Back to Ghana #7: Med hjertet i halsen.

I luften flyver ørne og flagermus rundt mellem hinanden, som vi har gråspurve og solsorte derhjemme. De flyver med let bevægefrihed ud og ind mellem hinanden og ens tanker flyver til sidst rundt sammen med dem. Lige indtil man igen kigger ud af forruden og bliver mindet om den kø og det kaos man sidder midt i.

Hvis man skal ud og køre i bil hernede er der to ting der er vigtige: Tid skal man have nok af og tålmodighed skal man have rigtig meget af. Og én regel gælder: Størst kommer først.

Selvom vi har chauffør på hele tiden, opleves trafikken lige hektisk og kaotisk, og man priser sig bare lykkelig for i det mindste ikke at sidde bag rettet. Selvom man sidder på bagsædet sidder man hele tiden med en fod på en tænkt bremse og et hjerte i halsen, fordi bilerne kommer så tæt på hinanden, når de holder i de lange køer der ofte opstår på vejene her i og omkring Accra.

Lige pludselig stopper trafikken bare og bilerne begynder i stedet at mase sig ind mellem hinanden, for at komme udenom den forhindring længere fremme, som man stadig er for langt fra til at kunne se. Når man så kommer op forbi en lastbil der ligger på siden eller en bil der er gået i stå, med røg fra køleren og en flok højtråbende mænd omkring, begynder man bare at grine fordi det hele er så langt ude. Et sted stod en helt udbrændt bil stadig på kørebanen og blokerede den ene af de tre vognbaner. I en lille landsby havde beboerne valgt af fælde et kæmpe træ ud over vejen, og indtil de mange indbyggere, der gik omkring det fældede træ som myrer om noget sødt, var færdige med at hugge træet op, måtte bilisterne bare vente.

Konstant når man er i trafikken forsøger man at se fem sekunder frem i tiden, for at opdage den bil der pludselig kører ud foran en, eller bilen der pludselig trækker sidelæns for at skifte til den vognbane man selv kører i, kun markeret med en hurtig sort arm der bliver rystet ud af vinduet. Hornene på bilerne bliver af samme grund brugt flittigt og overdøver næsten larmen fra de mange biler, lastbiler og busser.

Man bliver også nervøs fordi ikke alle køretøjer i trafikken virker lige sikre. Som bilen der ligner noget et enkelt vindpust kan få til at ligne en skrællet appelsin på kørebanen, eller lastbilen der efter at være pakket til absolut maksimum, liiige får et ekstra lag på siderne og toppen, inden en stor pressening bliver trukket over, og et par lokale som prikken over i’et tager plads i det fri på toppen af lasten. Sort røg står ud til alle sider når den gasser op og fjerner udsynet for de øvrige på vejen. De mange små tro-tros - små lokale minibusser - kører med høj fart og altid med tre-fire passagerer mere end der måske i virkeligheden er plads til, så de til sidst sidder halvt ud af vinduerne i håb om at få lidt frisk luft. Den samme luft hvor en af de førnævnte lastbiler lige har hostet den sidste dårligdom ud af motorens mave. Små taxaer farer ud og ind mellem alle andre. Flere lastet med al mulig og umulig last på taget eller stikkende flere meter ud i alle retninger fra vinduerne. Heller ikke de ligner alle sammen nogen der egentlig kan holde til at køre hverken med den last eller med den fart.

Hvis man så endelig har fået styr på nerverne i forhold til den kaotiske trafik og føler man har styr på dens uforudsigelige bevægelsesmønster, så skal man begynde at holde øje med de mange mennesker der render rundt på vejene. Gadesælgere med alt fra hundehvalpe, bananchips, lim, plakater, legetøj til startkabler, vand, chokolade og papegøjer i bur går ud og ind mellem bilerne for at sælge så meget som muligt, når der bliver stukket en hånd ud gennem et vindue og råbt efter en vare. Nogle løber endda langs bilerne, for at nå de kørende biler også.

På en mindre vej sprang en tosse pludselig ud foran bilen og begyndte at lave mærkelige fagter og snakke uforståeligt, imens han smilede så solen glimtede både i de hvide tænder og den store guldring i det ene øre. Han ville ikke flytte sig før bilen næsten var parkeret ovenpå tæerne af ham. Andre løber bare pludselig på tværs af vejen, hvis de har et mål på den modsatte side. Intet er sikkert eller styret af almindelige færdselsregler.

Ja, det er ikke for sjov at køre i bil i Ghana, men det er helt sikkert en stor del af oplevelsen af at være her.

Back to Ghana #6: Fødselsdag i paradis.

Vågnede i morges med en smilende kæreste der lå og kiggede på mig, for med det samme at kunne ønske mig tillykke med fødselsdagen med et kys og gave på sengen. Da jeg kom ned i stuen stod de to tvillinger - blev 3 år i går - klar og sang happy birthday for mig. Et stort morgenbord var gjort klart, hvor jeg også havde fået lov til at låne lidt af drengenes pynt fra i går. En god start på en god dag!

Dagen kunne simpelthen ikke tilbringes bedre end hvor vi har været i dag. Ét er at holde den i 35 graders varme og høj sol, når man er vant til efterårskolde Danmark på sin fødselsdag. Noget andet er at holde den i 35 graders varme, i en pool-club der hedder White Sands en times kørsel fra Accra.

Efter at have kørt gennem byens kaos af biler og handlende, passeret nogle af de værste slumområder og nået derud hvor den storslåede natur kun pletvis brydes af små landsbyer eller enkelte hytter, kom vi til noget vi på ingen måde havde kunne forestille os ligge dér. In the middle of nowhere. En stor orange mur omsluttede stedet, hvor vi i porten blev modtaget af en ghaneser i fuld safariuniform. Derefter blev vi ledt ind til et område hvor græsset lå snorlige, alt var pænt og rent og omgivelserne var smukke og eksotiske med små stråtækte hytter og store palmer. Men det bedste var pool-området. Der lå vi omgivet af farvestrålende blomster og palmer der svajede let ud over den store pool med det lyseblå vand. Hele poolen var bygget “naturligt” af klipper i kanterne, som den bugtede sig ud og ind om solsengene, og rundt omkring i poolen stak klipper også op af vandet og gav det hele en ramme som en oase, hvor man i den ene side gik direkte fra græsset og ud i vandet, der langsomt blev dybere. Poolen blev på hele den dybe side afgrænset ved, at vandet løb stille ud over kanten og forsvandt ned på den anden side i et stort vandfald, der kunne nydes af dem der gik rundt i det parklignende område der hørte til clubben. Når man lå i det lune vand på kanten ved vandfaldet, der var højt hævet over havet, havde man udsigt ud over den vilde natur der omkransede clubben, lagunen og stranden på den anden side. Den hvide strand med lokale fiskebåde der lå med hvide sejl og skinnede smukt i solen og fremhævede den klare blå himmel og det blå hav. Efter stranden fulgte det store Atlanterhav, hvor hvide bølgetoppe legede livligt med hinanden. De lokale holdt ligeledes søndag, så aktiviteten var stor på stranden og i det varme vand.

Oppe til højre fortsatte den imponerende natur op ad bjergsiderne og på den anden lå den afrikanske savanne. Da jeg lå der på solsengen, havde fået serveret kolde drikkevarer og nød den imponerende udsigt ud over poolen med de lysegrønne palmer, naturen og havet, kunne jeg ikke andet end føle at livet var herligt. Og så oven i købet være så heldig at fejre min fødselsdag der. Faktisk glemte jeg flere gange at jeg har fødselsdag i dag. Simpelthen fordi tankerne bare svømmede hen i de mange indtryk og den medfølgende ro i kroppen.

Da vi tog den lille speedbåd over lagunen til den del af stranden der fulgte med til clubbens område, blev det absolut ikke dårligere. Dér stod vi med tæerne i det fineste hvide sand, omgivet af store palmer og kunne bare se strand og vand. Da vi trådte ud i det varme vand forsvandt de sidste tanker om den sure hverdag i Danmark, der måtte være tilbage i kroppen, fuldstændig. Vi var i et paradis uden lige.

Tænk at der findes steder som dette, som normalt forbindes med Caribien eller øer i det sydlige Asien, i et land som på mange områder ellers sender signaler om fattigdom og kaos. Det sætter tingene lidt i perspektiv og vender også tankerne tilbage til forrige indlæg om kontrasterne her i landet.

Back to Ghana #5: Havet.

Jeg er og har altid været betaget af havet. Med den følelse i kroppen er det en stor ting at stå ved Atlanterhavet og bare se vand så langt øjet rækker. Der er noget vildt, men alligevel kontrolleret over det. Ikke mindst noget dragende ved at bølgerne leger let med hinanden på toppen af dybet, men alligevel slår vildt og voldsomt ind på stranden.

Da vi var på stranden i Elmina, stod vi med fødderne i vandkanten og kunne mærke sandet forsvinde under os, når havet trak bølgerne tilbage i favnet. Hele tiden ændrede stranden form og udseende, imens havet forblev at ligne sig selv.

Den anden aften kørte vi ned på et hotel ved stranden for at se solnedgangen. Store dele af kyststrækningen langs vandet ved Accra, ligger hævet 4-5 meter over stranden, adskilt af klipper og store sten. Vi sad med udsigt over det endeløse hav og de hvide strande på begge sider. Langs vandkanten lå de store lokale fiskebåde. De ligner mest af alt store kanoer, med utrolige og farvestrålende malerier på siderne. Vinden sluttede sin færd over det varme hav, med at bringe duften af salt ind over kysten, og bragte en råhed til den ellers rolige og lune aften.

Havets vilde overflade blev flere steder brudt af skarpe og uovervindelige klipper, der så nemt som ingenting brød havets massive overflade. De ellers hårde og truende bølger i flere meters højde, blev så nemt som ingenting smadret mod klipperne og sendte i stedet millionvis af små sarte dråber og hvidt skum i alle retninger, for til sidst at flyde sammen med det hav, der nu nærmere lignede en slået kriger med nedslået nakke.

Al den vand der blev kastet i luften dannede sammen med det faldende mørke, en dis over den brede strand og fik klipperne til at fremstå endnu mere skræmmende. I takt med alt omkring os og husene på næste pynt i horisonten, tog farve efter mørket og i stedet blev mere og mere gråt, i en tåge af besejrede bølgetoppe, fik hele billedet en ny karakter. De enlige palmer knejsede mod vinden og lignede nogle der lagde alle kræfter i for ikke at bukke under.

