Tur til Ghana #10: Eftertanke.

Nu er der gået godt en uge siden jeg landede efter min ferie i Ghana og er efterhånden også ved at være landet mentalt. De mange indtryk og oplevelser er ved at være fordøjet og sorteret. Jeg oplevede simpelthen så meget på den uge og så meget forskelligt. Kufferten var proppet med uforglemmelige dage, oplevelser, indtryk og en stor portion stof til eftertanke.

Hver gang jeg drejede hovedet var det et nyt indtryk der mødte mine øjne og lagrede sig i mit sind. Ghana og Afrika er ubeskriveligt anderledes end det vi er vant til i Europa. Alt var nyt for mig og mine forventninger og forestillinger kunne ikke have forberedt mig på hvad jeg kom til at opleve. Måske netop derfor kunne jeg sluge alle indtrykkene uden forbehold, for at bearbejde dem nu efter jeg er kommet hjem. Jeg er flere gange blevet spurgt hvad der var den største oplevelse, hvad der gjorde størst indtryk. Det er stadig svært at svare på, da mange af oplevelserne ikke kan sættes i samme bås. Hele turen var én stor oplevelse jeg sent vil glemme.

Jeg oplevede fattigdom som jeg slet ikke troede fandtes i verden længere. Fremover vil jeg have noget håndgribeligt at forholde mig til når medierne vælger at rette fokus på Afrika. Et helt kontinent der på utrolig mange områder er sat urimeligt langt tilbage i forhold til resten af verden. Den enorme fattigdom og materielle mangel satte virkelig mit eget liv i perspektiv. Ja, alle os danskeres liv i perspektiv. For hvad er det egentlig for problemer vi går og mugger over herhjemme. Det er så ubetydeligt, når man sammenligner med hvad alternativet kan være. Vi går i panik hvis internettet er nede i mere end 5 min. Men der findes steder hvor der ikke engang er elektricitet til at starte en computer. Vi brokker os fordi de ældre ikke kan blive vasket hver dag. Jeg har set børn blive badet i Volta-floden hvor risikoen for at få larver i huden er så godt som sikker. Vores sygehusvæsen er under konstant beskydning, men der er altså lande hvor transporten til sygehusene skal ske på egen hånd og standarden er langt lavere. Har set fødekliniker bestående af en faldefærdig bygning. Vores skolevæsen påstås gang på gang at være ødelæggende for vores børn. Ja, men vær glad for de overhovedet kan komme i skole og ikke først skal finde penge til uniform og bøger. Vi ser rødt hvis vi skal cykle hjem med dagens indkøb i regnvejr, men tænk hvis alternativet er at gå mange kilometer i stegende hede med varerne ovenpå hovedet. Jeg kunne blive ved. Men vi skal nok bare have lov til at brokke os. Vi har det så godt at vi ikke ved hvad vi ellers skal tage os til, andet end at brokke os over det der egentlig er godt nok. I stedet for blot at sætte pris på den gave vi har fået ved at være så heldige at være født i en del af verdenen hvor vi har tid og overskud til at beklage os over selv små ting.

Oplevelsen af Ghana var ligeledes oplevelsen af et land der langt fra fungerer optimalt. Infrastrukturen er nærmest ikke eksisterende. Vejene bliver ødelagt af regnskyl. Mange steder er der hverken vand, el eller kloakering. Prioriteringerne er helt i vejret og det starter allerede i toppen af samfundet. Man efterlades med en indtryk af at de kun tænker på i dag og ikke på at der også kommer en dag i morgen. At pengene skal formere sig og ikke bare bruges. At enhver hjælp skal disponeres fornuftigt, så landet kan mærke en markant udvikling, for der er virkelig lang vej igen.

Den Afrikanske ånd med ikke at tage tingene så tungt men mere som de kommer, kan være ganske inspirerende, men det nytter bare ikke hvis landet går i stå på den bekostning. Mange af os kunne helt sikkert lære af at slappe mere af og ikke lade vores skuldre bærer så stor vægt. I stedet smile af livet og nå det vi kan og samtidig have os selv og vores velbefindende med.

Afrika var en kæmpe oplevelse jeg ikke ville have været foruden. Hvis jeg får muligheden vil jeg tilbage dertil, men der er også mange andre steder jeg gerne vil se. Jeg er ikke ramt af et eller andet Karen Blixen-syndrom, så jeg nu render rundt i farvestrålende tøj og kun tænker på ”Mit Afrika”. Det er simpelthen for relaxed og der er for meget der ikke fungerer ordentligt, til at jeg ville kunne opholde mig der i længere tid. Jeg vil langt fra afskrive Afrika som fremtidigt rejsemål, men det er heller ikke fordi jeg sidder tilbage med en følelse af at jeg simpelthen må derned igen i løbet af kort tid. Må se hvad fremtiden bringer. Om jeg får muligheden igen, for så griber jeg den.

Hans navn i sandet.

Da jeg sad i Afrika med fødderne i vandkanten på stranden i Kokrobite en af de sidste dage, tog jeg mig selv i at skrive kærestens navn i sandet. Savnet var stort og førte mine hænder. Ønskede at jeg kunne dele oplevelserne med ham. Sad bare og kiggede ud over havet og lod mine tanker vugge på bølgerne. Tænkte på vores første to måneder sammen og på hvor glad og lykkelig han gør mig. Samtidig på hvor bekræftende savnet er, trods det kan være hårdt.

På begge sider af mig kastede bølgerne lange tunger op på stranden og udviskede alle fodspor, så der igen var ren og glat overflade, men hvor jeg sad forblev der tørt og navnet blev stående i sandet mellem mine fødder.

Da vi flere timer senere forlod stranden var navnet stadig uudvisket, hvilket fik smilet til at brede sig på mine læber. Selvom jeg ikke er overtroisk kunne jeg, da jeg stod der med savnet, ikke lade være med at finde ro i at hans navn stadig stod på stranden hvor jeg havde skrevet det.

Tur til Ghana #9: Ved Atlanterhavets kyst.

Den private bumbushytte på stranden i Kokrobite var omgivet af palmer, der trods deres lange tynde stammer virkede stærke mod den hårde vind fra Atlanterhavet. Når man stod med bare tæer i det varme sand og kiggede hen langs kysten virkede de mange palmer som et sejl, som de flot dannede en let bue op mod vinden fra havet.

Det blå hav var enormt og fyldte hele udsynet når man stod med ryggen mod land. Æstetisk som et hav kan være, kun brudt af de badende i vandkanten. Havet var uroligt og mange steder var bølgerne hvide af skum. De store bølger knækkede ryggen mod stranden i voldsomme brøl og gled flere meter op ad stranden for derefter at trække sig tilbage, med en så voldsom kraft at man kunne mærke sandet forsvinde under fødderne. Den kraftige lyd af havet var øredøvende, men på samme tid beroligende, som intet kan gøre ved en.

Langs stranden lå flere hytter som den min familie har, på bredden lå flere steder store fiskerbåde der mest lignede store kanoer og i sandet og i vandkanten løg mange lokale børn rundt og legede. Som jeg stod der med alle de fantastiske detaljer omkring sig blev billedet helt perfekt og jeg havde følelsen af at jeg stod med fødderne på et af de dejligste steder på jorden.

Tur til Ghana #8: I regnskovens top.

Vi stod tidligt op for ikke at bruge for meget af dagen på at køre fra Accra til Kakum Nationalpark hvor dagens tur gik. Alligevel endte vi i noget nær trafikkaos hele vejen ud af byen. I trafikken i Ghana er der få regler der gælder: Kør! Kom først! og brug hornet! Jeg sad mange gange med truende hjertestop og et brændende ønske om at vores lokale chauffør virkelig vidste hvad han lavede. På den tosporede hovedvej kunne vi pludselig se en taxi komme bagfra, masende op igennem de to rækker af biler i den kilometerlange kø. Først tænkte jeg at det bare var endnu et vildt element i trafikken hernede, men hurtigt stod det klart det var mere end det. Foran den vildt dyttende taxi løb to mænd med vilde ansigtsudtryk og gjorde opmærksom på at de øvrige trafikkanter skulle gøre plads så taxien kunne komme igennem. Da den var kørt forbi sad vi alle med en klump i halsen og bankende hjerte. Inde i taxien sad en kraftigt blødende mand, der i smerter kastede sig rundt på bagsædet samtidig med at en anden forsøgte at holde ham i ro. Da der ikke er nogen ambulancer, er taxier alternativet og dythornet er deres blink og sirener. Chaufføren fortalte hvor det nærmeste hospital lå og det var usikkert om han ville klare den. Synet af manden der vred sig voldsomt og hans blodige skjorte prægede os alle og vi sad længe forstenede af oplevelsen. Flere gange i løbet af dagen faldt vores snak igen på ham.

