Den værste time.

Det startede rigtig godt. En veninde mødtes med mig i lufthavnen da jeg skulle checke ind, så jeg havde selskab i den lange kø foran Thai. Udstyret med to store latte to-go var der ikke andet for end at vente, men da vi begge havde været ude fredag aften og begge var lidt trætte derefter, kunne vi heldigvis grine os gennem ventetiden, så vi til sidst havde ondt i halsen af at grine og snakke så meget. En perfekt afsked med hende og Danmark.

Langt om længe nåede jeg frem til skranken og fik bakset min kuffert op på vægten, velvidende at jeg nok havde pakket lidt mere end tilladt. Men tænkte at jeg måtte betale mig fra det. Rigtig nok begyndte hun at fortælle op og ned om hvad reglerne var og at jeg skulle efterlade nogle kilo. Tænkte igen at det hele nok skulle løse sig. Humøret var højt efter ventetiden med veninden.

Men da kvinden spurgte til min returbillet, begyndte varmen at brede sig i kroppen. Forklarede at jeg bor i Kathmandu og derfor af gode grunde ikke havde en returbillet. Så spurgte hun til mit visum i stedet og bladrede rundt i passet. Pulsen begyndte for alvor at stige. Jeg har ikke noget visum endnu. Det fås ved ankomst i Kathmandu. Men lige meget hvor meget jeg prøvede at forklare dét og at både jeg og kæresten har gjort det før uden hverken returbillet eller visum ligesom mange af kærestens kollegaer, så nægtede hun at lade mig checke ind. Derimod sagde hun at hun annullerede mig og ikke havde tid til at bruge mere tid på mig, da køen bag os bevægede sig som en lang uendelig slange gennem terminal 3.

Gulvet forsvandt fuldstændig under mig. Alt begyndte at snurre rundt og de mange mennesker i terminalen forvandlede sig til en øredøvende larm. Med knap en time til flyets afgang begyndte panikken for alvor at brede sig i mig. Vreden og tårerne var ved at sprænge kroppen indefra.

Ringede til kæresten, velvidende at han ikke kunne gøre noget som helst fra Nepal af, men havde ikke den fjerneste ide om hvad jeg skulle gøre, da kvinderne bag skranken overhovedet ikke ville hjælpe med, hvem jeg så skulle snakke med. Min rationelle tankegang var samtidig slået ud af frustrationen. Jeg havde mere eller mindre allerede opgivet at komme med det fly jeg havde glædet mig så meget til. Med under en time igen var jeg sikker på løbet var kørt.

Ligemeget hvor meget kæresten blev ved med at fortælle, at de tog fejl og jeg skulle med flyet, så begyndte mine ben at blive mere og mere bløde. Jeg kunne slet ikke hænge sammen. Jeg VILLE afsted, men kunne overhovedet ikke se hvordan.

Ved SAS’s salgskontor var køen lang og det føltes som om alle arbejdede i slow-motion. Da jeg endelig kom frem til skranken var hjælpen lige lille. Hvis Thai ikke ville have mig med, var der intet at gøre. Jeg kunne skaffe et visum - tager en uges tid - eller købe en returbillet til 17.000 kr. Dér var jeg klar til at kaste mig ude foran en bil på motorvejen udenfor lufthavnen. Kun venindens tålmodige og støttende tilstedeværelse holdt mig en lille smule på jorden. Køen ved ind-checkning blev kun mindre og tidspunktet for afgang nærmede sig med de hurtigste sekunder nogensinde.

Med kæresten i røret, en vejrtrækning der brændte i halsen og øjne der dunkede, måtte jeg sætte mig ned på hug og tage dybe vejrtrækninger for ikke at bryde fuldstændig sammen. Begyndte at overveje mulighederne, hvis jeg måtte blive i Danmark. Kærestens stemme begyndte også at have spor af panik over at jeg måske ikke kom nu alligevel, som set frem til i to uger.

En hurtig beslutning blev taget. Al kø og god pli blev ignoreret. Smed mit Dinerskort på skranken og sagde at jeg bare skulle have en returbillet så hurtigt som lynet. Imens sad visheden om at flyet skulle gå tyve minutter efter, som en fuldstændig urealistisk kendsgerning i hovedet. Pulsen kørte på højeste niveau og kæresten i telefonen blev ved med at spørge hvad der skete. Stressen gjorde min t-shirt våd og øjnene begyndte at flakke rundt. Veninden holdt øje med ind-checkningsskrankerne og stod klar med min kuffert og tasker. I samme sekund min nye dyre returbillet - som “heldigvis” kom ned i kun 15.000 - kom ud af printeren løb jeg med kuffert og min veninde efter mig tilbage til skranken, der pga. alt for mange mennesker stadig ikke var lukket helt ned, trods nu femten minutter til afgang. Jeg blev modtaget med en nærmest klar bagagestrimmel og ind-checkningen foregik i et tempo, så jeg slet ikke var med længere. Den tidligere overvægt blev fuldstændig ignoreret i ivret for at jeg skulle nå det. Kunne slet ikke forstå at min kuffert stod på bagagebåndet, efter de sidste fyrre minutter. De mest surrealistiske minutter i mit liv.

Veninden blev krammet farvel og så løb jeg ellers alt hvad jeg havde lært mod security. De glatte lædersko havde svært ved at stå fast på gulvet, men jeg var klar til at tage faldet. Det ville sikkert ikke gøre ondt ovenpå turen nede i terminalen.

Synet af den lange kø ved security fik endnu engang angsten til at gøre ondt i hele kroppen. En kvinde der havde stået bagerst i ind-checkningskøen til samme fly som mit, stod længere fremme end mig og fik råbt vagterne op, så vi kunne komme foran. Taskerne blev smidt op på båndet og metaldetektoren blev passeret i løb. Mobilen larmede konstant i lommen, da jeg bare havde afbrudt forbindelsen til kæresten tidligere da tingene begyndte at tage så meget fart at jeg ikke kunne sanse meget længere.

Med alle andre flyvende til siden og mine papirer flagrende i mine hænder løb jeg gennem lufthavnen til jeg til sidst stod ved boardingskranken og var ved at kaste op af udmattelse. Stadig fattede jeg ikke, at jeg en time før var blevet smidt af flyet, men nu alligevel stod der. Godt nok med en mega dyr billet i lommen som jeg ikke skulle bruge til noget som helst. På vej ombord i flyet kunne jeg endelig overskue at svare kæresten, som jeg kunne berolige med at jeg nu var ombord.

Da jeg endelig sad i sædet var min krop ved at brænde op, halsen tør, øjnene ved at give efter og pulsen ved at få mit hjerte til at sprænge. Jeg kunne slet ikke falde ned. Den foregående time havde prikket til alle følelser i mig og farede stadig rundt i hovedet på mig.

En dyb taknemmelig sms blev sendt afsted til veninden jeg havde efterladt på rulletrappen. Uden hende der havde jeg ikke klaret den. Så var jeg uden tvivl bukket under og brudt fuldstændig sammen.