.

I den stærke sol antog gaden i den lille landsby Changu, en mørk orange farve og husenes brændte farver fik en helt særlig varme. Store bundter af majskolber hang til tørre på mørke træbjælker langs murene. Vinduer, døre og udvendige spær var alle udskåret i mørkt træ og bar tydelig tegn på mange år i solen. Et utroligt samspil af alle tænkelige røde, brune og brændte nuancer spredte sig omkring os. Varmen i landsbyen lagde en naturlig dæmper på larmen, men alligevel var det som om der herskede en helt særlig ro mellem husene på den lange gade byen består af.

Changu er en lille newar-landsby i godt 1500 meters højde nordøst for Kathmandu. Én lang gade med husene liggende tæt på hver side, der bevæger sig opad i store flade trin udgør byen. Kun smalle sprækker imellem husene afslører, den storslåede udsigt over dalen på den anden side af husene og kendsgerningen at byen ligger på en bakkekam.

Livet i byen var rolig. Kun få turister - befriende - havde fundet vej dertil og beboerne lod sig ikke forstyrre af os og de få andre. De passede lydløst dagens gøremål. En maler sad med sirlige penselstrøg og udførte sit thanka-maleri. En anden sad med hammer og mejsel og udhuggede træmasker. En kvinde stod på gaden foran sit hus og rystede tomme kapsler fra riskornene. Et par børn løb rundt og legede, men uden at larme. En ældre mand sad oppe i sit vindue med et nysgerrigt blik bag de små briller og fulgte livet nede på gaden. En høne kom gående med seks små kyllinger rendende omkring sine fødder.

Som beboerne virkede uberørte af vores tilstedeværelse, virkede hele landsbyen uberørt. Som havde den og livet der fået lov til at gå i stå for et par hundrede år siden. Ingen mekanisk larm, ingen biler eller forstyrrende reklamebannere. Derimod bare det ægte liv. Fantastisk smukt og rørende.

På toppen af gaden, efter at have taget de sidste meter i stejle trin blev vi mødt af en stor kedelig mur med en enkelt åbning i midten. Et hurtigt blik ind gav en lille forsmag af hvad der kunne vente os indenfor åbningen, men først da vi trådte igennem, kunne vi for alvor opleve hvad der gemte sig bag den store mur. Vi stod i en stor tempelgård, med én stor bygning som en lukket firkant udenom. Muren vi var stødt på var bagsiden af denne bygning.

Vi var kommet op til Changu Narayan. Et hindu-tempel fra omkring 300-tallet. Et af de ældste templer der findes i dalen. Trods sin høje alder er templet og gården omkring godt bevaret og er et af de mange steder i Nepal der er optaget på UNESCO’s World Heritage List. Templet er dedikeret til hindu-guden Vishnu og et yndet pilgrimsrejsemål.

Midt i gården lå det store tempel med to mørke pagodetage. Rundt om var der andre mindre templer, statuer og gudebilleder. Et enkelt træ med klare grønne blade stod alene i den ene ende af pladsen, hvor der var masser af luft og sollys. Da vi stod der i stilheden mellem de gamle historiske bygninger fik træet en smuk sfære af liv omkring sig. De mange statuer og utrolige træudskæringer omkring Changu Narayan havde alle et særligt farvestrålende og humoristisk udtryk. Det var markant anderledes fra dalens mange øvrige templer, hvor træet ofte har fået lov til at beholde sin mørke naturlige farve. Farverne var betagende på de smukke og fantasifulde udskæringer overalt på templet. Store gulddøre prydede flere af templerne og solen legede glimtende i den blanke overflade.

Stille gik vi bare rundt og nød de smukke omgivelser og med begejstrede blikke blev der peget i forskellige retninger hver gang en ny detalje blev opdaget. Et sted stod en ufærdig stenstatue. En elefant der endnu kun var hugget groft ud og hvor benene stadig ikke var blevet adskilt. Historierne siger at stenen begyndte at bløde under arbejdet med at udhugge elefanten. Derfor blev arbejdet stoppet og den ufuldendte statue ses i dag som meget guddommelig.

Enkelte børn løb rundt og legede på pladsen omkring træet, imens en ældre dame sad i skyggen og fulgte deres færden. En hund lå dovent for hendes fødder. Kontrasten mellem det hellige, fredfyldte og kraftfulde tempel; og den befriende og uhøjtidelige leg var et skønt og et smukt billede.

Særligt opløftede gik tilbage ned gennem gaden igen og ud gennem byporten. Udenfor ventede bilerne og mindede os om, at vi forlod noget helt særligt på den anden side af byporten. Jo længere vi kom ned ad de snoede bagveje og nærmede os dalen igen, tog livet mere og mere form som det larmende og hektiske liv der hersker dér.

Nepal: Sammenhold i rismarkerne.

Vi kørte ud af Bhaktapur, et af de tre gamle kongedømmer, og hurtigt forsvandt det travle og larmende byliv. Lydene og de hektiske øjeblikke fortrak lige så stille fra sindet og blev i stedet erstattet af nye fantastiske scenerier der trængte sig på og fyldte os med smukke indtryk. Store åbne rismarker lå bag husene der lå spredt langs den enlige vej. Træer brød det åbne landskab hist og her og kronerne nød pladsen til at brede sig, imens bjergene lå store og tunge i horisonten. Huse lå som små spredte klynger imellem den mørkegrønne bevoksning på bjergsiderne. Himlen var klar blå og solen fik markernes gullige og grønlige nuancer til at træde endnu bedre frem. Farverne dansede hen over markerne, som små briser fik risplanterne til at svaje let.

Rismarkerne lå sig som store trappetrin på bakke- og bjergsiderne. Overalt bevægede små farvede pletter sig rundt på markerne. Rishøsten var i gang og alle, store og små, unge og gamle, var i markerne for at få høsten i hus. Kvinderne i farvestrålende tøj og et stort tørklæde bundet om hovedet. De få mænd i mere kedelige naturlige farver. Nogle stod på lange rækker og svang seglene symmetrisk, så risstråene lagde sig række for række. Andre samlede de slåede strå sammen og bar dem væk, i store bundter på ryggen holdt oppe af en læderstrop over hovedet. Nogle rystede kornene af negene, ved at slå dem mod en stor pressening på jorden. Hvorefter andre sorterede kornene fra de tomme kapsler, ved at hælde mindre portioner ud i luften, så de tomme lette kapsler blev fanget i vinden og skabte en svag gullig sky omkring kvinderne, imens de hele korn skabte en smuk gylden pyramide på jorden.

På enkelte marker havde de små maskiner til at gøre arbejdet med. at ryste kornene fra negene og den rytmiske dunken fra dieselmotorene, nærmest skabte rytmen for hele sceneriet i det store landskab. Massevis af mennesker der gik rundt og arbejdede i særligt system og med fast rytme. Der var tomt omkring husene vi kom forbi, men i stedet hang fællesskabsfølelsen og sammenholdet tykt i luften ude over markerne og terrasserne, som alle hjalp hinanden for at få den vigtige høst i hus. Alle var i gang og havde fundet en måde at bidrage på. Det var et smukt og rørende syn og vil uden tvivl dukke op i sindet igen næste gang jeg får serveret ris.