søndag den 19. september 2010

Nepal: Weekend i Dhulikhel.

Store mængder vand fra oven gjorde flere steder vejene omkring Kathmandu ufremkommelige. En vens telefonopringning og beretning om at have siddet fast i 10 timer pga. mudderskred, gav en ekstra spænding til vores køretur ud af byen. Kæresten og jeg skulle ca 35 km sydøst for Kathmandu til den lille Newari-landsby Dhulikhel.


Efter at have forladt Kathmandus kaotiske trafik og kommet ud gennem de forskellige forstader begyndte naturen i stedet at tage over i omgivelserne omkring os. Rismarkernes karakteristiske plateauer tegnede bjergsiderne og teglværkernes skorstene skød op gennem det frodige landskab. Vejen blev smallere og snoede sig mere og mere som vi bevægede os højere op i bjergene.


Da vi drejede omkring et hjørne fangede en flere meter høj statue på et klippefremspring øjnene med det samme. Den stod på områdets højeste punkt, med den ene hånd oppe foran sig med håndfladen og øjnene rettet ud over dalen. Med en nærmest majestætisk storslåethed fik den alt omkring sig til at blegne. Som enkelte solstråler ramte den skinnende bronzeoverflade, gav kontrasten til de mørke truende tordenskyer på himlen bag den, statuen et helligt udtryk. Som en tryg beskytter og vogter af det liv der kunne skues fra den høje placering. En næsten mytisk fornemmelse blev efterladt i kroppen, da vi til sidst havde lavet så mange sving langs bjergsiderne, at den forsvandt bag os.


Seneftermiddagens tusmørke og småregn begyndte at sænke sig over landskabet da vi nåede Dhulikhel. Vores hotel lå lidt udenfor byen, men fordi de sidste dages store mængder vand havde ødelagt grusvejene, måtte vi gå det sidste stykke fra byen til hotellet. Da vi nåede frem havde mørket omsluttet hotellet og kun små lamper i træerne viste vej.


Tidligt næste morgen da lyset brød gennem de store panoramavinduer, kunne bjergenes toppe ses stikke op gennem den tætte hvide pude af skyer der lå i dalen, som små øer på et skummende hvidt hav.


I løbet af formiddagen steg skyerne fra dalen og omsluttede vores hotel i 1600 meters højde, i en tæt tåge. Kun lyde fra dalen og lyden af små fly i luften over os, forsikrede os om at der var liv udover de få meters udsyn vi nu havde. Skyerne fortsatte opad og efter et par timer omsluttet af den hvide pude, blev luften klar og udsigten over dalen og de andre bjerge var imponerende. Ligeledes kunne vi for første gang se stedet hvor vi havde overnattet.


Hotellet, Himalayan Village Resort, var små huse og hytter der lå mellem høje træer, spredt ud over bjergsiden. Små stier og trapper bandt de forskellige huse og niveauer sammen til ét sted. Mos på de mange stensætninger og den tætte bevoksning gav hele området et historisk udtryk. Dug sad stadig som perler i store spindelvæv mellem træerne. En mand stod i en lysning mellem træerne og tog bad under en håndholdt vandslange.


I Dhulikhel gik vi rundt i hyggelige smalle gader mellem de gamle huse. Høns, ænder, geder og køer gik upåagtede rundt i gaderne og spiste af hvad der nu var blevet efterladt. Nysgerrige ansigter kiggede frem fra åbne vinduer og døre når vi kom gående. Travle mænd kiggede op fra symaskinerne og kvinder afbrød den livlige snak omkring en af byens brønde. Børn råbte “Hallo!” efter os og smilte stort. På busholdepladsen var trafikken livlig og folk fandt plads bag de støvede ruder eller på taget af busserne. Som de eneste synlige turister følte vi os meget fremmede. Men det gjorde kun oplevelsen endnu mere ægte. Det var tydeligt at byen ikke eksisterede for turister, men for dens beboere.


Ved busholdepladsen fandt vi en lokal diner, hvor menukortet skulle tørres af inden vi kunne få det. De fleste der kom der, spiste bare den nepalesiske hofret Daal-bath. En risret med kød og en karrysovs, der blev skovlet ind med fingrene. Alle de øvrige gæster kiggede på os, som om vi var landet det forkerte sted. Bedre blev det ikke af, at vi ønskede at bestille fra menukortet, spiste med bestik og sad og tørrede vores sodavandsflasker af inden vi begyndte at drikke af dem. Maden var lækker og blev spist med stort velbehag.


Tilbage på hotellet med solen bagende fra oven, sad vi og nød udsigten og ikke mindst roen. Et tiltrængt åndehul fra larmen og osen i Kathmandu. Dhulikel er uden tvivl en attraktiv oase i bjergene ikke langt fra Kathmandu. En lille landsby med den gyldne smilende buddha siddende i den grønne bevoksning på bjergsiden over byen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar