Med lidt usikre fødder var jeg den første der bevægede mig ud i den lange kano der vuggede let for hvert trin jeg tog. Da først jeg havde fået sat mig, begyndte de øvrige at at komme ud i kanoen, en efter en imens vandspejlet kun kom nærmere kanoens kant. Til sidst sad vi alle tolv på én lang række. Med guiden forrest og åreføreren bag mig. Med et enkelt skub gled vi ud fra flodbredden.
Samtidig gled vi ud i den totale ro. Lige så stille flød vi ned ad floden uden at nogen sagde noget. Det var bare os, floden og den storslåede natur omkring os. Den totale stilhed der omringede os blev kun brudt af årens svage plasken mod vandet, som var den spejlblanke overflade roen i sig selv.
Træerne stod nogle steder tæt langs bredden, og kastede deres dobbeltgængere ned i floden. Flere med grenene hængene ud over vandet, så en hule-stemning blev skabt flere steder langs floden. Hvad mon der gemte sig derinde? Aber kravlede rundt højere oppe i træerne. Farvestrålende og smukke fugle tog hvil på grene. Isfugle i nuancer man næsten ikke troede kunne opstå naturligt, blev kun endnu smukkere i det kraftige sollys.
To øjne viste sig på det der ved første syn lignede træ i vandoverfladen. Krokodillerne lå stille langs vandkanten, med kun øjnene over vand, og holdt øje med farer og eventuel føde. Taknemmeligheden for at sidde i en kraftig kano var stor. Til trods få vi gled forbi få meter fra dem, lod de sig ikke synligt bemærke af det.
Store åbne områder brød ind mellem skovene. Områder hvor høje slanke træer stod ensomt på den flade savanne. Flokke af mørke kvæg og vandbøfler gik og græssede fredsommeligt. Harmonien mellem den blå himmel der mødte savannes flade grønne tæppe, de enkeltstående træer med store kroner og de mørke kvæg var betagende og gjorde kun den himmelske ro endnu mere fortryllende.
En stor flok vandbøfler begyndte at gå mod floden for at krydse den. Et ældre par, mand og kvinde, gik foran og bagved for at styre de få der ikke ville blive i flokken eller var for langsomme. Deres hud var mørk og bar tydelige tegn af at have tilbragt mange år i solen på savannen sammen med dyrene. De gik støttende til en stor kæp, der samtidig kunne bruges til at rette dyrene ind på plads. Store stofstykker var bundet om hovederne for at skærme for solens hårde stråler.
Med stor brusen gik flokken ud i vandet og fik overfladen til at bølge ujævnt omkring dem. Det ældre par fulgte begge med over floden. Imens gik en mand den modsatte vej over floden med sin cykel over den ene skulder. Flokken brød igen vandet på den anden side af floden og fortsatte op gennem landsbyen ved flodbredden. Vandspejlet glattede sig stille ud og roen sænkede sig igen.
Opslag
