Når man siger Barcelona kan man ikke komme udenom Gaudi. Og det bør man heller ikke! Hans fingeraftryk på byen er intet mindre end betagende og imponerende. Sjældent at opleve en by hvor én mand har sat så tydeligt præg på byens udseende. Men det er hans surrealistiske univers der er med til at gøre Barcelona til noget helt særligt. Hans værker dukker op mange steder i byen og får en til at stoppe op hver gang. Fordi tankerne ikke kan nå at konsumere indtrykkene alene ved at gå forbi.
Et af Gaudis absolutte mesterværker er bemærkelsesværdigt nok ikke færdigt. Nemlig La Sagrada Familia - Den Hellige Familie, eller den ufuldendte kirke. Den enorme kirke med de verdenskendte tårne der i spindelvævsagtige, dekorerede og spektakulære former rejser sig mod himlen og afslutter i geometriske og farvestrålende figurer. Da kirken trods sin begyndelse i slutningen af 1800-tallet endnu ikke er færdig, får tårnene desværre ikke lov til at stå alene mod den lyseblå forårshimmel, men skæmmes af et utal af kraner der omkranser kirken.
Dog fik det fortsættende arbejde på kirken ikke oplevelsen af La Sagrada til at blive ødelagt. Efter den store gotiske indgang med næsten skræmmende figurer med skarpe og dæmoniske træk, kom vi ind i et af de mest fantastisk rum jeg nogensinde har befundet mig i. Et kæmpemæssigt kirkerum, med loftet hvilende højt over os på en skov af store kraftige søjler. De mange enorme søjler gav næsten oplevelsen af en labyrint trods al luften i det store rum. De lyse sten, den hvide malling og det særlige lys igennem de store og små vinduer, gav rummet et helt særligt lys, der gav følelsen af at noget større hang i luften mellem gulvet og loftet højt oppe.
Overalt omkring os var der nye detaljer at lade øjnene dvale ved. Vindeltrapper omkranset af de fineste detaljer. Runde former og lyse farver i forskellige nuancer. Imponerende blyindfattede ruder med farvet glas, der med solen bragende igennem lignede et farvefyrværkeri uden sidestykke. Religiøse figurer og uforklarlige skulpturer i skarpe farver. Dekorerede rosetter og religiøse billeder oppe i hvælvingene.
Tribunerne nærmest svævende højt oppe midt på skibets ydervægge, med plads til et-tusind korsangere, fik mig til at ønske at der virkelig stod så mange sangere deroppe. At jeg var eneste gæst i kirken og et eller flere af kirkens orgler sammen med koret ville opføre en koncert kun for mig. Stemningen og det særlige lys i det enorme rum tilsat tanken om et stykke klassisk musik, der ville kærtegne hver en detalje i rummet, fik hårene til at rejse sig på mig. Følelsen af at en orgelkoncert ville få istemmende engle til at flyve rundt i kirkerummet og få søjlerne til at brage gennem taget og rejse sig endnu højere mod himlen, bredte sig i kroppen.
La Sagrada var uden tvivl en stor oplevelse, men også en arkitektonisk oplevelse. Kirken er ikke brugt og fremstår indvendig som et nyt byggeri. Ikke at det gjorde oplevelsen mindre, men tidens tand manglede. Da vi dagen efter stod inde i den gamle katedral i den gotiske bydel af Barcelona, oplevede vi for alvor kontrasten. Der kunne vi stå op kigge op på store stenblokke der -kun- lå i spænd side om side i hvælvingerne højt over os, hvor La Sagrada havde fine pudsede overflader lavet indenfor de sidste par år. Katedralen var fyldt med en atmosfære og en sjæl af historie og bygningsværket virkede bare endnu mere imponerende, ved tanken om at den store bygning er opført for flere hundrede år siden.
Men det er langt fra kun La Sagrada Gaudi skal bemærkes for. Hans skæve univers kunne spottes mange steder i byen. Bygninger hvor fysiske begrænsninger synes ophævet og erstattet af sjove former og kurver, balkoner formet som masker og tage der ledte tankerne på en fantasiverden. Smukt og skræmmende på samme tid. Som at gå rundt i et maleri af den danske kunstner Otto Frello.
Da vi tog metroen ud til Park Güell blev vi for alvor lukket ind i Gaudis forunderlige verden. En park på en bakketop lidt udenfor centrum, med fin udsigt til La Sagrada ragende højt over sine naboer. I forskellige niveauer og snoede stier blev vi ledt ind gennem hans park. Da vi kom til hovedindgangen kunne vi ikke andet end at begynde at grine. Det var som var vi havnet midt i et kagelandskab. Huse uden nogle skarpe kanter, men i stedet med rundinger og skæve buer. Pyntet med mosaikker, farver og hvide tage, som var det brunkage pyntet med glasur og slik. Overalt var der smukke mosaikker, fabeldyr i utrolige farver, søjlegange med snoede søjler i råt materiale og Gaudis velkendte runde og buede former. Forårssolen skinnede igen i de mange kraftige farver og fik parkens træer og blomster til at træde kraftigt frem, i fin symfoni med Gaudis forunderlige univers.
Barcelona og dens megen kreativitet var en fantastisk oplevelse. Gaudis bidrag til oplevelsen, tilførte byen et surrealistisk præg, der gør oplevelsen befriende og smil-fremkaldende. Som at være et sted hvor regler, normer og voksenlivets seriøsitet ikke er altoverskyggende. Næste gang håber jeg kun at få mere tid til at dykke ned i Gaudis værker og forsvinde i de mange utrolige detaljer.
Opslag
