For nogle uger siden kom kæresten hjem fra Europa og havde blandt andet købt en lille pose med lækker dyr chokolade med. Ja, ens begejstringer afspejler de ting man ikke kan få til hverdag i Nepal. Vi spiste få stykker fra den lille pose og lagde resten ud på køkkenbordet, til at kunne nyde senere. Da vi et par dage efter ville have endnu en omgang forkælelse af ganerne, kunne vi dog ikke finde den lille pose med chokoladen. Og ja, ens frustrationer afspejler også hvad man ikke kan få til hverdag i Nepal. Næste dag spurgte jeg vores maid Tara, om hun havde set den lille pose med chokolade. Det havde hun, hun havde også spist de sidste stykker i posen. Jeg sagde ikke noget, men mit overraskede ansigtsudtryk gjorde hende tydeligt utilpas og hun begyndte at undskylde.
Et eller andet sted havde jeg nok mest lyst til at blive lidt irriteret og sur på hende, men det ville bare heller ikke nytte noget. Hun kan ikke vide bedre. Jeg kunne ikke få mig selv til at begynde at forklare at det chokolade hun havde spist, havde kostet hvad der svarede til en tiendedel af hendes løn. Det ville være ude af proportioner for hende, at begynde at snakke om den slags penge. For chokolade!
Det ér noget man bliver nødt til at tænke over, at finde en balance mellem at vise en form for ydmyghed overfor det man har, har respekt for at andre langt fra har lige så meget og så stadig leve det liv vi er vant til. Men det er svært ikke nogle gange at komme til at udstille den enorme forskel der er mellem rig og fattig i Nepal, hvor vi som udstationerede med vestlige lønninger allerede udgør en mærkværdig mellemgruppe. Noget der kan give nogle både interessante, tankevækkende og sjove små episoder.
Da vi på et tidspunkt spurgte Tara, hvorfor hun var stoppet med at købe blomster til lejligheden, forklarede hun at de var blevet meget dyre. Vi spurgte om prisen og svarede så blot, at hun skulle købe fire gange så mange blomster som hun ellers plejede, fordi de ikke var dyrere. Hun ville være sparsommelig på vores vegne, hvilket hun ikke skal høre for. I hendes eget budget er der sikkert uhyre sjældent råd til blomster, hvis nogensinde. Hun ved også godt at vi har flere penge end hun har, men det må være svært. Hun er godt betalt for en maid, men alligevel er det ingenting i forhold til vores månedlige forbrug.
Og netop proportionerne er nogle gange tankevækkende når vi er ude at shoppe, får massage eller er ude at spise. De penge vi bruger på få timer er næsten provokerende set i forhold til det andre her i landet har. Derfor holder vi også altid igen når Tara ellers nysgerrigt, spørger hvad tingene har kostet. Hun spørger til alt lige fra møbler, mad, tøj og til kunst. Mange gange tager hun sig til hovedet og ryster på det. Hvilket er forståeligt nok. Men hendes smil vidner alligevel om at hun har en forståelse af, at vi har og bruger flere penge end hun kan drømme om. Hun har arbejdet for expat familier i mange år, så er vant til at være i de luksuriøse rammer disse hjem ofte er, set i nepalesiske forhold. Men det må stadig være svært at sætte sig ind i vores forbrug og vaner. En tanke der nok er meget sund for os når vi beklager os over hvad ting koster og hvor hurtigt pengene får ben at gå på. For det giver ingen(!) mening set i forhold til den del af Verden vi lever i.
En anden samtale der satte min egen hverdag i proportion, var en snak jeg have med den unge fyr der normalt giver mig massage. Han fortalte at han er rejst fra det østlige Nepal til Kathmandu for at gå i skole fra 5-10 om morgenen, for derefter at tage på spa’et for at arbejde fra 11-22. Hans eneste ugentlige fridag bruger han på at tage kørekort i fem timer. Altså ikke meget tid til sjov, eller mad og søvn for den sags skyld. Han fortalte ligeledes at han kun har råd til at se sin familie én gang om året. Så kan man snakke om at være dedikeret. Måske mest til at overleve og skabe en fremtid. Så er danskernes 37 timer +/- 12 minutter altså peanuts.
Vi valgte ikke at sige mere til Tara om chokoladen. Det er selvfølgelig ikke okay at hun spiste chokoladen uden at spørge, men vi vil også gerne have at hun føler sig hjemme. I stedet for en skål ris til frokost, har vi bedt hende om at lave ekstra af vores mad og spise det i stedet. Vi har bevidst valgt at vise hende stor tillid og kræver ingen kvitteringer for de daglige indkøb, hun laver til lejligheden og husholdningen.
Det kommer vi heller ikke til fremover. Jeg tror heller ikke hun kommer til at spise noget uden at spørge en anden gang. Vi har alle tre lært af det. Normalt stiller vi så meget andet mad og rester til side hun gerne må tage, så vi skulle også have været mere præcise. Så er problemet trods alt heller ikke større.
Opslag