Efter at være sluppet ud af køen og kørt yderligere nogle timer gennem smuk natur og primitive landsbyer kom vi til Kakum Nationalpark. En 357 km2 stor regnskov. Turen ind i skoven foregik med guide og de første femten minutter var på jorden via en sti der blev mindre og mindre imens den bevægede sig op ad en skråning. På toppen var en stor platform og resten af turen foregik via syv lange hængebroer mellem regnskovens høje træer, så vi ville komme til at gå i 20-40 meters højde.

Fra første skridt forsvandt min højdeskræk og blev i stedet erstattet af en fascination af den smukke udsigt. Følelsen af at gå på den tynde gyngende bro så mange meter over den frodige natur og konstant lade øjnene skifte fra det ene enestående indtryk til det næste, overskyggede al frygt. Høre de mange lyde fra regnskovens dyb langt under os eller bare stå og kigge ud over den enorme regnskov til den forsvandt i en dis i horisonten. Se hvordan den voksede vildt op og ned ad bjergene som et grønt tæppe, kun brudt af høje træer der stolte lod deres spinkle kroner skyde frem i luften over den tætte bevoksning.

Mine vildeste forestillinger havde ikke placeret en regnskov i Ghana, men skal love for det var tilfældet. For min skyld kunne den canopy-walk vi var på, have været meget længere og ført os længere rundt i regnskoven. Oplevelsen er svær at beskrive, men mine øjnes oplevelser vil sidde printet mange år og vil fortsat kunne frembringe smil på læberne. Bringe mig drømmende tilbage til da jeg gik rundt i regnskovens top på små hængebroer.

Tur til Ghana #7: Ude blandt lokale.

Allerede da vi nærmede os spillestedet Bywell kunne vi fornemme at vi var lidt væk fra det vestligt prægede centrum. Udefra så det heller ikke ud af noget, men tonerne fra orkesteret nåede fint over den primitive mur der omgav spillestedet. Da vi kom ind blev jeg straks fanget af stemningen. Det mindede om en hyggelig baggård med en bar i to hjørner og et 7-8 mands jazz- og bluesorkester ved siden af dansegulvet. Vi var på et af byens fine steder og man kunne se at de lokale havde gjort meget ud af sig selv.

Varmen, de muntre toner og de lokales glade snak gjorde oplevelsen unik. Det var ikke nødvendigt at snakke sammen, for det var underholdning nok at sidde og opleve den særlige stemning. Sidde og se dem på dansegulvet bevæge deres kroppe på måder som virker uopnåelige for os andre. Eller lade blikket følge orkesteret trykke den af på bas, trommer, trompet, trækbasun, bongotrommer og guitar i livsbekræftende samspil med den store negermand med den dybe stemme.

Stedet var proppet og alle var glade. Stamgæsterne var tydelige at spotte. Blandt andet en ca. 70-årig kvinde der sad og hang ved et bord med sit glas foran sig, for pludselig at rejse sig og vrikke kroppen på gulvet i takt til musikken sammen med alle de unge, uden at bukke under for sin alder.

Næste morgen tog min kusine og jeg på det store lokale Makola-marked i downtown Accra. Et kæmpe område fyldt med boder, sælgere og handlende i gaderne, og i husene omkring var boderne også rykket op på de højere etager, så man når man gik rundt kunne se tøj, mad, gryder, you name it og det var der(!) i alle retninger. Gaderne var tætpakkede og når vi gik ned i de små gyder skulle man mase sig frem. Hele tiden skulle vi også passe på ikke at blive ramt af de store oppakninger mange af dem bar på hovedet. Luften var tyk af snak, musik og handlendes råb frem og tilbage mellem boderne.

Det hele var så autentisk og ægte at jeg hele tiden gik med en indre pegefinger og en stemme der råbte se!, for hver gang jeg så noget nyt, noget pudsigt, noget anderledes.

At vi var blandt lokale kunne også mærkes ved at vi var de eneste hvide og derfor blev kigget efter og rørt ved. Det var interessant at opleve i den grad at være minoritet. Mærke hvordan det er at blive kigget efter når man går forbi og blive råbt efter fordi man er hvid. Fuldstændig omvendte verden af Europa. Først nu kan jeg for alvor sætte mig ind i hvordan det må være at være i den situation.

Stemningen var dog oftest god og venlig og sælgerne i boderne var ivrige, hjælpsomme og imødekommende når vi viste interesse. At møde de lokale i deres vante omgivelser er helt sikkert nogle af de vildeste oplevelser jeg har haft i Ghana. SÅ har jeg været i Afrika.

Tur til Ghana #6: Offroad i bushen.

Køreturen rundt i Nationalparken Shai Hills var ikke for sarte eller folk med nemt til køresyge. I forvejen er vejene ujævne, men pga. det seneste tids megen regn er mange af vejene yderligere ødelagte. Heldigvis var bilen egnet og vagten/guiden vi havde med rundt vidste hvordan nogle af de næsten ufremkommelige passager kunne passeres. Desværre var det ikke mange dyr vi så, men sådan er det med den frie natur. Den kan ikke tæmmes som i en zoologisk have. Krokodillerne og antiloperne gemte sig, men de vilde bavianer kom tæt på når vi kastede bananer frem til dem. Derudover var det bare den fantastiske natur der skulle nydes.

Fascinerende at køre rundt mellem buske og træer uden at vide hvad der kommer næste gang vi tager et sving. Spændingen ved om vi kunne komme gennem den tætte bevoksning eller gennem et vandhul uden at sidde fast. Vi så en masse farvestrålende sommerfugle og fugle. Fugle i fri natur, som i Danmark bliver solgt som dyre eksotiske fugle. Guldsmede fløj i luften som fluer.

Hvert eneste indtryk er så nyt og anderledes at det kræver lidt tid at konsumere dem alle. Selv de vildeste fantasier kunne ikke give de billeder der møder en hernede.

Tur til Ghana #5: Tingene sat i perspektiv.

Tirsdag gik dagens tur ud af hovedstaden Accra hvor jeg bor. Som vi kom ud af byen stod det klart at det jeg havde set inde i byen af fattigdom ikke svarede til hvad det kunne vaere. Her var lansbyer bestaaende af hytter lavet af ler og siv og med palmeblade som tag. De heldige havde maaske fundet noget gammelt blik til taget i stedet. Ellers floed det bare med affald og andre efterladenskaber. Beboerne havde alle travlt med at tjene til dagens foede ved at arbejde haardt. Mange som saelgere langs vejen. Begrebet at arbejde for foeden faar pludselig en helt anden betydning, for det er virkelig noedvendigt hernede og det kraever haardt arbejde!

Ligeledes er der her en helt anden forstaelse af at genbruge tingene i stedet for bare at smide ud hele tiden. Udkoerte biler bliver f.eks. rippet for ALT brugbart for maaske at kunne forbedre andre biler der er i stykker. Meget andet bliver ogsaa genbrugt, simpelthen fordi andet er for dyrt og derfor slet ikke er noget alternativ.

Naar ikke vi kom igennem landsbyer kunne vi se ud over savannen saa langt oejet raekkede i begge retninger. Et imponerende og smukt syn. Se de enlige traer rejse sig over det hoeje graes.

Langsomt kom vi naermere maalet, byen Ada ved Volta-floden. Vejene blev mindre og naermest ufremkommelige. Vi kom forbi store flokke af skoleboern paa vej fra skole i ens skoleuniformer i staerke farver. Flotte kontraster til deres moerke hud. Det var med fryd at se dem lege og have det sjovt paa deres lange vej. Smilet var stort paa alle deres munde.

