Smuttur til London #3: Luksus og velvære.

Vi nød komforten på business-class i flyet og lod sindet flyve væk i den smukke udsigt, hvor det perfekte vejr gav et utroligt overblik over det solbeskinnede landskab under os, hvor forårsfarverne fremstod friske og klare. Bladene fra loungen kunne slet ikke hamle op med hvad der var udenfor vinduerne. Jeg kan sidde og kigge ud hele vejen, når vejret er sådan. Kan blive næsten rørt af de mange smukke billeder der konstant bliver skabt, og tankerne vandrer til endnu smukkere steder.

I det eksklusive Mayfair i centrum af London, ligger The May Fair Hotel, hvor vi skulle bo med Nobu, Ritz, Green Park, Bond st. og Mount st. rundt om hjørnet. Et område der gav vores ønske om en luksustur krydderi. Luksus er i højsæde og de store biler i gaderne vidner derom. Facaderne er fejlfrie og alt hvad der kan pudses er poleret, så det hele funkler i sollyset. I ny og næ flyver en dør op, hvorefter en smuk kvinde i sylespidse hæle eller en perfekt presset businessman hurtigt skridter over fortovet for at kaste sig ind på bagsædet af en stor bil, hvor dørmanden lukker efter dem og chaufføren hurtigt kører væk.

Hvis man ser bort fra argumenter om social ulighed og uretfærdighed, og tillader sig selv at nyde den slags små scener, så kan man ikke andet end synes det er herligt. Hvem bliver ikke imponeret af den slags? Hvem ville ikke selv nyde den luksus der kan følge med penge. Det er da fedt at opleve den slags. Drømmene får liv og begrænsningerne virker som noget man selv skaber.

Ved en fortovscafe i solen, sad vi ved siden af tre pæne forretningsmænd. Den ene gik over til den enorme Mercedes, der holdt snorlige langs kantstenen. Han skulle høre om hans chauffør ville hente en af de to andre op senere på aftenen. Hvilket sikkert er en formalitet, da forretningsmanden i sidste ende nok har mere at skulle have sagt end chaufføren. Han nikkede godkendende tilbage til de to der stadig sad ned. Med største naturlighed og uden overlegenhed i stemmen, takkede den ene. “Perfect. It hurts my stomach to take the taxi.” Det kan man da ikke andet end grine af og synes det er herligt.

En gåtur i Green Park, hvor foråret for alvor meldte sin ankomst, med sin stærke grønne farve og små lyserøde blomsterblade der let fløj rundt i vinden. Buckingham Palace der langsomt begyndte at trone frem bag ved træerne. På Birdgage Walk mod Westminster sneglede trafikken sig afsted. På et tidspunkt blev fuglefløjt og tudende biler overdøvet af tonerne fra Britney Spears’ If U Seek Amy. En stor rød Jaguar med en midaldrende herre bag rattet, kørte med nedrullede vinduer og musikken så høj at bassen var ved at hoppe ud af bagagerummet. Så mere overmennesker er de altså ikke, end at frk. Spears også kan være okay. Hvilket bare gør det hele endnu mere herligt. Jeg kan i hvert fald ikke lade være med at nyde den slags.

Prikken over i’et, efter en fantastisk tur i London, var da jeg træt, i en hvid t-shirt og et par slidte jeans gik gennem Fast Track og blev stoppet af en ung smuk lufthavnsansat, der spurgte om hun måtte stille mig et spørgsmål. Om jeg var model?(!) Kunne se på kærestens øjne og smil, at han godt vidste at jeg nu ikke behøvede et fly for at svæve hjem til København.

Smuttur til London #2: Soho - seksuel frihed.

Da vi gik rundt i Sohos gader i dagslys, så alt rimelig fredeligt ud. Mange gik stille og roligt rundt og nød forårssolen i de små hyggelige gader. Foran de mange pubber og cafeer stod folk og snakkede livligt med en kold fadøl i hånden. Flere mænd gik hånd i hånd forbi os, og mange steder i gadebilledet var det homoseksuelle miljø synligt. Regnbueflaget vejrede i vinden udenfor flere butikker og cafeer.

Men da vi kom tilbage om aftenen, var det som om vi kom tilbage til nogle helt andre gader. Overalt var der mennesker, hovedsageligt mænd, der stod tæt sammen på fortovene foran de mange barer der nu havde åbnet op. Gaderne vrimlede ligeledes med mennesker, så man helt glemte at der rent faktisk kom biler. Luften summede af liv ved snakken og latteren der højlydt søgte op mellem de ældre huse, og blandede sig med den høje musik. Neonskiltene lyste op over det hele, og selv der hvor sollyset ikke tidligere på dagen havde kunne nå frem, var der nu lyst op af store neonskilte. Sexbutikker og -klubbers lysende facader, afløste dagens slukkede anonymitet. Hver gang vi drejede om et hjørne dukkede endnu en livlig gade op.

I det hele taget summede det meget af menneskelig frihed. Seksuel frihed. Alle var åbne om deres seksualitet, og kærlighed og lyst var tydelig i luften mellem par rundt omkring. Som da vi sad på den græske restaurant ved det åbne vindue, og kunne se ud på to fyre i jakkesæt der stod tæt og snakkede. Deres øjne sagde hvad vores øre ikke kunne høre på afstand. De kyssede kærligt farvel. Det virkede helt naturligt og ingen kiggede skævt efter dem. Netop sådan var det i hele området og det var en fryd at opleve. Glæden ved at opleve denne frihed spredte varme i sindet.

Fordi det hele var så åbentlyst og afslappet slap seksualitet og sex for sit, for os danskere normale, lyssky præg. Normalt siger vi, at vi i Danmark er maget frigjorte og tolerante, men efter at have gået rundt i smeltediglen Soho, føles Danmark stadig meget lukket og intolerant. Nu er der sikkert nogen der tænker, at homoseksuelle da kan gå rimelig frit i Danmark. Men situationen er trods alt stadig den, at de få steder der er for homoseksuelle ligger gemt lidt af vejen og mange par stadig vælger at gå side om side, i stedet for hånd i hånd, når de går rundt i det københavnske natteliv. På det punkt er Danmark og København nok stadig for småt. I London er der pladsen og friheden til, at der kan skabes et helle hvor der er plads til at være sig selv.

Ligeledes er sexbutikkerne heller ikke gemt nede i små mørke gyder, men ligger frit fremme. Mænd går ud og ind, med en naturlighed som var det det lokale supermarked. Uden skygge af flovhed kommer de ud igen med poser der, ikke som i Danmark, tydeligt indikerer hvor indkøbet er foretaget.

Denne åbenhed skaber et afslappet og naturligt forhold til seksualitet, der trods alt fylder en masse i os alle. En naturlighed det var en fornøjelse at opleve.

Smuttur til London #1: The May Fair

Vi ankom helt utraditionelt for hotellet på gåben, men alligevel blev de store glasdøre åbnet for os med et smil, af en af dørmændende med bowlerhat og lang frakke. “Welcome to The May Fair Sir”. Selvom den store lobby var med mørke vægge, sorte møbler, sort uniformeret staff og en stor skinnende sort reception, virkede det hele stort og åbent. Det sorte og mørke fremstod så lækkert og eksklusivt som det overhovedet er muligt, og gjorde al snak om at sort gør mindre og dystert til skamme.

Vi gik frem til den funklende sorte reception, med et par skarpe lyserøde orkideer ved bagvæggen, i stærk kontrast til det øvrige sorte. En imødekommende receptionist bød os endnu engang velkommen og gennemgik vores reservation. Selvom vi kom i jeans og sneakers, i kontrast til nogle af de Boss, Armani og håndsyede jakkesæt der sad som syet på de øvrige travle forretningsmænd i lobbyen, følte vi os ikke forskelsbehandlet. Vi fik valget imellem at få et værelse med det samme eller vente to timer og få et endnu bedre. Trætte efter flyveturen, valgte vi det “dårlige”.

Efter en tur op med den spejlbeklædte elevator og en tur over de bløde gulvtæpper i gangene, så vi mest af alt havde lyst til at smide sko og strømper, så vi rigtig kunne nyde det, kom vi ind på værelset. Smilet var stort, nej kæmpe, hos os begge, som vi straks gennemgik rummet med øjnene. Uden tvivl at vi begge også havde tankerne om at droppe London og bare lukke os inde på det lære værelse og voldtage den imponerende minibar. Vi undrede os over hvad det mon var der gjorde, at det værelse var “dårligere” og hvordan et bedre så så ud. I midten af rummet stod en høj kingsize dobbeltseng, med et tæppe af groft silke, en bunke af bløde puder, mørkt læder på det høje hovedgærde og en stilren bænk i læder ved fodenden. B&O, så stoltheden som dansker var stor. Lænestole og arbejdsbord, foran de fire store vinduer. Alt pudset og poleret, så alt fremstod skinnende og rent. På gulvet det samme bløde lækre gulvtæppe som i gangene, så skoene røg hurtigt af og vi kastede os begge op på sengen og lå og lidt og stirrede op i loftet. Der var vist ikke den store tvivl om at vi var havnet på et fem-stjernet hotel. Hvilket også skulle blive bevist gentagende gange.

Da vi kom hjem fra en lang shoppingtur i Londons gader, lå der er besked på telefonsvareren fra receptionen, der bare ville byde os velkommen og sikre sig at alt var som det skulle være. Vi havde intet at klage over! Så gjorde os klar til at komme ud at spise.

Da vi efter middag og cocktails i Soho kom tilbage til hotellet sent på aftenen var sengen gjort klar til at sove. Tæppet og puderne var fjernet helt fra rummet og på det lækre badeværelse lå der friske håndklæder klar til næste morgen. Og sikke en nat. Sådan en seng bør på listen over menneskerettigheder! På døren hang en så frisk morgenavis, at sværten næsten stadig var våd, næste morgen da vi vågnede. Friske og udhvilede efter en dejlig nat, trådte vi ind i den store morgenmadsrestaurant og blev placeret i en af de store sofaer. Kaffen blev dampende skænket i kopperne og glassene fyldt op med friskpresset appelsinjuice. Den varme english breakfast-tallerken blev suppleret fra den imponerende buffet, med frisk frugt - bl.a. et stort fad med kun friske båbær! - lune muffins, lækker laks, friskpresset yoghurt og en masse andet delikat. Alt var bare i en højere klasse og levede op til vores øvrige oplevelse af hotellet.

Ved fortovskanten nedenfor hotellet holdt Ferrari, Bentley, Mercedes og Porsche på stribe og vidnede om at det heller ikke var hvem som helst der benyttede sig af hotellets mange luksuriøse faciliteter. Vi mødte Matt Damon ved elevatoren og Miley Cyrus havde ligeledes checket ind.

Men at de bord der kan nu ikke sælge hotellet for mig. Derimod kunne alt det andet gøre det, så dér skal kæresten og jeg helt sikkert også bo næste gang.