Langs vandet dukkede lokale op, som små sorte prikker i ét virvar, for at tage den sidste dukkert inden natten forvandlede det ellers klare blå hav til et mørkt uendeligt dyb. Til sidst omsluttede natten os alle, og vi kunne ikke se længere end hvad de levende lys på bordet lod os ane. I stedet trådte lyden af havet og de knuste bølger endnu stærkere frem og man var ikke i tvivl om dets tilstedeværelse. Der skal mere til at tage livet af havet.

Back to Ghana #4: De store kontrasters land.

Der er ingen tvivl om at fattigdom er et rammende ord for mange ghaneseres situation. Det er tydeligt når man kører rundt i byen og på landet, og ser de faldefærdige skure og hytter de bor i. Uden vand, uden el og uden kloak. Når man ser hvordan deres tøj er lidt og deres blikke rettet mod jorden.

Fattigdommen er endnu mere skræmmende når man så ser og hører hvor mange penge der ellers bliver brugt i Ghana. Pengeforbruget på højere politisk plan er i hvert fald ikke svarende til de penge der bliver brugt på infrastruktur, skoler, sundhed og hjælp til de fattigste. I stedet bliver pengene brugt på et nyt kæmpe pompøst præsidentpalads, alt i mens der lige udenfor de store mure, går fattige ghansere rundt blandt hurtige biler og den medfølgende giftige os, i forsøg på at sælge lidt til bilisterne, så der er råd til at overleve.

Vi var den anden dag i Ada, en mindre by ved udmundingen af Voltafloden. Vi kom ud over hullede markveje og igennem små vandløb, for til sidst at komme til et stort lækkert hotel, der lå ned til floden med stor pool, lækker strand og perfekt arrangeret indkørselsområde. Hotellet var malet i flotte klare farver og fremstod stærkt mod vandet. Lige ude på den anden side af hotelområdet, lå lerhytterne tæt og affaldet flød, alt imens geder og høns løb rundt blandt hytterne. Alt var gråt, brunt og trist i farverne. Kontrasterne fremhævede hinanden og uretfærdigheden lagde en ekstra stens højde på den tykke mur omkring hotellet.

Da vi tog en lille båd fra hotellet og sejlede ud blandt de små øer på floden, blev kontrasten mellem rig og fattig igen tydelig. På den ene ø lå de små hytter igen tæt mellem palmerne og historierne om hvordan deres dage går med at få mad på bordet om aftenen og forsøge at undgå malariamyggene om natten, var ikke svære at tro på. Men når vi så sejlede videre kom vi forbi en ø hvor en rig libaneser havde købt hele øen og bygget et kæmpe sommerhus. Med vand og el.

Vi gik i land på en af øerne med små lerhytter og utætte palmeblade-tag. En ø hvor de producerer rom, men stadig lever under trænge kår. Vi gik rundt blandt de små hytter, smilte til de nysgerrige børn og snakkede med en fortællerlysten øboer. Vi fik lov til at smage på den stærke rom de selv pressede af sukkerrør og fik vist hvordan processen var.

Det var vildt spændende at få lov til at komme tæt på og få et lille indblik i hvordan livet er der, men samtidig føler jeg det også en smule intimiderende at gå rundt blandt dem, som den rige hvide, der bare tror han kan brase ind i deres by når han har lyst.

Hvilket også bringer mig til den næste kontrast. Nemlig det at være hvid hernede, hvor nogle af de mørkeste afrikanere bor. For man føler sig virkelig hvid. Både fordi man ikke ser mange andre hvide og fordi man ikke kan være anonym. Alle lægger mærke til en og er særlig opmærksomme på hvad man siger og gør. Når man kører rundt i landet udenfor hovedstaden Accra, er nysgerrigheden stor og fordømmelsen endnu større når man afviser dem. På stranden i Elmina kom to unge ghanesiske fyre hen for at ville tigge penge til deres lokale fodboldhold og det endte med til sidst at vi måtte løbe til bilen og køre hurtigt derfra, fordi de ikke ville slippe deres tag i os. Mange steder er der priser for hvide og priser for indfødte afrikanere. Det både indgang til nationalparker, museer og i boder og butikker. Alle kneb til at trække lidt penge ud af de rige hvide bliver brugt.

Der er heller ikke nogen tvivl om at de hvide der er hernede, oftest har mange penge. Ikke mindst i forhold til den gennemsnitslige ghaneser. Vi bor hos min kusine og hendes familie, hvor de som velhavende hvide expads, har lokal hjælp ansat, da det nærmest forventes af dem der kommer til landet fra Vesten, som bidrag til social hjælp i Ghana. Derfor er det da også luksus at bo her hvor vi har vores egen chauffør, to maids og vagter og gartnere. Når vi har spist stilles det beskidte service bare i køkkenet og vasketøjet smides bare ved maskinerne, hvor det efterfølgende kommer tilbage til værelses, vasket og strøget. Det er et forhold man virkelig skal vænne sig til, at man skal være doven og bare forvente at tingene bliver gjort. Ligeledes at der går ansatte rundt og gør rent, imens man sidder ved spisebordet. Men der er heller ikke nogen tvivl om at det for dem er et godt arbejde og de derfor er dedikerede ansatte. Som chaufføren der forlod konen der var ved at føde fordi han skulle på arbejde.

På rigtig mange måder er rejsen herned en interessant og øjenåbende oplevelse. Kontrasterne er åbenlyse og virkelig af en anden verden end den vi er vant til hjemmefra. Kontrasten til ens eget liv derhjemme er stor og sætter tingene i et nyt lys og giver virkelig stof til eftertanke.

Back to Ghana #3: Den sorte sky.

Den anden aften da vi kørte hjem og mørket begyndte at sænke sig over den afrikanske savanne, hvilket begynder allerede ved seks-tiden og skrider hurtigt frem, bemærkede vi at horisonten foran os var meget sløret. Til at starte med lignede det mest en tæt tåge eller en meget mørk sky. Da vi kom nærmere kunne vi se at “skyen” var levende og bredte sig mere end øjnene i første omgang havde kunne ane. Den levende sky lignede en myretue på himlen og jo tættere vi kom på jo mere fyldte den af horisonten. Så langt som øjet rakte på hver side af bilen var himlen fuld af små levende sorte pletter og koncentrationen i midten foran os, gjorde himlen sort fra land til skyerne tog over øverst på himlen.

I retning mod os begyndte “skyen” at gå i opløsning mod os og trak lange spor. Den bevægede sig med kæmpe hast mod os og lignede noget ondt der truede med at opsluge os og bilen. Vores rationelle tanker overbeviste os dog om, at et kæmpe fugletræk nok ikke var så skræmmende, men alligevel satte den kraftigt voksende masse pulsen op. Da den til sidst nåede så tæt på at vi kunne skille de hastige vingeslag fra hinanden og for alvor se hvor hurtigt og vildt de fløj rundt om hinanden, havde vi blikkene rettet mod himlen, for at se når massen nåede over bilen.

Det var flagermus. I titusindvis, der fløj med voldsom hast og i kæmpe flok fra Accra og ud mod det åbne land, for at jage. De var overalt i luften, blandt bilerne og omkring hovederne på de handlende langs vejene. De fyldte alt omkring os og lukkede for en stund for solen, til vi var kommet gennem flokken. Heldigvis sad vi i en bil, for selvom flagermus normalt ikke er farlige for mennesker, så er SÅ mange SÅ tæt på altså skræmmende nok.

Back to Ghana #2: Fortidens dæmoner.

Nogle af dettes års ture vil jeg ikke skrive så meget om, da de blev beskrevet sidste år. Bl.a. besøg i regnskoven i går og vilde krokodiller i frokostrestauranten. Gentagelsen gjorde bestemt ikke oplevelsen ringere, så find indlæggene fra sidste års tur for at læse om dét. I stedet vi jeg hellere koncentrere mig lid om de ne oplevelser.

Men efter besøget i regnskoven i Kakum, kørte vi til Elmina. En lille fiskerby et par kilometer vest for Cape Coast. Men ikke hvilken som helst fiskerby. Tværtimod spiller den en stor rolle i Afrika og Ghanas historie, da det blev stedet hvor de første europærer gjorde deres indtog syd for Sahara i 1300-tallet. Byen blev hurtigt hovedsæde for portugiserne og senere hollændere i Vestafrika. I 1482 begyndte byggeriet af St. George Castle, der hurtigt blev symbol på europæernes indtog i Afrika, som det første store europæiske bygningsværk. Men ikke hvilket som helst bygningsværk. Det var et slot, der i første omgang blev brugt som opmagasinering af guld, elfenben, krydderier og andre afrikanske varer, men senere da man fandt penge i andre afrikanske “ressourcer”, blev slottet omdannet til en slaveborg, den første af slagsen.

Vi gik rundt bag de flere hundrede år gamle mure i godt en time sammen med en lokal guide, og hans mange fortællinger og historier tog form i de små rum, gemakker, kældre og gårde. Allerede da vi ankom langs kysten, fornemmede vi hvilken rolle slottet må have spillet førhen. Det ligger prægtigt hævet over den lille fiskerby på en lille halvø, kun forbundet med fastlandet af en lille bro over den travle flod, med fiskebådene liggende vuggende side om side, alt imens handlen lever på bredden. Slottets enorme hvide mure skinner i solen, trods det voldsomme Atlanterhav og kraftige vinde har spillet sin rolle på murene og taget den yderste skarpe kant af både farven og de nøje udhuggede sten.

Store dele af borgen er som da den blev overdraget ghaneserne af briterne i 1957, hvor Ghana fik sin uafhængighed. Inden da havde den som sagt været i portugisiske, hollandske og britiske hænder og alle tre overtagelsesmagter udøvede udbredt slaveri. Både før og efter det blev gjort ulovligt.

Guidens mange historier gik under huden og mange af dem fremkaldte harme og stor sorg over den uretfærdighed og brutalitet der har hersket bag murene i fortiden. Da vi stod i de mindste fangekældre uden lys og frisk luft, fremkaldte det en frygt, der må have været ubeskrivelig for dem der sad der, med realiteten som en tung mørk skygge hængende over hovedet. Historier om hvordan 20 mænd blev lukket ind i et lokale med plads til 15, og først blev lukket ud når den sidste var bukket under for de umenneskelige kår og til sidst ladet døden vinde. Altså lå den sidste levende blandt 19 lig, afføring og opkast. Ifølge historierne i op til et par uger. Kvinder blev mishandlet og voldtaget på skift af guvernøren og soldaterne. Hele tiden blev slavernes udholdenhed testes, for at sikre sig at kun de stærkeste blev sendt med skibene til kolonierne rundt om i verden. Det var et besøg i fortidens svar på 2. Verdenskrigs koncentrationslejre.

