Dødens ansigter.

I Danmark samles vi i en trykket stemning når en af vores nærmeste er gået bort. Sidder stille på kirkebænkene og mærker kulden klamre sig omkring os og klumpen i halsen kun tage til i størrelse. Alle sidder med sænkede hoveder og stilheden i kirkerummet er næsten kvælende. Sorgen samler os og den døde mindes og æres med tårer i øjnene. Den grusomme påmindelse om dødens uundgåelige tilstedeværelse i vores liv, får os til at synke ind i os selv for en stund og tænke over livet. Med døden som selskab er en dansk begravelse sjældent nogen særlig opmuntrende oplevelse. Tværtimod.

Men behøver det være så trist? Kan den afdødes minde æres på anden måde? I Danmark er det døden der er i fokus ved begravelsen. Men når jeg har oplevet døden andre steder i Verden er døden nogle steder blevet håndteret anderledes og ikke mindst, med en helt anden indgangsvinkel til hvordan en begravelse skal være for at ære den afdøde.

I Ghana var kisterne nok den den mest markante forskel. I relation til den afdødes liv eller særlige hobbys blev kisten udhugget og formet i alle tænkelige former og farver. Der var f.eks. coca-cola-dåser, flyvemaskiner, cigaretter og forskellige dyr. Så måtte hullet til kisten bare graves dybt og stort nok til at kisten i den valgte form kunne være der. Indtil kisten var færdig og der var penge nok til at afholde begravelsen blev den afdøde henlagt køligt. Nogle gange op til flere år. Derefter samledes flere hundrede mennesker til stor gudstjeneste med sang og dans efterfulgt af langt optog med den kreative og farvestrålende kiste som midtpunkt.

Noget lignende oplevede vi på Bali. Der begravede de dog de afdøde med de samme uden den store ceremoni, men hvert femte år når der var samlet penge nok sammen, holdt landsbyerne og områderne store fælles begravelser. De der var døde siden sidste store begravelse blev gravet op, og de rester der var tilbage blev lagt ind i store store figurer på vogne. Hver vogn bygget af den afdødes familie og smukt udsmykket med respekt for den afdøde. De fleste figurer forestillede fabeldyr eller små templer på bårer. Derefter gik hele begravelsesoptoget gennem byen, som en parade af smukke vogne og farvestrålende figurer, under bønner, musik og dans. De samledes til sidst alle på en af byens pladser hvor vognene og de jordiske rester af de afdøde blev brændt til der kun var akse tilbage. Alt sammen under stor festlighed som en hyldest til de afdøde.

I Venezuela kom vi kørende i bjergene, da der pludselig var mennesker overalt os på vejen. Et par hundrede mennesker. De lignede alle sammen deltagere i et festlig optog. Der blev spillet på forskellige instrumenter og mange bevægede sig rytmisk til tonerne. Men da en kiste på et tidspunkt nærmest kom svævende over folkemængden, støttet af en masse hænder, blev det tydeligt, at det var et begravelsesoptog vi var havnet midt i. Til trods for at størstedelen af deltagerne ikke bar tydeligt præg af at være nedtrykte. Kun en lille gruppe tættest på kisten gik i sort og med små tørklæder holdt ved øjenkrogene. Men stadig var der en lettet og befriende atmosfære omkring optoget. For os virkede “festen” i første omgang en smule respektløst, men efter lidt overvejelse var den festlige hyldest til den afdøde rørende.

Her i Nepal er tilgangen også behagelig naturlig. Stod forleden sammen med en ven, en lokal sherpa, ved Pashupatinath - Yderst helligt hindutempel, hvor hinduer kremeres - og kiggede på aktiviteterne omkring bålene langs flodbredden. Familier der samledes omkring døende og udførte forskellige ritualer der skulle gøre rejsen til “det næste sted” lettere. Døde der lå dækket af fine lagner på bårer, hvor familien kunne tage afsked inden liget blev lagt op på bålet, hvorefter den ældste søn passede bålet, til der ikke var andet end aske tilbage. Aske der kunne skubbes ud i den hellige flod Bagmati. Imens så familien stille til i baggrunden. For at vise den afdøde respekt udfører familien forskellige ritualer efterføgende. Bla. mødes de efter nogle dage, for en hel dag at fortælle historier om den afdøde. Som en hyldest til det liv der er blevet levet.

Men den afslappethed der er omkring døden er, for os danskere måske, den mest markante forskel. Der er enkelte der græder, men ellers er de meget afslappede og naturlige omkring alt det der skal ske i forbindelse med et dødsfald. På flodbredden kan et lig sagtens ligge for sig selv, imens familien går uforstyrrede rundt og småsnakker. Et syn der kan virke næsten markabert. Da jeg kommenterede det overfor min ven, virkede han overrasket og svarede: “Men døden er en naturlig del af livet. Der er ikke noget du kan gøre ved det alligevel.” og supplerede “Og de glemmer ham ikke, bare fordi han er død.”

Stod igen og kom til at tænke over måden vi håndterer døden hjemme i Danmark. Som når døden ofte kommer som en stor overraskelse og slår luften ud af os alle. Sorgen bliver forstærket af vores eget tab. I stedet for at se døden som en del af livet vi ikke kan komme udenom. I stedet for at fejre det liv den afdøde fik lov til at leve og huske alt det gode man har haft sammen med vedkommende. I Danmark er sorgen i fokus, hvor jeg nu har oplevet mere oplivende udgaver, hvor livet er i fokus, til trods for livets afslutning.

Hvordan har du oplevet døden hvor du har rejst?