Tur til Ghana #5: Tingene sat i perspektiv.

Tirsdag gik dagens tur ud af hovedstaden Accra hvor jeg bor. Som vi kom ud af byen stod det klart at det jeg havde set inde i byen af fattigdom ikke svarede til hvad det kunne vaere. Her var lansbyer bestaaende af hytter lavet af ler og siv og med palmeblade som tag. De heldige havde maaske fundet noget gammelt blik til taget i stedet. Ellers floed det bare med affald og andre efterladenskaber. Beboerne havde alle travlt med at tjene til dagens foede ved at arbejde haardt. Mange som saelgere langs vejen. Begrebet at arbejde for foeden faar pludselig en helt anden betydning, for det er virkelig noedvendigt hernede og det kraever haardt arbejde!

Ligeledes er der her en helt anden forstaelse af at genbruge tingene i stedet for bare at smide ud hele tiden. Udkoerte biler bliver f.eks. rippet for ALT brugbart for maaske at kunne forbedre andre biler der er i stykker. Meget andet bliver ogsaa genbrugt, simpelthen fordi andet er for dyrt og derfor slet ikke er noget alternativ.

Naar ikke vi kom igennem landsbyer kunne vi se ud over savannen saa langt oejet raekkede i begge retninger. Et imponerende og smukt syn. Se de enlige traer rejse sig over det hoeje graes.

Langsomt kom vi naermere maalet, byen Ada ved Volta-floden. Vejene blev mindre og naermest ufremkommelige. Vi kom forbi store flokke af skoleboern paa vej fra skole i ens skoleuniformer i staerke farver. Flotte kontraster til deres moerke hud. Det var med fryd at se dem lege og have det sjovt paa deres lange vej. Smilet var stort paa alle deres munde.

Sejlturen paa Volta blev et moede med endnu mere kontrast til mit vante liv. Livet paa de mange oer var primitivt og meget af det lignede langt fra egentlige hjem. Boern blev saebet ind ved flodbredden for at vaske det af i det langt fra rene eller sunde vand. De smaa fiskebaade vuggede paa floden imens folkene kaempede med at hale nettene ind, med forhaabning om fangst. Vi gik i land paa en af oerne og kom helt ind i landsbyen. To hvide i en fremmed verden. “Borgmesteren” for landsbyen hilste paent paa og de mange boern loeb omkring os i en genert men stadig nysgerrig afstand. De virkede alle utrolig glade og gav grund til at stille spoergsmaalet, om hvorvidt de overhovedet er ulykkelige. Kender de til bedre? De kender maaske slet ikke nogle af de bekymringer som vi har pga. alle vores muligheder, ligesom de nok har bekymringer vi slipper for pga. netop vores mange muligheder.

Hjemturen blev med afrikanske toner i hoejtalerne. Solen begyndte at saenke sig og sendte sine sidste straaler ud over savannen og traerne kastede lange skygger. Den efterlod et tusmoerke da straalerne i stedet blev kastet op paa himlen og efterlod et flammehav af fantastiske farver der omfavnede de lette skyer i et utroligt syn. Langsomt saenkede moerket sig over landsbyerne og aktiviteten blev anderledes. Synet var pludselig et helt andet og oplevelsen af Afrika blev igen ny.

Tur til Ghana #4: Dødens motorvej.

Da vi koerte gennem betalingsanlaegget til Ghanas eneste motorvej (25km) var det foerste der moedte os et kaempe reklameskilt der viste hvor mange ulykker der havde vaeret paa motorvejen paa et aar og hvor mange draebte. Tallene var hoeje, men efter at have koert de 25 km forstod jeg hvorfor.

Farten var hoej, der blev overhalet baade venstre og hoejre om, pludselig holdt der maaske en forulykket bil eller ogsaa kom der saamaend en cykel eller flere koerende. Vaerst af alt var de mange gaaende i rabatten, noedsporet eller paa tvaers af motorvejen. Ogsaa efter moerkets frembrud. Naar bilerne og busserne saa samtidig er i en stand der ikke ville klare et dansk bilsyn med en millimeter, hjaelper det ikke just paa situationen.

Tur til Ghana #3:Mødet med Ghana.

Vaagnede mandag morgen med klaustrofobiske fornemmelser af myggenettet der hang omsluttende om sengen og naermest soegte efter min krop. Kastede febrilsk nettet til siden og laa et par minutter bare og noed vinden fra viften i loftet og airconditionen paa vaeggen. Varmen udenfor var allerede til at fornemme, selvom klokken kun var syv. Efter et forfriskende bad kom jeg ned i koekkenet hvor de to maids allerede var i fuld gang. Lidt surrealistisk at skulle vaenne sig til tjenestefolk. Godt nok er jeg kommet til Ghana, men der hvor jeg bor er et omraade med udstationerede fra hele verden, saa det er ikke fattigt. Men hvis man kommer som “rig” udlaending, er det almindeligt at hjaelp i huset, for paa den maade at hjaelpe de lokale.

At det ikke svarer til den generelle standard her i landet blev bevist allerede da chaufoeffen havde koert faa hundrede meter. Husene var faldefaerdige eller ufardige. Der var et hav af smaa handelsboder langs vejen og i vejkanten, ikke langt fra den hektiske trafik, gik en masse saelgere. Her blev solgt alt lige fra cola og frugt til lim og papegoejer i bur. Kvinder i farvestraalende klaededragter gik rundt med stor opbakning ovenpaa hovedet. Alt det man ellers kun ser paa billeder og i tv var pludselig lige for naesen af mig.

Paa et tidspunkt saa jeg laengere fremme ad vejen nogle hoeje traer og en kaempe flok af fugle omkring dem. Naermest som en sort sky. Blev dog hurtigt rettet i min anskuelse. Det var flagermus. I hundredvis ved hoejlys dag. Imponerende syn da vi kom ind under traerne og kunne se dem paa taet hold.

For at handle ind til dagens mad var vi i fire forskellige butikker og hos en “madmor” for at koebe frugt og groent. Varene er ikke nemme at faa hernede og dem der er, er dyre, saa det er et puslespil at faa alle ingredienser til dagens aftensmaaltid. -Ikke som vi er vant til i Koebenhavn, hvor man snart kan faa alt i 7-11 paa hjoernet.

Hjemme igen - et omraade med 20 huse med mur omkring og vagter ved portene - var det tid til at slappe af. Tid til poolen.