Slip det indre barn fri.

Den hvide sne knitrede under fødderne og den megen sne efterlod en eksplosion af lys overalt omkring os. Grantræernes grene hang dovent mod jorden under vægten af sneen. Den store pude af det fineste hvide sne lå ud over bjergene og blev kun brudt hvor løjper skar ned gennem, for alle sammen at ende i dalen vi befandt os i. Sorte prikker gled med højt fart ud og ind mellem hinanden ned ad de hvide bælter af sne.

Selv trak vi afsted med hver vores kælk og hver vores dreng på fire, der med smil og store grin nød turen over sneen. Med lift tog vi turen op til toppen af kælebakken. I takt med at vi kom længere op ad bakken steg nervøsiteten en smule. Det var efterhånden nogle år siden jeg sidst havde siddet på en kælk og ladet mig suse ned ad en snedækket bakke. Nervøsiteten forsvandt dog med det samme kælken satte ud over kanten og den indre barnesjæl overtog kroppen. Med store grin, sne susende om ørerne og kroppen fuld af glæde fløj vi ned ad bakken i fuld fart. Små huller fik kælken til at hoppe og danse ned ad bakken og gjorde turen endnu sjovere. Vildere om man vil. Drengenes herlige grin gik lige i hjertet, og gjorde turene ned ad bakken endnu bedre. Men lad mig bare indrømme, at det ikke kun var drengene der ville kælke igen og igen. Mit indre 10-årige barn stod hoppende i sneen og råbte “En gang til!”

Det samme gjaldt da næste dag løb rundt på promenaden langs vandet på hver vores løbehjul med en skraldgrinende fire-årig stående mellem benene. “Hurtigere Mikael. Hurtigere!” Så asfalten fik endnu et hårdt spark, til trods for at tempoet allerede var meget højt og benene begyndte at samle syre. Vi drønede rundt mellem træer, buske og andre der var ude og nyde det gode vejr langs vandet. Flere trak på smilebåndet ved synet af os to voksne mænd der pjattede rundt med de to drenge. Hvor var det fantastisk at få lov til at køre rundt på et løbehjul og være barn igen. Jeg tror smilet på mine læber var mindst lige så stort som drengenes. Skal heller ikke bleg for at indrømme, at jeg løb videre da drengene ikke gad lege med længere.

Til trods for trætte ben efter løbe- og gåture og en rygsøjle der var rystet godt på plads af at kælke, blev aftenerne brugt foran skærmen og et Wii-board under fødderne. Endnu engang blev det indre barn sluppet fri. Timerne fløj afsted, indlevelsen i legen blev kun større og større og et barns stædighed blev vækket til live i os alle. Grinene rungede i den store stue, øjnene glimtede af lykke og smilene kunne ikke blive større. Kun de tomme flasker rødvin vidnede om at det faktisk var voksne der legede. Voksne der for et par timer havde fri til at slippe det indre barn løs.