Nepal #4: Ud at flyve med ørnene.

Den ujævne bjergvej kunne mærkes i hele kroppen på bagsædet af den store åbne jeep. På to aflange sæder på ladet bag os, sad otte lokale unge fyre og grinede højlydt. Selv forsøgte vi bare at holde nogenlunde fast i hvad der nu var at gribe efter. Farten var høj og terrænet mere og mere ujævnt, som vi bevægede os ud af Pokhara og op i bjergene. Vejen var nogle steder næsten væk og andre steder kunne den vejbelægning der var, næsten være ligegyldig. De mange hop, pludselige opbremsninger og huller fik jeepen til at knirke og skramle så grinene bagfra næsten blev overdøvet.

Til sidst kunne bilen ikke komme længere og de sidste meter op måtte klares til fods. De unge fyre tog det tunge udstyr på ryggen og ledte an. Varmen gjorde skridtene tunge, men til sidst stod vi dér. På Sarangkot i 1600 meters højde med udsigt ud over andre bjerge, hele Pokhara og den store Fewa-sø. Et imponerende landskab der rullede sig ud foran os, indtil horisonten til sidst opslugte det. Men også kigget ned til foden af bjerget langt under os, gav et lille sug i maven.

De friske unge fyre pakkede ud på det grønne plateau vi stod på, alt imens vi bare stod og lod øjnene og sindet sluge udsigten. Men et frejdigt kald fik tankerne tilbage på det forestående. Der blev fortalt og forklaret, udstyret blev vist frem og en hjelm blev spændt om hovedet.

Nervøsiteten begyndte langsomt at melde sig. Ikke mindst da diverse seler begyndte at blive fastspændt på kroppen. Pludselig virkede det ikke så tiltalende at skulle hoppe ud fra bjergsiden, som det havde gjort dagen før. Tværtimod faktisk, men nu havde vi sagt ja. Men med ét gik det også stærkt. Min “instruktør” Baloo spændte mig sammen med ham, vendte os med front mod afgrunden, begyndte at småløbe “one-two-three” og pludselig slap fødderne jorden.

Næste sekund hang jeg ude midt i luften, med kæresten stadig stående tilbage på plateauet, med hele landskabet bredt ud langt under mig og en gul aflang glide ovenover mig. Det var den der gjorde mig vægtløs og fik mig til at flyve frit rundt. I samme sekund var al nervøsiteten væk og erstattet med et vildt sus gennem hele kroppen.

Ét er at se en udsigt fra et højt punkt, men at hænge ude midt i luften er noget helt andet. Udsigten blev endnu mere imponerende. Som om flere detaljer sprang frem i landskabet under os. Vi svævede rundt i cirkler, fangede varme vinde der kom op langs bjergsiderne, så vi kom endnu længere op og nød bare den ro der herskede omkring os. Ørne med store vingefang fløj rundt over og under os, som om de skeptisk ville holde øje med de fremmedlegmer, der befandt sig i deres naturlige territorium.

Jeg glemte helt at jeg faktisk hang flere hundrede meter over fast grund. Hang bare afslappet og nød turen og de friske vinde i de højere luftlag. Samtidig var det mit livs vildeste rutchebanetur. Sugene i maven snurrede kildende og jeg begyndte at få ondt i kinderne af at smile og grine så meget.

Efter godt tyve minutter i luften og bl.a. en tur ud over den store Fewa-sø, hvor de firkantede fiskedamme dannede eventyrlige mønstre, landede vi på søbredden, hvor den store jeep allerede holdt og ventede. Et lille to-årigt barn stod og hoppede ivrigt indvendig i mig. Jeg var helt oppe at køre. Det var første gang jeg prøvede at paraglide, men absolut ikke sidste gang. Jeg aftalte med instruktørerne at jeg ville komme tilbage i løbet af efteråret og få undervisning, så jeg kan få certifikat til at flyve selv.