Med sædvanlig nepalesisk forsinkelse gik det store show i Kathmandus Nationalteater i gang med høj musik og nationale danse. Mr. & Miss Third Gender Nepal 2010 skulle kåres ved et storslået show med et ambitiøst program. Som inviteret havde veninden og jeg heldigvis plads midt for scenen på en af de forreste rækker, så vi rigtig kunne nyde showet og beundre deltagerne.
Det 3. køn er officielt og almindeligt anerkendt i Nepal og bruges ligeværdigt i mange sammenhænge. Et resultat af Blue Diamond Societys (BDS) arbejde for homo- og transseksuelles rettigheder i Nepal. Derfor er transseksuelle også mere åbne end vi er vant til mange steder i den vestlige Verden. At få foretaget kosmetiske operationer for at opnå skiftet fra et køn til et andet, er ligeledes heller ikke så tabubelagt. En fejring af netop de transseksuelle er derfor en stor begivenhed her i Nepal. Endnu større blev det at BDS samtidig kunne fejre deres ti års jubilæum som tilladt organisation i Nepal.
De 15 kandidater til titlen som Miss Third Gender indtog scenen i bedste amerikansk beauty pageant-stil, med høj musik, lysshow og stram koreografi. Flere af dem ubeskriveligt smukke og det var næsten umuligt at fatte, at nogle af de ultra-feminine skønheder på scenen faktisk var født som mænd. Smilene var store og der blev flirtet med både publikum og dommerpanel.
Efterfølgende fulgte de 15 deltagere til Mr. Third Gender konkurrencen med en mere afslappet og tilbageholden scene-perfomance. Næsten lidt overkarikeret maskulint. Af en eller anden grund virkede de 15 ikke så naturlige som deres 15 kvindelige sidestykker. Om det er fordi det er sværere at få kvindelige former med rundere hofter og finere ansigt, til at se maskuline ud ved jeg ikke. Men af en eller anden grund kom de mere til at ligne skoledrenge end mænd. Uanset havde de lige så meget sjov på scenen og fik samme fantastiske opbakning fra salen.
Flere gange undervejs i showet måtte vi minde os selv om at deltagerne var født anderledes end den de nu var på scenen. Den overbevisende forvandling var imponerende. Især miss’erne var mange af dem smukkere og mere feminine end mange af de kvinder der normalt ses på gaden. Samtidig var deres kjoler og nationale klædedragter farvestrålende og fantastiske at se på.
Med de obligatoriske elementer i en skønhedskonkurrence blev deltagerfeltet hele tiden gjort mindre og til sidst var der kun fem tilbage at heppe på. Egne favoritter var forlængst fundet og vejret blev holdt i sympati med deltagerne på scenen når afgørelserne blev udråbt. Smilet bredte sig i hele kroppen når det gik favoritterne godt. Ligesom skuffelsen gav sug i maven når en favorit blev skilt fra.
Den endelig afgørelse blev udråbt med al den pomp og pragt et sådan show skal slutte med. Glæden var stor hos nogle på scenen og skuffelsen stor i andres øjne. Bånd blev sat på skrå, pengepræmier og trofæer blev uddelt. For pigernes vedkommende blev funklende tiaraer sat i det opsatte hår indtil det kun var vinderen af miss-konkurrencen der manglede. To af vores favoritter stod allerede som nummer to og tre, så da den sidste favorit blev udråbt som vinder var glæden stor. Hun selv måtte kæmpe for at holde glædestårerne tilbage, da den største tiara blev overrakt fra sidste års vinder og sat på hendes hoved.
Med en særlig glæde i kroppen over showets demonstration af plads til forskellighed og bevis på mening bag de kampe der er blevet kæmpet for de homo- og transseksuelle i Nepal, samt showets fest og farver, forlod vi teateret og gik ud i mørket der havde sænket sig over Kathmandu. Med endnu en stor oplevelse fra Nepal i sindet.
Note d. 14. september 2010: Kort artikel på Pridenews.dk om ovenstående, skrevet af mig: Pridenews.dk
Opslag
