London: Livet under jorden.

Over jorden suser livet omkring den massefotograferede statue af Anteros, guden for gengældt kærlighed, på Piccadilly Circus. På trappen rundt om sidder folk og nyder sommersolen. Store lysreklamer og neonskilte pryder facaderne rundt om den store plads. Folk går i alle retninger og ikoniske sorte taxier og røde dobbeltdækkere suser over den store plads.

Allerede på trappen ned til undergrunden ændres lydene omkring en. Suset fra de store boulevarder ændres til en mere koncentreret brusen fra dybet. Folk går i et indforstået system med et målrettet udtryk i ansigterne. Ikke mange siger noget. Høj musik har derfor fuld udfoldelse i den underjordiske labyrint. For bunden af en af de stejle rulletrapper står kilden til musikken. En gademusikant er rykket ned i undergrunden, på den plads der er malet på gulvet til netop dét formål. Som en varm velkomst til undergrunden. Og han kan rent faktisk spille, så det er med et smil man bevæger sig ud på perronerne. 

På perronen er det ét virvar af mennesker, men alligevel er der en helt særlig ro. En ældre mand står og støtter sig til stokken, smilende ved synet af to piger der står og leger og griner højt, så det fylder perronen med smilende mennesker. Varmen er trykkende og lugten fra tunnelrørene er markant og tung. Men den hører med til undergrunden. Ligesom den konstante susen fra rørene, der tager til i takt med togenes bevægelser og vidner om et liv i undergrunden. Som et tog nærmer sig tager suset til i styrke indtil det med hvinende bremser gør holdt ved perronen. Med ét forvandles roen på perronen til et kosmisk virvar af mennesker der skal ind og ud af toget. Man går tæt og der bliver skubbet og stødt til hinanden. Men altid med et medfølgende “sorry mate” eller “excuse me” der vil give statuen ovenover os smil på bronzelæberne. 

De sidste maser sig ind i de menneskefyldte vogne. Da jeg springer ind som en af de sidste når enden af min rejsetaske at blive fanget at dørene. Straks tager to raske fyre fat og forsøger sammen med mig at trække den ind. Imens sender jeg et undskyldende blik til dem omkring os. Jeg ved at de skal på arbejde og ikke har tid til en klodset turist. Alligevel fornemmer jeg forstående blikke og smil tilbage der siger “Har været dér.” Tasken kommer ind og toget kører. Selv står jeg helt op ad døren med bøjet nakke for at flugte taget. Øjnene glider over vognen. Folk står tæt! 5A på Nørrebrogade en regnvejrseftermiddag kommer til at ligne ren businessclass ved siden af. Man kan mærke alle dem omkring en. Både mod kroppen og i næseborene. Nogle gange en større fornøjelse end andre. Det er alt lige fra det pæne ældre par klædt på til stor middag og forretningsfolk i skarpe sæt til studerende i nyeste mode og sociale tilfælde med en øl i hånden og en lugt af cigaretrøg omkring sig, samt turister med på-hoved-vendte vejkort og forvirrede blikke. Et stort levende mix af nationaliteter og sprog. Flere står to og to og snakker, imens andre står med lukkede øjne og følger vognens vuggen eller rytmerne fra musikken i ørene. Vind bliver presset gennem de åbne vinduer af den høje fart, men den er forfriskende i den tætte mængde trods varme og lugt. 

Det er befriende at mærke den venlighed alle møder hinanden med. Der bliver hele tiden undskyldt og smilt til sidemanden. Når man kommer ind på en ny station starter lotteriet. Er det i den ene eller anden side dørene bliver åbnet. Bliver man trampet ned eller skal man mase gennem vognen for at komme ud på den anden side. Uanset er det samme venlighed og hjælpsomhed der skinner igennem. Folk hopper ud af vognen for at give plads og tunge tasker bliver båret ud for dem der ikke selv kan løfte. 

Tilbage på perronen er det om at skabe sig et overblik over udgange og overgange til andre linjer. Den enorme labyrint af liv under jorden kan virke uoverskuelig, men stationernes skiltning og den medrivende energi i de underjordiske huler får en til naturligt at følge med og finde den rette vej. En tur ad lange gange og stejle rulletrapper der føles som at fortsætte i et uendeligt dyb, imens et hav af små plakater på væggene minder en om at London er en teaterby. Stående stille - til højre! - på rulletrappen med de små rystelser under fødderne kan man følge de mange mennsker der hver dag farer gennem Londons undergrund. Eller nyde oplevelsen på de enkelte stationer man kommer forbi. Fra Piccadillys live musik til Tottenham Court Roads tusindevis af farvede mosaikker der pryder vægge og lofter i et kunstfærdigt fyrværkeri, eller Banks smukke hvide klinker med flotte detaljer. Den hyggelige forstad Finchley Central hvor stationen er over jorden omgivet af smuk grøn bevoksning og hvor solen kan komme til at blinke i togenes tage, er en helt anden verden end den der omgiver Anteros inde i centrum af London. Den underjordiske verden bringer en rundt i en levende by og viser samtidig en smuk side af London som er meget mere end blot en transportform.