De autentiske rammer med de historiske spor gjorde stort indtryk og forfærdelsen sad i kroppen længe efter vi var kørt derfra. Samtidig en fascination af det historiske univers der er sådan et sted. At stå på toppen ved siden af en af de nedslidte kanoner, med udsigt ud over det voldsomme og larmende Atlanterhav og se det slå ind over de enorme klipper de ligger som væltede dominobrikker langs kysten ud for slottet, og gør det svært at forestille sig, at det har været en nem opgave at få de store træskibe sikkert ind til slottet, for at kunne laste salverne gennem de små huller i muren på havsiden.

Der er ingen tvivl om at ghaneserne stadig har denne del af deres fortids historie siddende stærkt i deres bevidsthed. Endnu stærkere er deres frygt for en gentagelse og den kollektive forståelse af at en gentagelse aldrig må finde sted. Men efter rundturen kan man også sagtens forstå deres syn på hvide mennesker. Ikke at de nulevende europærer skal eller kan straffes af nulevende afrikanere, for en undertrykkelse af deres forfædre. Men jeg har stor respekt for at deres ære og stolthed må have lidt et nederlag ved at vide, at deres forfædre blev behandlet som dyr og solgt på linje med guld og krydderier. Derfor er St. George Castle idag blevet et symbol på den kamp ghaneserne til evig tid og forsvoret de vil kæmpe for at bevare deres ret til frihed.

Historien bringer sine dæmoner med sig. Endnu mere når hjemstedet for skabelsen af disse dæmoner stadig eksisterer til evig påmindelse. Evig påmindelse om hvordan mennesker har behandlet hinanden i fortiden og en påmindelse om hvad vi alle må gøre vores for, ikke bliver kopieret i nutiden eller fremtiden.

Back to Ghana #1: Gensyn.

Da vi steg ud af flyet kl. 20 i går aftes, ramte varmen som en mur. 27 grader på det tidspunkt af døgnet, trods det afrikanske mørke for længst havde lagt sig over Accra, hovedstaden i Ghana, er ikke til at klage over. Vi så begge på hinanden med kæmpe smil og det var tydeligt at vores tanker kun indeholdt ét ord: Ferie.

Med tankerne på sidste års lange køer og allerede opbrugt tålmodighed med det afrikanske effektivitetsniveau, trak jeg godt i kæresten for at komme hurtigt igennem til immigrationen og det lykkedes os at slippe rimelig smertefrit igennem. Lufthavnens virvar var samtidig et glædeligt gensyn med minderne fra ferien sidste år. Ligeledes turen igennem den mørklagte hovedstad, hvor sidste års storstilede byggeprojekters silhuetter afslørede at heller ikke dér var effektiviteten steget markant.

Da vi steg ud af bilen foran huset og allerede kunne mærke t-shirten klistrer let til ryggen, kom de mange velkendte dufte tilbage. Roen sænkede sig i sindet. Kærestens nysgerrighed og imponerede tilkendegivelser rev tankerne tilbage til den kendsgerning at det hele er nyt og overvældende for ham. Som det var for mig sidste år.

Min kusine, hende og hendes familie vi besøger hernede, og jeg tænkte at vi skulle kaste kæresten ud i mødet med Afrika med det samme, så i formiddags kørte vi på Makola marked. Et kæmpe marked inde i byen. Eller nærmere en bydel der opbygget som et marked med små interimistiske boder i ét stort kaos og et hav af mennesker der vader frem og tilbage mellem hinanden og hele tiden skal man se sig for, for ikke at støde panden mod et hjørne af den enorme last mange af dem bærer på hovedet. Larmen er allesteds nærværende og overdøves kun nødigt af stanken fra de mange snævre gader. Stanken af mad der ligger i varmen. Fisk, æg, gris, ko og snegle. Varmen gør processen kort for madvarerne og stanken gør den stillestående luft endnu mere kvælende. Lugten af sved og dårlig hygiejne gør det bestemt ikke bedre.

Efter at have gået rundt i dette enorme område, med alt hvad man kan forstille sig mellem himmel og jord. Ulækkert og smukt. Nyt og gammelt. Systuer kun adskilt med få brædder til den næste bod handlende med levende snegle og røget fisk. Frisører uden lys, el og vand. Højtråbende grønthandlere. Stofforretninger med udvalg i alle regnbuens farver. Blik- og træarbejde. Små plastposer med vand, i mangel på flasker, hvor hjørnet rives af og vandet klemmes ud for at køle ganen, ved siden af en sækkevogn med sodavand i kasser med is. Små dovne babyer på ryggen af store frodige kvinder.

Da vi havde gået rundt i halvanden time havde vi stadig ikke set andre hvide end os selv blandt de hundredevis af lokale, men tværtimod fået mange blikke fra ghanesere og tilråb som “Hvid mand!” Armene og hænderne var fedtede af svedige hænder der ville røre os eller hev fat i os for at få os til at rette blikkene på de mange varer i boderne. Varmen, kaoset og følelsen af at være i mindretal drev os til sidst ud af markedet.

Tilbage ved huset lagde vi os ned under palmebladene ved poolen og nød solen og varmen. Eksotiske fuglefløjt blandt kokosnødderne mindede os igen om at vi befinder os i Afrika. Poolens trods en høj temperatur, kølende effekt var kærkommen. Himlens lysende blå, de grønne blade, blomster i strålende farver og poolens skinnende overflade, alt sammen badet i det skarpe afrikanske lys, var en fryd for øjnene og roen og en velbefindende følelse har for alvor fundet plads i vores kroppe.

Nu sidder jeg på terrassen i bar overkrop og kan mærke varmen der omslutter kroppen. Et af regntidens kæmpe tordenskyl har netop afløst solens enorme styrke, fanget den værste støv i luften og den værste trykken er igen lettet uden varmen er gået samme vej. Kæresten er nedenunder for at hente et koldt glas hvidvin.

Hvor er det fedt at være tilbage!

Sommerfeire Ibiza #8: Circus.

Jeg ved jeg har omtalt Privilege -verdens største club- i det første indlæg hernede fra også, men bliver simpelthen nødt til at nævne det igen. Fascinationen er stor og jeg er helt solgt til det sted. Vi var der sidste fredag og igen igår fredag. Alle dage har deres overordnet tema/arrangør. Om fredagen hedder det SuperMartXé. I går med temaet Circus. Som jeg skrev sidst gør de ikke noget halvt når det gælder nattelivet her på Ibiza. Det samme gjaldt i nat. Circus har været slået stort op hernede. Alle har talt om det og forventningerne var store. Hele aftenen igår summede af snak om den store fest på Privilege.
Det blev endnu mere øjensynligt da vi kom med taxaen ad motorvejen fra byen kl. lidt i 2. Der var kø på afkørslen til Privilege! Da vi kom frem til clubben vrimlede det med mennesker og køen var enorm. Heldigvis havde vi igen fået gratis entré, så vi slap rimelig hurtigt igennem og kom endnu engang ind i det enorme rum igen. Lige så betagende som første gang. Den store scene i den ene ende af salen var dækket med store stykker stof, men kun lige akkurat, så man stadig kunne se at en helt ny scene var blevet bygget op og et farvestrålende show var i vente. Rummet var som sidst fyldt med de toner, DJ’en fremkaldte ved sin pult på broen over den store pool. Ventetiden blev brugt til at udforske mere af den store club. På den ene side af salen, var en kæmpe botanisk have med roligere dancemusik, som fuglefløjt mellem de store træer og buske. Overalt var bænke og borde, til dem der ville have det lidt afslappet.
Klokken tre skete der dog pludselig noget. Fokus rettede sig for alles vedkommende mod scenen, hvor lysene blev tændt og en klovn trådte frem og bød velkommen til forestillingen. Circus at SuperMartXé! Straks startede showet. En blandning mellem freaks og artister væltede frem på scenen og de forskellige podier der var bygget op på og over scenen. Klovne, narre, trænede fyre i hotpants, svalehale, høj hat og hvid sminke i hovedet. Små ballerinaer, jonglører, mænd på ethjulede cykler og en kæmpe neger med lårmuskler og overarme som træstammer. Fra loftet hang artister i trapez længere tilbage i salen, så dem i den anden ende ikke blev snydt for et show. Fremme på podiet der gik ud i salen fra senen stod en smuk kvinde i MEGET lidt tøj og spyede ild til alle sider. Hun blev lidt efter afløst af en lille fed dame i korset, g-streng, netstrømper og høje hæle. Hendes røv var virkelig overdimensional, men det show hun leverede på den medbragte stol og den selvsikkerhed hun udstrålede, fik alle tanker fra at hendes påklædning nok ikke var den mest flatterende til hendes krop. Hun var simpelthen så uskøn og samtidig så levende at hun var fantastisk. Efter hende hoppede en artist ind på cykel. Cykel var besat med diverse blinkende lys og han leverede et soloshow til den høje musik, hvor han hoppede og dansede rundt på hele scenen og de forskellige podier.
Efter ham kom den del af showet de fleste heterofyre nok vil huske fra den aften. At dømme efter de mange kameraer og mobiltelefoner der i massevis pludselig blev rettet mod podiet, så er der også mange der har minder fra den del af showet. Ind kom en smuk pige i høj hat, høje hæle og korset. Ja det var det. Ingen bukser, men i stedet et bart glat underliv. Hun dansede livligt til musikken, uden at det blev strip. Dog begyndte hun pludselig at trække en lang perlekæde i guld ud af underlivet. Langsomt alt imens hun snoede sig mere og mere ind i og jonglerede med det stykke hun havde trukket ud. Normalt ville et sådan show være både vulgært og frastødende i mine øjne, men fordi det var en del af dét show virkede det pludselig okay og som et festligt indslag. Som en del af freakshowet.
Et andet indslag blev dog annulleret. Desværre. Vi havde hørt rygtet om de optrædende af omveje. Men frygten for panik hos de to optrædende pga. de mange mennesker, fik arrangørerne til at annullere det. På det tidspunkt var klokken 4 og der var de 12.000 inde på Privilege som der er plads til, så der skulle gå to ud før to nye kunne komme ind. 12.000 er rigtig mange mennesker og med den høje larm, kan jeg godt forstå at de ikke sendte de to elefanter der var sejlet ind fra fastlandet, på scenen. Selvom det nu havde været noget af et syn. Men bare det at det var planen siger lidt om hvor meget de går op i nattelivet her på Ibiza.

Sommerferie Ibiza #7: Charterhelvede.

Jeg har som bekendt lige været 14 dage på Ibiza. Og ja, det var en charterferie. Pakkeløsningen over dem alle. Men det er nu engang nogle gange det nemmeste og i mange tilfælde også mindst lige så billigt som hvis man selv skulle arrangere fly, bil og hotel.

Men når man så når frem til charter-målene bliver man alligevel mindet om hvorfor det er man har en eller anden form for aversion overfor charterferier. Selvfølgelig er det også et spørgsmål om hvor meget man selv opsøger det, men mange steder har de det obligatoriske fluepapir med alt for meget neonlys, lidt for mange pomfritter på plancherne med billeder af retterne ude foran restauranterne. Jeg synes simpelthen det er så tarveligt at servere pomfritter til næsten al mad. Hvor spansk, tyrkisk eller græsk er det lige?

Fluepapiret findes også på Ibiza. Samlet omkring havnen i Ibiza by, som de fleste andre steder. Heldigvis synes jeg ikke det var så slemt som jeg har oplevet det i f.eks. Grækenland de sidste år. Da vi gik rundt i byen og bevægede os lidt væk fra de større gader i centrum fandt vi nogle super lækre restauranter med mad, der kunne mærkes der var kræset for. Steder hvor også de lokale gider gå. Gourmetrestauranter er der også flere af på Ibiza.

Når jeg er afsted bruger jeg sjældent guiderne, heller ikke på denne tur. De er ofte “lidt” for entusiastiske til min tålmodighed. Jeg synes også der er mere udfordring i bare at udforske og kaste sig selv lidt ud på dybt vand. Så vi tre gæve gutter lejede en stor åben Jeep og kørte rundt på den smukke ø nogle dage. Men også her blev vi mødt med det forfærdelige turisme kan gøre ved et sted. Efter at have kørt rundt - også kørt forkert - og oplevet det autentiske Ibiza. Spist i en lille landsby, kørt gennem landskabet med høje bjerge og formidable udsigter over klart blåt vand og set små hvidkalkede kirker og klostre, skulle vi til sidst op og se Cova de Can Marcá grotterne i San Miguel. Nogle store drypstenshuler på nordspidsen af øen. Lad være! Det er den største turistfælde jeg nogensinde har oplevet. Det bedste ved den guidede tur til 8€ var at man skulle gå på ydersiden af klipperne højt over vandet for at komme til indgangen, men da vi kom ind startede rundviseren med at fortælle, at fordi det ikke regner så meget længere på Ibiza, havde de selv lagt vand ind. What! Så kan det da ikke blive mere fake med indlagt vand i en drypstenshule. Straks begyndte vi at lægge mærke til alle vandslanger, lamper og riste og begyndte at tænke over hvor meget uægte sten de havde måtte lave for at skjule de ting. Midt på turen blev alle stillet op i en klump og bedt om at kigge et bestemt sted hen, hvorefter rundviseren tændte(!) et vandfald, musik på en gammeldags disc-man og begyndte at styre lys i mange farver, med et kæmpe instrumentbræt. Og så endda lige foran turisterne. De kunne da i de mindste have gemt det lidt af vejen. Kæresten og jeg gik. Følte os som snotdumme turister, spaniolerne stod og grinte af i kulissen.

Heldigvis er der på Ibiza stor mulighed for at undgå for meget charterhelvede. Endnu bedre er det, at der stadig ikke er særlig mange danske turister dernede. Det gør på en eller anden måde at man slapper endnu mere af og føler sig længere væk hjemmefra. Fantastisk! Hvor mærkeligt det end lyder er hovedbyen Ibiza/Elvissa langt mindre turistet end f.eks. den anden store by San Antoni. I Elvissa føler man sig mere som gæst i en hverdag og ikke som gæst i en verden specielt opstillet for turister.

Det bliver nok ikke sidste gang jeg kommer på charterferie. Indrømmet. Men jeg vil blive ved med at kæmpe for at undgå turistfælder, fluepapir, lalleglade guider og dårligt mad. Noget der sagtens kan lade sig gøre på en ø som ibiza.

Sommerferie Ibiza #6: Café del Mar.

Kørte først på aftenen mod vest. Målet var Sant Antoni og den verdensberømte bar Café del Mar. Vi kørte mod solnedgangen. Sad med hånden på kærestens lår imens han kørte og mærkede vinden og solens stadige varme i den åbne bil. Sendte kærlige smil til hinanden og nød stemningen med solen der blev større jo nærmere den kom jorden. Så hvordan de røde og gyldne farver fyldte himlen foran os, omkring den voksende lysende kugle. Overalt omkring os legede de gyldne stråler på bjerge, træer og hvide huse. Efterlod en varme i hele billedet der forplantede sig i kroppen på os begge og tilførte kærligheden og det romantiske øjeblik endnu mere. Jordoverfladen begyndte at blive mørk i stærk kontrast til den stadig brændende himmel som vi nærmede os byen.

Efter et mindre trafikkaos - Et godt råd, kom i GOD tid! - kom vi frem til kysten. Satte os på klipperne foran Café del Mar og kiggede ud over bugten hvor solen nærmede sig horisonten. En meter fra os skyllede bølgerne ind over de rå klipper. Lounge-onerne fra den berømte bars fyldte luften og var nøje tilpasset solnedgangen og tilføjede bare scenen endnu mere magi. Vi havde flere tusinder langs kysten som selskab og mange både på vandet. Alle med ansigtet vendt mod horisonten og den stadig dalende sol. Mere romantisk kan det næsten ikke blive. Da solen forsvandt og himlen kun havde mørkrøde nuancer der langsomt aftog tilbage, begyndte bådene at bruge deres horn og de mange tilskuere begyndte at klappe.
Det nyindkøbte musik fra Café del Mar blev sat på i bilen på vej hjem fra Sant Antoni, tilbage til Ibiza by hvor mørket for længst havde lagt sig. Vi havde oplevet den vidt berømte solnedgang ved Café del Mar. Et must når man tager til Ibiza og et besøg værd.

Sommerferie Ibiza #5: Tid til at tage hjem.

Okay, nu er vi ved at have været her for længe. At de svundne muskler, at vi efterhånden er gået i bak-gear, den brune hud og det blonde hår, de indskrumpede levere og de tomme kreditkort vidner om det, er én ting. Men flere tegn viser at vi nu har været her længe.

Sidste indlæg beskrev optakten til blind date. Den gik rigtig fint. Vi havde lidt opgivet da tidspunktet vr overskredet, men pludselig dukkede to flinke fyre op. To fuldstændigt nye ansigter for mig, men kæresten havde set dem før. Nå, men det gik rigtig godt. Snakken gik fint og vi fik nogle drinks. Vi har tydeligvis været mere i byen end dem og fortalte vidt og bredt om gode tips, og ideer til hvem de kunne prøve at snakke med for at få fri entre. De havde ikke været i ‘gay street’ så der måtte vi have dem med hen. Her starter de før omtalte tegn så også. Da vi kom, blev der pludselig råbt “Hola!” gennem hele gaden og der blev uddelt de traditionelle spanske kindkys. Flere fra kom hen og snakkede og hilste på. Særbehandlingen var i top og vores ‘venner’ var da også imponerede. Det snart obligatoriske spørgsmål om, om vi skulle have armbånd - fri entre - nogle steder samme aften kom også. Da vi gik var der igen kindkys og special-made shots til ‘mine danske venner’.
Dagen efter tog vi de to andre med til Gay Beach, da vi havde lejet bil. Også der kendte vi smutveje og hvordan man nemmest kom frem. Anbefalde hvilke retter de kunne prøve på den fantastiske restaurant på stranden.
Når man begynder at guide andre og kende stedet lidt for godt, har man vist været for længe afsted. Ikke mindst når bartenderne begynder at vide hvad vi hver især foretrækker at drikke. Kender vores navne. Ej, det er selvfølgelig vildt rart at være faldet til og have kendte ansigter i bybilledet. Blev her da gerne en måned endnu og nød solen og den fantastiske ø. De dejlige mennesker og det vilde natteliv. Desværre er der kun én hel dag tilbage nu.
Send flere penge! Mere tid! Mere energi!

Sommerferie Ibiza #4: Blind date.

I aftes efter væk-fra-solen-sidst-på-dagen-luren opdagede kæresten og jeg en seddel under døren. Gad vide hvor meget anbringende havde hørt fra vores “middagslur”? Hmm…

Zu Zimmer 220. Sprecht ihr deutsch? og forsatte med om vi havde lyst til at mødes med dem til en drink? Hilsen Zimmer 205. Værelse 205!? Hvem pokker er det? Pludselig blev vi nysgerrige. Hvor lå værelse 205 og hvilket par kunne det være. Tænkte alle dem (fyr/fyr) fra poolen igennem og dem vi havde set til morgenmadsbuffetten, men kunne ikke rigtig regne den ud. En hurtig tur på gangen viste at 205 lå skråt overfor vores.
Vi svarede pænt -på engelsk. Skal heller ikke overvurdere os selv- at de måtte komme forbi og banke på eller finde os ved poolen. Hvad skal man ellers svare? Vi ved ikke hvem menneskerne er? Pludselig slog det os at det også kunne være et fyr/pige-par eller to piger. Okay, så er der vist gået for meget homoferie i den, når dén mulighed først kommer som noget at det sidste.
Ny besked fra dem: Ok, mød os på ‘Soap’ kl. 0.30. Og to navne i bunden. F og S. S kunne vi tyde til en mand men F var sværere. Godt nok er ‘Soap’ en homobar, men der kommer så mange heteropar, så den løsning var stadig ikke udelukket. Igen blev parrene på hotellet gået igennem for muligheder.
Fik hurtigt svaret at vi ville holde en rolig romantisk hjemmeaften, men at vi kunne mødes i morgen, vil sige i dag, og at vi ikke rigtig var klar over hvem de var. At de måtte hjælpe os lidt.
I morges lå en ny besked. Begynder at minde om et usselt dating-bureau med folkeskole-teknikker, sådan som sedlerne flyver frem og tilbage mellem vores værelser. Nå, men de skrev at de ville tage på Gay Beach. At de måske ville møde os der. Ellers kunne vi mødes i aften inde i byen. Samtidig en beskrivelse af dem: en høj og en lav. (……!?) Og at vi har mødt hinanden i restauranten og i byen.
Jamen Gay Beach, så er det mysterium løst. De ér medlemmer af klubben. Men beskrivelsen af dem selv siger ikke meget vel. At vi ligefrem har mødt dem, er nok så meget sagt, eftersom vi ikke kan huske nogen. Så fulde er vi altså heller ikke, at vi ikke ved hvem vi snakker med. Efterfølgende ved morgenmaden kom det stort set kun til at dreje sig om at sidde med mørke solbriller på og lure alle de par (to mænd) ud vi kunne og forsøge at gennemskue dem. Prøvede at smile til nogle og nikke pænt. Uden resultat, så stadig på lige bar bund. What to do?
Nu har vi skrevet at vi er på ‘Soap’ på et bestemt tidspunkt i aften. Har ikke hørt mere, men de er nok på stranden. Men hvor er det dog frustrerende og teenage-psykose-fremkaldende at vide at der går et par rundt og ved hvem vi er, men vi ved ikke hvem de er. Tror de måske vi ved hvem de er?
Nu tager vi afsted i god tid, så vi forhåbentlig er der når de kommer, så vi ikke kommer til at optræde pinligt og så må vi tage den derfra. Hvad hvis de slet ikke siger os noget.
Blind date har jeg aldrig prøvet, men nu skal jeg på en, sammen med kæresten!

