Efter at have sejlet en times tid på Orinoco-floden og bevoksningen blev tættere og tættere i takt med at vi kom længere og længere ind ad mindre bifloder, dukkede vores camp op. De små hytter kom langsomt til syne jo tættere vi kom på. Godt gemt mellem træerne lå de små hytter bygget i træ, og med tage af palmeblade der var tørret ind og havde taget samme farve som træhytterne og de mange træer omkring, og vanskeliggjorde det endnu mere at skelne hytterne fra den vildt voksende natur.
Da vi kom tættere på campen Mis Palafitos kunne vi rigtig se opbygningen. De mange hytter med sovepladser, var bygget på pæle over floden og sumpen, der blev skabt i skovbunden pga. tidevandet. Hytterne blev forbundet af små træbroer, der blev samlet ved anløbsbroen hvor også den største hytte med spisepladser var placeret. Overalt skød junglen sine spændende træer og planter med farvestrålende blomster op mellem hytter og broer hvor der var plads, så vi havde virkelig følelsen af at skulle bo i junglen. Naturen var urørt og campen bygget op med stor respekt for at naturen kom først.
Fra en af de små broer der gik i flodens vandkant, stod vi med junglen i ryggen og floden for vores fødder. Overalt omkring åbnede den storslåede natur sig op for os, og blev kun forstærket i sine imponerende farver af solen der kastede sine livgivende stråler ud over hele området. Duftene af frisk natur og vandet i floden trængte gennem næseborene og efterlod, sammen med synsindtrykkene, en indre ro og en salighed der var tydeligt malet i øjnene på os alle. De eneste lyde der var, var fra fugle der gjorde opmærksom på deres eksistens fra trætoppene, vinden i palmebladene og en fjern summen fra generatoren inde i skoven, der sørgede for at der var en smule elektricitet, trods vi var langt væk fra alting.
Pludselig blev roen afbrudt af en knitren fra hytternes palmebladetage. Et liv vi ikke først havde bemærket i campen, kom pludselig nysgerrigt frem. Cappuccinoaber - Også kendt som Hr. Nilsson-aber - sprang pludselig rundt på tage og broernes rækværk. Flere kom helt tæt på og greb nysgerrigt ud efter de ting vi ikke havde et fast greb på. Senere blev vi endnu mere bevidste om hvor drillesyge der var. Selv vandglasset eller kaffekoppen kunne de finde på at tage ud af hånden på én, for derefter at kravle op i et træ og drikke indholdet. Også briller, kameraer og andet spændende kunne de finde på at stikke af med, hvis ikke der blev holdt godt fast. Men ikke kun de besøgende i campen blev udsat for abernes drillesyge sind. Også store Arapapegøjer, Amazonpapegøjer og farvestrålende Tukaner der holdt til omkring campen, blev drillet når muligheden bød sig. Dette nære indblik i dyrenes leg var simpelthen opslugende og til stor underholdning.
Solen går allerede ned ved sekstiden og mørket melder sig hurtigt, og med en voldsommere kraft end tidligere oplevet. Store faklers sprudlende flammer langs broerne sørgede for at det stadig var muligt at finde tilbage til hytten uden at falde i floden. Vi skulle have en sidste sejltur rundt på floderne efter natten havde sænket sig over junglen. Roen var altoverskyggende og forplantede sig til en indre ro i kroppen. Kun bølgernes skvulp mod båden brød sagte stilheden i ny og næ. Stjernehimlen over os var mere detaljeret og med langt flere stjerner end nogensinde. Mørket omkring os forstærkede de millioner af lysende prikker på den enorme himmel over os. Et syn jeg aldrig har oplevet før, trods mange timer brugt på at drømme mig væk i vidtrækkende stjernetæpper.
Da vi trætte kom tilbage, havde udmattelsen for alvor taget plads i os efter en lang og begivenhedsrig dag, med et hav af nye indtryk. Derfor krævede det ikke meget overvejelse at finde hyttens seng. Et par lommelygter og et enkelt stearinlys var det eneste vi havde i vores hytte, hvor et par senge opbygget på træstammer var det eneste der var at finde i det sparsomme lys. Bagerst i hytten adskilte en tynd halvvæg hytten fra det der var et lettere interimistisk toilet og bad. I stedet for vinduer var der i stedet sat myggenet op hele vejen rundt. Udmattelsen i krop og sind, gjorde at vi abstraherede fra den frø og de kakerlakker der havde sneget sig ind i hytten.
Solens tidlige opvågnen og lydene fra junglen gjorde at vi ligeledes vågnede tidligt. De mange fremmede lyde fra Brøleaber i trætoppene, fuglenes kvidren og træernes bevægelser i vinden, mindede os hurtigt om hvor vi var og lysten til at komme ud i solen og naturen var stor. Det kolde flodvand, der var det eneste vand i bruseren, fik os hurtigt gjort friske og klar til en ny dag i junglen i Orinoco-deltaet.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar