Smuttur til London #3: Luksus og velvære.

Vi nød komforten på business-class i flyet og lod sindet flyve væk i den smukke udsigt, hvor det perfekte vejr gav et utroligt overblik over det solbeskinnede landskab under os, hvor forårsfarverne fremstod friske og klare. Bladene fra loungen kunne slet ikke hamle op med hvad der var udenfor vinduerne. Jeg kan sidde og kigge ud hele vejen, når vejret er sådan. Kan blive næsten rørt af de mange smukke billeder der konstant bliver skabt, og tankerne vandrer til endnu smukkere steder.

I det eksklusive Mayfair i centrum af London, ligger The May Fair Hotel, hvor vi skulle bo med Nobu, Ritz, Green Park, Bond st. og Mount st. rundt om hjørnet. Et område der gav vores ønske om en luksustur krydderi. Luksus er i højsæde og de store biler i gaderne vidner derom. Facaderne er fejlfrie og alt hvad der kan pudses er poleret, så det hele funkler i sollyset. I ny og næ flyver en dør op, hvorefter en smuk kvinde i sylespidse hæle eller en perfekt presset businessman hurtigt skridter over fortovet for at kaste sig ind på bagsædet af en stor bil, hvor dørmanden lukker efter dem og chaufføren hurtigt kører væk.

Hvis man ser bort fra argumenter om social ulighed og uretfærdighed, og tillader sig selv at nyde den slags små scener, så kan man ikke andet end synes det er herligt. Hvem bliver ikke imponeret af den slags? Hvem ville ikke selv nyde den luksus der kan følge med penge. Det er da fedt at opleve den slags. Drømmene får liv og begrænsningerne virker som noget man selv skaber.

Ved en fortovscafe i solen, sad vi ved siden af tre pæne forretningsmænd. Den ene gik over til den enorme Mercedes, der holdt snorlige langs kantstenen. Han skulle høre om hans chauffør ville hente en af de to andre op senere på aftenen. Hvilket sikkert er en formalitet, da forretningsmanden i sidste ende nok har mere at skulle have sagt end chaufføren. Han nikkede godkendende tilbage til de to der stadig sad ned. Med største naturlighed og uden overlegenhed i stemmen, takkede den ene. “Perfect. It hurts my stomach to take the taxi.” Det kan man da ikke andet end grine af og synes det er herligt.

En gåtur i Green Park, hvor foråret for alvor meldte sin ankomst, med sin stærke grønne farve og små lyserøde blomsterblade der let fløj rundt i vinden. Buckingham Palace der langsomt begyndte at trone frem bag ved træerne. På Birdgage Walk mod Westminster sneglede trafikken sig afsted. På et tidspunkt blev fuglefløjt og tudende biler overdøvet af tonerne fra Britney Spears’ If U Seek Amy. En stor rød Jaguar med en midaldrende herre bag rattet, kørte med nedrullede vinduer og musikken så høj at bassen var ved at hoppe ud af bagagerummet. Så mere overmennesker er de altså ikke, end at frk. Spears også kan være okay. Hvilket bare gør det hele endnu mere herligt. Jeg kan i hvert fald ikke lade være med at nyde den slags.

Prikken over i’et, efter en fantastisk tur i London, var da jeg træt, i en hvid t-shirt og et par slidte jeans gik gennem Fast Track og blev stoppet af en ung smuk lufthavnsansat, der spurgte om hun måtte stille mig et spørgsmål. Om jeg var model?(!) Kunne se på kærestens øjne og smil, at han godt vidste at jeg nu ikke behøvede et fly for at svæve hjem til København.