Sommerferie Ibiza #3: Tankerne forført af udsigten.

Sidder på balkonen med solen bagende ned over Talamanca-bugten - lige udenfor Ibiza by - der fylder hele udsynet. Hotellet ligger i bunden af bugten helt ned til vandet og herfra er der 180 grader udsigt over hele bugten og det omkring liggende. Bag det hele bryder naboøen Formentera horisonten.

Solens stråler leger med de små bølgetoppe i bugten og får det til at ligne en levende flade af glimtende krystaller. De mange både der ligger forankret spredt ud over hele bugten, vugger roligt og sejlbådenes master laver små udslag, der giver hele indtrykket et hypnotiserende præg. De hvide skrog på joller, sejlbåde, speedbåde og store million-yachts fremstår endnu skarpere og smukkere i solen mod det blå vand. Jetski der leger på bølgerne mellem de mange både, er det eneste der bryder roen i billedet. Men giver alligevel et smil-fremkaldende liv.
På den ene side ses øens smukke grønne natur, der ligger som en blød pude over de mange klipper helt ned til vandet, hvor de simple og udslidte fiskerhytter ligger langs bredden, med små joller ved nogle af broerne. Nogle af dem ligger med bunden i vejret og vidner om at alle disse hytter ikke længere er i brug.
Overfor hotellet, til højre for udmundingen ligger en kæmpemæssig klippeø, hvor et højt hvidt fyr står alene, men stolt, på toppen. Fyret der om natten er det eneste lys i mørket og tilfører med sine blinkende lys, klippeøen en hyggelig form for mystik.
Hvor klippeøen møder hovedøen starter Ibiza by, med den gamle by Dalt Vila liggende højt hævet over den øvrige by, med de mægtige mure omringende slottet og katedralen. Katedralens firkantede klokketårn troner højt over det øvrige. For foden får den nye by, de mange hoteller og de mange master i marinaen, ens tanker tilbage til nutiden og minder en om at livet på toppen var engang. Men fantasien når at lege ved synet af fortidens prægtige bygningsværker.
Hele udsigten underbygges af lydene fra de raslende palmeblade under balkonen, cikaderne skjult i planterne på jorden og livet omkring poolen og på stranden. Lutter glade toner. Poolen er bygget ud foran hotellet på stranden, så de to møder hinanden i vandkanten. Duften af det friske saltvand overdøver heldigvis lugten af klor og solcreme.
Med den udsigt kan man da ikke blive andet end afslappet. Vi har nu været her en uge og kroppen er nede i et gear hvor man kan sidde og kigge, uden at nogle forstyrrende tanker får lov til at ødelægge roen. Jeg har flere gange siddet og faldet i staver over udsigten og taget mig selv i overhovedet ikke at have haft nogle tanker i hovedet de sidste minutter. Dét har jeg trængt til. Ser nu kun frem til endnu en uge med ro til kroppen, til sjælen og til tankerne. Med denne fantastiske udsigt frygter jeg ikke det bliver noget problem.

Til info: Dalt Vila er på UNESCO World Heritage List.

Sommerferie Ibiza #2: Homoparadis.

SAS har for nylig set fordelene ved at henvende sig specifikt til de homoseksuelle turister. De homoseksuelle ses ofte som et segment af kunder med penge mellem hænderne og med stor lyst til ekstra forkælelses og luksus. Man må sige Ibiza også har set de fordele.

De homoseksuelle signaler er meget synlige hernede. Ligeledes er de homoseksuelle. Størstedelen af de store plakater rundt om i byen, for de mange diskoteker og clubber, kører tydeligvis på at friste bøsserne. Hvor vi i Danmark er vant til reklamer med letpåklædte piger, er det lige omvendt her. Der er det mændene der er letpåklædte. Den daglige Club Parade (se #1) er med lige så mange fristende fyre som piger og ruten går udelukkende gennem Carrer de la Verge, som er bargadEN i byen og slutter på en af de større homobarer Soap. Bargaden, som er stedet hvor det meste sker inden diskotekerne åbner, er en lang gade i hjertet af Ibiza by hvor homobare og butikker særligt henvendt til homoseksuelle, fylder facaderne på begge sider hele gaden igennem. Det siger lidt at der kan samles så mange homobare på ét sted og at det så samtidig kommer til at udgøre den travleste og livligste bargade i byen. Flere af de store verdenskendte clubber, Space, Pacha, Privilege, har en aften om ugen der er gaynight. Den største nok La Troya Asesina på Space, hvor op mod 10.000 homoer er samlet til én fest hver onsdag. Gæt hvor vi skal hen i aften? Ellers er der på dem alle, alle dage, et område særligt for homoer og shows med klare signaler om at ville tilfredsstille de homoseksuelle gæster også.
Syd for byen ligger Es Cavallet Beach, som er en lang fin strand, hvor der i den sydligste ende er det fineste sand og samtidig er det der gay-zonen ligger. Et helt område af stranden hvor der stort set kun ligger homoer og hvor restauranten Chiringay også er. Godt nok er stranden samtidig en nudiststrand, så man skal være forberedt på at se en bar røv eller mere ind imellem. Jeg ved ikke hvorfor de to ting ofte kædes sammen? Homoer er normalt ikke kendt for at have svært ved at blive seksuelle, så for meget bar hud kan næsten kun ende galt. I går var der da også et par stykker der blev FOR friske. Dér står jeg af og bliver flov over at homoer ikke altid kan styre sig når det kommer til sex. Stranden er super lækker og stemningen der er fantastisk og opmuntrende.
Øen og især Ibiza by er meget gay-friendly og gay-orienteted, med særlige kort og brochurer for hvor der er steder for homoseksuelle og stemningen er bare generelt, at det er okay. Derfor ser man også rigtig mange homoer i gadebilledet om dagen og om natten, på stranden, på hotellerne og på restauranterne. Det er tydeligt at mange homoer vælger at holde deres ferie på dette fristed. Det er alle typer og folk tør være ved den de er. Derfor ser man mange udklædte drags, men også homoer i “almindeligt” gå-ud-tøj, der med stor sandsynlighed ville give tilråb og i værste tilfælde bank i en by som København, fordi tøjet signalerer lidt for meget “homo”. Mens her er det bare en del af stedet, at sådan kan man være. Der er ingen skæve blikke overhovedet.
Man kan spørge sig selv om det er nødvendigt. Om det ikke får de homoseksuelle til at skille sig endnu mere ud og udelukke sig fra det “almindelige” samfund. For et halvt år siden ville jeg have sagt JO! og på alle måder afvist at tage på sådan en ferie. Jeg vil sige at jeg heller ikke vidste at det var sådan da vi bestilte rejsen herned. Men hvor er det dog befriende. Og man føler sig ikke det mindste isoleret eller at der bliver taget særlige hensyn. Hernede er det bare dét der er almindeligt og derfor kan alle være sig selv. Og så længe man ikke engang kan det i et land som Danmark uden at frygte stirrende blikke og tilråb, så er det rart at opleve på sin ferie. Det er tværtimod de lande som f.eks. Danmark, hvor det stadig ikke er accepteret fuldt ud, at homoerne bliver isoleret og “tvunget” til at gemme sig på barer og diskoteker lidt væk fra de oplyste gader. Her på ibiza kan min kæreste og jeg uden videre holde i hånd og kysse hinanden på romantiske steder, hvor man som homo nogle gange står netop de steder og kigger på alle de heteroseksuelle par der kysser og holder om hinanden som det naturligste i verde. Ja, det kan homoer også, men det er altså ikke altid rart når man kan mærke forbipasserendes blikke i nakken, mens man gør det.
Derfor er det virkelig rart at holde ferie her, som homoseksuelt par. Fordi man kan nyde ferien fuldt ud og gøre det sammen. Jeg vil langt fra sige at alle mine ferier skal være sådan fremover. Det kan også blive for meget. Men det er en oplevelse at prøve. En tankevækkende og befriende oplevelse.

Sommerferie Ibiza #1: Drags, druk og dans.

Sommerferie Ibiza #1: Drags, druk og dans.

12. Juli 2008 Rediger

Pludselig fyldes luften i den smalle gade med barer og caféer på begge sider med lydene af musik, råb og sang. En strøm af udklædte - nogen i ingenting - fylder gaden ud. Club Parade er i gang, hvor folk fra Ibizas mange store diskoteker og clubber går gennem byen med hver deres spektakulære show for at reklamere for deres diskotek og aftenens tema. Deres optog får enhver gaypride til at virke amatøragtig. Her er der trænede fyre i speedos der kommer med en overdådig båre med en letpåklædt pige siddende, hævet på deres skuldre. Nogle bare i deres speedos, en maske og deres toptrænede kroppe som reklamesøjle. Spanske mørke fyre i kjole og hvidt, høje hatte, mørk make-up og netstrømper og høje stiletter i stedet for bukser. Et optog har hele Star Wars temaet i levende live. Nogle piger er som taget ud af et sambaoptog i Brasilien med små snore som tøj, palietter, kæmpe vinger af farvestrålende fjer der fylder hele gadens bredde og hårpynt i matchende fjer som et springvand i en meters højde over deres hoveder. Midt imellem kommer et hold barokudklædte højt hævet over de øvrige på høje stylter.
Det er drags, bøsser, heteroer samlet i en farvestrålende parade. En parade der i den grad er præget af sex, fest, provokation, fantasi og modet til at lave noget anderledes. Silikonebryster der er til frit skue eller en anorektisk tynd fyr klædt ud som Hitler i korset. -For eksempel. Når først paraden har været igennem byen er natten for alvor skudt i gang. Og sikke en fest!
Mulighederne er mange. Endnu bedre hvis man bliver gode venner med en bartender eller to, så man kan spare de 3-700 kroner i entre til clubberne. Måske også redde sig en VIP-invitation. I går stod den for vores vedkommende på Privilege, hvor vi havde fået fri entre. Inde i byen kunne man se den kraftige lyskegle bryde den mørke nattehimmel inde midt på øen. Da vi kom fra motorvejen dukkede der pludselig en kæmpe lysende kuppel frem og jo tættere vi kom på lignede det mere og mere én stor forlystelsespark med lys og farver. Da vi endelig stod ved indgangen vrimlede det med unge mennesker der kæmpede for at komme ind. Da vi selv kom ind forstod vi hvorfor. Jeg har aldrig været i så stort et rum. Ja, hal er vel bedre beskrivende. Stedet var proppet med mennesker i flere etager og for enden af rummet var en kæmpemæssig scene i flere niveauer med shows i verdensklasse. Flere af deltagerne fra Club Parade fremviste nu deres show der. Det fedeste elektroniske musik væltede ud af højtalerne og fyldte det enorme rum, hvor loftet var så højt over os, at det kun kunne anes. Selvom rummet var stort var hele rummet udsmykket som en club, så man ikke stod med følelsen af at være i en tilfældig silo eller nedlagt fabrik. Midt på dansegulvet var en stor pool og rundt om i rummet dansede udklædte piger og fyre i bure. Der stod vi tre fyre med julelys i øjnene og kiggede ud over dette paradis. Vi var på Privilege, verdens største club, sammen med 12000 andre. Nej, der er ikke et nul for meget. Tolvtusind er rigtigt læst.
At vi havde været trætte i taxien, blev med et splitsekund glemt og en særlig energi fyldte vores kroppe. Vi kom frem til scenen og fyrede den ellers af til den vilde musik og de fede shows, de næste timer. Alle tanker om trommehinder, væske og trætte ben blev glemt og i stedet erstattet af dans og vodka-Red Bull i lange baner. Flere gange måtte vi bare gribe fat i hinanden og råbe “Det er for vildt!” Aldrig har jeg haft så fed en aften.
Da vi væltede ud i dagslys lidt i syv, var vi helt oppe at køre. Ikke mindst grundet de mange Red Bulls, men også pga. den fede oplevelse. Sjovt var det dog ikke i morges, da vi blev vækket efter kun tre timers søvn, for at nå morgenmadsbuffetten på hotellet. Stadig stive sad vi som tre små drenge efter juleaften og snakkede om natten, kun afbrudt af højlydte grin og dybe suk når latterkramperne mindede os om alkoholen i kroppen og dens indvirkning på hoved og mave. Vi tumlede videre til poolen og har ligget der siden. Nu kan det kun blive aften, så vi kan komme ud og udforske fantastiske Ibiza by night endnu engang.

Skt. Petersborg #4: En oplevelse for ganen og sindet.

Da jeg kom hjem fra New York var jeg bl.a. meget imponeret og overrasket over maden over there. Mine forventninger til maden i Rusland var absolut heller ikke høje. Ikke ud over at jeg glædede mig til kaviaren. Dog er jeg i stedet kommet hjem med en oplevelse af en by med et lækkert udvalg af gode og spændende restauranter med lækker og interessant mad. Mange steder mindede standarden om det vi oplevede i New York og noget vi i den grad kunne savne i København.

Første positive ved restauranterne i Skt. Petersborg er at køkkenerne først lukker mellem tolv og et om natten. Det skyldes nok de lyse nætter som byen er så kendt for. Det var lyst til halv tolv, hvilket gav en særlig stemning og gjorde at vi sjældent var ude af spise før ved ni-ti-tiden. Men det gav også længere eftermiddage til at sidde i solen og nyde udvalget på de mange kaffebarer og kagehuse der ligger rundt om i byen og ved de mange kanaler.

Ja, vi fik kaviar og masser af champagne og smagsløgene dansede i et væk i den russiske specialitet. Kæresten startede opholdet med en anden russisk specialitet, nemlig Borsjtj - kold rødbedesuppe. Jeg smagte og der måtte jeg altså stå af. Bare tanken får det hele til at vende sig i mig igen. Heldigvis blev det meget bedre resten af turen. Om vi sad på en kopi af et sørøverskib ved floden, i restauranten med udsigt over vandet og fik serveret retterne med sølvlåg og drømte om råd til at købe cognacen på kortet til 50.000 kr. Eller sad på første-salen i et palæ med højt til loftet, uforglemmelig stuk, lysekroner og pejs i den ene ende. Levende lys i store stager på de smukt dækkede borde. Tunge dekorerede gardiner i harmoni med den øvrige stemning om at sidde på et slot. Lyse bobler i glassene og velanrettet mad på de store tallerkner. Romantikken var i højsædet og rammerne, servicen og maden gjorde bare oplevelsen endnu mere utrolig. Dette er bare et par eksempler fra vores oplevelser. Der er mange flere og lige så mindeværdige. Maden var spændende, eksperimenterende og ikke mindst godt lavet. Stederne var hyggelige, tjekkede, rustikke, gennemførte, lounge-artige, autentiske, romantiske og intime.

At man samtidig kan spise for ca. det halve af herhjemme, gør bare København endnu mere til skamme. København er langt bagefter madmæssigt og stilen på restauranterne var af langt højere standard end det man er vant til i København. Man kan kun håbe at København en dag havner på samme niveau, så vi ikke længere kun skal have de samme club-sandwich og kartoffelbåde som der findes alle steder i indre København, hvis man da ellers når det inden køkkenet lukker for gassen først på aftenen.

Skt. Petersborg #3: To timer i audiens hos kejserinden.

Man kan ikke besøge Skt. Petersborg uden at se Vinterpaladset og Eremitagen, så derfor var det det eneste sikre udflugtsmål vi havde bestemt hjemmefra. Efter en times sejltur på byens kanaler forbi paladser, kirker, katedraler og historiske bygninger og havde hørt de medfølgende historier, gik turen så til Vinterpaladset. (Skal siges at Eremitagen er en del af Vinterpaladset, der i alt består af fem store bygninger.)

Udefra er paladset utrolig smukt og overvældende. Når man står inde i gården med de høje træer venter man kun på at komme ind bag de store mure for at se hvilke skatte der gemmer sig derinde. Kæresten og jeg havde en personlig guide i to timer, hvilket gjorde rundturen endnu mere optimal, da vi selv kunne designe turen efter hvad vi helst ville se. Det skal siges at der er 300.000 kunstværker udstillet, hvilket svarer til 10% af hele paladsets samling og alle rummene i forlængelse svarer til en gåtur på 24 km. Så det er med god grund at man ikke kan nå alt og derfor kan blive nødt til at vælge noget ud.

Udefra er paladset overvældende og pompøst, men når man kommer indenfor stopper enhver evne til at snakke. Man står bare med åben mund og stirrende øjne. De betagende syn får hjertet til hele tiden at øge tempoet. Over alt er der guld, marmor og flotte kunstværker. Alt er bare stort og nærmest overgjort, så det bliver vulgært. - Men hvem kan ikke godt lide det lidt vilde og pompøse ind imellem. Rundturen med vores guide blev en intim hyggesnak rundt på slottet med sjove små historier og historiske facts. Igennem kæmpe balsale og mindre private gemakker. Når vi snakker mindre på dét palads, snakker vi stadig en stor herskabslejlighed i København. Vi så kunst man troede var umuligt og rum udsmykket på de mest fantastiske og overvældende måder. Selv de lange gange var hver i sær et kunstværk og med en god fantasi begyndte man langsomt at se Katharina den Store gå igennem rummene i sine store kjoler eller tsaren sidder i sin trone med udsigt over salen og de mange folk til bal i store rober i de enestående rammer. Livet på paladset tog form og man forestillede sig livet dengang. Dengang der var penge nok til at leve livet så pompøst.

Det pompøse liv indebar dog heldigvis muligheden for at købe store kunstskatte og turen på Eremitagen bød også på Da Vinci, Rembrandt, Picasso, Matisse, Van Gogh og et hav af andre store kunstnere der hang side om side. Den kunstneriske storhed fyldte de mange rum og øjnene og sindet var efter de to timers tur godt mætte, men samtidig sultne efter at komme tilbage og genopleve dette utrolige sted og få mulighed for at udforske de mange ting man ikke nåede første gang.

Skt. Petersborg #2: Det kyrilliske alfabet.

Hvem har ikke set nyhedsklip fra Rusland og tænkt: Hvad står der mon på det skilt? Det er skrevet på et andet sprog, men også med fremmede bogstaver/tegn. Sådan er det også at være i Rusland. Alt er skrevet med kyrilliske bogstaver. Gadeskilte, infoskilte, menukort og reklamer. Ind imellem føler man, at man lige så godt kunne være landet på en anden planet. Det bliver ikke bedre af at mange af russerne ikke kan engelsk.

Eftersigende bliver det bedre og bedre med årene. Der er da nogle, især de unge, der kan engelsk og de større restauranter i og omkring centrum har også noget af menukortet på engelsk. Men stadig er gadenavne, metrostationer og busstopsteder angivet med de ulæselige bogstaver. I stedet for at lade os forvirre af det, valgte vi dog at kaste os ud i det. Med metroen måtte vi stave os frem tegn for tegn og prøve at finde logik og det lykkedes! Med gadenavnene måtte vi bare orientere os på anden vis, og det lykkedes også! På restauranterne måtte vi nogle gange bruge tegnsprog og når maden kom, så bruge øjne og næse til at gætte os frem til hvad der lå på tallerknerne foran os. Det lykkedes minsandten også!

Så selvom de ulæselige skilte overalt kunne tage pusten fra en inden start, klarede vi den fint med masser af grin til følge. Vi ville opleve så meget som muligt og lod så forhindringen spille en lille rolle. Men alt andet lige ville det da være nemmere at begå sig et sted hvor man i det mindste kan stave sig frem. Men det er så spørgsmålet om vi ville miste nogle af de pudsige oplevelser vi har haft.

Skt. Petersborg #1: Positiv overraskelse.

Da jeg steg ombord på flyet til Skt. Petersborg fredag morgen skal jeg indrømme, at jeg havde jeg et billede i hovedet af hvad jeg kunne forvente. En grå og trist by. Beskidt og kedelig. Bombastiske bygninger uden charme i en by af lignende karakter. Udtryksløse mennesker på gaderne i uformeligt tøj i samme triste farver som omgivelserne.

Da vi kom ud af lufthavnen til vores bestilte business-class-bil og så det var en gammel støvet og bulet Passat, trak jeg bare på smilebåndet og tænkte for mig selv. Nå ja, så blev mine tanker alligevel ikke gjort til skamme. På vej mod byen kørte vi tydeligvis igennem et område præget af tiden under kommunismen med store grå bygninger. Men derefter skal jeg love for at jeg måtte synke hver eneste negative tanke med en bitter smag i munden. Rundt om os var der bygninger i stærke og livlige farver. Store huse med detaljer der kunne gøre selv et dansk slot misundeligt. Til sidst blev vi sat af ved hotellet, hvor der overfor lå en kæmpe lysegul og hvid kirke med de velkendte store og små kupler i blankt sort. Over os var himlen blå med en bagende sol der fik bygningerne og kirkens farver til at træde endnu mere frem.

Den efterfølgende gåtur på hovedgaden Nevskij Prospekt beviste at pladsen ved hotellet kun var en forsmag. Hele tiden kig vi med drejede eller tilbagelænede hoveder for at få det hele med. Overalt var der den ene imponerende bygning efter den anden. Kun afbrudt af smukke kirker, mindre palæer og specielle bygningsværker. Imellem dem alle løb de mange kanaler med små broer. Et kig langs kanalkajen, hvor de imponerende bygninger med søjler og luksuriøs udstråling lå helt ned til kajen, de små romantiske broer og solens spejling i det rolige vand fik en til at føle sig hensat til en mægtig by i Romerriget.

Midt på hovedgaden blev luften som hevet væk. Bygningerne forsvandt og en kæmpe plads lå foran os. Midt på lå en kæmpe katedral med en styrke så stor og et imponerende ydre der fik hele luften omkring til at virke hellig. Man kunne intet sige, men lod i stedet bare øjne vandre fra den ene kurvede kolonnade ind til selve kirke med den enorme kuppel højt over jorden for at forsætte ud af den anden kolonnade. De godt 100 meter lange arme af kolossale søjler tryllebandt en og fik øjnene rettet mod kun ét sted. Nemlig den vigtige helligdom Vor Frue af Kasan-katedralen. En tur inde i kirken gav en endnu større religiøs oplevelse. Guld, smukke ikoner og detaljerede malerier fyldte det store kirkerum sammen med summen fra de bedende og duften fra de mange levende lys.

Tilbage på hovedgaden gik vi nu med et mål. Nemlig Vinterpaladset og Eremitagen ved floden for enden af gaden. Det kæmpemæssige palads i den særlige grønne farve fyldte hele synsfeltet. Vores egne slotte hjemme i Danmark kom til at ligne små the-pavilloner. Den store plads foran slottet med Aleksandersøjlen fik slottet til at fremstå endnu mere majestætisk og pompøst og man kom næsten til at bøje sig for de tsar-familier der havde boet bag de mægtige mure. Dér skulle vi helt sikkert ind en af dagene.

En forsmag på det kolde Rusland.

Nu sidder jeg her med stivfrosne tæer, en kold næse og en tidsplan der er forskubbet. Sagen er den at jeg har stået foran den russiske ambassade i 1½ time. Og nej, jeg har ikke været med i en eller anden anti-Putin-demonstration, men derimod blot været der for at få visum til kæresten og mig. Sikke et cirkus!

Kæresten var af sted i fredags, men fik en dør og et lukket-skilt i hovedet da han nåede frem til døren efter en time i kø. Så i dag blev det min tur til at prøve. Gad vide om han mener jeg bedre kunne charmere mig frem… Nå, men i hvert fald tog jeg af sted i god tid og var der en halv time før de åbnede. Allerede der havnede jeg som nummer syv i køen og indtil kl. ni hvor de åbnede voksede køen stødt. Det er muligt det er forår i resten af Danmark, men på fortovet foran ambassaden var det absolut ikke forår. Det var skide koldt! Allerede efter et par minutter klaprede mine tænder og jeg forsøgte at lave små elegante hop på stedet. Lykkedes ikke! Optimismen steg ikke i takt med de mange historier man hørte i køen om personer der var gået forgæves eller af forskellige årsager var blevet afvist. Samtidig vidste jeg, fra kæresten, at de overholdt åbningstiden MEGET nøjagtigt, og jeg frygtede derfor for køens tempo. Jeg nægtede simpelthen at stå der én gang til. Langsomt skred det dog fremad og langt om længe kunne jeg få lov til at træde indenfor i det varme rum hvor ansøgningen kunne foregå. Krydsede fingre for alle papirerne var som de skulle være. Der var altså mange papirer og oplysninger der skulle opfyldes. Men det lykkedes! Efter endnu lidt venten og en tom pengepung. Få minutter efter stod jeg igen på gaden og havde ondt af dem der stadig stod i kø i kulden.

Så hvis du/I en dag vil til Rusland, så overvej lige at få et rejseselskab til at ordne visum eller tag varmt tøj og en god portion tålmodighed med når du selv skal hen og ansøge.

Når alt det nu er sagt, så glæder jeg mig helt vildt!

Turen går til NY #9: Turen hvor fordomme blev aflivet eller bekræftet.

Når man ikke har været i USA før, kan man af gode grunde ikke udtale sig om hvordan det er derovre. Men USA fylder alligevel så meget i vores hverdag bl.a. gennem film, blade, tv og vores egne nyheder. Derfra danner man sig et indtryk af hvordan det er i USA, hvordan samfundet fungerer derovre og hvordan der mon ser ud.

Således også mig. Inden jeg landede i Newark lufthavn havde jeg også gjort mig mange forestillinger om hvordan New York ville være og hvordan det ville være at komme til USA. “Det forjættede land!”

Allerede i flyveren og i lufthavnen blev min første fordom bekræftet. Immigrationspapirerne indeholdt bl.a. spørgsmål om hvorvidt man sympatiserede med nazisterne under 2. Verdenskrig. Helt ærligt, hvad havde de selv regnet med at man svarede. Hvis der var et spørgsmål der lød om man synes Bin Laden er en guttermand, ville en potentiel terrorist nok godt kunne regne ud at han skulle svare nej for at forbedre sine chancer for indrejse. I lufthavnen skulle passet nærmest holdes i luften hele tiden og immigrationsmyndighederne stillede de mest irrelevante spørgsmål, hvorefter man skulle aflevere fingeraftryk og glo i et webcam. Da vi skulle ud af landet var sikkerhedshysteriet det samme.

Da vi kom op fra subwayen på Madison Square Garden var min første kommentar: “Er det ikke større!” Og det var oprigtigt ment. Det kom bag på mig at bygningerne ikke var højere og stod tættere. De følgende dage bekræftede ligeledes denne oplevelse. Der var ikke den klaustrofobiske fornemmelse ved at stå mellem fire ekstremt høje bygninger hele vejen rundt om en, som jeg havde ventet. Vel er nogle af bygningerne høje, bevares. Men jeg havde regnet med at skyskraberne ville stå tætpakket på hele Manhattan, som mælkekartoner i køledisken, men de er faktisk meget koncentreret hovedsageligt to steder på øen. Syd og syd for Central Park. Også det at der var så meget luft mellem de høje bygninger gjorde at det ikke virkede så voldsomt om forventet. Luften var samtidig ren og frisk. Den er stadig stor, ingen tvivl om det!

Imellem de høje bygninger havde vi forventet langt flere mennesker, mere stres og hektisk aktivitet. Godt nok var der vinterferie i New York, men der var forbavsende få mennesker på gaden i løbet af dagen. Vi snakkede flere gange om at byer som London og København har langt flere mennesker på gaderne. En gade som Wall Street hvor vi havde glædet os til at opleve en myretue af jakkesæt, var der relativt stille. Her havde man til gengæld den klaustrofobiske fornemmelse jeg havde forventet var mere generel for New York. De høje bygninger stod virkelig tæt og rakte højt op. De dannede en mur så man havde fornemmelsen af en labyrint, hvor eneste mulighed for at se himmel var at kigge lodret op.

Landets egoisme og arrogance kom flere gange til udtryk på rundturen i UN. Jeg kunne komme med flere eksempler, men alt andet lige kom dette ikke som nogen stor overraskelse. Det var forventet. Når den almene amerikaner spurgte hvilket land vi kom fra eller hvilket sprog vi talte, nikkede de fleste anerkende men lignede ét stort spørgsmålstegn når vi sagde Danmark. Men alle var de for stolte til at spørge yderligere. Til sidst blev jeg lidt provokeret og spurgte et af spørgsmålstegnene om hun vidste hvor Danmark lå, i forsøg på at presse hende lidt. En anden mand udbrød stolt Amsterdam da vi sagde Danmark. Hmm, koncentrerer de sig lidt for meget om dem selv. Er det takken for at vores statsminister følger deres præsident i stort set alt?

Men som sådan var der ikke noget der overraskede mig negativt. Dog var der en del der overraskede mig positivt, som jeg også flere gange har været inde på i tidligere indlæg.

Ikke mindst den kulinariske oplevelse det viste sig at være. Men noget jeg især har tænkt tilbage på flere gange er den imødekommenhed og det serviceniveau der er derovre. Det er simpelthen imponerende og man bliver virkelig flov over den måde vi danskere kan opføre os på. Både i butikkerne og på gaden. Der er ikke nogen tvivl om at de ansatte i butikkerne, på restauranter og hoteller har en løn der er baseret på provision og drikkepenge, hvilket bare gør at de virkelig kæmper for at behandle deres kunder/gæster godt. Man kan så snakke for og imod denne lønningspolitik på mange måder. Vi er her i Danmark så til gengæld sikret en rimelig minimumsløn, men der er servicen virkelig også i bund. Det er en fornøjelse at være i New York, netop fordi alle er smilende og venlige. Fremmede kommer hen til dig på gaden og i subwayen, og det føles naturligt at svare dem, hvor man i Danmark mange gange vender ryggen til. I butikkerne føler du dig velkommen og på restauranterne som inviteret. At alting så samtidigt var billigt, pga. den dårlige dollarkurs, gjorde bare det hele endnu sjovere. Vi spiste, shoppede og drak som konger, uden at føle vi havde betalt overpris for noget af det.

Om NY gør noget særligt for det ved jeg ikke, men vi bemærkede flere gange hvor få hjemløse vi så i gaderne. Måske de er andre steder end lige der hvor vi kom. Jeg tror ikke vi skal lade os snyde af at de ikke var synlige i gadebilledet. Men amerikanske film har ofte efterladt et andet indtryk.

Der er ingen tvivl om at New York er en by der aldrig sover. Der er konstant liv på gaden og når man vågnede kl. 4 om natten var der samme aktivitet nedenfor vinduet som kl. 4 om eftermiddagen. At NY ikke er repræsentant for hele USA er der nok heller ikke nogen tvivl om. Det er den for europæisk inspireret til. - Er det mon også derfor der ikke var så mange fede mennesker? - Det er en fantastisk by og halvdelen af mit hjerte er stadig over there. Det er kærlighed ved første blik og jeg skal helt sikkert tilbage og det kan kun gå for langsomt. Minimum en gang om året fra nu. Hvem ved, måske der en dag skal skrives New York uden på kuverten når der skal sendes post til mig.

Turen går til NY #8: Livet som newyorker.

En stor del af det er være i New York er at mærke byen. Bare være en del af byen. Byen er en smeltedigel af en masse nationaliteter. Hvilket hurtigt mærkes. Byen er meget europæisk inspireret. Når man sidder i subwayen kan man høre de mange forskellige sprog der bliver talt og et kig rundt på de øvrige passagerer i kupeen afslører ligeledes at rigtig mange nationaliteter og trosretninger færdes side om side i denne by. Derfor falder man som turist også hurtigt ind i gadebilledet. Vi blev flere gange stoppet og udspurgt om vej og om fakta om bygningerne omkring os. Men det er det der er med til at gøre oplevelsen fed. At man ikke føler sig fremmed eller udenfor. Man føler sig lynhurtigt hjemme og tryg ved tanken om at komme rundt i byen.

Byen mærkes ved at gå på gaden. Stå sammen med en stor flok og vente ved en af de store fodgængerovergange på Times Square eller 5th Ave. Mærke travlheden for en stund i det der bliver givet signal og flokken bevæger sig. Det er dog her man ikke skal lege turist og kigge op på de store bygninger. For så går man altså ind i en eller anden. Lektie lært!
Eller sætte sig ind på en cafe og nyde stemingen og bare se på de forbipasserende eller gå forbi Starbucks og købe en kaffe to go. Gå en tur i Central Park om søndagen og se de mange newyorkere der er ude og motionere i det gode vejr eller sætte sig på en bænk på Central Station i rush hour og bare mærke travlheden fylde det store rum og de lange arme af gange der går ud fra hovedbygningen. Stille sig op og nyde gospelkoret der står på en tilfældig trappe i Soho og giver de forbipasserende en grund til at smile.
Jeg kunne komme med mange flere gode eksempler. Det der er vigtigt i en by som New York er, ikke at have for travlt med at være turist, men også huske at opleve byen som helhed. Give sig selv tid til at opleve det liv der summer i byen døgnet rundt.

Turen går til NY #7: New York, en kulinarisk oplevelse.

Da jeg tog hjemmefra havde jeg på ingen måde regnet med at denne tur skulle blive en kulinarisk oplevelse. Min opfattelse af det amerikanske køkken, kan stort set siges et ord: Fedt. Ikke som i forståelsen cool, men mere i retning af fed ulækker mad. At det amerikanske køkken ville spolere alle de andre køkkener på amerikansk jord, men min fordom blev i den grad gjort til skamme.

Turen har været en sand kulinarisk fryd. En spændende rejse. Vi har spist kinesisk, mexicansk, cubansk, fransk, italiensk og amerikansk. Det har været gourmet, cafe, hipt, billigt, afslappet og travlt. Hver især har det været enestående oplevelser. Jeg husker dem hver især som noget godt, hyggeligt, sjovt og ikke mindst nogle fede aftener for smagsløgene.

For at komme med nogle anbefalinger til sidst, kan top fem nævnes:

L’Ecole, 462 Broadway

Boom, 152 Spring street

The Mercer Kitchen, 99 Prince street

Dos Caminos, 475 West Broadway

August, 359 Bleeker Street

Turen går til NY #6: Fra høje spøgelser til små sjæle.

Allerede tidligt stod vi klar på perronen ved subwayens grønne linje for at køre sydpå. Under jorden var det mørkt og på grænsen til det utrygge, men over os skinnede solen fra en skyfri himmel og der var dømt sightseeing rundt i byen. Først gik turen til Brooklyn for derefter at tage gåturen tilbage over Brooklyn Bridge. Da vi kom op fra subwayen var det som at være landet i en anden verden. Pludselig var der lave huse og plads imellem dem. Turen over broen gav et fantastisk indtryk af skyskraberne på Manhattan. Hvordan de rejser sig fra vandkanten og nærmest danner en mur rundt om hele sydspidsen. Vi gik alle fire og pegede og råbte i munden på hinanden om de mange bygninger vi kunne se. Vi glemte næsten at opleve broen. To bygninger manglede dog. To der ville have overgået alle de andre. To tårne der i dag er symbol på en drejning i de flestes verdensopfattelse. Omridset af de to blev af fantasien tegnet på nethinden og billederne fra tv den dag for snart seks et halvt år siden, begyndte at blande sig med fantasien og gjorde filmen for øjnene hårrejsende endnu engang.

Da vi lidt efter stod ved hullerne hvor disse to spøgelsestårne stadig har en form for magi omkring sig, blev vi igen ramt af tilbageblik og forfærdelige forestillinger. Overalt på pladsen foran Ground Zero var der plancher og infoskilte omkring 9/11 og det nye projekt der er begyndt at skyde frem på dette store område. Et projekt med stor æstetik og respekt for de to faldne tårne. Også her lever diverse konspirationsteorier. Bannere med påstanden, at attentatet var et inside-job og flyers med argumenterne for denne påstand. Teorier der kan gøre selv den mest skråsikre paranoid og usikker på egen overbevisning. Slog dem ud af hovedet.

Fra Ground Zero gik turen ned gennem Wall Street til færgen over til Staten Island. Udsigten fra bagenden af færgen ved afgangen fra Manhattan er et af de stærkeste billeder fra turen. Det blå hav der brydes af hele sydspidsens massive mur af skyskrabere der strækker sig mod den lyseblå skyfrie himmel. Efter dette syn virkede Frihedgudinden ligegyldigt lille. En stolt dame uden den ydre gennemslagskraft.

Tilbage på Manhattan tog vi igen subwayen videre. Denne gang til Christopher Street i Greenwich Village nord for Soho. To områder der udgør et særligt hjerte på Manhattan. Det er to områder med utrolig sjæl og charme. De små huse på række med de gamle brandtrapper udenpå facaderne og de mange træer i gaderne. Overalt er små hyggelige caféer og individuelle butikker. Det er utroligt at disse områder findes i en metropol som New York. Det er er dét der giver byen ekstra værdi. Fordi man har både byens storhed og landsbyens charme, hygge og intimitet på et og samme sted.

Turen går til NY #5: Musical på Times Square.

Kommer ned ad 45. gade og da vi går om hjørnet på 7. th. Ave kan de mange reklamer ses fra gaden og op til nogle af de høje etager. Overalt lyser og blinker det. Livet her på Times Square er lige til at gøre en mundlam. I alle ender og kanter er der mennesker, sælgere, biler, musik og så tilfører de mange reklamebannere en ekstra dimension. Times Square må være enhver reklames paradis. Rådhuspladsen kommer næsten til at virke latterlig ved siden af. Her er reklamer i alle afstøbninger. Dem der er 3-dimensionelle og dem der nærmest er levende. De mange indtryk går lige i blodet på en. Smilet hives frem af lyssøjlernes fascinerendes kræfter.

Da vi kommer ind på teatret fortsætter det eventyrlige liv. Vi skal se The Lion King og allerede foyeren er et sceneri der passer til den ventende forestilling. Gaven ved at teatrene i New York kører samme forestilling hele tiden. Forestillingen selv var som taget ud af Disneys univers. Den ér Disneys univers. En eventyrlig oplevelse på omkring to timer. De kostumer og kulisser er simpelthen fantastiske. Den måde de bruger scenen på og den teknik der bliver brugt for at give stykket nogle dimensioner man ikke havde forventet. Historien kender vi alle sammen og Elton Johns musik kender man også. Alligevel bliver man betaget endnu engang.

Efterfølgende er det blevet mørkt over Times Square og lysene står bare endnu skarpere. Endnu mere overvældende. Efter den cubanske middag går vi på Marriot Hotel der har en stor rund bar højt over Times Square med en glasfacade der giver udsyn til livet i dette pulserende område. At sidde der med den stærke drink og dén udsigt, føler man virkelig man er i en storby. I en metropol.

Turen går til NY #4: Sex in THE city.

Turen skulle være andet end shopping, sightseeing og god mad, så i går skulle vi i byen. Da vi var fire fyre af sted, synes vi lige vi ville tjekke et af homostederne ud, nu NY er så kendt for deres miljø. Vi havde fået anbefalet et sted ikke langt fra The Village. Et sted der hedder Splash. Da i sprang ud af vores gule taxa på en mere eller mindre øde og mørk vej, var vi slemt nervøse for om vi mon var havnet et ordentligt sted. Fandt lidt efter ud af hvorfor. Splash er et af det helt hippe steder og derfor står der ikke udenfor hvor det er. Man ved hvor det er! Køen var ikke så lang, men allerede der kunne musikken høres og de personer der gik rundt udenfor spændte vidt i spektret af skæve typer og almindelige pæne fyre. Vi var alle lidt fulde fra restauranten, så glædede os bare til at komme ind og fortsætte.

Et er at gå i byen i København, noget helt andet er at gå i byen i NY. I hvert fald på de steder for de homoseksuelle. Stedet var som udenfor proppet med alle typer. Store og små, tykke og tynde, unge og ældre, lækre og mindre pæne, påklædte og mindre påklædte. På ingen måde som Kbh. der efterhånden er delt meget op efter typer og alder. På barerne stod gogo-dansere i hotpants og dansede til den pulsende musik. Trænede fyre der dansede for enhver 1$ de fik stukket indenfor de små shorts. Ikke fyre efter min smag, men festligt indslag. Ligeledes var bartenderne kun iklædt en form for underbukser og sko. På dansegulvet var der flirt og sexet dans. Glade fyre. Hele stedet, begge etager, osede af sex, uden at det blev vulgært. Der var fantastisk musik og det var tydeligt at alle bare havde det sjovt. Ingen blev kigget særligt efter bare fordi de havde en aparte udklædning på. Det var så frit at være der, fordi det var tydeligt at der var plads til alle.

Mine nyindkøbte jeans må have siddet godt, ellers er de også bare mere frie derovre. Vi sod i baren og pludselig havde jeg svært ved at se hvordan kærestens hånd kunne være den på min røv, ud fra den viden at hans arm kun har ét bøjeligt led og derfor har begrænsning på udfoldelser. Kæresten blev dog vist lidt træt af henvendelserne til mig til sidst. En nåede ikke engang at prikke mig på skulderen inden kæresten havde fortalt ham vores status. Nu heller ikke noget problem med mig. Jeg opdagede ikke altid dem der nærmede sig. Jeg var i byen med venner og kæresten. Det er kun ham jeg vil gå hjem sammen med. Kun ham jeg vil have sex med. Men sjovt at opleve nattelivet på et af NY’s hotte homo-diskoteker. Helt klart en oplevelse værd og noget der bør gentages.