“Hallo my friend! How are you? Where are you from” “Dänemark, Dänemark. Very Nice people!” “I’m Zaid. What’s your name?” “Nice nice. Where are you going?” Efter den obligatoriske prutten om prisen, kastede vi os ind på bagsædet af den let ramponerede taxi.
Knap nok havde vi smækket dørene før Zaid hamrede foden på speederen og vi fløj ud ad landevejene. De mellemøstlige toner der bragede ud af højtalerne matchede fint den høje fart. Smil både af nervøsitet og suset bredte sig på vores læber. Blikkene afslørede en smule frygt når vi med 150 i timen zigzag’ede ud og ind mellem de andre biler. Nogle gange så tæt, at hjertet tog plads i halsen. Målet var Naama Bay.
Med fast grund under fødderne gik vi lettede ned gennem byen der glimtede og larmede efter alle kunsten regler. Intet var tilfældigt, men derimod arrangeret for at appelere mest muligt til de mange turisters punge. Hele tiden var der sælgere og restauratører der hev fat i os. Når vi gik forbi med et “No thanks” gik vi hurtigt fra at være deres nye bedste venner, til at være de nye værste venner.
Da vi først havde vænnet os til de alt for mange lyskæder og blinkende facader, begyndte os de små ting at falde i øjnene. Det enorme liv der var langs strandpromenaden. Duften af vandpibetobak der hang i luften mellem bygningerne. Den mellemøstlige musik der af og til fik lov til at overdøve larmen. De mange montrer med fisk med et udvalg af Rødehavets mange fisk og skaldyr, efterlod en frisk duft af saltvand. Roen der herskede på de mange beduin- og vandpibebarer, der med et univers af farvede velourpuder på jorden, små lave borde, smukke vandpiber og salige blikke i gæsternes øjne, var ren fryd for øjet. Den sløvende og behageligt duftende røgsky der blev pustet ud af den ene mundvig, imens vandpibe-tuben trygt hang i den anden, gav et kort sekund lyst til at opgive egne principper og kaste sig ned i de bløde puder og tage del i dét fællesskab.
Flere steder i byen var sat fjernsyn op og lyden forstærket med ekstra højtalere. Der var fodboldlandskamp i fjernsynet og det egyptiske flag var rigt repræsenteret ned gennem gaderne. På de små cafeer, barer og restauranter sad lokale side og side med turister og deltog indlevende i kampen på skærmen. Kvinder og mænd blandet ved de små borde. Kvinder i tørklæde side om side med piger i lårkort og fuld make-up. Alle sad de samlet ved siden af hinanden i fred og fordragelig, uden noget virkede ualmindeligt eller specielt bemærkelsesværdigt. Ikke andet sprang i øjnene at det var en fryd at se denne alsidighed samlet med største naturlighed. -Så det kan godt lade sig gøre....
Naama Bay er uden tvivl en turistby, men derfor ikke mindre egyptisk af den grund. Turismen er en stor del af egypterne og derfor blevet en naturlig del af deres verden. Men det er stadig en anden kultur. Selvfølgelig er det det. Men 1001 nat ér et eventyr. Pyramiderne og Sfinksen får man ikke i området omkring Sharm El Sheik, men derfor er det ikke mindre Egypten. Her er det Rødehavets enorme rigdomme der er trækplasteret. Den mellemøstlige verden og de egyptiske traditioner er stadig let at få øje på. Så alt hvad man ønsker at suge til sig af anderledes indtryk, kan stadig sagtens opleves. Heldigvis.
Opslag
