fredag den 7. august 2009

Paradiset Bali #1: Massage for sjæl og krop.

Efter 18 timers transport, 15 af dem i fly, ankom vi trætte til hotellet. Men allerede ved de mange imødekommende smil i receptionen blev alle tanker om ømme kroppe, trætte maver og hoveder i søvnunderskud glemt. I stedet var smilene store, som vi blev ført igennem hotellet, med små vandløb med legende guldfisk, forskudte terrasser, blomster og farvestrålende træer. De små stier løb som en smuk labyrint, mellem de små og store tempellignende huse i mørke sten med karakteristiske asiatiske tage i rødt træ. Over små broer og op og ned ad trapper i sten. Små stenstatuer prydede haverne og stierne og efterlod en mytisk stemning mellem de små huse.

For at starte ferien i den afslappede ånd, startede vi begge med en omgang massage i den lille træhytte ved siden poolen opbygget som en oase. Begge lå vi med udsigt til stranden og havet lige udenfor hotellet. Så med lyden af havet, de store bølgers brusen, blomsterdufte og pigernes hænder der minutiøst gennemgik kroppene, faldt vi hurtigt ind i den afslappede balinesiske stemning.

Anspændtheden i kroppen var forsvundet og afløst af total salighed, så trods manglende søvn og mangel på ordentlig mad valgte vi en gåtur på den enorme strand i solnedgangen. Solen malede himlen dyb orange over de store bølger, der kastede sig frem over hinanden, som i en kamp om at skyde de største rygge og lave de højeste brøl når de knækkede. Kampen foregik 20-40 meter fra stranden, hvorefter vandet roligt flød ind over stranden og dannede et bredt soppebasin hele vejen ned ad stranden. I dét bælte kunne vi roligt gå uden at frygte havets enorme kræfter, men kampen mellem sandet og vandet vidnede om, at kræfterne stadig var store selvom vandet kun nåede til anklerne. Konstant blev der skabt nye formationer i sandet og legen mellem de de to elementer tryllebandt øjnene.

Overalt på stranden myldrede det frem med liv i takt med at dagens varme timer langsomt fortrak. Lokale der spillede bold med jubel og store smil, på en primitiv bane tegnet i sandet og to simple træpinde stukket i sanet som mål. Volleybold, lokale mod turisterne. Nogle kom ridende i vandkanten, så det lave vand sprøjtede til siderne. Andre løb blot i bare tæer på det hårde våde sand, og måtte tage ekstra store spring til siden, når havet alligevel vel skød en tunge længere op på stranden end ellers. Kærestepar kom, som vi, gående to og to og så hvordan skyggerne langsomt strakte sig længere og længere henover sandet. Et sted stod en lystfisker med bare ben, korte shorts og vand til over knæene, hvor havet var nogenlunde roligt, med sin lange stang og snøren så langt ude som vind og vand tillod. Venner og familier tog plads på tæpper i store og små grupper langs stranden, og i luften højt over os hang farvestrålende drager, som kun en tynd line i et lille barns hænder sørgede for ikke steg højere til vejrs.

Efter den tur sad lykken og saligheden yderst på huden, så da søvnen endelig fik lov til at tage magt over kroppene, faldt vi hurtigt i dyb søvn i de bløde lagener. Begge med et ganske særligt smil på læberne.