Store billboards og utal af avisreklamer havde sørget for stigende spænding, frem til aftenen i går. Det danske band Michael Learns to Rock skulle spille i Kathmandu. Hvem kan ikke huske hits som “The Actor”, “Sleeping Child” og “Someday” fra Danmark i slut-firserne og halvfemserne. De tre fyre fyldte i hvert fald en del blandt mine barn- og ungdoms musikfavoritter. Så da de kom til Kathmandu var der selvfølgelig ikke nogen vej udenom. Barndommens soundtrack skulle genoplives.
Allerede på nogle af mine første dage i Kathmandu i maj sidste år, hørte jeg de velkendte toner fra MLTR og blev glædeligt overrasket. De var stadig store i Nepal, som de også var det i store dele af resten af Asien. De ér stadig store herude. Deres numre dukker gang på gang op i mere eller mindre knitrende udgaver, på diverse mobiltelefoner i gadebilledet. Derfor var henrykkelsen blandt nepaleserne også stor, da det blev annonceret at drengene kom til byen.
Det store grønne område Tundikhel midt i byen blev i løbet af ugen forvandlet til et koncertområde og da vi ankom i aftes sammen med gode danske venner, var området hele vejen rundt om pladsen fyldt med mennesker. Mange uden billetter der forsøgte at få et glimt gennem hegnet. Flere havde taget opstilling på de nærliggende storcentres tage og terrasser for i det mindste at kunne høre lyden. Urealistiske høje billetpriser, gjorde det desværre svært for mange dedikerede nepalesiske fans at få råd til at komme ind på selve pladsen.
Efter det sædvanlige nepalesisk sikkerhedstjek, hvilket vil sige at vi nåede at blive kropsvisiteret syv gange indenfor 100 meter, kom vi ind på pladsen. Jeg var positivt overrasket! Scenen, lys og lyd imponerede og levede ikke om til mine - indrømmet, lave - forventinger til de nepalesiske arrangørers formåen. Inddelingen af pladsens områder efter billetpriser, delte til gengæld publikum op på en rigtig ærgerlig måde der skabte alt for mange tomme områder. Ligeledes var det også tydeligt at se, at billetpriserne desværre havde afskrevet mange fra at deltage. Altid noget at de 3500 - ja, der står 3500 - udstationerede politifolk kunne fylde lidt ud på pladsen.
Men stemningen fejlede ikke noget. Mens vi ventede bragede forskellig popmusik ud af de store højtalere, folk var glade og forventningsfulde og der blev ivrigt taget billeder af hinanden foran scenen. Flere kom over og spurgte nysgerrigt om vi var danskere ligesom MLTR. Bekræftelsen udløste store smil og opstilling til billeder sammen med os.
De første kollektive jubelråb gik gennem publikum, da bandnavnet tonede frem på storskærmen bag scenen. Det næste da røgkanoner gjorde luften omkring scenen tåget og det hidtil største da skygger tegnede sig i tågen. Drengene var på scenen!
Hvor der til MLTR’s tidligere koncerter nok var flest lightere i luften til de stille numre, lyste luften over publikum i går op af hundredvis af små lysende firkanter. Skærmene på de mange mobiltelefoner i luften for at tage billeder og videoer. Som en svævende sky af små lys i den mørke aftenhimmel.
De helt store numre udløste tonedøvende jubelråb fra publikum og der blev sunget ivrigt med fra publikum. Jeg var imponeret over hvor godt nepaleserne omkring os kunne alle teksterne. Ingen tvivl om at de var fans. Der blev sunget med på alle sangene med stor indlevelse. Bare rolig, jeg sang også med på klassikerene. Kunne ikke lade være., Hver gang musikerne talte, blev der svaret i kollektivt brøl. Armene i luften foran scenen svingede fra side til side og vidnede om at festen på scenen, også var nået græsplænen foran. Når de store projektører fra scenen dansede ud over publikum i følgeskab af musikken, kunne vi endnu tydligere se hvilken fest der var i gang.
At se hvordan alle de unge nepalesere festede og havde en fantastisk aften, var næsten en større oplevelse end selve koncerten. Det var en fryd at se dem så glade. Deres øjne lyste af glæde. Det var uden tvivl stort for rigtig mange af dem at være netop dér.
Koncerter som den i aftes er langt fra hverdag i Kathmandu. Det er kun anden gang i nyere tid, hvis ikke nogensinde, et internationalt band spiller en stor koncert her. Sidst var Bryan Adams i februar. Så at overvære dem have den oplevelse og se på deres opførsel hvor stor en aften det var for dem, kunne ikke lade være med at varme om hjertet. Det var begivenhedEN der vil blive snakket om længe. Her i Nepal kommer den slags oplevelser ikke som perler på en snor. Tværtimod. Men i aftes lykkedes det. Michael og Kathmandu rockede sammen.
Opslag
