Havde ruteanvisningen i baghovedet og adressen skrevet ned på en lille lap papir. Men i Kathmandu går de ikke særlig meget op i gadenavne eller egentlige adresser for den sags skyld. Så at finde en bestemt adresse er omtrent lige så nemt, som at finde den øde ø uden skattekort. I stedet spørger man sig frem og mærkeligt nok, så er der altid en eller anden der kender vejen, eller kender nogen som gør.
Jeg strandede i en lille gade på bagsiden af en af de større hovedgader, men kunne trods anvisninger ikke finde mit mål. Gik lidt rundt på må og få. Var tydeligvis steder hvor turister sjældent kom, og pludselig var jeg tilbage ved udgangspunktet. Var ved at kapitulere og opgive mit foretagende, men gik i stedet ind på noget der lignede et etableret sted.
En indisk mode- og designstuderende kendte vejen og ledte velvilligt an. Kom ned gennem en meget smal sti mellem to høje bygninger. En vej jeg aldrig selv havde fundet på at tage. Drejede om flere hjørner og gik gennem et par porte. Nogle steder havde jeg vist lige været forbi... Da inderen ikke skulle længere, kaldte han på en lille dreng der sad foran en kiosk sammen med nogle andre drenge. Bad ham vise mig resten af vejen. Han kom storsmilende springende, jeg hilste pænt farvel til inderen, sagde tak og fulgte efter drengen der livligt gik ved siden af mig videre i labyrinten af små gader og gyder. “It’s here sir!” udbrød han med et stort smil og pegede på en temmelig anonym bygning. Som sagt, umuligt at finde vej, med mindre man ved præcis hvor man skal hen. Så hellere vide hvor det nogenlunde skal ligge og så spørge nogle af de altid hjælpsomme nepalesere.
Jeg kom indenfor og hilste lidt forsinket på de ventende, der blot grinte forstående af mit lille eventyr rundt i kvarteret. Hilste på de forskellige, men vigtigst på Sunil Babu Pant, parlamentsmedlemmet jeg havde en aftale med. Sunil er Nepals første åbne homoseksuelle parlamentsmedlem og samtidig stifter af Nepals første og eneste LGBT-organisation, Blue Diamond Society (BDS). Hvad han og BDS har opnået af forbedringer for Nepals homo-, bi- og transseksuelle er ikke småting og alt sammen resultat af hårdt arbejde og viljestyrke.
Det blev til en lang snak om deres arbejde, udfordringer for LGBT’er i Nepal og hvad deres tanker er for fremtiden. Trods Sunils lidt generte og tilbagetrukne facon, kan hans resultater ikke overses. Fra homo-, bi- og transseksuelles anerkendelse og krav på ligebehandling og -rettigheder i 2008 til at de nu kan blive gift i Nepal. En vedtagelse hvor blækket næsten stadig er vådt.
BDS tankegang omkring hvad de kæmper for og hvordan de vælger at markere sig, er markant anderledes end fra den måde LGBT’er til tider ofte overprofilerer sig selv i Europa. Det var et spændende, interessant og inspirerende møde, hvor jeg ligeledes fortalte om mine erfaringer fra Danmark. Et land som tidligere har stået stærkt i kampen for LGBT’er, men desværre begynder at halte efter lande som selv Nepal, hvor hele spørgsmålet trods alt først er blevet åbnet inden for de sidste år.
Derfor var det dejligt at høre, at Danmark aktivt støtter BDS’s arbejde. Noget jeg generelt hørte rigtig mange gange i Nepal. Danmark bliver set på med meget positive øjne pga. det store arbejde Danmark gør i Nepal. En anerkendelse og taknemmelighed der gjorde mig stolt over at være dansker. Noget andet end at rejse rundt i lande hvor Danmark ofte bliver sidestillet med Mohammed-tegninger og DF.
Efter halvanden time sagde jeg pænt farvel til Sunil og resten af hans hold på BDS’s kontor. Begge sider takkede for en god snak og aftalte at mødes igen når jeg er tilbage i Kathmandu.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar