tirsdag den 14. august 2012

London: Shoreditch


Hendes klare pink hår hang tungt omkring hendes hoved og de bløde fald dækkede halvdelen af ansigtet, så hendes knald røde læber næsten faldt i ét med lokkerne. Det ene synlige smaragdgrønne øje stod i stærk kontrast til håret, og den sarte lyse hud lyste op imod den mørke streg der rammede øjet ind. Det lidt nedtrykte blik borede sig intenst ind i en, imens hun observerede livet på Brick Lane En sølvring i hendes ene næsebor glimtede i solen.

Hun var omgivet af de mange gamle townhouses i London bydelen Shoreditch. Høje og lave. Gamle og slidte i dunkle mursten med mørke vinduer, men dog stadig med utrolig historie i fugerne. Nogle med facaden istandsat med et moderne øje, men med respekt for bydelens ellers rå udtryk og historie. Et fascinerende mix mellem nyt og gammelt. Andre med den nederste etages smalle træfacader malet i forskellige skarpe farver, side om side som var en farvepalét blevet trukket ud på en lige linje. Bag de sprossede vinduer åbnede der sig hele tiden nye fantastiske universer. Små forretninger med deres egen unikke stil og special varer, frisørsaloner som var man landet tilbage i 50’erne, samt cafeer og restauranter med hyggelig og personlig indretning der indbød til at tage i det mindste en kaffe på dem alle. Langs gaden stod flotte sorte smedjejernslygtepæle side om side med små træer. Hvor der var en bar væg eller en kraftig metalskodde var trukket ned foran en butiks vinduer, var der malet på det ledige lærred. Ikke grafitti, men egentlig kunst. I imponerende former og med en helt utrolig kreativitet. Alt lige fra et lille Warhol-inspireret portræt på en lille bar plet, til store detaljerige malerier dækkende hele en bygnings facade. Ingen steder kunne man kigge hen, uden at der var et kunstnerisk udtryk, der mættede øjnenes sanser. Selv skiltene der hang ud fra muren over de små butikker var kunstværker i sig selv.

Men ikke kun kunsten på murene gav bydelen sin helt utrolige charme. Blomstermarkedet på den farvestrålende Columbia Road fyldte området med sanseindtryk i en storm af stærke farver og kraftige dufte. Madmarkedet Broadway Market under de hvide teltduge mellem de lave townhouses havde en energi der var omfavnende. Med broen over Regent’s kanalen med udsigt til slusen og livet på stierne under træerne langs vandet, i den ene ende og parken London Fields i den anden ende, kunne rammerne næsten ikke være bedre. Boderne var et overvældende udbud af alt hvad ganen kunne fristes af og meget mere. Tapenader i grove træspande, grøntsager i lave fletkurve, lodvægte der fandt balancepunkt, smagsprøver af utallige pølser der blev langet over disken på den skarpe kniv, lune brød i stakke, fisk på is, kager der gjorde mundvigerne våde, olier i smukke flasker, blomster med stolte hoveder, vine med historie og delikatesser der kun gav en lyst til at købe det hele og fejre livet. Indkøbene blev båret hjem i brune papirsposer med udsigt til en hyggelig aften.

Bag de lave townhouses skimtes City of Londons blanke skyskrabere, der spejlede sig i solens stråler. Midt i mellem de høje bygninger brød The Gherkins ikoniske bløde form frem og betagede øjet. Finansdistriktets skarpe og rene linjer stod i stærk kontrast til Shoreditch ældre udseende, men tilsammen skabte det billedet som kun en storby kan frembringe. I blandt de blanke bygninger gik folk rundt i pressede sæt og en professionel attitude. Rundt om hjørnet i hipsternes højborg, var udtrykket mere kreativt og afslappet, matchende kunsten på kvarterets mure. 

Tilbage midt i Shoreditch livlige midte, blev der foran Cafe 1001 indtaget friske burgere. Fremmede, lokale, turister og venner side og side og luften i den smalle gade summede af liv og sommer. Pigen med det pink hår var væk. Metalskodden foran forretningen var rullet op. Senere ville hun dukke op igen på hendes faste plads ved Brick Lane. 

søndag den 12. august 2012

London: Livet under jorden.


Over jorden suser livet omkring den massefotograferede statue af Anteros, guden for gengældt kærlighed, på Piccadilly Circus. På trappen rundt om sidder folk og nyder sommersolen. Store lysreklamer og neonskilte pryder facaderne rundt om den store plads. Folk går i alle retninger og ikoniske sorte taxier og røde dobbeltdækkere suser over den store plads.

Allerede på trappen ned til undergrunden ændres lydene omkring en. Suset fra de store boulevarder ændres til en mere koncentreret brusen fra dybet. Folk går i et indforstået system med et målrettet udtryk i ansigterne. Ikke mange siger noget. Høj musik har derfor fuld udfoldelse i den underjordiske labyrint. For bunden af en af de stejle rulletrapper står kilden til musikken. En gademusikant er rykket ned i undergrunden, på den plads der er malet på gulvet til netop dét formål. Som en varm velkomst til undergrunden. Og han kan rent faktisk spille, så det er med et smil man bevæger sig ud på perronerne. 

På perronen er det ét virvar af mennesker, men alligevel er der en helt særlig ro. En ældre mand står og støtter sig til stokken, smilende ved synet af to piger der står og leger og griner højt, så det fylder perronen med smilende mennesker. Varmen er trykkende og lugten fra tunnelrørene er markant og tung. Men den hører med til undergrunden. Ligesom den konstante susen fra rørene, der tager til i takt med togenes bevægelser og vidner om et liv i undergrunden. Som et tog nærmer sig tager suset til i styrke indtil det med hvinende bremser gør holdt ved perronen. Med ét forvandles roen på perronen til et kosmisk virvar af mennesker der skal ind og ud af toget. Man går tæt og der bliver skubbet og stødt til hinanden. Men altid med et medfølgende “sorry mate” eller “excuse me” der vil give statuen ovenover os smil på bronzelæberne. 

De sidste maser sig ind i de menneskefyldte vogne. Da jeg springer ind som en af de sidste når enden af min rejsetaske at blive fanget at dørene. Straks tager to raske fyre fat og forsøger sammen med mig at trække den ind. Imens sender jeg et undskyldende blik til dem omkring os. Jeg ved at de skal på arbejde og ikke har tid til en klodset turist. Alligevel fornemmer jeg forstående blikke og smil tilbage der siger “Har været dér.” Tasken kommer ind og toget kører. Selv står jeg helt op ad døren med bøjet nakke for at flugte taget. Øjnene glider over vognen. Folk står tæt! 5A på Nørrebrogade en regnvejrseftermiddag kommer til at ligne ren businessclass ved siden af. Man kan mærke alle dem omkring en. Både mod kroppen og i næseborene. Nogle gange en større fornøjelse end andre. Det er alt lige fra det pæne ældre par klædt på til stor middag og forretningsfolk i skarpe sæt til studerende i nyeste mode og sociale tilfælde med en øl i hånden og en lugt af cigaretrøg omkring sig, samt turister med på-hoved-vendte vejkort og forvirrede blikke. Et stort levende mix af nationaliteter og sprog. Flere står to og to og snakker, imens andre står med lukkede øjne og følger vognens vuggen eller rytmerne fra musikken i ørene. Vind bliver presset gennem de åbne vinduer af den høje fart, men den er forfriskende i den tætte mængde trods varme og lugt. 

Det er befriende at mærke den venlighed alle møder hinanden med. Der bliver hele tiden undskyldt og smilt til sidemanden. Når man kommer ind på en ny station starter lotteriet. Er det i den ene eller anden side dørene bliver åbnet. Bliver man trampet ned eller skal man mase gennem vognen for at komme ud på den anden side. Uanset er det samme venlighed og hjælpsomhed der skinner igennem. Folk hopper ud af vognen for at give plads og tunge tasker bliver båret ud for dem der ikke selv kan løfte. 

Tilbage på perronen er det om at skabe sig et overblik over udgange og overgange til andre linjer. Den enorme labyrint af liv under jorden kan virke uoverskuelig, men stationernes skiltning og den medrivende energi i de underjordiske huler får en til naturligt at følge med og finde den rette vej. En tur ad lange gange og stejle rulletrapper der føles som at fortsætte i et uendeligt dyb, imens et hav af små plakater på væggene minder en om at London er en teaterby. Stående stille - til højre! - på rulletrappen med de små rystelser under fødderne kan man følge de mange mennsker der hver dag farer gennem Londons undergrund. Eller nyde oplevelsen på de enkelte stationer man kommer forbi. Fra Piccadillys live musik til Tottenham Court Roads tusindevis af farvede mosaikker der pryder vægge og lofter i et kunstfærdigt fyrværkeri, eller Banks smukke hvide klinker med flotte detaljer. Den hyggelige forstad Finchley Central hvor stationen er over jorden omgivet af smuk grøn bevoksning og hvor solen kan komme til at blinke i togenes tage, er en helt anden verden end den der omgiver Anteros inde i centrum af London. Den underjordiske verden bringer en rundt i en levende by og viser samtidig en smuk side af London som er meget mere end blot en transportform. 

fredag den 18. maj 2012

One night in Bangkok.


Eller rettere to blev det til i denne omgang. 48 timer. Det var første gang jeg var afsted alene. Hvor jeg heller ikke mødtes med familie eller venner. Men i en by som Bangkok er det ingen sag at rejse alene. Byen omfavner en med det samme. Med sjæl og charme samt fest og farver.

Fra første venlige smil på fortovet, levende gadekøkkener til ivrige sælgende med glimt i øjet og festglade mennesker i det levende Silom. Med ét føler jeg mig velkomnen og hjemme i Bangkok og i en opløftet stemning. Verden udenfor den høje musik og alle de kulørte lamper forsvinder i et ustyrligt smil.

At tjekke ind på det lille hyggelige boutiquehotel Siam Heritage midt i det pulserende Silom, hvor jeg har boet før, gjorde det bare endnu mere hjemmevant. Oasen på taget, med masser af grønne planter og kulørte og duftende blomster rundt om den lille hyggelige pool, giver hotellet den rolige kontrast til Bangkoks ellers hektiske liv, der skaber den perfekte synergi.

Når tilfældet så ville at jeg for tredje besøg i Bangkok i træk, mødte den samme tuk tuk chauffør lige udenfor hotellet den første morgen, kunne jeg alligevel ikke lade være med at smile og mærke en rus i kroppen. Pudsigheden er netop hvad der er så fantastisk ved Bangkok. Jeg skulle dog ikke bruge en tuk tuk, så hilste blot venligt og gik smilende videre. 

Senere skulle jeg til gengæld bruge en og kom på den tur det altid er en udfordring at komme udenom. En tur der kan være underholdende hvis man har god tid, og drøn irriterende hvis man ikke har. Nemlig den tur hvor chaufføren “bare lige” vil vise en eller to butikker, hvor han har en god aftale. Det blev som altid sagt med et stort smil og det typiske høje thailandske grin samt en forsikring om at man ikke behøver at bruge nogen penge. Smilet smittede straks og fik mig til at overgive sig. Den unge fyr forklarede mig at han ville få stempler fra butikkerne jeg besøgte, så han kunne få gratis benzin til den lille trehjulede tuk tuk. I stedet for at blive irriteret over den lille omvej, valgte jeg at tage det som en kulturoplevelse og nyde rundturen.Vi snakkede og grinte imens vi i høj fart suste ud og ind mellem de mange biler, hvis støj blev overdøvet af den thailandske popmusik i tuk tuk’ens højtalere. De to butikker jeg kom til var begge skræddere, så jeg gik ind, rørte lidt ved de forskellige stoffer, roste kvaliteten, drak den obligatoriske te og sagde at jeg helt sikkert ville komme tilbage næste gang jeg havde mere tid. Chaufføren fik sine stempler og alle var glade. De fleste skræddere i Bangkok er fra Nepal, så et par hurtige ord på nepali, en snak om den politiske situation i Nepal og mine tanker om nationalretten dal bhat, gjorde os hurtigt til gode venner med dertilhørende udvekslen af håndtryk og store smil. Efter den lille omvej og en halv times tid nåede jeg frem til mit egentlige mål. Shopping!

At rejse alene i Bangkok er som sagt ingen sag. Heller ikke om aftenen når mørket sænker sig og byen først rigtig vågner. Det er byen hvor man kan få mange nye venner på få øjeblikke, hvis bare man sænker sine danske parader og adopterer den asiatiske imødekommenhed og naturlighed. Kort tid efter jeg satte mig på en af barerne i Soi 4, snakkede jeg allerede med flere og aftenerne føltes hurtigt som en aften ude blandt venner. 

Hvis man så giver lidt los og lader sig rive med at den vilde og lidt løsslupne stemning i Silom, er man garanteret en fest. En nat fuld at grin, smil og beruselse. Lige til den lyse morgen, hvor natten igen er blevet afløst og man sidder på et gadekøkken med en flok fantastisk sjove mennesker og spiser ris og kylling, til udmattelsen tilsidst overmander en når man finder tilbage til hotelværelset. 

Selvom jeg ikke fik sovet meget de 48 timer, og mest af alt holdt mig kørende på stærke Red Bull, var jeg fuld af energi da jeg sidst på aftenen kørte mod lufthaven. Den lysende skyline gled lige så stille forbi, som vi bevægede os rundt i det imponerende net af motorveje. Mine øjne ville ikke slippe byen. Så langt øjet rakte lå den blinkende og fuld af liv. Selv ikke den mørke nattehimmel kunne tage livet ud af byen. Tværtimod. En ustyrlig glæde overmandede mig en sidste gang og jeg fik næsten tårer i øjnene. Den lykke de foregående 48 timer havde været fyldt af, var en befrielse på en ellers tung rejse fra Nepal til Danmark. Den energi der er i Bangkok kan ikke andet end gøre mig glad. Hver gang! Rusen sidder stadig i kroppen nu et døgn efter jeg er landet i Danmark, og tankerne kredser konstant om muligheder for at komme tilbage!

mandag den 30. april 2012

Farvel til Nuaphung.


Smilet var velkendt og stort som altid. Hendes små mandelformede øjne lyste op med en fræk gnist under håret, der strittede lidt uglet efter leg. I shorts og t-shirt tumlede hun rundt på bænken i den lille te butik. Først lidt genert, men så kom hun over og gav dobbelt high-five til mine fremstrakte hænder. Bag disken sad hendes mor og grinte af optrinnet og hendes far kom imod mig med fremstrakt hånd og bød velkommen. Nuaphung kravlede ud mellem benene på os og løb lidt frem og tilbage i butikken.

Da jeg så hende for første gang for knap to år siden, var hun en helt lille pige, der det meste af tiden gemte sig bag morens skørter, og kun tittede nysgerrigt frem når der var kunder i butikken. Men allerede dengang var hun noget af det smukkeste. Hendes navn “ny blomst” var som skabt til hende. I løbet af de sidste to år er hun blevet mere og mere modig, men også kun mere charmerende. Nu tæt på sin fire års fødselsdag. 

Jeg blev budt på te og sad og snakkede med hendes forældre. Imens blev hun ved med at lege rundt i butikken som hun gør hver dag efter skole, for at kunne være sammen med sine forældre. Grinende med en livsbekræftende klang og storsmilende når hun gemte sig bag disken og hele tiden kiggede frem, for at se om vi så hende. Lidt efter siddende på farens skød, imens vi lavede sjove ansigter til hinanden. Med resultatet at vi alle fire grinte højlydt. Hun hoppede ned fra skødet og begyndte igen at løbe frem og tilbage. Når hun løb forbi klaskede hun mig forsigtigt men med drillende barnesind, på knæene. Hver gang med legende smil, det voksede tilfredst når hun fangede min opmærksomhed. 

Den lille familie der driver butikken er altid søde og imødekommende. Altid bliver man budt på te og en snak om livet, i den lille forretning omgivet af store messingdåser med te, der efterlader en helt eventyrlig duft i forretningen. Jeg kom egentlig bare forbi for at sige hej og fik fortalt at jeg nu rejser til Danmark. De ønskede mig alt det bedste fremover med en helt særlig kop te, men bad mig komme tilbage til te flere gange inden jeg rejser om to uger. Som Nuaphung vinkede med krop og mimik da jeg gik, kan jeg slet ikke lade være med at komme igen og sige farvel endnu engang. Den energi hun efterlader, skubber tankerne om at skulle forlade dette skønne land i baggrunden. 

søndag den 15. april 2012

Nepal: Kathmandu set fra knæhøjde.


Han sidder på fortovet i skrædderstilling, med krum ryg og følger de hurtigt arbejdende fingre med et koncentreret blik, der får de dybe sorte furer i panden til at træde frem. Det vilde grå hår stritter frem under den lille spraglede hat. Rundt om ham ligger hans remedier og sko i små stakke. Den lille skomager kigger ikke op når folk går forbi, eller stopper op for at tage imod et par ødelagte sko der skal repareres. Han peger blot på en nogenlunde fri plads mellem alt det andet, og arbejder så ivrigt videre.

Det lille hjørne på fortovet foran den indiske ambassade ér hans værksted og det eneste sted man ser ham, morgen middag og aften. Når han ikke arbejder er det hans fraværelse der fylder luften over fortovet. I går da jeg gik forbi sad han der igen. Synet fik mig til at tænke på hvilket billede han mon har af livet på Lazimpat. Men også på alle de andre i gadebilledet der ser livet fra samme højde. Desværre er det ofte forbundet med sørgelige omstændigheder.

Som de mange gadebørn, der i skræmmende mange tilfælde ikke er ældre end at de kun går mig til låret. Med uglet hår, møg beskidt tøj og en ussel stank i luften omkring dem. Fortvivlet og desperate render de rundt om benene på de forbipasserende eller mellem biler og motorcykler i den tætte trafik for at tigge sig til overlevelse. Håbløsheden og opgivenheden i deres øjne er hjerteskærrende. De ældre drenge har givet op og ligger i stedet i store bunker med limposer for deres munde og tomme blikke i deres dovne øjne. Størstedelen af dem orker knap nok at kigge op på den verden der passerer forbi.

De tiggende kvinder der sidder rundt omkring på udbredte stofstykker, rækker blot en arm op mod de der går forbi, i håb om at bare et par stykker efter dem ikke efterlader hendes fremstrakte hånd tom. Hovedet bliver ført bagover, i forsøg på at få øjenkontakt med de øjne, der en meter over hende knap værdier hende et blik.

Nogle andre der helt er frataget muligheden for at rejse sig op i de gåendes øjenhøjde, er de syge og spedalske der også findes mange af i Kathmandus gader. Som ham der kravler rundt på hænderne og knæene, der har forvandlet sig til en klump af hård hud og brusk, med de spinkle og knoglede underben strittende op i luften bag ham. Altid klædt i lyse klare farver, der dog ikke kan overstråle det håbløse blik i hans øjne. Eller den ældre mand hvis spedalskhed har forvandlet hænder og fødder til klumper af kød, hvor interimistiske hvide plastre dækker de værste åbne sår. Hans ansigt er ligeledes ødelagt og deformt, men også hans håbefulde øjne er rette mod verden over ham. Den blinde trommespiller kan ikke engang skabe øjenkontakt. Hans mælkehvide øjenæbler uden pupiller er alligevel rettet mod himlen, imens hans hænder hamrer mod begge ender af den aflange tromme i hans skød. Han kan kun skabe en fornemmelse af de folk der går forbi ham, ud fra lydene der omgiver ham. 

Fælles for dem alle er, at de alle sidder ligger eller kravler på jorden, så det er nemt for den forbipasserende verden at se hen over hovederne på dem. De spedalske bliver der ofte gået i en stor bue udenom, de tiggende børn skubbes måske væk med hånd til siden, der dog knap følges af et blik. Der bliver på en ubehagelig måde skabt en synlig verdensadskillelse til dem der kun ser Kathmandu fra knæhøjde. 

Andre er ikke tvunget til at se verden fra en lavere synsvinkel på grund af så ulykkelige omstændigheder, men som skomageren på grund af det erhverv de har. Som fejerne i gaderne hver morgen før byen vågner. Med bøjet ryg går de med blikkene mod jorden og fejer gaderne rene med små koste af sammenbundne strå. Flere af disse bærer menene resten af livet og går rundt i vinkelrette stillinger fordi deres kroppe ikke længere kan strækkes ud, med et blik der mest naturligt er rettet mod jorden. 

Andres rygge er ødelagte af at være bærere. Daglejere der transporterer alt fra stort til småt på ryggen, båret i en rem over hovedet. Fantasien kan ikke engang sætte grænsen for hvad der kan bæres på den måde. Tredive bakker æg, ti madrasser eller et klædeskab. Tynget af vægten går de foroverbøjet med blikket rettet koncentreret mod jorden en meter foran dem. Den tunge vægt umuliggør for dem at kigge andre steder hen. Så også de går igennem det meste af dagen uden megen øjenkontakt, men med begrænset udsyn til de mange ben og fødder der går forbi dem på deres vej. 

fredag den 6. april 2012

Delhi #3: Fordomme der bristede.


Jeg skal være den første til at indrømme at mine tanker om Indien inden vi tog afsted, var meget negative og fulde af fordomme. Jeg var sikker på at dette besøg skulle blive det første, sidste og eneste besøg til Indien. Så kunne jeg i det mindste sige at alle mine fordomme var blevet bekræftede og at det var så forfærdeligt som jeg havde frygtet. Sådan kom det dog ikke til at gå. 

Normalt er jeg meget fordomsfri og åbensindet overfor fremmede og fremmede kulturer, men lige præcis med hensyn til indere byggede mit indtryk på alle de jeg havde mødt på rejser rundt om i Verden. Og ingen af de møder har været positive. Jeg synes de har været arrogante, ubehøvlede og primitive i deres tankegang. Uden manerer og almindelig pli. På et fint hotel i Bangkok måtte kæresten plante en gaffel i låret på mig, for at få mig til at blive siddende, da en indisk familie overtog restauranten og behandlede tjenerne som skidt. Selv diverse guidebøger bekræftede - desværre - mine værste fordomme om at indere blot ville snyde og bedrage os, hvor de kunne komme afsted med det.

Derfor var det også noget af en mundfuld frivilligt at rejse til landet. Men afsted kom vi og der gik ikke længe før jeg måtte æde min stolthed og indrømme at landet og inderne overraskede mig positivt. Jeg oplevede kun søde, smilende og servicemindede mennesker der var hjælpsomme og imødekommende. På intet tidspunkt følte jeg at jeg blev snydt eller at hensigterne var urene. 

Med hensyn til Delhi som by, er jeg glad for at jeg er vant til Kathmandu og kaoset her. Er ikke i tvivl om at det har taget toppen af det chok det må være for mange at komme til Delhi første gang. Ét enormt kaos af lyde, dufte, indtryk og trafik. Delhi er lidt mere vanvittigt, dog alligevel med mere struktur, hvilket er en fornøjelse når man kommer fra Kathmandu. 

Hvor jeg rejste afsted med en stærk tro på at det skulle blive sidste gang til Indien, er jeg nu sikker på det ikke bliver sidste gang. Jeg vil meget gerne tilbage og opleve mere af Indien. Se Varanasi, opleve Mumbai og Kolkata, og nyde Goas strande. Og det er en rigtig fed fornemmelse at få mine fordomme udfordret og nedbrudt. Så mærker man rigtig nogle af værdierne ved at rejse.

onsdag den 4. april 2012

Delhi #2: New og Old Delhi.

En moderne metronedgang midt i Old Delhis små ujævne gader, omgivet af slidte faldefærdige huse farvet af mange års støv og smog. Et nyt anlagt busstoppested med elektroniske skærme og rene flader langs en boulevard med opbrudte og ujævne fortove. Byggepladser og renoveringsarbejde i stort set alle retninger man kigger i Delhis gader.


Der er ingen tvivl om at der er udvikling i Delhi, både New og Old. Den er synlig alle steder. Men heldigvis kan man stadig fornemme historiens vingesus i gaderne og ikke mindst mærke kulturen intakt trods den moderne verdens indtog. Det er den smeltedigel af nyt og gammelt, kultur med historiske rødder og fremtidig tankegang der gør Delhi til et fascinerende og imponerende sted. Til et levende sted!


At kunne gå rundt i Old Delhis gamle gader, hvor lugtende alle er kraftige og voluminøse i den tætte varme, blomsterne, den friske frugt, dyrene, de åbne toiletter langs fortovene, affald i forrådnelse. Høre de mange lyde fra de handlende, rickshaws der skramler forbi, biler der dytter og trækvogne der tungt ruller over brolægningen. Lade øjnene vandre over de gamle huse med smukke detaljer, forsøge at finde rundt i fuglerederne af ledninger i masterne, lade de mange kraftige farver trænge ind.


Til at kunne tage i den nye del af byen hvor gaderne er jævne med livlig dog struktureret trafik på store brede boulevarder. Biler, busser og tuk tuks der farer ud og ind mellem hinanden i en imponerende rytme. Luften der er ren(ere), med plads mellem husene og hvor naturen har rum til at udfolde sig i klare grønne farver og strålende blomster i solen. Med smukke bygninger i hvidmalet kolonistil, der lyser op i solen og efterlader et indtryk af rigdom stil og prestige, i et mix med nye moderne bygninger i stål og glas.


Specielt området omkring Connaught Place træder frem som symbol på denne overgang. Centrummet i New Delhi med moderne forretninger, barer og restauranter i historiske bygninger i flere ringe omkring en stor åben park med grønne plæner hvor venner og kærestepar slænger sig i solen.


Hvor solen ikke kan nå ned, midt i en faldefærdig og hærget gade hvor husene enten er under opførelse eller ved at falde sammen ligger Jyoti Mahal. En hvid facade med flotte detaljer, karnapper og vinduer i mørkt udskåret træ står ud mellem de andre bygninger i matte og triste farver. Grå af støv. På taget ligger en oase som ikke kan forestilles fra kaosset på gaden. En beduinbar med farvede lette teltduge, farvede træmøbler og puder i orientalske mønstre og stoffer. Sofaer at lægge sig i og store potteplanter til at skabe de helt rigtige rammer. Frisk luft og frit udsyn til den blå himmel over en. Et åndehul med stor kontrast til livet bare på den anden side af murene.


Netop kontrasterne mellem nyt og gammelt, slidt og vedligeholdt, teknik og natur, traditioner og moderne tankegang er noget af det der er fascinerende ved Delhi. Der er forskelligt fra kvarter til kvarter. Bare det at dreje om et hjørne kan give helt nye oplevelser. Hvad enten det er gående, bag på en rickshaw, i en gammel britisk taxa eller med metro under jorden.

lørdag den 31. marts 2012

Delhi #1: Morgentur til Agra(Taj Mahal).

Natten lå tung over byen og Delhis lyde blev ved kun at være nogle gøende hunde, et par enkelte dyt i det fjerne og en familie i et af nabolagets huse, der allerede skramlede i køkkenet. Morgenluften var ikke kølig, men alligevel forfriskende sammenlignet med den tunge varme luft i gaderne dagen før med solen bagende fra oven.


Udenfor hotellet ventede vores chauffør med bil, klar til at tage os på en tur sydøst over. Som vi bevægede os ud gennem Delhis store og små gader vågnede byen lille så stille op. Enkelte biler, buser og tuk tuks var allerede i bevægelse. Chaufførerne i de små trehjulede grønne tuk tuks med gult tag og åbne sider sad pakket ind i store tæpper og vidnede om at morgenluften trods alt stadig var kølig for de lokale. I moderne og stilrene busser stod folk tæt, alle ligeledes pakket ind i store grå og brune tæpper. I mørket stod bussens store vinduer som levende og lysende malerier på hjul. Selv på afstand kunne man næsten fornemme, at nogle af de ældre forsigtigt skulle vænne sig til denne moderne udvikling. Det lignede to verdener og to tider der havde nået hinanden med utrolig fart. Et fantastisk billede på Delhi i det hele taget.


For hvert minut tog trafikken på gaderne til, ligesom der kom flere og flere mennesker i togene der suste forbi på sporene højt hævet over gaderne og alle lydene samlede sig til en kraftigere summen. Bilens bevægelser og den manglende nattesøvn overmandede dog, og øjnene gled stille i.


En times tid efter vi havde forladt hotellet vågnede jeg igen, men et enkelt blik ud ad vinduet gav oplevelsen af at vi måtte have kørt i flere timer. Byens tætte huse var væk, larmen sænket til den sagte susen der kom fra vores egen bil og natten var afløst af lysegrå morgendis. En lidt lysere plet i horisonten forsikrede om at solen var på vej op, men stadig gemte sig bag disen. Lavlandsskabet var fladt og åbent. Enkelte træer med nøgne stammer og flade kroner stod i grænserne mellem de mange marker. Hytter af halm og ler lå spredt i landskabet. Et par okser gik roligt som mørke skygger i disen, der lå som en salig stemning over hele sceneriet.


Langsomt blev den lysende plet i disen kraftigere og fik en varmere farve, for lidt efter at få skarpere kant og blive en lysende ildkugle på den grå himmel. Lavtflyvende ørne fløj langsomt rundt som svævende silhuetter foran solen. De varme stråler opløste disen og fik dagens blå himmel til at træde frem. Strålerne forvandlede ligeledes landskabet, så markerne fik en varm glød, træernes kroner friske grønne nuancer. Horisonten fik dybde og folk begyndte at arbejde i jorden. Teglværkers skorstene skød op i landskabet, med mørkegrå horisontale striber af røg på den blå himmel. Midt på en mark sad en mand med bar røv og forrettede sin nødtørft med frit udsyn til alle sider. I det fjerne kastede et olieraffinaderis skorsten vilde flammer højt op i luften.


Solen bagede fra skyfri himmel og varmen var omsluttende da vi fire timer fra Delhi stod ud af bilen i Agra. Byen der huser et af Verdens (nye) syv vidundere Taj Mahal. Følelsen i kroppen var forventning om noget stort i vente og da vi kom igennem de første porte ind til området tog forventningerne til. Fortællingerne om Taj Mahal der er så mange og rosende beskrivende, samt stedets status som vidunder, gjorde at det var en sitrende fornemmelse af at skulle se en helligdom, der meldte sig i kroppen. De første glimt gav også et dybtfølt smil på læberne og det første udsyn gennem hovedportens buer, som en ramme omkring bygningsvidunderet, var betagende. Jo længere vi kom igennem porten udfoldede billedet sig og blev blot endnu mere overvældende.


Da vi først stod indenfor porten og havde det fulde udsyn over området, stod vi bare helt stille og kiggede op mod det enorme mausoleum. Det smukke syn slugte alle ord. Den hvide marmor og de indsatte ædelstene lyste virkelig op i solen som var det noget helligt og overnaturligt. Ét langt vandbassin ledte fra hovedporten op til Taj Mahal, flankeret af tætklippede buske på begge sider, præcist overfor hinanden med en næsten ufattelig symmetri. En symmetri der gik igen i hele området og ikke mindst i mausoleummet. Selve Taj Mahal var symmetrisk til det næsten skræmmende. Hele udsynet kunne lige så vel have haft et spejl ned som en midterakse og intet ville have været anderledes. En midterakse der var dragende for igen og igen at opleve den magi der opstod ved at stå netop dér.


Taj Mahal ér vildt imponerende. Et værk der ikke kan andet end imponere i sin storslåethed, utrolige ydre skønhed og ved de tusindevis af små smukke detaljer. At det oveni købet “blot” er et mausoleum og i virkeligheden ikke den helligdom det giver indtryk af, er ligeledes imponerende. Vores guide Dubé gav med stor indlevelse og viden de mange detaljer mere liv og kunne fortælle historier der gjorde Taj Mahal endnu mere imponerende.


Da vi trætte nåede tilbage til Delhi sidst på aftenen havde mørket forlængst sænket sig, men livet i gaden var intensivt. Det kunstige lys fra biler, gadelys og butiksfacader oplyste alt og fortrængte natten endnu nogle timer.

tirsdag den 20. marts 2012

Ko Samui, Thailand: Angthong Marine Park.

Allerede tidligt om morgenen stak solen og varmen gjorde huden fugtig. Selv ikke den stille vind fra havet kunne afkøle, men den salte friske luft plantede alligevel en lethed i kroppen. Udsigten ud over det lyseblå hav med de rolige bølgetoppe og silhuetten af Ko Pha Ngan i horisonten mod nord var dragende. En hel dag på vandet var i vente og fødderne trippede for at slippe det silkebløde sand og komme ombord på speedbåden der lå helt inde ved strandkanten.


Som speedbåden efterlod hvidskummende dønninger efter sig, bevægede vi os ud mellem Ko Pha Ngan og Ko Samui. Solen spejlede sig kraftigt i havet og genskinnet forvandlede det ellers klare vand til en mørkeblå farve og øernes skyggesider stod som tågede høje, hvor solen endnu ikke havde nået at tilføje liv til naturens sande farver. Over os var himlen krystal blå og kun enkle små hvide skytotter kæmpede forgæves mod at blive til damp for solen. En storsmilende thai’er kiggede frem under sin store stråhat, imens hans lille jolle vuggede blidt med fiskestangen hængende ud over rælingen. Længere ude lå større fiskebåde i afventende position.


I horisonten dukkede flere og flere skygger op, der voksede som vi nærmede os nationalparken Angthong Marine Park. 42 små og større øer. Vores første stop blev ved nogle af parkens nordligste øer Ko Wao Yai. På afstand dannede de to tæt liggende klippeøer nærmest en port i et ellers fuldstændig åbent hav. Tættere på dannede de to øer en lille rolig bugt mellem sig, hvor der kunne kastes anker og hvor det lave vand gav gode muligheder for snorkling. Farvestrålende fisk i mange forskellige størrelser og former svømmede rundt mellem revets plateauer. Selve revet havde desværre mistet mange af sine farver, men dog bevaret nogle af sine eventyrlige formationer. Store sorte søpindsvin lå i tætte klynger på bunden, med lange sorte pigge vejrende i vandets strømme, der gav indtrykket af store bløde puder.


Tilbage på båden og hurtigt tørre i solen forsatte vi sydpå gennem parken. Et utroligt og smukt landskab dukkede op på havet. En masse klippeøer der lå som kastet ud med løs hånd. Rå klippeøer med urørt natur i grønne plamager. Nogle øer lå helt for sig selv, andre i tætte klynger med små bugter mellem sig. Hele sceneriet med roen og det urørte landskab havde noget hemmelighedsfuldt over sig. Hver gang vi kom forbi én ø eller en stejl klippeside dukkede et nyt sceneri op. Bag nogle øer, kunne skimtes endnu flere og landskabet forandrede sig for øjnene af os for hver meter vi sejlede gennem parken. De mange øers rå og stejle klippesider gav indtryk af at de var skudt op fra havet og ikke blot langsomt havde brudt den blå havoverflade. Vandets hvide skum mod klipperne og klippernes grove formationer vidnede om elementernes kamp. Flere steder havde vandet ædt sig ind i klipperne og skabt små grotter og klippefremspring så store at vi kunne sejle under. Et sted stod en klippe ret op fra havet, men kun en smal hals var efterladt af vandets slid, således at klippen kun fik sin fulde bredde en halv meter over havets overflade. Et utroligt og overnaturligt syn.


Vores næste stop blev en af de større øer Mae Ko. Her var det ikke kun rå klipper, men en lille hvid sandstrand havde presset sig ind mellem klipperne. Store palmetræer gav skygge på stranden med sine store blade i klare grønne farver. Sammen med det hvide sand og det lyseblå vand i skarp kontrast til de mørkegrå rå klippesider. Nogle stejle stiger gav indtryk af at skulle kravle op ad klipperne. En bestigning der gav sved på panden i den bagende middagssol, men synet der ventede på toppen var kræfterne værd. En stor smaragd farvet sø liggende gemt som en af parkens mange hemmeligheder, inde midt på øen omgivet af smukke træer, buske og klipper, der alle spejlede sig i den blanke overflade, der således fik et helt utroligt farvespil i forskellige nuancer af blågrøn. Deroppe fra var der ligeledes en smuk udsigt ud over de nærmeste øer. Et syn der kun bekræftede fornemmelsen af fredfyldt og utroligt område.


På parkens største ø Ko Phaluai lagde vi til ved en større strand. Det hvide fine sand lå i en stor bugt, hvor vegetationen fra bjergene bag stranden nærmest kom krybende ned ad bjergsiderne og flere steder strakte arme ud over stranden og ud i vandet. Nogle lokale fra en nærliggende fiskerlandsby på Ko Phaluai havde fanget fidusen med turister, og gav mulighed for at låne kajakker så vi kunne padle rundt mellem klippeformationerne i bugten. Der var ingen lyde eller brud på naturen. Kun vi var de fremmede elementer i dét sceneri.


Da bjergene begyndte at kaste de første skygger i eftermiddagssolen, begav vi os tilbage mod Samui. Varmen var aftagende og vindene kælede kærligt for huden der havde været i sol og saltvand hele dagen. Solen stod agter ind på cockpittet og skabte sammen med bådens vuggende bevægelser en døsig stemning. Som solen nærmede sig horisonten bag os, forsvandt marine parkens kraftige farver igen i skygger, hvorimod Samuis kyst i horisonten forude stod skarpt i solens stråler.

onsdag den 22. februar 2012

Nepal: Shivaratri.

Morgendisen hang stadig over byen, som en lyddæmper i de næsten tomme gader. Bjergene lå som slørede silhuetter i horisonten, men solen brændte igennem som en orange kugle hængende lavt over byen, uden dens stråler nåede at slippe huse, træer og veje ud af deres grå natteklæde. Det var tidligt og Kathmandu var endnu ved at stå op, men allerede flere gader fra det store hinduistiske tempel Pashupatinath kunne man fornemme, at det ikke var en helt almindelig dag.

Gaderne var afspærret, så min lille taxi måtte efterlades og resten af vejen klares til fods. Andre kom gående midt på de brede veje der normalt er fyldt til bristepunktet af biler og motorcykler. Men gaderne lå øde for motorstøj og efterlod plads til det der skulle komme til at ligne en folkevandring. Voksne, børn og ældre, alle gik de i én retning. Menneskemængden tog til som jeg nærmede mig templet, og da jeg var ved det yderste af tempelområdet var der mennsker overalt omkring mig. To lange køer af hinduer stående tæt slangede sig ud ad byens hovedvej så langt øjet rakte. Gennem porten fortsatte de to køer ind mellem områdets bygninger og træer og målet var selve hovedtemplet, der var blevet åbnet op klokken tre samme morgen. Trods udsigt til op mod ti timer i de kilometerlange køer lyste alle ansigter spændte op. Noget stort var i vente.

Det var Shivaratri, en religiøs festival til fejring af hinduernes vigtigste gud Shiva. De hellige nomader sadhus, pilgrimme og troende var kommet fra store dele af Indien og fra Nepals fjerne egne i ugen op til, for at kunne deltage i fejringen. De mange mennesker der allerede stod i kø, da jeg ankom tidligt var blot en lille del af de omkring 800.000 der kom til området i løbet af dagen.

På vejene omkring var de første sælgere ved at brede deres store tæpper ud på jorden, for at have noget at lægge sine varer på. I interimistiske gadekøkkener sydede de første ingredienser over gassen og fik duften af karry til at danse i luften. Hovedvejen var erstattet af en markedsplads med alt hvad de tilrejsendes hjerter kunne begære. Ved en mindre indgang mødte jeg den lokale præst fra Lazimpats fortove. Smilende som altid.

Over tempelområdet hang morgendisen stadig som en beroligende sky omkring de mange tempelbygninger og fik broerne over floden til at virke svævende. Den sædvanelige lugt af røg ved Pashupatinath var der stadig, men stammede ikke fra kremeringerne. Derimod fra hundredevis af små bål rundt omkring på hele området. En sødlig duft blandede sig med den tåretrækkende røg.

Ved hvert af de mange bål sad en sadhu eller en stor tæppebylt afslørede, at dagen endnu ikke var begyndt for alle. Overalt på området, i små gårde og rundt om de mindre templer sad eller lå der sadhus. Enkelte under en lille teltdug andre under den åbne himmel. Flere havde boet der i ugen op til, som de hver især var ankommet. Lugten i de snævre stier og tætte gårde vidnede om at bade- og toiletforhold ikke var gode. Men røgen og den sødlige duft lagde et næsten behageligt slør over den stramme lugt.

De mange sadhus var farvestrålende, mange i de karakteristiske orange, røde og gule farver, der lyste op omkring de smukke mørklødede ansigter Tørklæder var bundet om hovederne som turban og dækkede noget af det vilde filtrede hår, der mange gange hang i tunge totter. Store klædestykker hang løst omkring de spinkle kroppe, mens fødderne var bare. Enkelte var klædt helt i sort, som matchede de dybe mørke øjne, der var malet op med mørk streg. Store træ- eller benringe sad kunstfærdigt i ørerne og bedekranse hang om halsen. Mange var malet i ansigtet med de samme kraftige farver som deres dragter. Nogle med en enkel tika i panden, andre så meget at ikke én plet var undladt, med både smukke og skræmmende resultater. Andre var malet grå af aske fra bålene og bar kun et simpelt lændeklæde, med et næsten spøgelsesagtigt udtryk til følge. Kun det hvide i deres øjne og blotlagte tænder ved et smil afslørede, at der var liv bag den døde forklædning. Alle var de fantasifulde og på hver deres måde smukke. Unge og gamle, mænd og få kvinder. Nogle, især de unge virkede endnu rolige med salige smil, imens flere af de ældre med vilde blikke bar spor af, at den særprægede livsstil havde haft sin effekt.

Hjemmerullede cigaretter, små lerpiber og grønbrune klumper rundt omkring de mange sadhus afslørede hvor den sødlige duft i luften, og måske også de salige smil, kom fra. For de mange sadhus er det en del af deres religion af ryge pot og marihuana, og ved Shivaratri ser politiet igennem fingre med disse ellers ulovlige stoffer. De må dog ikke sælge det videre, hvilket alligevel sker og derfor også tiltrækker mange unge mennesker til området denne dag. Da det endnu var morgen da jeg gik rundt, var det stadig begrænset hvor voldsom effekt det havde nået at få på de fleste. Men luften alene gav sin beruselse.

Uden det egentlig var nødvendigt. Indtrykkene og de mange mennesker gav et sus i sig selv. Med omkring tre et halvt tusinde sadhus i området skete der hele tiden noget spændende og interessant. Midt i floden var lavet et lille plateau, hvor en sadhu klædt helt i gult sad i lotusstilling og mediterede med flodens kolde vand gående ham til livet. Rundt om ham var mindre plateauer med lys, blomster og ofringer. Nogle sagde han sagde siddet der i flere dage, andre blot en enkel dag. Hans rystelser og kraftige spasmer vidnede om at hans proces på ingen måde var sund og i mit stille sind frygtede jeg, at han kunne kollapse hvert øjeblik.

Som timerne gik og solen vandrede op på himlen, lettede disen og solens stråler klædte hele området i nye farver. De mange dragter lyste endnu kraftigere op. Tempelbygningernes mure fik glød og hovedtemplets enorme pagodetag i guld lyste op som en anden sol på jorden. Træernes blade fik liv og de sidste sadhus vågnede op. Flere og flere besøgende kom også til området og der blev trængsel på de store trapper og de mindre stier. Køen foran den store trappe op til templet slangede sig ud og ind mellem områdets bygninger på den ene side af floden, hvor kun dem med billet fra køen havde adgang. Fra et udsigtpunkt på den anden side kunne man se hvordan køen fortsatte langt væk, til den lignede en spraglet perlekæde der forsvandt mellem huse og træer. Fra samme udsigtspunkt var der udsigt til et stykke af floden på den anden side af bakken, hvor nogle kreative i forsøg på at springe køen over, havde kastet sten ud i floden for at kunne passere med nogenlunde tørre fødder og derefter presse sig ind i køen tæt ved indgangen.

Nogle drenge optrådte med musik på hjemmelavede instrumenter og tiltrak stor opmærksomhed. Sadhus læste op fra store bønnebøger, uafbrudt som styret af en trance. Andre sang. Unge kreative fyre malede med fine tynde pensler, smukke billeder af Shiva og religiøse symboler på besøgendes hals og kinder. En askemalet sadhu optrådte nøgen ved at lave tricks med en lang kæp, hvor han rullede sin penis omkring, for derefter at trække i forskellige retninger. Det var tydeligt i de mandlige tilskueres ansigter, at smerten kunne fornemmes. En ældre mand sad med en tyk træ ring om livet, med en kæde stramt ned omkring sin penis og pung. Et alternativt kyskhedsbælte der skulle minde ham om, ikke at have seksuelle lyster eller blive opstemt. Andre udførte religiøse ritualer med stor sirlighed og koncentration.

I trængslen kom jeg til at træde over en ældre sadhus rygende træknude. Han fløj op og beordrede mig at gå modsatte vej tilbage over knuden, for at ophæve den forbandelse jeg måtte have kastet ved min handling. Om han i samme ombæring kastede en forbandelse over mig, kan måske være årsagen til at jeg lidt efter imens jeg var ved at tage et billede, følte min ene lomme levende. Da jeg kiggede ned stod en lille nusset dreng med vildt hår med sin ene hånd i min lomme. Desværre for ham var det den anden lomme jeg havde mine småpenge i. Jeg skubbede ham væk og et par sadhus siddende tæt på begyndte højlydt at skælde ham ud. De smilte undskyldende og tilbød mig deres piber. Jeg takkede pænt nej tak.

Efter små fire timer med massevis af indtryk fandt jeg endnu engang den lokale præst og ønskede ham god dag, inden jeg gik ud fra området igen. Han forsøgte en sidste ihærdig gang at give mig en tika i panden, men grinte indforstået højlydt da jeg endnu engang afslog med et smil.

Ude på hovedvejen igen var menneskemængden for alvor taget til. Solen bagte og de mange dufte var kraftige. Tusindvis af handlende var kommet til, og fik hele området til mest af alt at minde om en blanding mellem et karneval, et kræmmermarked og et tivoli. Smilene var store og stemmerne glade. Børn løb rundt mellem benene på folk og legede med ny indkøbt legetøj og lyserød candyfloss lyste op på store stativer. Da jeg nåede tilbage til hovedindgangen havde køerne nået en uoverskuelig størrelse. Men også her var smilene stadig store og spændingen hang i luften. Selvom jeg ikke havde adgang til det allerhelligste som de ventede på, følte jeg alligevel, at jeg var blevet en unik oplevelse rigere. Ligesom badet havde svært ved at fjerne den kraftige lugt af røg, forsvinder de mange indtryk ikke foreløbig.

Som noget specielt for dette indlæg vil jeg gerne dele mere end et par enkelte billeder, fordi det var så specielt. Gå via dette link.

lørdag den 11. februar 2012

Nepal: Hjem, kære hjem.

Den kaotiske stemning i lufthavnen var velkendt. Taxachaufførernes ivrighed udenfor ligeså. Men ikke mindst var Raj Kumar vores egen chaufførs smil, et glædeligt gensyn midt i virvaret. Byens mange indtryk blev lukket ind ad det åbne vindue, imens vi kørte gennem byen. Samme høje lyde, farverige dragter og kraftige dufte, der mødte mig da jeg ankom til Kathmandu første gang for snart to år siden. Hurtigt begyndte mine øjne at søge rundt efter de sjove og opsigtsvækkende optrin der altid er i gadebilledet, og smilet på mine læber voksede for hver meter vi kørte. Det var dejligt at være tilbage i Kathmandu.


I lejligheden tog Tara imod med sit altid store smil og fik mig med det samme til at føle mig hjemme. Efter en hurtig udpakning, hvor studiebøgerne blev sat på plads, og jeg endelig flyttede ud af den kuffert jeg havde boet i de foregående syv uger, var det tid til et langt tiltrængt bad ovenpå enogtyve timers rejse. Imens bredte duften af kaffe sig i lejligheden og Tara satte en dampende kop frem på bordet. Lidt efter blandede en duft af karry sig og Taras rumsteren i køkkenet skabte liv. Følelsen af at være hjemme var overvældende og fremtryllede et rørt smil.


Da eftermiddagssolen begyndte at sænke sig, tog jeg en gåtur rundt i nabolaget omkring Lazimpat. For at få lidt frisk luft. Selvom det hurtigt begyndte at knase mellem tænderne og osen rev i halsen, kunne jeg ikke lade være med at trække vejret dybt ind. For at få Kathmandu helt ind i mig igen. Smilte til de små børn på fortovet og trådte forsigtigt over de sovende hunde. En skolebus fuld af små uniformsklædte børn kørte forbi, og en masse nysgerrige blikke og smil fuldte den hvide fyr på fortovet. Mændene foran te salonen konverserede lavmælt men med alvor i deres stemmer. Fra deres små trætaburetter havde de fint udsyn over gaden, imens de små glas med den lysebrune mælkete varmede deres hænder. En gruppe kvinder lidt længere henne ad vejen diskuterede højlydt, stående med hænderne i siden. En arm fløj hurtigt i vejret i ny og næ, for at dramatisere ordene.


Om det var Lazimpats forvandling de diskuterede er meget muligt. Flere steder var mure og huse blevet brudt ned for at gøre plads til at gøre vejen bredere. Med store bunker af murbrokker langs vejen til følge. Nedbrydningen vil fortsætte hele vejen op ad Lazimpat og vil uden tvivl forvandle Lazimpat markant. Små butikker vil forsvinde og det nære miljø tæt langs vejen vil miste liv. Forståeligt nok er mange små butiksejere nervøse for fremtiden. Jeg selv var skræmt ved synet af mit nabolag opgravet og i murbrokker. Endnu mere skræmt ved tanken om hvad fremtiden vil bringe for Lazimpat området.


Tanker der fik ord, da jeg kom forbi vores lokale barber Shankar, der med sit velkendte kæmpe smil og hilsende hænder tog imod, og hilste mig velkommen tilbage. Han bød på te og vi satte os på den simple træbænk på ydersiden af hans barbersalon, med ryggen mod muren hvor den sidste eftermiddagssol trængte mellem to huse på den anden side af vejen, og malede en varm plet på muren vi sad op ad. Han var nervøs for om han ville blive ramt af udvidelsen af vejen, men mere nervøs for den ballade og det oprør rydningen kunne medføre. Men med typisk nepalesisk afslappethed ville han ikke gøre noget, før rydningen nåede hans butik. Som han sagde, kan det tage lang tid før de når så langt. “Things. Long time Nepal” Hvorefter vi begge grinte højt og kæmpede med ikke at sprutte teen ud over fortovet. Samme tanke strejfede mig da jeg så de første bunker af murbrokker. Gad vide om vi når at se resultatet inden vi igen forlader Nepal. Næppe.


Jeg lovede Shankar at komme tilbage så snart jeg trængte til en barbering, og fortsatte ned ad Lazimpat. Omkring blomsterhandleren bredte sig en fantastisk duft af friske blomster, der formåede at overdøve den blandede duft af husligt og menneskeligt affald og bilos der altid hænger over byen. Kurve og spande bugnede af farvestrålende blomster. Den unge mand der har butikken tog smilende imod og bød mig “Welcome home”. Da han sagde hjem, kunne jeg ikke lade være med at mærke et sus i maven. Kathmandu ér mit hjem. Da jeg begyndte at kigge på de mange røde roser han havde stående, undskyldte han straks den høje pris. Valentines Dag gjorde at de var dyre at indkøbe alle steder. Med det forrige blogindlæg i tankerne sagde jeg, at jeg alligevel gerne ville have et stort bundt og at jeg nok skulle betale ham. Han kan ikke gøre for at også et uland som Nepal skal rammes af et materielt amerikansk påfund. Vi sagde pænt farvel og på gensyn. Jeg forsikrede ham, at jeg nok skulle komme tilbage selvom roserne var dyre. "Best flowers in town" gentog jeg storsmilende flere gange ud ad døren, indtil mine ord blev opslugt af larmen fra gaden.


Det store bundt røde roser blev sat i vase da jeg kom tilbage i lejligheden, jeg lavede mig en kop kaffe og lidt efter kom kæresten ind ad døren. Dejligt at være hjemme igen.

mandag den 30. januar 2012

Nepal: Penge og proportioner.

For nogle uger siden kom kæresten hjem fra Europa og havde blandt andet købt en lille pose med lækker dyr chokolade med. Ja, ens begejstringer afspejler de ting man ikke kan få til hverdag i Nepal. Vi spiste få stykker fra den lille pose og lagde resten ud på køkkenbordet, til at kunne nyde senere. Da vi et par dage efter ville have endnu en omgang forkælelse af ganerne, kunne vi dog ikke finde den lille pose med chokoladen. Og ja, ens frustrationer afspejler også hvad man ikke kan få til hverdag i Nepal. Næste dag spurgte jeg vores maid Tara, om hun havde set den lille pose med chokolade. Det havde hun, hun havde også spist de sidste stykker i posen. Jeg sagde ikke noget, men mit overraskede ansigtsudtryk gjorde hende tydeligt utilpas og hun begyndte at undskylde.


Et eller andet sted havde jeg nok mest lyst til at blive lidt irriteret og sur på hende, men det ville bare heller ikke nytte noget. Hun kan ikke vide bedre. Jeg kunne ikke få mig selv til at begynde at forklare at det chokolade hun havde spist, havde kostet hvad der svarede til en tiendedel af hendes løn. Det ville være ude af proportioner for hende, at begynde at snakke om den slags penge. For chokolade!


Det ér noget man bliver nødt til at tænke over, at finde en balance mellem at vise en form for ydmyghed overfor det man har, har respekt for at andre langt fra har lige så meget og så stadig leve det liv vi er vant til. Men det er svært ikke nogle gange at komme til at udstille den enorme forskel der er mellem rig og fattig i Nepal, hvor vi som udstationerede med vestlige lønninger allerede udgør en mærkværdig mellemgruppe. Noget der kan give nogle både interessante, tankevækkende og sjove små episoder.


Da vi på et tidspunkt spurgte Tara, hvorfor hun var stoppet med at købe blomster til lejligheden, forklarede hun at de var blevet meget dyre. Vi spurgte om prisen og svarede så blot, at hun skulle købe fire gange så mange blomster som hun ellers plejede, fordi de ikke var dyrere. Hun ville være sparsommelig på vores vegne, hvilket hun ikke skal høre for. I hendes eget budget er der sikkert uhyre sjældent råd til blomster, hvis nogensinde. Hun ved også godt at vi har flere penge end hun har, men det må være svært. Hun er godt betalt for en maid, men alligevel er det ingenting i forhold til vores månedlige forbrug.


Og netop proportionerne er nogle gange tankevækkende når vi er ude at shoppe, får massage eller er ude at spise. De penge vi bruger på få timer er næsten provokerende set i forhold til det andre her i landet har. Derfor holder vi også altid igen når Tara ellers nysgerrigt, spørger hvad tingene har kostet. Hun spørger til alt lige fra møbler, mad, tøj og til kunst. Mange gange tager hun sig til hovedet og ryster på det. Hvilket er forståeligt nok. Men hendes smil vidner alligevel om at hun har en forståelse af, at vi har og bruger flere penge end hun kan drømme om. Hun har arbejdet for expat familier i mange år, så er vant til at være i de luksuriøse rammer disse hjem ofte er, set i nepalesiske forhold. Men det må stadig være svært at sætte sig ind i vores forbrug og vaner. En tanke der nok er meget sund for os når vi beklager os over hvad ting koster og hvor hurtigt pengene får ben at gå på. For det giver ingen(!) mening set i forhold til den del af Verden vi lever i.


En anden samtale der satte min egen hverdag i proportion, var en snak jeg have med den unge fyr der normalt giver mig massage. Han fortalte at han er rejst fra det østlige Nepal til Kathmandu for at gå i skole fra 5-10 om morgenen, for derefter at tage på spa’et for at arbejde fra 11-22. Hans eneste ugentlige fridag bruger han på at tage kørekort i fem timer. Altså ikke meget tid til sjov, eller mad og søvn for den sags skyld. Han fortalte ligeledes at han kun har råd til at se sin familie én gang om året. Så kan man snakke om at være dedikeret. Måske mest til at overleve og skabe en fremtid. Så er danskernes 37 timer +/- 12 minutter altså peanuts.


Vi valgte ikke at sige mere til Tara om chokoladen. Det er selvfølgelig ikke okay at hun spiste chokoladen uden at spørge, men vi vil også gerne have at hun føler sig hjemme. I stedet for en skål ris til frokost, har vi bedt hende om at lave ekstra af vores mad og spise det i stedet. Vi har bevidst valgt at vise hende stor tillid og kræver ingen kvitteringer for de daglige indkøb, hun laver til lejligheden og husholdningen.


Det kommer vi heller ikke til fremover. Jeg tror heller ikke hun kommer til at spise noget uden at spørge en anden gang. Vi har alle tre lært af det. Normalt stiller vi så meget andet mad og rester til side hun gerne må tage, så vi skulle også have været mere præcise. Så er problemet trods alt heller ikke større.