Den hvide by. Rejsedagbog #8

Vi sejler ud med båden fra Rhodos havn først på formiddagen. Solen har endnu ikke opvarmet morgenluften til det uudholdelige, men udsigten til en dag på vandet er skøn. Ud og få lidt luft, efter at have været inde i byen og på stranden de første dage, men ind imellem næsten trykkende varme.
Vi sejler sydpå, og nyder solen på havet. Der er nu noget særligt ved at sidde på en båd og nyde solen. Som om det er en anden sol. Lader os fascinere af det mørkeblå hav, der strækker sig lige så langt øjet rækker og bare til sidst i en skarp linje mødes med den lige så klare, men lidt lysere himmel. Det er en udsigt der kan tryllebinde enhver. Hvis øjnene vendes mod land, kan de mange klipper, bjerge, hvide strande og skønne bugter nydes. Bare se hvordan landskabet arbejder.
Efter to timers sejlads, er det første der møder en i horisonten en stor borgruin, der ligger på et bjerg helt ud til vandet. Man kan næsten frygte at ruinen er på vej til at styrte i havet, som den ligger der faretruende på kanten. Jo tættere man kommer på, bliver borgens kraft mere og mere synlig som den hæver sig over havet. Lidt efter kan man begynde at ane de mange hvide huse. Flere og flere dukker op bag klipperne og da man når indsejlingen til bugten, kan man se tæppet af hvide huse der smukt smyger sig omkring foden af bjerget og forsigtigt bevæger sig op mod den store borg. Vi er kommet til Lindos. ”Den hvide by.”
Vi lægger til helt inde ved stranden og kan allerede der fornemmer den venlige græske ånd. Da vi træder i land, kan vi straks mærke varmen. Vinden er igen stille, så vi kan allerede nu fornemme at der venter en varm gåtur op af bjerget. Velforsynet med hver vores vandflaske begiver vi os af sted. Først op igennem byen, hvor de hvidmalede huse ligger tæt og danner en labyrint af små hyggelige gader. Alt her er lavet med kærlighed og respekt for byens kaldenavn. Det er tydeligt for enhver. Byen er simpelthen så smuk og lige meget hvor du kigger hen er det som hevet ned fra stativet med de flotteste postkort.
Vi bevæger os langsomt videre op mod borgen på toppen af bjerget, ad de små stier og trapper der er anlagt til formålet. På vej op står det mere og mere klart at udsigten fra toppen bliver et syn for sig. Allerede midtvejs oppe stopper vi op, ikke for at tage et hvil i skyggen, men for at lade os betage af den smukke udsigt. Vi kan se ned i det krystalklare vand i bugten, og allerede nu ser vores båd meget lille ud.
Helt oppe kommer vi indenfor murene i ruinerne af det der engang var en imponerende fæstning. - I øvrigt udgravet af to danske arkæologer. Vi går rundt i ruinerne blandt væltede mure, imponerende trapper og gamle templer med de kendetegnende græske søjler. Men heroppe fra er det stadig horisonten øjnene vender tilbage til. Udsigten er simpelthen storslået. At den ses med de gamle ruiner som ramme, gør den bare endnu mere unik. Det er billeder der printer sig på nethinden og i sindet, til at kunne trækkes frem på regnvejrsdage hjemme i Danmark.