De høje bygninger, de glatte glasfacader og mørke skinnede mure skar skarpt gennem himlen der lyste klar og blå højt over os. Solen glimtede i glas og stål overalt omkring os, så uden at kunne se selve solen, var dens tilstedeværelse på himlen tydelig for enhver.
Da vi lidt efter stod midt på Brooklyn Bridge, hvor de høje bygninger ikke længere omringede os, fyldte den klare blå himmel hele udsynet og solen stod skarp på vej mod toppen. Broens utallige stålwirer dannede et enormt spindelvæv i luften omkring os og skabte dragende linjer. Kraner i havnen stod sløret i morgendisen og Frihedsgudindens fakkel stak, i horisonten stolt gennem den lette pude der lå over floderne. Højhusene stod tæt på Manhattan og skabte en imponerende mur langs vandet. Som om de enorme huse truede med at skubbe de forreste i vandet for at få bedre plads.
Broen vrimlede med mennesker, men i parkerne på den anden side i Brooklyn var der ro i parkerne. kun afbrudt af jubelbrøl fra de lokale mænd og drenge der mødtes i parken for at spille en uhøjtidelig fodboldkamp. Små børn legede på græsset imens mødre og barnepiger gennemgik ugens sladder. Selv gik vi under jorden og hoppede på et tog tilbage til Midtown. Destination Central Park.
Med sultne øjne fyldte vi bøtter og poser i madmekkaet under Time Warner Center og gik lidt efter gennem porten til Central Park, hvor også mange andre havde søgt tilflugt i sensommervarmen. Bare overkroppe glinsede svedende i solen og bare tæer nød det bløde græs. Kærestepar lå tæt på tæpper og venner hyggede sig med højlydte smil under de store træer. Selv søgte vi ind mod midten. Dér hvor lyden af storbyen, udenom den store park, bliver stum. Med udsigt ud over de grønne plæner, de store træer og muren af skyskrabere rundt om parken, smed vi sko og sokker, rullede bukserne op og rettede de solbrillebeklædte ansigter mod den strålende sol. Livet kunne ikke blive meget mere skønt!
Trods det enorme liv i parken af motionsløbere, hundeluftere, hestevogne og turister med kort og pegende fingre, var der en ganske særlig ro i parken. Det var som om muren af skyskrabere der stak op i horisonten hele vejen rundt om os, og vidnede om storbyens tilstedeværelse med al sin larm og høje tempo, bare understregede den ro der var blandt træerne.
Da de ømme fødder havde fundet hvile i det bløde græs og solen begyndte at give kinderne en svag rødme, fortsatte turen gennem parken. Mellem rulleskjøteløbere, forbi livemusikanter og som tilskuer til dansegrupper med store drømme, nåede vi til søen med de mange robåde. Sikkert ikke både mange newyorkere har fundet vej til, men da vi nu engang var turister, lagde vi de 12$ for leje af en båd og begav os ud på søen. Roede rundt under store træer og små buede broer. Nød udsynet til nogle af de store gamle etageejendomme og kunne kun drømme om hvordan lejlighederne der oppe under de udsmykkede tagrygge mon så ud. Hvor fantastisk en udsigt de måtte have ud over Central Park. Men ligesom årerne slog bygningernes spejlbilleder i søens blanke overflade i stykker, slog realiteterne vores drømme itu.
Efter nogle timers salighed og fornøjelse i den enorme park, stadig uden at have set en brøkdel af den, vendte vi tilbage til storbyens pulserende liv blandt gule taxaer og bagoverbøjet nakker for at skimte toppen af bygningerne. Men fordi vi nu havde roet på søen og siddet på græsset manglede vi et sidste element, så strøg hurtigt til tops i Empire State Building for at nyde udsigten ud over byen. Endnu et sted i New York, hvor byens lyde ikke kan overvinde de større kræfter. Kun vindens susen i de høje højder afbrød den totale stilhed. Men langt under os fortsatte trafikken og livet, som om der kun var trykket på “mute-knappen”. Også deroppe fra lagde Central Park sig også ned foran os og demonstrede sin storhed og utrolige skønhed.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar