Vi ankom tidligt til havnen. Det vil sige et stykke hvor flodbredden var erstattet af en betonkant, hvor der lå fire både fortøjret. To robåde og to speedbåde. Vores var en af speedbådene, der ventede på at skulle sejle vores lille gruppe på tolv ind i Orinocodeltaet. Verdens største floddelta kun et par tusind kvadratkilometer mindre end Danmark og udmundingen på verdens største flod, Amazonasfloden.
Da vi først havde fået plads startede den en times sejltur der var foran os, for at nå frem til den camp hvor vi skulle tilbringe natten. Gashåndtaget fik ikke for lidt og med tres kilometer i timen lå floderne foran os, som vi med vind i håret og en bagende sol fra oven susede frem over vandet.
Først åbnede hele landskabet sig op og bredderne øgede afstanden til hinanden og følelsen af at være i et stortslået naturområde gjorde store indtryk, og følelsen af at være meget lille meldte sig. Til begge sider skabte mure af palmer og andre høje træer fornemmelsen af at være i en naturskabt gang, mere end i et åbent landskab.
I vandet skabte vandhyacinter store grønne klaser der langsomt flød rundt med strømmen. Nogle så store at det mindede mest af alt om flydende øer. Flere steder lignede det ét stort omsluttende tæppe der lagde sig ud over floden og umuliggjorde videre fremfærd. Først når vi kom helt tæt på afslørede sig en vej gennem de vilde planter. Med stadig høj fart sejlede vi zigzag igennem labyrinten af de mange planter, så vi sad med en killende fornemmelse i maven, som i en vild rutschebane.
Efterhånden som vi kom længere og længere ind i deltaet begyndte flere bifloder at dukke op og bevoksningen blev tættere. De mange indianerhytter langs floden blev sværere og sværere at få øje på, som de lå kamufleret i den tætte jungle. Over palmerne og de øvrige eksotiske planter svævede sorte gribbe let truende, stolte og rolige i skarp kontrast til den klare blå himmel.
Junglen rejste sig vildere og vildere jo længere vi bevægede os ind ad de små floder. Vandet blev roligere og flere steder helt spejlblankt. Når vi satte farten ned, så støjen ikke overdøvede junglens mange lyde og bølger fra båden ikke brød den skinnede overflade, blev det hele endnu større, opbygget af de mange fascinerende indtryk. Den spejlblanke overflade skabte en identisk verden i floden og fik den til at virke lige så dyb og lys som himlen og træerne strakte sig højt over os. Det ene syn mere betagende end det foregående.
Det hele lovede godt for nogle fantastiske dage i Venezuelas jungle.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar