Når vejene er erstattet af en enormt net af floder, er det naturligt at tage båden rundt, som vi andre er vant til at tage bilen. Derfor skulle vi på andendagen på endnu en sejltur rundt i det store område. Med os var igen den lokale Waroe-indianer Milo som guidede i en natur han kendte hver en centimeter af, men for os var uhyre ukendt.
I skiftevis høj og lav fart sejlede vi ud og ind af store og små floder, for pludselig at gøre holdt hvis han havde spottet et dyr eller en interessant plante. Hvor vi først sad og spejdede i den retning han pegede, dukkede der det næste øjeblik en flok aber op, en pyton sammensnoet i nogle grene, en stor Arapapegøje med sine farvestålende fjer. Utallige specielle fugle lettede fra trætoppene hvis vi lavede for meget støj. Flagermus gemte sig i mørket og vilde svin gryntede rundt hvor der var små lysninger ned mod floden.
I floden svømmede flokke af floddelfiner rundt, og afslørede kun deres tilstedeværelse når de i en blød bevægelse kom op med hovedet for at trække luft, for derefter at glide roligt tilbage i vandet. På flydende træstammer slikkede skildpadder sol. Da vores guide havde fundet det rette sted i floden blev vi udstyret med hver vores fiskestang. En lang kæp med en snøre og krog bundet fast til spidsen. På krogen blev sat friskt kød og vi skulle nu fange vores frokost. Vi skulle fange piratfisk. Straks som de første havde smidt deres lokkende kødlunser i vandet, åbnede himlen sig og det blev gjort klart for os hvorfor det også kaldes regnskov. Lysten til at droppe frokosten og glemme fiskeriet, der alligevel ikke gav pote var stor. Men som det heldigvis er på de kanter varede regnskyllet kun til det lidt efter igen blev brudt af den bragende sol der hurtigt gav varme i kroppen igen. Da piratfiskene også begyndte at vise interesse for vores kroge steg humøret endnu mere. Hos undertegnede til uanede højder da der var bid på min krog. En ordentlig krabat der viste sig at være dagens største fangst. Stoltheden tørrede med det samme det sidste regnvand af håret og tøjet. Frokosten var i hus.
Vi skulle ikke kun være på vandet. Vi skulle også ind og se hvad junglen bød på, så vi blev udstyret med gummistøvler, hvorefter turen gik igennem den tætte bevoksning og den meget sumpede skovbund. Flere steder skulle vi ikke stå alene for længe, for så sad vi fast i mudderet. Samtidig skulle vi holde øje med et utal af rødder der truede med at spærre ben for os, dukke hovedet for lavthængende lianer og grene og klappe omkring 2 myg i sekundet. Vi var rundt og se det “ supermarked” junglen er for indianerne. Smagte på forskellige planter, drak vand af lianer, spiste teremitter fra store bo i træerne. Fik tilbudet om at spise en enorm gul larve...
På landjorden langs floderne besøgte vi nogle af de lokale Waroe-indianere i deres primitive hytter. Straks stormede det frem med børn og kvinder fra alle hjørner, der ville have vores interesse. Jeg bryder mig overhovedet ikke om det og har aldrig gjort det. Heller ikke når jeg har været i landsbyer i Ghana. Det er spændende, men jeg får dårlig samvittighed og føler mig utilpas, når jeg står der i mit pæne tøj og trænger mig på i deres hjem, imens børnene løber nøgne og beskidte rundt.
Da vi senere fik tilbudet om at springe i fra båden og bade i floden, faldt tankerne tilbage på dagens tidligere piratfisk jagt og de små tæer blev pænt holdt indenborde. Da vi senere fik fortalt at Waroe-indianerne begraver deres afdøde ved at binde en tung sten til fødderne og dumpe dem ned på bunden, fortrød jeg endnu mindre at jeg ikke var hoppet i. En piratfisk i tåen kan overskues, men at dykke ned i et halvspist lig ville jeg nok ikke kunne klare.
I stedet lagde jeg mig til rette på sæderne med fødderne oppe, mærkede solens varme i kroppen og kiggede mod himlen. Da skumringen begyndte at melde sin ankomst, begyndte et væld af Amazonpapegøjer at trække - altid parvis - hen over deltaet, hvilket vi havde frit udsyn til fra båden, som trækket bredte sig ud over store dele af horisonten. Allerlængst væk bare som parvise prikker på den blå himmel. Skumringen mindede os også om, at vores dag snart var slut og at det var tid til at vende tilbage.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar