søndag den 8. februar 2009

Venezuela # 9: Lyssky forretninger.

Går hen til bilen der holder lidt for sig selv i vejkanten. Banker let på en af de tonede ruder og vender ryggen til som om det ikke er bilen der har fanget min interesse. Da der lidt efter stiger en mørklødet mand ud, hvisker jeg stille “Change dollars” og læser hans øjne. Blikkene bliver kastet over skuldrene og en kurs bliver bliver i hviskende toneleje overgivet. Forhandlingen er startet og når der er nået en enighed, kravler manden tilbage i bilen, og jeg trækker mig igen lidt væk. Lidt efter vender han tilbage og jeg går efter han uden et ord udveksles, til en mørk skygge under en palme eller bag et skur. Sedlerne bladres igennem i hænderne og det aftalte beløb i dollars overrækkes og puttes hurtigt i lommen. En stak krøllede nussede bolivarer rækkes tilbage og der gives pænt hånd, hvorefter vi går hver til sit tilbage i dagslyset.

Hugo Chávez’s øget kontrol med valutavekslingen i Venezuela og begrænset adgang til dollars for venezuelanerne, har udløst et stort sortbørsmarked med dollars, hvor kursen er langt bedre end den officielle kurs. Flere steder bliver man antastet af lokale der tilbyder at veksle til favorable priser. Hvis der ikke lige er en i nærheden, gælder det om at se deres kendetegn. Som f.eks. en enligt parkeret bil med tonede ruder. Nogle butikker tilbyder det når man står med pungen fremme. Priserne er ofte bedre med taxa, på restauranter osv. hvis man tilbyder at betale med dollars i stedet for med bolivarer. Det er dog ulovligt både at handle og købe dollars udenom de officielle vekselkontorer og banker, så derfor får hele scenen ved en sortbørsveksling et meget lyssky præg, og man står hele tiden med en følelse af forståelse for, hvordan de handlende pushere på Vesterbro må have det. Trods sortbørshandlens kriminelle grundlag, er det så omfattende at sortbørskursen er noteret på børsen i i Caracas, på lige fod med den officielle kurs.

Ja, jeg håber selv de kan finde ud af det.... For hvor er det dog besværligt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar