Nogle af mine nepalesiske venner ringede i morges og inviterede mig på frokost i deres families hus. Tænkte at det kunne være hyggeligt at komme lidt ud og samtidig få lidt mad, så takkede pænt tak. Et par timer senere sprang jeg op bag på en motorcykel og suste gennem Kathmandus gader. Ud og ind ad små gyder og stier med ujævne fliser, så grebet om håndtaget blev strammet ekstra.
Da vi kom frem og jeg bevægede mig op gennem huset kunne jeg dog hurtigt se at det ikke blev nogen hurtig eller let forkost. Tværtimod. Hele familien var samlet i anledning af Dashain, den helligste højtid for hinduer, der på mange måder svarer til vores jul.
Oppe på taget sad hele familien samlet, og til trods for at jeg allerede havde hilst på mange op gennem de tre etager, var der endnu mange at hilse på. Mændene med et solidt håndtryk og kvinderne med håndfladerne mod hinanden foran ansigtet og et “Namasté”. De ældre med ærbødighed. Børnene løb legende rundt, med havde alligevel et nysgerrigt øje mod mig. Nogle blev forskrækkede da der pludselig stod en fremmed midt i deres hjem.
I køkkenet gik kvinder rundt i farvestrålende sharier og grinte sammen. Alle var store smil og grinte kun endnu mere da jeg trådte ind. Mændene bar ud og satte borde og stole frem. Andre gik rundt med børn på armene. De fleste boede i huset. Tre generationer, forældrene som de ældste, deres tre sønner og deres familier. Alle var de festligt klædt på til dagens festligheder. Specielt kvinderne var en fryd for øjet.
Maden blev stillet frem på et stort bord, og der kom den danske jul til kort. Der var simpelthen så meget mad at en dansk julemiddag kom til at ligne et overlevelsesmåltid til sammenligning. Konstant blev jeg spurgt om jeg ikke ville have mere og selvom der må have været ris i øjnene på mig, skulle der meget insisterende ord til at overbevise dem om at jeg simpelthen ikke kunne spise mere. Alle blev ved med at spørge og ville mig kun det bedste. Det var fantastisk at mærke at jeg var gæst, men derfor også en del af deres familie. Alle var velkomne og blev behandlet med stor respekt.
Efter middagen skulle jeg velsignes af husets ældste, forældrene. I et rum på en af etagerne stod et lavt aflangt bord klar, med røgelsespinde, frugt, rødt farvet vand og ris. Jeg tog plads på den ene side og de ældre på den anden side. På skift bad de for mig, gav mig en thika af rødt vand og ris i panden, endnu en ud for højre øje og græsstrå over mit højre øre. To farvede fingre blev først ført først til deres eget bryst derefter op til hårgrænsen i min pande. Derefter gaver i form at to kuverter indeholdende penge, et æble og et stykke kokosnød.
De undskyldte nærmest for pengebeløbet størrelse, men forsikrede mig at det var meningen, velsignelsen og ønskerne bag pengegaven der havde størst betydning. Selv sad jeg med en følelse af dårlig samvittighed over at modtage penge fra nogle mennesker jeg lige havde mødt, i forbindelse med en fejring af en anden religion end min egen.
Efterfølgende samledes mændene på gulvet til et spil kort, hvor kort og pengesedler konstant skiftede ejermand i et tempo jeg opgav at følge. Den gamle onkel sad klukkende i sofaen med avisen, men blandede sig i spillet når han mente de yngre mænd ikke var smarte nok. En baby på armen hos sin fader ved siden af, prøvede nysgerrigt at bladre i den gamle mands avis. Kvinderne blev på taget og fortalte historier til børnene.
Efter et par timer sad jeg igen bag på motorcyklen efter en fantastisk kulturoplevelse. Havde deltaget i en af de helligste fejringer, spist med rare mennekser, mærket det utrolige familiebånd og var blevet velsignet. Hele tiden bød deres enorme gæstfrihed mig at blande mig og tage den bedste stol og den bedste mad. Det var rørende og de har uden tvivl nydt at have mig med, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at holde mig lidt i baggrunden og føle at jeg blandede mig og kom til at tage for meget fokus, som den “fremmede”, midt i en vigtig højtid.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar