One night in Bangkok.

Eller rettere to blev det til i denne omgang. 48 timer. Det var første gang jeg var afsted alene. Hvor jeg heller ikke mødtes med familie eller venner. Men i en by som Bangkok er det ingen sag at rejse alene. Byen omfavner en med det samme. Med sjæl og charme samt fest og farver.

Fra første venlige smil på fortovet, levende gadekøkkener til ivrige sælgende med glimt i øjet og festglade mennesker i det levende Silom. Med ét føler jeg mig velkomnen og hjemme i Bangkok og i en opløftet stemning. Verden udenfor den høje musik og alle de kulørte lamper forsvinder i et ustyrligt smil.

At tjekke ind på det lille hyggelige boutiquehotel Siam Heritage midt i det pulserende Silom, hvor jeg har boet før, gjorde det bare endnu mere hjemmevant. Oasen på taget, med masser af grønne planter og kulørte og duftende blomster rundt om den lille hyggelige pool, giver hotellet den rolige kontrast til Bangkoks ellers hektiske liv, der skaber den perfekte synergi.

Når tilfældet så ville at jeg for tredje besøg i Bangkok i træk, mødte den samme tuk tuk chauffør lige udenfor hotellet den første morgen, kunne jeg alligevel ikke lade være med at smile og mærke en rus i kroppen. Pudsigheden er netop hvad der er så fantastisk ved Bangkok. Jeg skulle dog ikke bruge en tuk tuk, så hilste blot venligt og gik smilende videre. 

Senere skulle jeg til gengæld bruge en og kom på den tur det altid er en udfordring at komme udenom. En tur der kan være underholdende hvis man har god tid, og drøn irriterende hvis man ikke har. Nemlig den tur hvor chaufføren “bare lige” vil vise en eller to butikker, hvor han har en god aftale. Det blev som altid sagt med et stort smil og det typiske høje thailandske grin samt en forsikring om at man ikke behøver at bruge nogen penge. Smilet smittede straks og fik mig til at overgive sig. Den unge fyr forklarede mig at han ville få stempler fra butikkerne jeg besøgte, så han kunne få gratis benzin til den lille trehjulede tuk tuk. I stedet for at blive irriteret over den lille omvej, valgte jeg at tage det som en kulturoplevelse og nyde rundturen.Vi snakkede og grinte imens vi i høj fart suste ud og ind mellem de mange biler, hvis støj blev overdøvet af den thailandske popmusik i tuk tuk’ens højtalere. De to butikker jeg kom til var begge skræddere, så jeg gik ind, rørte lidt ved de forskellige stoffer, roste kvaliteten, drak den obligatoriske te og sagde at jeg helt sikkert ville komme tilbage næste gang jeg havde mere tid. Chaufføren fik sine stempler og alle var glade. De fleste skræddere i Bangkok er fra Nepal, så et par hurtige ord på nepali, en snak om den politiske situation i Nepal og mine tanker om nationalretten dal bhat, gjorde os hurtigt til gode venner med dertilhørende udvekslen af håndtryk og store smil. Efter den lille omvej og en halv times tid nåede jeg frem til mit egentlige mål. Shopping!

At rejse alene i Bangkok er som sagt ingen sag. Heller ikke om aftenen når mørket sænker sig og byen først rigtig vågner. Det er byen hvor man kan få mange nye venner på få øjeblikke, hvis bare man sænker sine danske parader og adopterer den asiatiske imødekommenhed og naturlighed. Kort tid efter jeg satte mig på en af barerne i Soi 4, snakkede jeg allerede med flere og aftenerne føltes hurtigt som en aften ude blandt venner. 

Hvis man så giver lidt los og lader sig rive med at den vilde og lidt løsslupne stemning i Silom, er man garanteret en fest. En nat fuld at grin, smil og beruselse. Lige til den lyse morgen, hvor natten igen er blevet afløst og man sidder på et gadekøkken med en flok fantastisk sjove mennesker og spiser ris og kylling, til udmattelsen tilsidst overmander en når man finder tilbage til hotelværelset. 

Selvom jeg ikke fik sovet meget de 48 timer, og mest af alt holdt mig kørende på stærke Red Bull, var jeg fuld af energi da jeg sidst på aftenen kørte mod lufthaven. Den lysende skyline gled lige så stille forbi, som vi bevægede os rundt i det imponerende net af motorveje. Mine øjne ville ikke slippe byen. Så langt øjet rakte lå den blinkende og fuld af liv. Selv ikke den mørke nattehimmel kunne tage livet ud af byen. Tværtimod. En ustyrlig glæde overmandede mig en sidste gang og jeg fik næsten tårer i øjnene. Den lykke de foregående 48 timer havde været fyldt af, var en befrielse på en ellers tung rejse fra Nepal til Danmark. Den energi der er i Bangkok kan ikke andet end gøre mig glad. Hver gang! Rusen sidder stadig i kroppen nu et døgn efter jeg er landet i Danmark, og tankerne kredser konstant om muligheder for at komme tilbage!