Nepal: Når Verden viser sig at være ond.

Vi danskere har det godt. Ubeskriveligt og utaknemmeligt godt. Mange ting bliver taget for givet, og selv alt det vi får, fysisk i hånden og mentalt ved den sikkerhed der er blevet opbygget omkring os, er sjældent godt nok. Alternativet er for mange ikke med i overvejelserne.

Forleden sad jeg foran seks somaliske mænd. Seks somaliske flygtninge som jeg som lærer hos UNHCR, kommer til at skulle være sammen med to gange om ugen, for at holde deres engelske sprog ved lige. Som tilknyttet FN’s flygtninge-agentur kommer jeg fremover også til at møde flere flygtninge fra regionen omkring Nepal. Størstedelen fra Somalia, Myanmar, Bangladesh, Bhutan, Afghanistan og Irak.

Vi begyndte at snakke om Somalia, deres historier og deres håb for fremtiden, og snakken den følgende time var alt andet end opløftende. Det var seks mænd i alderen 22 til 42, der alle levede som flygtning i Nepal på syvende år uden håb. Et håb der heller ikke har fået lov til at blomstre i mange stunder i tiden før de flygtede fra Somalia. De fortalte den ene nedslående historie efter den anden om Somalia og hvordan deres liv havde været der. Hvordan de intet håb havde haft. Hvordan de konstant var utrygge og bevidste om en fremtid der kun var præget af usikkerhed og manglende perspektiv. Hvordan de ingen uddannelse kunne få og heller ikke kunne komme på hospitalet selvom de var syge. Hvordan venner og familie var blevet slået ihjel. Nogle for øjnene af dem.

Da deres håb endelig fik en lille glød og de troede de havde sparet nok penge op til, at blive smuglet til Napoli, var de blevet snydt og havnede i stedet her i Nepal. Her har de efter syv år stadig ikke lov til at arbejde. Da Nepal ikke har nogen egentlig flygtningelovgivning og regeringen i mange sammenhænge er ligeglad, er de stadig betegnet som illegale indvandere, med dagbøder på mellem seks og syv dollar. Uden udsigt til at få et arbejde og tjene penge. Betydende en gæld der kun er vokset dag for dag gennem syv år og stadig er bare vokser. Samtidig med at håbet kun bliver udhulet endnu mere dag for dag.

Opgivenheden sidder som et tykt lag makeup i ansigtet på dem. Det manglende håb får øjnene til at se tomme ud. Livsenergien er sløvet af fortidens tunge byrde. Selvom de måtte arbejde, ved de ikke hvad de skulle tilbyde, for ingen af dem har nogen uddannelse eller haft andet job end overlevelse.

Deres historier var nedslående og det var ubeskriveligt hårdt at sidde og høre på. Jeg skulle koncentrere mig for ikke at blive for følelsesmæssigt fanget af deres historier. UNHCR har konsulenter til det og jeg er på ingen måde uddannet til at håndtere deres historier eller vejlede dem videre. Men det er svært helt at undgå. Deres historier rumsterer stadig i hovedet på mig og lader ikke til at ville slippe.

Da de spurgte til mit hjemland, var jeg på en måde flov over at fortælle positivt om Danmark. Kontrasten mellem deres historier og Danmark må næsten være som historier fra det ydre rum. At jeg kunne fortælle om frihed, sikkerhedsnet og næsten uanede muligheder. Jeg holdt meget igen, da jeg nødig ville træde dem over tæerne eller risikere at ramme et ømt punkt i sind der tydeligvis var skrøbelige og præget af et liv uden håb.

Jeg synes det er utrolig spændende og så meningsfuldt at det næsten kan være svært at forholde mig til. Deres taknemmelighed over min ulønnede tilstedeværelse hos UNHCR er stor og det er løn nok i sig selv. Bare én time sammen med de seks mænd fik sat hele mit eget liv i perspektiv. Nogle gange skal det kedelige alternativ skæres ud i sort/hvid før værdien af det vi har forståes og værdsættes.