Nepal #8: Templet bag røgen.

Allerede et stykke derfra var luften mere sløret end den ellers let støvede luft over Kathmandu. Da vi steg ud af bilen bar vindene en snert af røg med sig, og den “tåge” der hang over området havde sin forklaring. Duften af røg blev kun kraftigere jo tættere vi kom Pashupatinath, et af hinduismens allerhelligste Shiva-templer. Udefra et meget beskedent tempel uden den samme kunst og vedligeholdelse som mange af de andre templer i byen. At røgen indhyllede bygninger i en støvet grå farve, gjorde bestemt ikke udtrykket mere bemærkelsesværdigt.

Da vi nåede indgangen kradsede røgen i halsen og øjnene begyndte at svie. Små hvide lette askestykker fløj rundt i luften og satte sig på os. Straks efter indgangen stod vi på et plateau ved Bagmati, floden templet er bygget op omkring, og stod nu på den “rigtige” side af templet. Smukke bygninger og små og store templer lå spredt ud over området på begge sider af floden. To enkle tvillinge-stenbroer samlede området, hvor floden skar igennem. Hovedtemplet lå lidt gemt væk bag andre huse helt nede ved floden, men trådte alligevel frem med sine smukke facader og imponerende detaljer. På den modsatte side af floden var hele bredden erstattet af en stor stentrappe der gik helt ned til vandet. En trappe der viste sig også at fungere som tilskueplads.

For lige nedenfor hvor vi stod var årsagen til røgen og asken i luften omkring os. Flodbredden på vores side var ligeledes én lang stor stentrappe, afbrudt af flere stenplatforme, ghats, med omkring fem meters mellemrum. På flere af dem brændte bål. Nogle hvor flammerne var ved at fortære de sidste rester og andre hvor flammerne først lige havde fået fat. En mand stod med en lang kæp ved hvert bål og roede rundt i flammerne.

Da jeg kiggede ned i flammerne, som ild ofte kan hypnotisere blikket, stod jeg og kiggede ned i noget hvidt midt i det forkullede brænde. Det var et hvidt tandsæt midt i et forkullet ansigt! Bålet var ikke bare et bål, men en kremation. Røgen og asken omkring os var ikke kun fra brændt træ, og som vi kiggede ned over de øvrige bål kunne vi godt se at flere af bålene havde nogle store bylte liggende øverst. Afskyen og ubehaget kæmpede om at fylde mest i kroppen og lysten til ikke at indånde meldte sig.

Forskrækkelsen lagde sig og vi satte os over på den store trappe på den anden side af floden, hvor luften var mere klar og udsynet stadig fint. Vi begyndte at se det fra en ny vinkel. Bagmati er en sidefold til den hellige flod Ganges, og det er derfor for hinduer noget særligt at blive brændt hér og få asken skyllet ud i floden bagefter. Ifølge traditionen skulle det frigøre dem fra den uendelige cyklus af genfødsler. Den kongelige familie blev efter massakren i 2001 også brændt ved Pashupatinath. Dog ved de platforme lige foran hovedtemplet, hvor kun kongelige og højtstående religiøse kan blive kremeret.

Til trods for flodens store mængde af affald og indtørrede områder, som absolut ikke tilførte området noget smuk eller specielt ophøjet, begyndte processen overfor os at tage smukkere og smukkere form. Familier stod samlet for at hylde den afdøde. De nærmeste familiemedlemmer kun i hvidt. Nogle vaskede hænder og fødder ved en hellig brønd, mænd fik barberet håret af ved det nederste trappetrin, så kun en enkelt tot var ladt tilbage øverst på issen og andre ritualer inden kremationen blev udført. Ved bål der endnu ikke var antændte lå lig indsvøbt i orange klæder. Det var tydeligt at det for de tilstedeværende var en smuk og betydningsfuld ceremoni.

Efter at have siddet lidt valgte vi at trække os fra vores “tilskuer-position” og udforske mere af tempelområdet. Set i lyset af den hellige betydning stedet har, var vi overrasket over hvor slidt det var mange steder. Vilde katte og tiggende børn slentrede dovne rundt på de små stier mellem stupaer, templer og huse til pilgrimsrejsende. Men også munke i mørkerøde klæder gik fredsommeligt rundt. Halvnøgne hellige mænd med ansigtet malet grå-hvidt med aske, vildt hår og et endnu vildere blik i øjnene, sad også rundt omkring i skyggen. -Godt nok er de hellige, men mange af dem gør det også for, at lokke penge ud af turister mod at de får lov til at fotografere. Mange også skæve af “naturmedicin”.

Hvad der foregår ved Pashupatinath er langt fra hvad vi er vant til i Europa. Derfor skal man nok også være forberedt på hvilke billeder kan kan møde en. Det kan i første omgang virke en smule markabert, men med den forståelse hinduerne benytter templet, ændres billedet.