Sejlturen paa Volta blev et moede med endnu mere kontrast til mit vante liv. Livet paa de mange oer var primitivt og meget af det lignede langt fra egentlige hjem. Boern blev saebet ind ved flodbredden for at vaske det af i det langt fra rene eller sunde vand. De smaa fiskebaade vuggede paa floden imens folkene kaempede med at hale nettene ind, med forhaabning om fangst. Vi gik i land paa en af oerne og kom helt ind i landsbyen. To hvide i en fremmed verden. “Borgmesteren” for landsbyen hilste paent paa og de mange boern loeb omkring os i en genert men stadig nysgerrig afstand. De virkede alle utrolig glade og gav grund til at stille spoergsmaalet, om hvorvidt de overhovedet er ulykkelige. Kender de til bedre? De kender maaske slet ikke nogle af de bekymringer som vi har pga. alle vores muligheder, ligesom de nok har bekymringer vi slipper for pga. netop vores mange muligheder.

Hjemturen blev med afrikanske toner i hoejtalerne. Solen begyndte at saenke sig og sendte sine sidste straaler ud over savannen og traerne kastede lange skygger. Den efterlod et tusmoerke da straalerne i stedet blev kastet op paa himlen og efterlod et flammehav af fantastiske farver der omfavnede de lette skyer i et utroligt syn. Langsomt saenkede moerket sig over landsbyerne og aktiviteten blev anderledes. Synet var pludselig et helt andet og oplevelsen af Afrika blev igen ny.

Tur til Ghana #4: Dødens motorvej.

Da vi koerte gennem betalingsanlaegget til Ghanas eneste motorvej (25km) var det foerste der moedte os et kaempe reklameskilt der viste hvor mange ulykker der havde vaeret paa motorvejen paa et aar og hvor mange draebte. Tallene var hoeje, men efter at have koert de 25 km forstod jeg hvorfor.

Farten var hoej, der blev overhalet baade venstre og hoejre om, pludselig holdt der maaske en forulykket bil eller ogsaa kom der saamaend en cykel eller flere koerende. Vaerst af alt var de mange gaaende i rabatten, noedsporet eller paa tvaers af motorvejen. Ogsaa efter moerkets frembrud. Naar bilerne og busserne saa samtidig er i en stand der ikke ville klare et dansk bilsyn med en millimeter, hjaelper det ikke just paa situationen.

Tur til Ghana #3:Mødet med Ghana.

Vaagnede mandag morgen med klaustrofobiske fornemmelser af myggenettet der hang omsluttende om sengen og naermest soegte efter min krop. Kastede febrilsk nettet til siden og laa et par minutter bare og noed vinden fra viften i loftet og airconditionen paa vaeggen. Varmen udenfor var allerede til at fornemme, selvom klokken kun var syv. Efter et forfriskende bad kom jeg ned i koekkenet hvor de to maids allerede var i fuld gang. Lidt surrealistisk at skulle vaenne sig til tjenestefolk. Godt nok er jeg kommet til Ghana, men der hvor jeg bor er et omraade med udstationerede fra hele verden, saa det er ikke fattigt. Men hvis man kommer som “rig” udlaending, er det almindeligt at hjaelp i huset, for paa den maade at hjaelpe de lokale.

At det ikke svarer til den generelle standard her i landet blev bevist allerede da chaufoeffen havde koert faa hundrede meter. Husene var faldefaerdige eller ufardige. Der var et hav af smaa handelsboder langs vejen og i vejkanten, ikke langt fra den hektiske trafik, gik en masse saelgere. Her blev solgt alt lige fra cola og frugt til lim og papegoejer i bur. Kvinder i farvestraalende klaededragter gik rundt med stor opbakning ovenpaa hovedet. Alt det man ellers kun ser paa billeder og i tv var pludselig lige for naesen af mig.

Paa et tidspunkt saa jeg laengere fremme ad vejen nogle hoeje traer og en kaempe flok af fugle omkring dem. Naermest som en sort sky. Blev dog hurtigt rettet i min anskuelse. Det var flagermus. I hundredvis ved hoejlys dag. Imponerende syn da vi kom ind under traerne og kunne se dem paa taet hold.

For at handle ind til dagens mad var vi i fire forskellige butikker og hos en “madmor” for at koebe frugt og groent. Varene er ikke nemme at faa hernede og dem der er, er dyre, saa det er et puslespil at faa alle ingredienser til dagens aftensmaaltid. -Ikke som vi er vant til i Koebenhavn, hvor man snart kan faa alt i 7-11 paa hjoernet.

Hjemme igen - et omraade med 20 huse med mur omkring og vagter ved portene - var det tid til at slappe af. Tid til poolen.