søndag den 17. maj 2009

Malta #4: Drager over bugten.

Blæsten kastede bølgerne rundt i Mellieha Bay. Bølgerne forsøgte selv at vise styrke ved, at forvandle bølgetoppene til hvide skumsprøjt, der kastede dråber højt op i vinden når bølgerne blev kastet mod hinanden. Træerne langs kysten holdt stand mod vinden, men grene og blade der sad skævt i forhold til stammen, vidnede om kampen mellem blæsten og de stolte træer. Himlen lod den ellers klare lyse farve, afløse af en mere diset gråblå. Som om en film var trukket over hele udsynet. Klipperne på den anden side af bugten, mistede deres skarpe kanter og rå ydre, og fik i stedet en blød og sløret overflade.

Sandkornene dansede rundt over stranden, i konstant skiftende mønstre. På afstand lignede det næsten hele hudlag blev skrællet af stranden, som en mørk skygge af flygtende sandkorn bevægede sig fremad, over den ellers så glatte overflade. Hvirvelvinde lavede de mest utrolige billeder i sandet og man kunne, hvis øret abstraherede fra vindens susen, næsten høre sandkornene synge, som de gned mod hinanden.

Livet på stranden, ved solsengene og farestrålende parasoller, var trængt væk af den kølige vind fra havet, og i stedet erstattet af en masse kites i forskellige stærke farver, der lå langs stranden og blafrede i vinden. Imellem løb en masse mørke våddragt-klædte mænd rundt med julelys i øjnene. Flere havde allerede taget boardet under fødderne og gled med legende lethed over bølgerne, i fuld fart trukket efter de store kites der fyldte luften over bugten. Som farvefyldte drager i luften, i stærk kontrast til den matte himmel. Smældene når dugene slog mod vinden var gennemtrængende og næsten frygtindgydende.

Kunstfærdige spring blev udført, med afsæt fra ryggen af de store bølger, og højt flyvende løftet af de svævende kites. Jubelråbene overdøvede vinden, når en eller flere havde haft et vellykket hop, eller vinden for alvor fik fat, så skumsprøjtene stod højt på begge sider af boardet.

Selv sad jeg på en trappesten og beundrede, de mange kitesurfere der benyttede sig af, at vejret en enkelt dag var skiftet til deres fordel. Jeg sad med fødderne begravet i det fine sand, men med øjnene på de legende voksne mænd, drømte jeg om at det var et board under mine fødder. At det var mig der mærkede vinden og vandets enorme kræfter. I stedet lod jeg synet, lydene og duften af det salte oprørte vand, hypnotisere mig, så jeg endte med at sidde og kigge ud over havet, uden øje for tiden. Nød for en stund tankernes flugt fra alt andet. Nød frihedsfølelsen der skinnede igen i de blanke kites.