Nepal #1: Det første møde.

Allerede ved gaten til Kathmanduflyet i Doha blev jeg mødt af et kaos uden sidestykke. Der var mennesker overalt og det var tydeligt at størstedelen ikke vidste om de skulle gå frem eller tilbage. Men det virkede heller ikke til at ret mange af dem havde travlt med at finde ud af hvad de skulle gøre. I stedet stod de med et lidt fjernt blik i øjnene og et måbende udtryk.

Alle blev efterhånden sat og fandt ud af at række 26 ikke var række 14 og bagagen ikke kunne ligge på taget som på en bus. Jeg ville egentlig ikke være blevet overrasket hvis der var kommet høns eller grise op gennem mellemgangen. Udmattelsen i kroppen efter efterhånden mange timer på farten gjorde det nemt at udelukke al larmen og falde i søvn.

Da hjulene ramte landingsbanen begyndte de første at rejse sig op og tage bagagen ud af bagageboksene over os. Det kaos dét skabte efterfølgende var underholdende og skræmmende på samme tid. Flyet var stadig i bevægelse, bagage faldt ud af hylderne og mennesker mistede balancen. Imens flere stewardesser i munden på hinanden forsøgte at få folk til at sætte sig igen. Uden held.

Turen gennem immigrationen gik relativt smertefrit. Men første lektie lært, man skal ALTID have pasfotos på sig hernede. De bliver brugt til stort set alt. Så jeg måtte ind i et lille interimistisk skur og sidde foran et nusset lagen der hang på den ene væg for at få taget de påkrævede billeder.

Men egentlig var der kun én ting der fyldte hos mig. Kæresten stod og ventede udenfor, så alting kunne kun gå for langsomt. Derfor var glæden også stor da min kuffert dukkede op som en af de første på båndet, så jeg hurtigt kunne slippe ud af det kaos der begyndte at samle sig dér. De sidste meter hen til kæresten blev nærmest løbet med kufferten dansende efter mig.

Chaufføren ventede pænt ved bilen og hilste med det samme “Namasté sir.” Vi hoppede ind på bagsædet og med et ryk smuttede bilen ud i trafikken og meget hurtigt begyndte jeg at famle efter en sikkerhedsele. Nerverne skal være i orden for at kunne klare trafikken i Kathmandu!

Det var hurtigt tydeligt at jeg ikke længere befandt mig i Europa. Først og fremmst varmen der efter få minutter gjorde panden fugtig. Mange af husene lignede noget der ikke ville kunne klare de mindste rystelser. Der var mennesker og trafik overalt, uden ret meget system. Vejene var ujævne og pluselige sving skyldtes måske at en hellig ko havde taget hvil midt på vejen. Og så var der støvet og beskidt! Affald lå overalt langs vejene og støvet lå som en tåget hinde i luften.

Men øjnene farede rundt i hovedet på mig. Hele tiden faldt blikket på nye, spændende og anderledes ting. Glæden og spændingen blev på den korte tur fra lufthavnen til lejligheden bygget større og større, så ferien på knap tre uger virkede kortere og kortere.