Nepal, Chitwan: Elefanten og manden.

Solen var på sin vej ned mod horisonten og kastede et varmt skær ud over det store område. En enlig mørk plet begyndte at dukke op ind imellem i det høje græs et stykke ude på savannen. Med små vuggende ryk nærmede den mørke plet sig floden.

Tættere på floden tog pletten mere og mere form og toppen af en paraply vuggede nu frem gennem græsset. Som svævede den på den bløde pude af svajende græsstrå. En person dukkede dog op under paraplyen hvor græsset ikke stod så tæt. Paraplyen hvilende diagonalt på den ene skulder og skærmen dækkende for ansigtet.

Fremme ved flodbredden hvor muren af græs ophørte dukkede en stor elefant op under manden. Han siddende med et ben på hver side hen over nakken af elefanten. For hvert skridt den tog vuggede manden i overkroppen. De to forsatte ud i det flade vand til flodens spejl ramte elefantens mave. Manden slog paraplyen ned og rejste sig op til han stod på elefantens ryg.

Det store dyr begyndte at vælte til den ene side, imens manden med små skridt balancerede om på siden af maven, så han forblev øverst og fri af vandet. Elefanten så ud til at nyde det kølende vand og slog om sig med snablen. Også da den vendte sig rundt på den anden side, tog føreren turen i takt med elefantens bevægelser, så han igen kunne stå helt tørt imens elefanten badede. Omkring dem bredte ringe sig på den ellers blanke overflade på floden.

Med samme samspil mellem elefanten og manden kom de op at stå igen, paraplyen slået ud og han igen siddende overskrævs over nakken. Med langsomme og rolige bevægelser fortsatte de retningen ud i floden med samme ro og betagende sfære omkring dem, som da de kom ned til floden gennem græsset, som havde badet bare været et enkelt skridt på vejen. Vandet rørte sig knap nok omkring dem.

Elefanten sank længere og længere ned i vandet, men uden at tempoet blev sat ned. I stedet fortsatte de med samme næsten mediterende bevægelse. Til sidst stak kun det øverst af elefantens ryg over vandet og hovedet blev rejst mod himlen så mund og snablen stak over vand. Solens stærke genspejling i vandet, forvandlede makkerparret til bare en sløret kontur med skarpe kanter.

Elefanten brød mere og mere af vandoverfladen og snart var der igen luft mellem vandet og elefantens mave. Til sidst satte elefanten igen sin ene fod på den tørre jord på flodbredden på den modsatte side end hvor den først havde trådt ud i vandet. En lang kano gled lydløst forbi bag dem, og efterlod små krusninger på overfladen. Makkerparret forsatte ind i det høje græs, til det kun var den vuggende mand øverst der kunne skimtes gennem græsset. Snart var paraplyen igen kun en dansende mørk plet i græsset foran de store mørke bjerge i horisonten.