tirsdag den 2. juli 2013

Etiopien #1: Roadtrip til Simien Mountains.


Jeg landede i Etiopiens hovedstad Addis Ababa sent en aften. Allerede ved indflyvningen blev jeg overmandet af smilet ved tanken om at et nyt eventyr skulle til at starte. Den store by bredte sig i landskabet under os. Men den så ikke ud som mange andre storbyer når man er ved at lande. Der var stort set ikke noget lys. Byen lignede mest et stort mørkt tæppe med enkelte glimtende sten syet fast hist og her. Få bevægende lys vidnede om en smule liv i gaderne og de mørke konturer af lave bygninger kunne anes i det svage lys da vi var tilstrækkeligt lavt. Mine tanker gled over i de gange jeg er landet i Accra i Ghana og på de eventyr jeg har haft dér. Forventningerne til de kommende uger i Etiopien voksede kun. 

Et par dage efter var det tid til at forlade Addis og tage hul på første roadtrip nord på til nationalparken Simien Mountains, en del af den afrikanske Rift Valley. Den første time gik med at finde vej ud gennem Addis’ kaos af biler, dårlige veje og manglende trafikkultur. En storby i rivende udvikling med en masse uskønne og halvfærdige konstruktioner til følge, samtidig med at slumområder og interimistiske huse stadig ligger klemt inde mellem de nye højhuse.

De mange rå byggepladser og slummens faldefærdige huse blev dog erstattet af storslået natur da vi først kom ud af byen. På alle sider af os åbnede den storslåede natur sig op, og horisonten i det bjergrige landskab flyttede sig hele tiden som vi kørte ud og ind og op og ned mellem bjergene. Kontrasten til Addis’ snævre udsyn var slående. Den klare blå himmel fik alt til at stå stærkt og i skarpe linjer. De takkede bjergsider skar råt gennem det store blå lærred. På savannen skiftede farverne hele tiden mellem den rødlige jord og  de grønne træer og buske der nogle steder stod i tætte klynger og andre ensomt langt fra hinanden. De ranglede træer stod vindblæste over savannen med sine grene strukket ud i en flad krone. Nogle steder var alle træerne blevet fældet og vinden havde fået lov til at tage herredømmet over landskabet. Kun vejen og enkelte mørke klippestykker brød med det ellers øde røde landskab. 

Hist og her lå en lille klynge af små runde lerhytter med kegleformet tag i strå. Ofte i skygge af et par store træer og med et par køer, æsler eller geder tøjret omkring hytterne. Et par børn legede ud og ind mellem hytterne og dyrene. Alene smilene på deres læber fik deres grin til at trænge gennem bilruderne. I baggrunden vidnede et par bøjede rygge om at de voksne var i markerne. Andre steder langs vejen blev store flokke af magre køer med tydelige ribben i huden og geder ledt rundt af hyrden med en lang tynd gren der fungerede som pisk. Et sted sad en ældre mand på hug i nogle farvestrålende gule og røde klæder og lyste op i den sorte skygge under et enligt træ. Under ham lå den røde jord, over ham den klare blå himmel. Det var ham og den afrikanske savanne.

Det åbne landskab overraskede. Hvor vi flere gange troede vi kørte på en åben flad savanne, åbnede jorden sig pludselig op i enorme kløfter og åbenbarede at vi havde kørt på toppen af et plateau. Landskabet fik mere og mere udtryk af at være blevet flået og revet i. De rå klipper stod stejle, og dybe kløfter og høje bjerge afløste hinanden i et råt og næsten brutalt landskab. Men det var samtidig fantastisk smukt og bjergtagende. Klippeformationerne stod stolte som naturens egne kunstværker. Øjnene vandrede konstant rundt i det storslåede landskab i forsøget på at tage det hele ind, uden det dog lykkedes at få det hele med. Det var ikke muligt at fordøje det ene smukke billede før et nyt dukkede op. 

Et stykke af vejen kørte vi på de stejle bjergveje langs den blå Nil der bruste gennem landskabet og blot tilførte endnu flere smukke billeder til nethinden. Den frodige natur omkring floden stod i kontrast til det ellers golde landskab. En flok bavianer legede rundt i vejkanten og viste tænder hvis bilen kom for tæt på. Lidt efter kom en flok drengene løbende med store bundter hvidløg i hænderne. Storsmilende til os i bilen i håb om at få solgt lidt af dagens høst. 

De var ikke de eneste langs vejene der ville sælge. Efter en overnatning i den lille by Debre Markos fortsatte vi tidligt om morgenen mod Gondar for foden af Simien Mountains. Langs vejene var der en ren folkevandring gennem morgendisen. Handlende der skulle til de nærmeste større landsbyer for at komme på markedet. Folkene kom alle vegne fra og alle slæbende med et eller andet. De tunge korte skridt, ofte på bare fødder, og de bøjede rygge vidnede om tung vægt i kurvene på ryggene. Det var både ældre og børn. Et par smådrenge kom hver løbende med en høne dinglende i fødderne fra deres hænder. En ældre kone gik med et enkelt kid i en kort snor. Andre kom slæbnede på store kurve eller trak trillebører fyldte med varer. Dyr, korn og andre afgrøder, fletkurve, metalvarer, træhåndværk og hvad der ellers kunne tænkes at indbringe indtægt på markedet. Store heste- og oksekærer brød den kilometer lange karavane af vandrende. Nogle kærer blev endda trukket af voksne mænd. Enkelte diskrete hænder ud mod bilerne der suste forbi var et håb om ekstra indtægt på den lange vandring. 
Sammenholdet og måden de alle hjalp hinanden var rørende og tankevækkende. Lige såvel som det var hjerteskærende at se dem gå i én lang række tunge skridt for skridt i kampen for at tjene til overlevelse. Det var på samme tid ufattelig smukt og utrolig skræmmende, og mine våde øjne var en kombination af dét og så den hjælpeløshed og magtesløshed jeg selv sad tilbage med i bilen. Indtrykket var for stort og overvældende.

Det samme var - uden at de to tåler sammenligning! - solnedgangen da vi først var ankommet til Gondar. Der er intet som solnedgangen over den afrikanske savanne. De mange farver der spiller sammen ude over den røde savanne og bjergene der kommer til stå frem som mørke konturer efter først at have været farvet røde i solen. Solen i sig selv der næsten ikke ses større noget andet sted end i de minutter hvor den nærmer sig horisonten. Den kraft den udstråler lige dér får alle lyde til at forstumme og alle andre tanker i hovedet til at trække sig tilbage for en stund. En afrikansk solnedgang er usammenlignelig med noget andet og burde opleves af alle. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar