Nepal: Sammenhold i rismarkerne.

Vi kørte ud af Bhaktapur, et af de tre gamle kongedømmer, og hurtigt forsvandt det travle og larmende byliv. Lydene og de hektiske øjeblikke fortrak lige så stille fra sindet og blev i stedet erstattet af nye fantastiske scenerier der trængte sig på og fyldte os med smukke indtryk. Store åbne rismarker lå bag husene der lå spredt langs den enlige vej. Træer brød det åbne landskab hist og her og kronerne nød pladsen til at brede sig, imens bjergene lå store og tunge i horisonten. Huse lå som små spredte klynger imellem den mørkegrønne bevoksning på bjergsiderne. Himlen var klar blå og solen fik markernes gullige og grønlige nuancer til at træde endnu bedre frem. Farverne dansede hen over markerne, som små briser fik risplanterne til at svaje let.

Rismarkerne lå sig som store trappetrin på bakke- og bjergsiderne. Overalt bevægede små farvede pletter sig rundt på markerne. Rishøsten var i gang og alle, store og små, unge og gamle, var i markerne for at få høsten i hus. Kvinderne i farvestrålende tøj og et stort tørklæde bundet om hovedet. De få mænd i mere kedelige naturlige farver. Nogle stod på lange rækker og svang seglene symmetrisk, så risstråene lagde sig række for række. Andre samlede de slåede strå sammen og bar dem væk, i store bundter på ryggen holdt oppe af en læderstrop over hovedet. Nogle rystede kornene af negene, ved at slå dem mod en stor pressening på jorden. Hvorefter andre sorterede kornene fra de tomme kapsler, ved at hælde mindre portioner ud i luften, så de tomme lette kapsler blev fanget i vinden og skabte en svag gullig sky omkring kvinderne, imens de hele korn skabte en smuk gylden pyramide på jorden.

På enkelte marker havde de små maskiner til at gøre arbejdet med. at ryste kornene fra negene og den rytmiske dunken fra dieselmotorene, nærmest skabte rytmen for hele sceneriet i det store landskab. Massevis af mennesker der gik rundt og arbejdede i særligt system og med fast rytme. Der var tomt omkring husene vi kom forbi, men i stedet hang fællesskabsfølelsen og sammenholdet tykt i luften ude over markerne og terrasserne, som alle hjalp hinanden for at få den vigtige høst i hus. Alle var i gang og havde fundet en måde at bidrage på. Det var et smukt og rørende syn og vil uden tvivl dukke op i sindet igen næste gang jeg får serveret ris.