Nepal #2: Fra Kathmandu til Pokhara.

De fleste foretrækker turen fra Kathmandu til Pokhara - Napals andenstørste by - med fly, men for at komme til at se Nepal udenfor Kathmandu valgte vi bilen. En seks-syv-timers køretur gennem bjergene. En lang, men også en uforglemmelig smuk tur.

Da vi først var sluppet ud gennem Kathmandu og den hektiske trafik dér, var det ellers bare at væbne sig med tålmodighed, læne sig tilbage og nyde udsigten. For det kan godt være trafikken er hektisk inde i byen, men udenfor byen er der stadig meget trafik, blot i et andet tempo. Hovedvejen mellem Kathmandu og Pokhara er én lang bjergvej der snor sig ud og ind mellem bjerge, op og ned ad dem og gennem dale. Der er ikke meget plads alle steder, men det er stadig den samme trafik der skal igennem. Alt lige fra biler, taxier, motorcykler, små og store busser og et hav af lastbiler. Lastbiler er ikke tilladte i Kathmandu i dagtimerne, så de kommer allesammen til bygrænsen i løbet af dagen, for at vente til de kan komme ind om natten.

Vi forlod Kathmandu om morgenen for at have god tid, men allerede da var byen vågen og fuld af liv. Handlende havde slået butikkerne op og var allerede igang med dagens første forhandlinger om priser. Vejene var fyldte og fortovene vrimlede med mennesker til og fra arbejde. Skolebørn kom flok i ens uniformer. Et sted hvor der var lidt ekstra plads på fortovet, havde en frisør slået sig ned - to stole i det fri og kunden holdende en paraply for at skygge for solen.

Da vi kom udenfor byen overtog naturen omgivelserne, hvor husene farvet af støv før havde domineret. Bjergene begyndte at træde frem gennem morgendisen og skød op overalt omkring os. Dækket af frodig natur og alverdens grønne farver omgav os. Øjnene var tryllebundet af den formidable udsigt. Et landskab der bare blev ved til øjnene ikke kunne fokusere længere. Bjerge og dale der hele tiden afløste hinanden. Den stejle væg på den ene side af bilen og afgrunden på den anden. Vejene der snoede sig langs bjergsiderne flere hundrede meter under os. Biler og lastbiler der sneglede sig frem. Rismarker og terrasser overalt på bjergsiderne, som trapper der førte mod himlen. Overalt i horisonten tog bjergene et let stribet udseende efter terrasserne.

Et højt dyt fik os også hurtigt tilbage til virkeligheden. Trafikken var endnu engang gået i stå og flere holdt hornet i bund. I et sving kunne en lastbil ikke komme rundt. Da det endelig lykkedes satte den med et ryk og et stort sort host ud af udstødningen igang op ad bakken, og trafikken gled igen lige så stille. Men lastbiler blev ved med at komme og hvis ikke de satte trafikken i stå så var det en bus. Men det var nu også ganske underholdende at være vidne til hvordan de opståede situationer blev løst hver gang. Nogle gange med lidt voldsomme håndfagter og nogle høje råb, men det blev løst hver gang.

Så trafikken gled også forbi de hellige køer der havde taget plads i vejkanten, forbi de kvinder og børn der tog bad ved små haner langs vejen og forbi mænd der klarede opvasken samme sted. Lastbiler med ladet fulde af folk på vej til byen, busser med alle små vinduer åbne og ansigtsudtryk hos passagerne, der tydeligt viste at selv den varme tunge luft udefra var forfriskende.

De noget slidte lastbiler blev kamufleret godt af maling i alle regnbuens farver. Symboler, tegn og skrift, blandet sammen i dekorative mønstre. Pynt i vinduerne så man blev i tvivl om hvorvidt chaufføren overhovedet kunne se ud. Men nok så meget pynt kunne ikke altid skjule fejlene og flere steder havde de store monstre givet op overfor varmen eller overfor manglende reservedele, for mange steder var lastbiler brudt sammen og spærrede de smalle bjergveje, med endnu længere køer til følge. Et sted var en lastbil væltet ned af en skrænt og ind i et hus, men uden at det så ud til at stoppe livet.

Jo længere vi kom fra Kathmandu jo bedre plads blev der mellem bilerne og der blev mere ro til bare at nyde landskabet. Vi bevægede samtidig nedad fra 1200 meters højde -Kathmandu - mod 600 meter højde - Pokhara. Floden i bunden af dalen ventede tørstigt på monsunen om et par måneder, så store runde sten og lyst sand snoede sig i stedet igennem landskabet. Enkelte steder var der små vandhuller tilbage, hvor børn legede rundt og kvinder i røde dragter vaskede tøj. Men også naturen stod mere urørt og den kæmpemæssige grønne pude bredte sig ud til alle sider. Et imponerende syn der flere gange fik en til at glemme at trække vejret.

I takt med at vi kom længere og længere ned, kom der mere vand i floden og lyseblå rafting-gummibåde begyndte at boltre sig på den brusende flod, der dog stadig var langtfra højeste vendspejl på den anden side af monsunen. Fiskere begyndte at finde plads langs floden med simple stænger. Over floden på tynde hængebroer spændt ud mellem bjergsiderne, i flere hundrede meters længde, gik kvindelige bønder med kæmpe sivkurve spændt på ryggen, fyldte med græs, grøntsager, vand, eller hvad der nu skulle fragtes hjem.

Inden vi nåede helt ned til Pokhara, indhentede et kæmpe tropisk regnskyl os, men lige så hurtigt som det var startet, stoppede det igen ti minutter efter og solen skinnede igen fra en skyfri himmel. Støvet i luften var væk og udsynet var nu endnu mere klart. Et udsyn der afslørede noget helt fantastisk og uden sidestykke i horisonten foran os. Annapurna-bjergene, en del af Himalaya, tronede højt i vejret foran os. Med sneklædte bjerge blinkende i solen og med stolte mørke tinder der skar gennem den blå himmel. Nok troede jeg flere gange på turen til Pokhara at jeg var kommet i paradis, men med dét syn der nu bredte sig ud over horisonten, var jeg overbevist.