Frygten for at Hua Hin var et turistmareridt a la de billeder man ofte ser fra Pattaya og Phuket var stor, men heldigvis levede byen og området omkring slet ikke op til den frygt. Måske fordi det ikke var højsæson - hvis man efterhånden kan snakke om højsæson i Thailand længere - eller måske fordi vi selv er blevet bedre til at sortere i de tilbud og muligheder der byder sig, de steder hvor der kommer turister.
Efter at have parkeret scooteren ved strandkanten og vi blot gik nogle få hundrede meter op ad stranden kom vi nemt væk fra de tætstående parasoller og ivrige strandsælgere. I stedet kom vi til områder hvor enlige palmer stod og svajede i solen og fungerede som kølende skygge for de der ikke kunne klare den direkte sol og de 35 grader, der fik det bløde sand til at brænde under de bare fødder. Strandstolene stod ikke længere tæt, men i stedet lidt spredt rundt på stranden. Flækkede kokosnødder blev serveret med et enkelt sugerør, så det iskolde indhold let gled kølende ned gennem halsen og lod en behagelig frisk følelse sprede sig i kroppen. Solen gav genskin i det turkisblå vand, hvor store mørke sten lå spredt som kastet ud af fortidens kæmper, for nu at blive kærtegnet af bølgerne der bruste mod dem, med hvide sprøjt til følge. Længere ude gled fiskernes små træbåde vuggende forbi.
Med fødderne i det lunkne vand gik turen langs stranden, i håb om at en smule vind kunne køle kroppen en smule. Små fisk og gopler svømmede uforstyrret rundt tæt ved fødderne og bittesmå landkrebs var i gang med at forvandle det nederste stykke af stranden til en underjordisk labyrint af små gange.
Det næsten daglige tordenvejr og den medfølgende monsunregn nærmede sig i horisonten, som en kulsort masse der langsomt nærmede sig. Skyerne tog form og farve som var det ondskaben selv der havde taget form. Kraftigere vinde og mindre regnbyer kom som forvarsel. Men med solen stadig bagende ned fra oven mellem regndråberne blev alle liggende og nød bare det lidt kølende break. Dog når monsunen endelig kom, kunne ingen blive liggende. Ondskaben fra oven åbnede sluserne og regnen væltede ned, for relativ kort tid efter igen at blive erstattet af blå himmel, høj sol og liv på stranden.
I de små gader gennem Hua Hin der alle kringlede sig ud og ind mellem hinanden og hele tiden afslørede nye gyder, var duftindtrykkene næsten mere overvældende end dem for øjnene. En konstant blanding af stærkt krydret mad, sød røgelse og thailandske sweets og en kvalm og varm lugt af forrådnelse og afføring. En særlig dimension blev lagt til det hele af de høje temperaturer og den stillestående luft imellem de slidte gamle huse.
Et sted reklamerede med en anderledes fodbehandling. Et alternativ vi selvfølgelig måtte prøve. Fødderne blev vasket af med en klud og vi blev sat op overfor hinanden med et stort vandbassin imellem os. Få sekunder efter at have sat fødderne ned i bassinet begyndte det at kilde og prikke overalt. Hundredvis af små Garra Rufa fisk var igang med at spise af vores fødder. En ældgammel metode på de kanter til at behandle og rense fødderne. Garra Rufa fiskene spiser kun døde hudceller, så tør og hård hud blev langsomt fortæret og efterlod fødderne bløde og lækre. En levende pedicure.
Senere da aftenen havde sænket sig, uden temperaturen var faldet bemærkelsesværdigt, begyndte aften- og nattelivet i Hua Hin at vise sig. Langs vandet blev der lagt duge på de små borde på promenaderestauranterne. En lang række af smalle restauranter på høje træpæle over vandet. Fra gaden så de ikke ud af meget, men så snart vi kom igennem og ud på den anden side, åbnede det ene aflange smalle promenadedæk efter det andet op, med små borde og enkel belysning under den mørke stjernehimmel. Bølgeskvulpene kunne høres få meter under gulvbrædderne og farvestrålende fiskebåde vuggede forladte rundt på vandet, hvor restauranternes lys fik de små hvide bølgetoppe til at lyse op på det mørke hav.
Efter friske kæmperejer, saftige hummere, smagseksploderende fisk, blæksprutter og delikate muslinger giv turen tilbage til byens små gader hvor nattelivet for alvor begyndte at brede sig. Musik bragede ud af højtalere. Enkelte steder erstattet af kareokeanlæg på overarbejde. Piger med mere synlig hud end beklædning tilbød “massage” med høje nasale a’er. Senere på aftenen ville enkelte i nogle af de bagerste gader måske også tilbyde “happy ending” til massagen. Farvestrålende og smukke ladyboys svang deres hofter gennem gaderne for at lokke nysgerrige til aftenens cabaretshows. Men hvad der var flest af, var barer med store udvalg af alkohol. Små borde langs gaderne gav fint udsyn til livet i byen.
Den lokale whisky SangSom blev fyldt i glassene og med front mod gaden blev aktiviteterne omkring os analyseret i muntert lag. En elefant kom pludselig igennem gaden, men med en meget afslappet reaktion fra de lokale, tog vi bare et ekstra stort sip af whiskyen og grinte af det. En af de utallige interimistiske madvogne trillede forbi og gjorde holdt næsten foran os. Udvalget var ikke tydeligt, men de lokale strømmede til og fyldte små poser med en form for snacks til aftenen. En nærmere inspektion afslørede at det var ristede insekter i bredt udvalg. Græshopper, frøer, biller og larver. Efter endnu et bundet whiskyglas var modet stort nok til at love kæresten, at jeg ville spise en græshoppe hvis han købte en. Resultatet blev at der lidt efter stod en lille skål med hele udvalget foran mig. Som lovet, så gjort. Man er vel ude for at opleve når man rejser.... Så med de omkringsiddende turisters afskyvækkende øjne satte jeg tænderne i den første græshoppe, der blot knaste mellem tænderne uden at smage af meget andet end de nødder og chips vi kender fra Danmark. Næst blev det en hel frø der lå med arme og ben spredt, men ellers stiv efter turen på panden. Også den knaste, men smagte af mere. Godt faktisk. Så flere insekter blev spist og skyllet ned med SangSom.
Turen hjem blev på bagsædet af en tuktuk der med fuld fart og høj musik suste ud ad hovedvejen. Den lune natteluft blæste gennem håret og aede de bare solbrændte skuldre. Et neonskilt langs hovedvejen viste 30 grader selvom uret vist halv et. Den spraglede udsmykning indvendig i tuktuk’en, de blinkende lys og den høje festlige musik gav en fantastisk afslutning på aftenen. Chaufføren bemærkede smilene og råbte da sengen var ved at slutte “One more time!”, trykkede replay og sendte et smil så stort tilbage gennem et af bakspejlene.
Opslag
