Det første der slog om morgenen var ikke den vante larm i Kathmandu, men derimod den totale stilhed udenfor. Ingen lyde trængte gennem hyttens trævægge. Stående lidt efter udenfor var det som om roen var så endeløs som landskabet bredte sig i alle retninger. Morgendisen lå som en hvid tåge ud over markerne og savannen og omringede de høje træer. Dagen var så ny, at solen endnu kun farvede himlen, og ikke var stærk nok til at sprænge det matte lys der lå over nationalparken. Skovene i horisonten var kun synlige ved de store trækroner der stod som en sløret pude over disen. Kun bjergenes tinder i det fjerne stak op som små sorte trekanter. Roen havde omringet naturen.
Det var tidligt, men for at nå ind i junglen før den kraftige middagssol fik dyrene til at trække sig tilbage til gemmesteder med køligere svale, måtte vi tidligt afsted. På to lange bænke bag på en jeep suste vi gennem landskabet og små landsbyer, der trods den tidlige morgen allerede var i fuld gang.
Da vi nåede frem til den store indhegning gik elefanterne roligt rundt og ventede. Hver med en fører siddende på nakken. Fra en platform kunne vi træde direkte ud på ryggen af elefanten og tage plads i den kvadratiske stol. Fire i hver, så lidt efter bevægede vi os afsted på tre store elefanter mod junglen.
Med ryk i stolen hver gang elefanten tog et skridt bevægede vi os ind i junglen. Alle næsten holdende på vejret, af frygt for at komme til at skræmme vilde dyr væk. Hvor stille elefanterne kunne være trods deres enorme størrelse var imponerende og smittende. Allerede efter få minutter inde i den tætte jungle pegede vores fører ind i buskadset, hvor vi gennem grene og blade kunne se en hjort kun få meter fra os. Lidt efter endnu en og pludselig var der tre. Alle holdt vejret og sugede bare billedet af de vilde dyr til sig.
En Tukan med sit store gule næb landede i et træ tæt på og kravlede lidt op ad grenene inden den fløj videre. Påfugle gik lige så stille rundt i skovbunden mellem den tætte bevoksning. Legende aber sprang rundt i trætoppene og deres skrig gennembrød stilheden i junglen. Et hvidt egern pilede ind foran elefanten og op i et træ, som en stærk kontrast til de brune og grønne farver der omringede os.
Snoede træer skød højt op omkring os. Store kroner hang som en grøn himlen over os, hvor kun en smule af solens efterhånden stærke stråler fik lov til at bryde igennem, men kom derved kun til at virke endnu kragtigere og magisk i mørket. Lianer hang ned hist og her. Store træer der var blevet kvalt af slyngplanter og senere angrebet af insekter stod nu nøgne og hullede. Men som de stod rene og uden blade til at til at skærme mod sollyset opstod der et særligt smukt, næsten kunstigt, lys omkring dem, der kun gjorde junglen endnu mere fortryllende at ride igennem. Hvor mindre træer stod i vejen eller grene stak ud, fjernede elefanten nemt og sikkert forhindringerne med snablen eller sin enorme vægt, så vi kunne fortsætte.
Store lysninger i junglen gav forhåbninger om at se næsehorn der gik og græssede i solen i det høje græs, men trods førernes indsats så vi ikke nogen. Indtil et lokalt råb lød gennem skoven og vores tre førere udvekslede et par hurtige ord. Tempoet blev sat op og rykkene i stolen blev kraftigere, så grebet om gelænderet blev også strammet yderligere. Med udsigten til hvad der var i vente steg spændingen i kroppen og der blev strakt hals, som i naivt forsøg på at kunne se over junglens træer.
Da vi brød skovbrynet og igen stod på en lysning, kunne vi se hende. Et hun-næsehorn der lå og sov ved et stort vandhul. Vi bevægede os langsomt omkring vandhullet, så vi kunne komme tættere på, og da vi kom hele vejen rundt fik vi endnu en overraskelse. En unge lå op ad moderen og sov trygt. Med kun få meters afstand kunne vi sidde på ryggen af elefanterne og nyde det smukke syn.
Jungletrommerne havde lydt gennem skoven og straks brød flere elefanter, med tursister på ryggen, gennem skovbrynet på alle sider af lysningen, så vi trak os tilbage mod junglen og opsamlingsstedet, hvor dagen nu for alvor var skudt igang med kraftig sol og klare farver.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar