tirsdag den 14. august 2012
London: Shoreditch
søndag den 12. august 2012
London: Livet under jorden.
fredag den 18. maj 2012
One night in Bangkok.
mandag den 30. april 2012
Farvel til Nuaphung.
søndag den 15. april 2012
Nepal: Kathmandu set fra knæhøjde.
fredag den 6. april 2012
Delhi #3: Fordomme der bristede.
onsdag den 4. april 2012
Delhi #2: New og Old Delhi.
En moderne metronedgang midt i Old Delhis små ujævne gader, omgivet af slidte faldefærdige huse farvet af mange års støv og smog. Et nyt anlagt busstoppested med elektroniske skærme og rene flader langs en boulevard med opbrudte og ujævne fortove. Byggepladser og renoveringsarbejde i stort set alle retninger man kigger i Delhis gader.
Der er ingen tvivl om at der er udvikling i Delhi, både New og Old. Den er synlig alle steder. Men heldigvis kan man stadig fornemme historiens vingesus i gaderne og ikke mindst mærke kulturen intakt trods den moderne verdens indtog. Det er den smeltedigel af nyt og gammelt, kultur med historiske rødder og fremtidig tankegang der gør Delhi til et fascinerende og imponerende sted. Til et levende sted!
At kunne gå rundt i Old Delhis gamle gader, hvor lugtende alle er kraftige og voluminøse i den tætte varme, blomsterne, den friske frugt, dyrene, de åbne toiletter langs fortovene, affald i forrådnelse. Høre de mange lyde fra de handlende, rickshaws der skramler forbi, biler der dytter og trækvogne der tungt ruller over brolægningen. Lade øjnene vandre over de gamle huse med smukke detaljer, forsøge at finde rundt i fuglerederne af ledninger i masterne, lade de mange kraftige farver trænge ind.
Til at kunne tage i den nye del af byen hvor gaderne er jævne med livlig dog struktureret trafik på store brede boulevarder. Biler, busser og tuk tuks der farer ud og ind mellem hinanden i en imponerende rytme. Luften der er ren(ere), med plads mellem husene og hvor naturen har rum til at udfolde sig i klare grønne farver og strålende blomster i solen. Med smukke bygninger i hvidmalet kolonistil, der lyser op i solen og efterlader et indtryk af rigdom stil og prestige, i et mix med nye moderne bygninger i stål og glas.
Specielt området omkring Connaught Place træder frem som symbol på denne overgang. Centrummet i New Delhi med moderne forretninger, barer og restauranter i historiske bygninger i flere ringe omkring en stor åben park med grønne plæner hvor venner og kærestepar slænger sig i solen.
Hvor solen ikke kan nå ned, midt i en faldefærdig og hærget gade hvor husene enten er under opførelse eller ved at falde sammen ligger Jyoti Mahal. En hvid facade med flotte detaljer, karnapper og vinduer i mørkt udskåret træ står ud mellem de andre bygninger i matte og triste farver. Grå af støv. På taget ligger en oase som ikke kan forestilles fra kaosset på gaden. En beduinbar med farvede lette teltduge, farvede træmøbler og puder i orientalske mønstre og stoffer. Sofaer at lægge sig i og store potteplanter til at skabe de helt rigtige rammer. Frisk luft og frit udsyn til den blå himmel over en. Et åndehul med stor kontrast til livet bare på den anden side af murene.
Netop kontrasterne mellem nyt og gammelt, slidt og vedligeholdt, teknik og natur, traditioner og moderne tankegang er noget af det der er fascinerende ved Delhi. Der er forskelligt fra kvarter til kvarter. Bare det at dreje om et hjørne kan give helt nye oplevelser. Hvad enten det er gående, bag på en rickshaw, i en gammel britisk taxa eller med metro under jorden.
lørdag den 31. marts 2012
Delhi #1: Morgentur til Agra(Taj Mahal).
Natten lå tung over byen og Delhis lyde blev ved kun at være nogle gøende hunde, et par enkelte dyt i det fjerne og en familie i et af nabolagets huse, der allerede skramlede i køkkenet. Morgenluften var ikke kølig, men alligevel forfriskende sammenlignet med den tunge varme luft i gaderne dagen før med solen bagende fra oven.
Udenfor hotellet ventede vores chauffør med bil, klar til at tage os på en tur sydøst over. Som vi bevægede os ud gennem Delhis store og små gader vågnede byen lille så stille op. Enkelte biler, buser og tuk tuks var allerede i bevægelse. Chaufførerne i de små trehjulede grønne tuk tuks med gult tag og åbne sider sad pakket ind i store tæpper og vidnede om at morgenluften trods alt stadig var kølig for de lokale. I moderne og stilrene busser stod folk tæt, alle ligeledes pakket ind i store grå og brune tæpper. I mørket stod bussens store vinduer som levende og lysende malerier på hjul. Selv på afstand kunne man næsten fornemme, at nogle af de ældre forsigtigt skulle vænne sig til denne moderne udvikling. Det lignede to verdener og to tider der havde nået hinanden med utrolig fart. Et fantastisk billede på Delhi i det hele taget.
For hvert minut tog trafikken på gaderne til, ligesom der kom flere og flere mennesker i togene der suste forbi på sporene højt hævet over gaderne og alle lydene samlede sig til en kraftigere summen. Bilens bevægelser og den manglende nattesøvn overmandede dog, og øjnene gled stille i.
En times tid efter vi havde forladt hotellet vågnede jeg igen, men et enkelt blik ud ad vinduet gav oplevelsen af at vi måtte have kørt i flere timer. Byens tætte huse var væk, larmen sænket til den sagte susen der kom fra vores egen bil og natten var afløst af lysegrå morgendis. En lidt lysere plet i horisonten forsikrede om at solen var på vej op, men stadig gemte sig bag disen. Lavlandsskabet var fladt og åbent. Enkelte træer med nøgne stammer og flade kroner stod i grænserne mellem de mange marker. Hytter af halm og ler lå spredt i landskabet. Et par okser gik roligt som mørke skygger i disen, der lå som en salig stemning over hele sceneriet.
Langsomt blev den lysende plet i disen kraftigere og fik en varmere farve, for lidt efter at få skarpere kant og blive en lysende ildkugle på den grå himmel. Lavtflyvende ørne fløj langsomt rundt som svævende silhuetter foran solen. De varme stråler opløste disen og fik dagens blå himmel til at træde frem. Strålerne forvandlede ligeledes landskabet, så markerne fik en varm glød, træernes kroner friske grønne nuancer. Horisonten fik dybde og folk begyndte at arbejde i jorden. Teglværkers skorstene skød op i landskabet, med mørkegrå horisontale striber af røg på den blå himmel. Midt på en mark sad en mand med bar røv og forrettede sin nødtørft med frit udsyn til alle sider. I det fjerne kastede et olieraffinaderis skorsten vilde flammer højt op i luften.
Solen bagede fra skyfri himmel og varmen var omsluttende da vi fire timer fra Delhi stod ud af bilen i Agra. Byen der huser et af Verdens (nye) syv vidundere Taj Mahal. Følelsen i kroppen var forventning om noget stort i vente og da vi kom igennem de første porte ind til området tog forventningerne til. Fortællingerne om Taj Mahal der er så mange og rosende beskrivende, samt stedets status som vidunder, gjorde at det var en sitrende fornemmelse af at skulle se en helligdom, der meldte sig i kroppen. De første glimt gav også et dybtfølt smil på læberne og det første udsyn gennem hovedportens buer, som en ramme omkring bygningsvidunderet, var betagende. Jo længere vi kom igennem porten udfoldede billedet sig og blev blot endnu mere overvældende.
Da vi først stod indenfor porten og havde det fulde udsyn over området, stod vi bare helt stille og kiggede op mod det enorme mausoleum. Det smukke syn slugte alle ord. Den hvide marmor og de indsatte ædelstene lyste virkelig op i solen som var det noget helligt og overnaturligt. Ét langt vandbassin ledte fra hovedporten op til Taj Mahal, flankeret af tætklippede buske på begge sider, præcist overfor hinanden med en næsten ufattelig symmetri. En symmetri der gik igen i hele området og ikke mindst i mausoleummet. Selve Taj Mahal var symmetrisk til det næsten skræmmende. Hele udsynet kunne lige så vel have haft et spejl ned som en midterakse og intet ville have været anderledes. En midterakse der var dragende for igen og igen at opleve den magi der opstod ved at stå netop dér.
Taj Mahal ér vildt imponerende. Et værk der ikke kan andet end imponere i sin storslåethed, utrolige ydre skønhed og ved de tusindevis af små smukke detaljer. At det oveni købet “blot” er et mausoleum og i virkeligheden ikke den helligdom det giver indtryk af, er ligeledes imponerende. Vores guide Dubé gav med stor indlevelse og viden de mange detaljer mere liv og kunne fortælle historier der gjorde Taj Mahal endnu mere imponerende.
Da vi trætte nåede tilbage til Delhi sidst på aftenen havde mørket forlængst sænket sig, men livet i gaden var intensivt. Det kunstige lys fra biler, gadelys og butiksfacader oplyste alt og fortrængte natten endnu nogle timer.
tirsdag den 20. marts 2012
Ko Samui, Thailand: Angthong Marine Park.
Som speedbåden efterlod hvidskummende dønninger efter sig, bevægede vi os ud mellem Ko Pha Ngan og Ko Samui. Solen spejlede sig kraftigt i havet og genskinnet forvandlede det ellers klare vand til en mørkeblå farve og øernes skyggesider stod som tågede høje, hvor solen endnu ikke havde nået at tilføje liv til naturens sande farver. Over os var himlen krystal blå og kun enkle små hvide skytotter kæmpede forgæves mod at blive til damp for solen. En storsmilende thai’er kiggede frem under sin store stråhat, imens hans lille jolle vuggede blidt med fiskestangen hængende ud over rælingen. Længere ude lå større fiskebåde i afventende position.
I horisonten dukkede flere og flere skygger op, der voksede som vi nærmede os nationalparken Angthong Marine Park. 42 små og større øer. Vores første stop blev ved nogle af parkens nordligste øer Ko Wao Yai. På afstand dannede de to tæt liggende klippeøer nærmest en port i et ellers fuldstændig åbent hav. Tættere på dannede de to øer en lille rolig bugt mellem sig, hvor der kunne kastes anker og hvor det lave vand gav gode muligheder for snorkling. Farvestrålende fisk i mange forskellige størrelser og former svømmede rundt mellem revets plateauer. Selve revet havde desværre mistet mange af sine farver, men dog bevaret nogle af sine eventyrlige formationer. Store sorte søpindsvin lå i tætte klynger på bunden, med lange sorte pigge vejrende i vandets strømme, der gav indtrykket af store bløde puder.
Tilbage på båden og hurtigt tørre i solen forsatte vi sydpå gennem parken. Et utroligt og smukt landskab dukkede op på havet. En masse klippeøer der lå som kastet ud med løs hånd. Rå klippeøer med urørt natur i grønne plamager. Nogle øer lå helt for sig selv, andre i tætte klynger med små bugter mellem sig. Hele sceneriet med roen og det urørte landskab havde noget hemmelighedsfuldt over sig. Hver gang vi kom forbi én ø eller en stejl klippeside dukkede et nyt sceneri op. Bag nogle øer, kunne skimtes endnu flere og landskabet forandrede sig for øjnene af os for hver meter vi sejlede gennem parken. De mange øers rå og stejle klippesider gav indtryk af at de var skudt op fra havet og ikke blot langsomt havde brudt den blå havoverflade. Vandets hvide skum mod klipperne og klippernes grove formationer vidnede om elementernes kamp. Flere steder havde vandet ædt sig ind i klipperne og skabt små grotter og klippefremspring så store at vi kunne sejle under. Et sted stod en klippe ret op fra havet, men kun en smal hals var efterladt af vandets slid, således at klippen kun fik sin fulde bredde en halv meter over havets overflade. Et utroligt og overnaturligt syn.
Vores næste stop blev en af de større øer Mae Ko. Her var det ikke kun rå klipper, men en lille hvid sandstrand havde presset sig ind mellem klipperne. Store palmetræer gav skygge på stranden med sine store blade i klare grønne farver. Sammen med det hvide sand og det lyseblå vand i skarp kontrast til de mørkegrå rå klippesider. Nogle stejle stiger gav indtryk af at skulle kravle op ad klipperne. En bestigning der gav sved på panden i den bagende middagssol, men synet der ventede på toppen var kræfterne værd. En stor smaragd farvet sø liggende gemt som en af parkens mange hemmeligheder, inde midt på øen omgivet af smukke træer, buske og klipper, der alle spejlede sig i den blanke overflade, der således fik et helt utroligt farvespil i forskellige nuancer af blågrøn. Deroppe fra var der ligeledes en smuk udsigt ud over de nærmeste øer. Et syn der kun bekræftede fornemmelsen af fredfyldt og utroligt område.
På parkens største ø Ko Phaluai lagde vi til ved en større strand. Det hvide fine sand lå i en stor bugt, hvor vegetationen fra bjergene bag stranden nærmest kom krybende ned ad bjergsiderne og flere steder strakte arme ud over stranden og ud i vandet. Nogle lokale fra en nærliggende fiskerlandsby på Ko Phaluai havde fanget fidusen med turister, og gav mulighed for at låne kajakker så vi kunne padle rundt mellem klippeformationerne i bugten. Der var ingen lyde eller brud på naturen. Kun vi var de fremmede elementer i dét sceneri.
Da bjergene begyndte at kaste de første skygger i eftermiddagssolen, begav vi os tilbage mod Samui. Varmen var aftagende og vindene kælede kærligt for huden der havde været i sol og saltvand hele dagen. Solen stod agter ind på cockpittet og skabte sammen med bådens vuggende bevægelser en døsig stemning. Som solen nærmede sig horisonten bag os, forsvandt marine parkens kraftige farver igen i skygger, hvorimod Samuis kyst i horisonten forude stod skarpt i solens stråler.
onsdag den 22. februar 2012
Nepal: Shivaratri.
lørdag den 11. februar 2012
Nepal: Hjem, kære hjem.
Den kaotiske stemning i lufthavnen var velkendt. Taxachaufførernes ivrighed udenfor ligeså. Men ikke mindst var Raj Kumar vores egen chaufførs smil, et glædeligt gensyn midt i virvaret. Byens mange indtryk blev lukket ind ad det åbne vindue, imens vi kørte gennem byen. Samme høje lyde, farverige dragter og kraftige dufte, der mødte mig da jeg ankom til Kathmandu første gang for snart to år siden. Hurtigt begyndte mine øjne at søge rundt efter de sjove og opsigtsvækkende optrin der altid er i gadebilledet, og smilet på mine læber voksede for hver meter vi kørte. Det var dejligt at være tilbage i Kathmandu.
I lejligheden tog Tara imod med sit altid store smil og fik mig med det samme til at føle mig hjemme. Efter en hurtig udpakning, hvor studiebøgerne blev sat på plads, og jeg endelig flyttede ud af den kuffert jeg havde boet i de foregående syv uger, var det tid til et langt tiltrængt bad ovenpå enogtyve timers rejse. Imens bredte duften af kaffe sig i lejligheden og Tara satte en dampende kop frem på bordet. Lidt efter blandede en duft af karry sig og Taras rumsteren i køkkenet skabte liv. Følelsen af at være hjemme var overvældende og fremtryllede et rørt smil.
Da eftermiddagssolen begyndte at sænke sig, tog jeg en gåtur rundt i nabolaget omkring Lazimpat. For at få lidt frisk luft. Selvom det hurtigt begyndte at knase mellem tænderne og osen rev i halsen, kunne jeg ikke lade være med at trække vejret dybt ind. For at få Kathmandu helt ind i mig igen. Smilte til de små børn på fortovet og trådte forsigtigt over de sovende hunde. En skolebus fuld af små uniformsklædte børn kørte forbi, og en masse nysgerrige blikke og smil fuldte den hvide fyr på fortovet. Mændene foran te salonen konverserede lavmælt men med alvor i deres stemmer. Fra deres små trætaburetter havde de fint udsyn over gaden, imens de små glas med den lysebrune mælkete varmede deres hænder. En gruppe kvinder lidt længere henne ad vejen diskuterede højlydt, stående med hænderne i siden. En arm fløj hurtigt i vejret i ny og næ, for at dramatisere ordene.
Om det var Lazimpats forvandling de diskuterede er meget muligt. Flere steder var mure og huse blevet brudt ned for at gøre plads til at gøre vejen bredere. Med store bunker af murbrokker langs vejen til følge. Nedbrydningen vil fortsætte hele vejen op ad Lazimpat og vil uden tvivl forvandle Lazimpat markant. Små butikker vil forsvinde og det nære miljø tæt langs vejen vil miste liv. Forståeligt nok er mange små butiksejere nervøse for fremtiden. Jeg selv var skræmt ved synet af mit nabolag opgravet og i murbrokker. Endnu mere skræmt ved tanken om hvad fremtiden vil bringe for Lazimpat området.
Tanker der fik ord, da jeg kom forbi vores lokale barber Shankar, der med sit velkendte kæmpe smil og hilsende hænder tog imod, og hilste mig velkommen tilbage. Han bød på te og vi satte os på den simple træbænk på ydersiden af hans barbersalon, med ryggen mod muren hvor den sidste eftermiddagssol trængte mellem to huse på den anden side af vejen, og malede en varm plet på muren vi sad op ad. Han var nervøs for om han ville blive ramt af udvidelsen af vejen, men mere nervøs for den ballade og det oprør rydningen kunne medføre. Men med typisk nepalesisk afslappethed ville han ikke gøre noget, før rydningen nåede hans butik. Som han sagde, kan det tage lang tid før de når så langt. “Things. Long time Nepal” Hvorefter vi begge grinte højt og kæmpede med ikke at sprutte teen ud over fortovet. Samme tanke strejfede mig da jeg så de første bunker af murbrokker. Gad vide om vi når at se resultatet inden vi igen forlader Nepal. Næppe.
Jeg lovede Shankar at komme tilbage så snart jeg trængte til en barbering, og fortsatte ned ad Lazimpat. Omkring blomsterhandleren bredte sig en fantastisk duft af friske blomster, der formåede at overdøve den blandede duft af husligt og menneskeligt affald og bilos der altid hænger over byen. Kurve og spande bugnede af farvestrålende blomster. Den unge mand der har butikken tog smilende imod og bød mig “Welcome home”. Da han sagde hjem, kunne jeg ikke lade være med at mærke et sus i maven. Kathmandu ér mit hjem. Da jeg begyndte at kigge på de mange røde roser han havde stående, undskyldte han straks den høje pris. Valentines Dag gjorde at de var dyre at indkøbe alle steder. Med det forrige blogindlæg i tankerne sagde jeg, at jeg alligevel gerne ville have et stort bundt og at jeg nok skulle betale ham. Han kan ikke gøre for at også et uland som Nepal skal rammes af et materielt amerikansk påfund. Vi sagde pænt farvel og på gensyn. Jeg forsikrede ham, at jeg nok skulle komme tilbage selvom roserne var dyre. "Best flowers in town" gentog jeg storsmilende flere gange ud ad døren, indtil mine ord blev opslugt af larmen fra gaden.
Det store bundt røde roser blev sat i vase da jeg kom tilbage i lejligheden, jeg lavede mig en kop kaffe og lidt efter kom kæresten ind ad døren. Dejligt at være hjemme igen.
mandag den 30. januar 2012
Nepal: Penge og proportioner.
For nogle uger siden kom kæresten hjem fra Europa og havde blandt andet købt en lille pose med lækker dyr chokolade med. Ja, ens begejstringer afspejler de ting man ikke kan få til hverdag i Nepal. Vi spiste få stykker fra den lille pose og lagde resten ud på køkkenbordet, til at kunne nyde senere. Da vi et par dage efter ville have endnu en omgang forkælelse af ganerne, kunne vi dog ikke finde den lille pose med chokoladen. Og ja, ens frustrationer afspejler også hvad man ikke kan få til hverdag i Nepal. Næste dag spurgte jeg vores maid Tara, om hun havde set den lille pose med chokolade. Det havde hun, hun havde også spist de sidste stykker i posen. Jeg sagde ikke noget, men mit overraskede ansigtsudtryk gjorde hende tydeligt utilpas og hun begyndte at undskylde.
Et eller andet sted havde jeg nok mest lyst til at blive lidt irriteret og sur på hende, men det ville bare heller ikke nytte noget. Hun kan ikke vide bedre. Jeg kunne ikke få mig selv til at begynde at forklare at det chokolade hun havde spist, havde kostet hvad der svarede til en tiendedel af hendes løn. Det ville være ude af proportioner for hende, at begynde at snakke om den slags penge. For chokolade!
Det ér noget man bliver nødt til at tænke over, at finde en balance mellem at vise en form for ydmyghed overfor det man har, har respekt for at andre langt fra har lige så meget og så stadig leve det liv vi er vant til. Men det er svært ikke nogle gange at komme til at udstille den enorme forskel der er mellem rig og fattig i Nepal, hvor vi som udstationerede med vestlige lønninger allerede udgør en mærkværdig mellemgruppe. Noget der kan give nogle både interessante, tankevækkende og sjove små episoder.
Da vi på et tidspunkt spurgte Tara, hvorfor hun var stoppet med at købe blomster til lejligheden, forklarede hun at de var blevet meget dyre. Vi spurgte om prisen og svarede så blot, at hun skulle købe fire gange så mange blomster som hun ellers plejede, fordi de ikke var dyrere. Hun ville være sparsommelig på vores vegne, hvilket hun ikke skal høre for. I hendes eget budget er der sikkert uhyre sjældent råd til blomster, hvis nogensinde. Hun ved også godt at vi har flere penge end hun har, men det må være svært. Hun er godt betalt for en maid, men alligevel er det ingenting i forhold til vores månedlige forbrug.
Og netop proportionerne er nogle gange tankevækkende når vi er ude at shoppe, får massage eller er ude at spise. De penge vi bruger på få timer er næsten provokerende set i forhold til det andre her i landet har. Derfor holder vi også altid igen når Tara ellers nysgerrigt, spørger hvad tingene har kostet. Hun spørger til alt lige fra møbler, mad, tøj og til kunst. Mange gange tager hun sig til hovedet og ryster på det. Hvilket er forståeligt nok. Men hendes smil vidner alligevel om at hun har en forståelse af, at vi har og bruger flere penge end hun kan drømme om. Hun har arbejdet for expat familier i mange år, så er vant til at være i de luksuriøse rammer disse hjem ofte er, set i nepalesiske forhold. Men det må stadig være svært at sætte sig ind i vores forbrug og vaner. En tanke der nok er meget sund for os når vi beklager os over hvad ting koster og hvor hurtigt pengene får ben at gå på. For det giver ingen(!) mening set i forhold til den del af Verden vi lever i.
En anden samtale der satte min egen hverdag i proportion, var en snak jeg have med den unge fyr der normalt giver mig massage. Han fortalte at han er rejst fra det østlige Nepal til Kathmandu for at gå i skole fra 5-10 om morgenen, for derefter at tage på spa’et for at arbejde fra 11-22. Hans eneste ugentlige fridag bruger han på at tage kørekort i fem timer. Altså ikke meget tid til sjov, eller mad og søvn for den sags skyld. Han fortalte ligeledes at han kun har råd til at se sin familie én gang om året. Så kan man snakke om at være dedikeret. Måske mest til at overleve og skabe en fremtid. Så er danskernes 37 timer +/- 12 minutter altså peanuts.
Vi valgte ikke at sige mere til Tara om chokoladen. Det er selvfølgelig ikke okay at hun spiste chokoladen uden at spørge, men vi vil også gerne have at hun føler sig hjemme. I stedet for en skål ris til frokost, har vi bedt hende om at lave ekstra af vores mad og spise det i stedet. Vi har bevidst valgt at vise hende stor tillid og kræver ingen kvitteringer for de daglige indkøb, hun laver til lejligheden og husholdningen.
Det kommer vi heller ikke til fremover. Jeg tror heller ikke hun kommer til at spise noget uden at spørge en anden gang. Vi har alle tre lært af det. Normalt stiller vi så meget andet mad og rester til side hun gerne må tage, så vi skulle også have været mere præcise. Så er problemet trods alt heller ikke større.