Nepal: The Attic.

Et stort grin brød gennem selskabet da lyset på et splitsekund forsvandt på restauranten Him-Thai, og erstattet af fuldstændig mørke. Strømmen i bydelen var gået, som det nu sker ind imellem i Kathmandu. Mørket blev igen brudt af små lys, som folk fik mobiltelefonerne op af lommerne og fik displayet til at udsende et svag grønligt skær over retterne på bordet. Andre fandt lightere frem, der her praktisk nok ofte også har indbygget lommelygter. Alle omkring bordet bor her fast, så strømudfaldet blev taget med et selvfølgeligt smil.

Aftenen fortsatte på The Attic, en bar der som navnet rigtigt nok indikerer lå inde i en tilbagetrukket bygning, op ad forskellige små trapper, til vi var oppe under taget i kip. Fritlagte mørke spær stod i stærk kontrast til de hvide skrå vægge. Ligesom de hvide puder stod i kontrast til interiøret i mørkt træ. Langs den ene skråvæg hvor pladsen var træng, lå de hvide puder direkte på gulvet omkring lave borde. I midten stod store mørke loungesofaer tæt.

Mange grupper var allerede kommet og sad afslappede i det bløde møblement med kondensperlende drinksglas og ølflasker på bordene. Stemningen var rolig og som styret af de elektroniske loungetoner der hang roligt over lokalet. Opløftet af den gode stemningen fra restauranten prøvede nogle af os, at finde plads på puderne langs den ene væg imens andre gik i baren og sørgede for flere drikkevarer. Der var ikke plads andre steder, men straks kom nogle af tjenerne fra stedet og bad nogle lokale i en af de store sofagrupper sidde et andet sted, så vores store gruppe kunne få pladsen oppe foran scenen. Det er ikke noget særligt beundringsværdigt, men uanset er det ikke ualmindeligt at en stor gruppe europærer får en sådan forskelsbehandling.

Vi fik plads i de blødere sofaer, bordene blev hurtigt fyldt med drikkevarer og blues-bandet gik på scenen og fyldte rummet med fantastiske toner. Så hurtigt var den allerede opløftede stemning endnu bedre. Der blev grint og snakket på kryds og tværs. Flere drikkevarer blev hentet til bordet. Når to gange 70 cl whiskey og fire colaer kan fås for ca. 70 kr er det svært at lade være.

Baren var fuldt opdateret på populære drinks og det var en fornøjelse at finde plads i baren og følge dem mixe og blande. Mojitos blev most af to bartendere i samarbejde på gulvet, i mangel på bordplads. Isterninger blev til knust is i en pose der blev holdt af én, med en stor trækølle styret af en anden. -Også på guvet. Long Island Iceteas blev knap nok farvet af den lille smule cola der kom i, så colaen på siden var kærkommen, medmindre man ønskede hjernecellerne suste ud i den varme nat gennem de åbne vinduer, hvor hvide lette stoffer vejrede let i vinden udefra.

Med en utrolig glæde forlod vi senere på natten igen The Attic og tog hjem. Med rus i kroppen af gode venner, god musik og alkohol. Men også over beviset på at det er muligt at gå ud i Kathmandu og at der findes fantastiske og hyggelige steder her, hvor den vestlige stemning fanges. Det er tiltrængt ovenpå nogle af de udfordringer et fremmed land og kultur kan byde på i hverdagen.