Da jeg sad i Afrika med fødderne i vandkanten på stranden i Kokrobite en af de sidste dage, tog jeg mig selv i at skrive kærestens navn i sandet. Savnet var stort og førte mine hænder. Ønskede at jeg kunne dele oplevelserne med ham. Sad bare og kiggede ud over havet og lod mine tanker vugge på bølgerne. Tænkte på vores første to måneder sammen og på hvor glad og lykkelig han gør mig. Samtidig på hvor bekræftende savnet er, trods det kan være hårdt.
På begge sider af mig kastede bølgerne lange tunger op på stranden og udviskede alle fodspor, så der igen var ren og glat overflade, men hvor jeg sad forblev der tørt og navnet blev stående i sandet mellem mine fødder.
Da vi flere timer senere forlod stranden var navnet stadig uudvisket, hvilket fik smilet til at brede sig på mine læber. Selvom jeg ikke er overtroisk kunne jeg, da jeg stod der med savnet, ikke lade være med at finde ro i at hans navn stadig stod på stranden hvor jeg havde skrevet det.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar