tirsdag den 6. november 2007

Tur til Ghana #6: Offroad i bushen.

Køreturen rundt i Nationalparken Shai Hills var ikke for sarte eller folk med nemt til køresyge. I forvejen er vejene ujævne, men pga. det seneste tids megen regn er mange af vejene yderligere ødelagte. Heldigvis var bilen egnet og vagten/guiden vi havde med rundt vidste hvordan nogle af de næsten ufremkommelige passager kunne passeres. Desværre var det ikke mange dyr vi så, men sådan er det med den frie natur. Den kan ikke tæmmes som i en zoologisk have. Krokodillerne og antiloperne gemte sig, men de vilde bavianer kom tæt på når vi kastede bananer frem til dem. Derudover var det bare den fantastiske natur der skulle nydes.

Fascinerende at køre rundt mellem buske og træer uden at vide hvad der kommer næste gang vi tager et sving. Spændingen ved om vi kunne komme gennem den tætte bevoksning eller gennem et vandhul uden at sidde fast. Vi så en masse farvestrålende sommerfugle og fugle. Fugle i fri natur, som i Danmark bliver solgt som dyre eksotiske fugle. Guldsmede fløj i luften som fluer.

Hvert eneste indtryk er så nyt og anderledes at det kræver lidt tid at konsumere dem alle. Selv de vildeste fantasier kunne ikke give de billeder der møder en hernede.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar